Gry er 42 år, har gang i karrieren og lever udadtil et tjekket liv. Men bag facaden kæmper hun. Hun er lige flyttet ind i en ny lejlighed – for 18. gang. For når noget begynder at føles som et hjem, melder katastrofetankerne sig, og så må hun videre.
Hendes mor sidder i en lejlighed med fugleklatter på gulvene og snakker med undulaten Pipser. En dag falder hun, og da Gry ser flængen i hendes hoved og de blå mærker på armene, kommer det hele tilbage. Alt det, som er for svært at dele med nogen. Alt det, som ingen i familien taler om, og som ingen andre kender til.
PYNTESMIL af Rachel Röst er en hård og øm roman om, hvordan vold forkrøbler en familie. En hjerteskærende fortælling om erindring og fortrængning, tabu og skam – og om endelig at sætte ord på det, der har brændt indeni siden barndommen.
Det kan være svært ikke at skræmme læsere væk pga. emnet. Partnervold. Ubehagelig og rå vold i en familie, hvor hustruen bliver banket nederdrægtigt og invaliderende af sin mand og hvor øjenvidnet, et af børnene i familien (den nu voksne datter Gry, som er jeg-fortælleren) gengiver præcist og skånselsløst, hvordan disse brutale scener udspiller sig. Når jeg på det varmenste anbefaler bogen, selv om jeg i det hele taget afskyr at læse om eller se film med vold i, så skyldes det flere ting. For det første, er vi nok mange, som automatisk og naivt tænker; det er ufatteligt, at den voldsramte ikke bare ser at komme væk i en fart. Hvor svært kan det lige være? Ikke mindst, når der børn, som utvivlsomt tager skade af at leve i sådan et miljø. Den indsigt får man, altså hvorfor det er meget mere indviklet set indefra, end som alle udenfor familien anskuer det. For det andet, er de psykologiske mekanismer, der sætter igang for at beskytte sig selv som et særtilfælde/et offer nok universelle, uanset hvilken sårbarhed vi bærer med os, så gælder det, at vi så nødigt vil afsløres som den rødplettede gnu i flokken, for den er det nemmeste bytte. Vi vil ikke skille os ud og være anderledes. Det er livsfarligt. Det viser historien på fremragende vis. Det har en pris at stå frem. Det er ikke bare happy days, hvis bare man træder frem og tager bladet fra munden. Men alligevel.... det kan være nødvendigt, og det forstår vi som læsere. For det trejde efterlader bogen mig også med nogle tanker omkring det svigt som familiens børn oplever - men ikke på den sædvanlige "det er da også for dårligt", men mere tanker om, hvor svært det faktisk er at hjælpe, når benægtelse, benægtelse, benægtelse er strategien også overfor de hjælpsomme, som faktisk har luret, at her er noget helt galt og forsøger at række ud, men afvises, fordi den ramte er lammet af skam. Det er meget kompleks psykologi, som forfatteren folder ud på fineste vis. Vi får tilmed en snert af indsigt i, hvad i himlens navn, der foregår i hovedet på den modbydelige far, som man virkelig kommer til at nære afsky for som læser. Hvordan kan han være sådan et rædsomt dobbeltvæsen. Et monster? Det er ikke et fuldstændigt dækkende- ej heller et enkelt lommepsykolgoisk svar - bogen giver, men vi ser en flig af, at sådan et menneske også bærer en tragisk og forkrøblende opvækst med i sin psykologi. Som til forveksling minder om den som den voldsramte mor har i sin rygsæk. Derudover er sproget en absolut nydelse. Opbygningen er dynamisk og ligeledes en nydelse. Romanen er rasende spændende. Der sker noget i hovedpersonens Grys liv, som sætter nervepirrende dilemmaer i spil. Det er en meget stor "fornøjelse" at læse bogen, som jeg blev fuldstændig fanget ind i fra første side. Der er intet forudsigeligt ved historien. Det er en dybt interessant hovedperson, som i øvrigt også peger hen mod en interessant nysgerrighed på, om ikke vi ofte vælger uddannelse og erhverv ud fra en personlig berømthed og særligt kendskab til et område, sådan mere eller mindre ubevidst og i hvert fald ofte uden at stå frem med de motiver i åbenhed. Og ja, så er der også det offer for Grys vedkommende, at selv om hun er en dygtig kvinde med god karriere, så har hun ikke evnen til at indgå i en kærlighedsrelation. Og måske er det derfor, hun er nødt til at bryde med tabuerne og fortielserne.
Det er en barsk, men god bog, som jeg har lært noget af. Jeg forstod personerne, hvad de kom af og hvorfor de var blevet, som de var, selv faderen da jeg “mødte” hans mor.