Flemming Jensen arbejdede som lærer i Nunarqarfik, et udsted i Grønland, fra 1973-1975. I Vejledning i sælfangst beretter han med megen humor om sit liv og færden blandt grønlændere. Og om bl.a. slædekørsel og forsøg på sælfangst.
Et noget underligt læs lige efter Ímaqa. Man bliver pludselig meget opmærksom på tid, hvordan erfaring og perspektiv ændrer ens syn på noget så intimt som egne erfaringer. Ímaqa er den mere helstøbte fortælling, en bedre læseoplevelse og - tænker jeg - et mere nuanceret blik ind i Jensens eget forhold til Grønland og sin egen status som dansker. Sjovt hvordan det; den ægte mands ægte følelsesliv, syntes bedre repræsenteret i den åbentlyst fiktionaliserede udgave af begivenhederne. Vejledning i Sælfangst er stadig læsning, der er tiden værd. Det er heller ikke svært når den er læst og nydt på en lille halvanden time. Sjovt er det, selvom sproget aldrig bliver sublimt morsomt på samme måde som hos Riel. Det er måske heller ikke det det skal stå eller falde med. For måske vigtigst af alt; ømheden for Grønland og de mennesker, der optræder i fortællingerne skinner åbenlyst igennem, hele vejen.
Elskede bogen! Den er hurtig og let at læse, på trods af et lidt ‘forældet’ talesprog og indskudte passager hvor forfatteren bryder ‘den fjerde mur’, som gør den lidt forvirrende. Flemming Jensen har en skøn humor som fik mig til at grine højlydt mange gange mens jeg læste.
Det burde være et krav at læse den i folkeskolen, da den giver et skønt indblik i den ellers fremmede grønlandske kultur som jeg tror mange danskere godt kunne bruge.
Har genlæst bogen 20 år efter jeg læste den første gang. Den holder stadig, og det er stadig umuligt ikke at trække på smilebåndet flere steder i bogen.
Den er kort og hurtigt læst, så der er ingen grund til at vente 20 år før den skal læses igen.