Fransk kultur er skønhed, filosofi og kritisk modstand. Med revolutionære ideer, humanistiske traditioner og berømte fortællinger tegner den franske åndshistorie en fælles, europæisk horisont. Frankrigs store forfattere er portrætter af digtere, tænkere, romanforfattere og kulturkritikere, som har formet vores måde at se, tænke og fortælle verden på.
Denne lille bog rummer en række små opslag om forskellige franske forfattere. Teksterne burde tjene som små appetitvækkere eller indgangsvinkler til forfatterskaberne, men kvaliteten og stringensen i opslagene er meget spredt. Nogle opslag er deciderede introduktioner til en forfatter, nærmest små biografier - andre forudsætter et relativt intim kendskab med den portrætterede for overhovedet at forstå opslaget. Bogen er plaget af den slags inkonsistens hele vejen i gennem: Eksempelvis er langt de fleste opslag udstyret med et citat og en anbefaling fra den pågældende forfatter, men i visse er opslagene er disse elementer forstyrrende fraværende. Bogen er desværre ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet, der er også for mange stave- og typografiske fejl, hvilket giver udgivelsen en discountfornemmelse. Når det så er sagt, lærte jeg nyt om flere interessante forfattere, så det var da trods alt læsetiden værd.