What do you think?
Vener
Vener er Fie Frydendal Sigersteds romandebut om fire generationer af kvinder, der lever i Nordsjælland fra slutningen af 1800-tallet og frem til vores tid, og som på hver sin måde længes efter forløsning og frigørelse. Alle kvinder har et særligt forhold til naturen og er splittet mellem at leve op til omverdenens krav til dem om at være gode husmødre og deres egen drift efter at realisere sig selv uden for hjemmets fire vægge.
Vener er en vidtfavnende og stærk kvindefortælling i mange tonearter om de gamle værdier og normers opløsning i en moderne verden. Og en poetisk og livsbekræftende historie om vigtigheden af at længes.
Vener er en vidtfavnende og stærk kvindefortælling i mange tonearter om de gamle værdier og normers opløsning i en moderne verden. Og en poetisk og livsbekræftende historie om vigtigheden af at længes.
331 pages, Paperback
First published August 12, 2022
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
April 20, 2023
”Vi har skovblod i årerne, frie til at leve hvor vi kan bevæge os uhindret omkring.” Denne let patetiske konstatering fremføres af Else til Margit – år forud for, at Else forlader såvel sin rethaveriske mand Holger som datteren Margit for at tage ophold et sted, hvor hun kan bevæge sig uhindret omkring.
Skovblodet er kommet ind i familien to generationer tidligere, da Jane forlader familiegården for at leve i pagt med naturen, nærmere bestemt i skovene, hvor hun oplever at kunne bevæge sig uhindret omkring. I Kulsvierlunden forelsker hun sig i kulsviernes leder, Myrekongen, med hvem hun får datteren Thyra. Omkring fødslen bliver Jane mentalt ustabil, så datteren kommer på børnehjem, og som en anden fortabt datter vender Jane tilbage til familien. Denne er taknemmelig for, at en ”tåbelig mandsling” ved navn husmand Eilersen er villig til at ’overtage’ Jane i et platonisk samliv. ”Havde Jane på forhånd vidst besked? Anet og accepteret vilkårene som en del af skæbnens balance? Himmelråbende ekstase, og så dens kontrapunkt.”
’Vener’ handler om, hvad der løber i årerne/venerne i fire generationer af kvinder. – Danske kvinder, men alligevel må der et leksikonopslag til for at sikre, at den ældste generations liv og arbejdsgange i de store nordsjællandske skove er korrekt opfattet. Vi snakker om noget så eksotisk som kulsviere; personer, der fremstillede trækul ved at brænde træ i kulmiler, dvs. myretuelignende jordbanker. Arbejdsgangen, der kaldtes kulsvidning, udspillede sig især i befolkningstætte landsdele, hvor behovet for trækul til husopvarmning og fabriksvirksomhed var stort i den tidlige industrialiserings tidsalder. Kulsvierhåndværket er imidlertid meget ældre end som så; det kendtes helt tilbage fra overgangen stenalder/bronzealder. Kulsvidning døde ud så sent som omkring 1930’erne, men processen er ikke del af et nutidigt begrebsapparat.
Som ovenfor skitseret, forlader såvel den psykisk ustabile Jane som Else, der er depressiv, deres døtre. Thyra og Margit betaler under deres opvækst den pris, som mødrenes frihed har. Det ligger snublende nær at antage, at så er der nok tale om en ideologisk roman, der udspiller sig i et sort/hvidt-verdensbillede. – Et slags feminint modstykke til dannelsesromanens ”fædrenes synder nedarves i fædrenes sønner.” Men ’Vener’ er langt fra et holdnings-indlæg om kvinders forskellige måder at forvalte deres vilkår på; faktisk er den så neutralt registrerende, at den i lange stræk opleves som stillestående, ja, kedelig. Af fortælleelementer er der for lidt beretning og for meget beskrivelse. Der er for lidt handling og for meget refleksion i form af indre monolog.
Hvad, der også modarbejder læserens positive optagethed af romanen, er, at persongalleriet – ud over de fire kvindelige hovedkarakterer – rummer en del sekundære personer, som man formodes at interessere sig for et stykke ad vejen, hvorefter man på et givet tidspunkt må acceptere, at nu er de pludselig skrevet ud: Myrekongen, Eilersen, Knud, Holger, Andreas, Walter m.fl.
Endelig optræder der mere eller mindre mytiske personer som Seersken og Den kloge Kone, Kirstine, samt Vågemanden. Nævnte Kirstine optræder i en scene som vågekone: en person, der deltager i vågetjenesten over en døende. Hun sekunderes i den henseende af Vågemanden: en guddommelig skikkelse, der er beskyttende over for mennesket: ”I fire dage havde han stået der, ganske stille, med øjne der søgte hendes, som var de et og samme væsen […]”.
Titlen ’Vener’ indikerer noget om blodets bånd, med andre ord arvelighed. Ud over at arvelighed er et fysisk begreb, så er der en overliggende psykisk forståelsesramme i romanen, der har med nedarvet erindring at gøre. Under en køretur i hestevogn oplever Jane en flok hjorte praktisere en speciel variant af lemmingeeffekten. Hjortene overhaler nok hestevognen i raskt trav, men i stedet for at fortsætte ud over afgrunden, gør de alle pludselig abrupt holdt og løber tilbage. Årsagen er, at den lokale hjorterace er bærer af en nedarvet erindring om en katastrofe, hvor hundredvis af hjorte mødte døden, fordi et vandløb, som de ville drikke af, var blevet til en sump af kviksand.
Efter at have lyttet til denne anekdote, mærker Jane det første lille prik af barnet i sit liv, hvilket kunne læses som en kobling af hjorte og kvinder. Dels som en opfordring til kvinderne om at gøre sig fri af potentielle kviksandshuller, hvor de kan drukne – børn inklusive. På den anden side skal angsten for kviksand heller ikke fastholde kvinderne i en klaustrofobisk intimsfære.
Skovblodet er kommet ind i familien to generationer tidligere, da Jane forlader familiegården for at leve i pagt med naturen, nærmere bestemt i skovene, hvor hun oplever at kunne bevæge sig uhindret omkring. I Kulsvierlunden forelsker hun sig i kulsviernes leder, Myrekongen, med hvem hun får datteren Thyra. Omkring fødslen bliver Jane mentalt ustabil, så datteren kommer på børnehjem, og som en anden fortabt datter vender Jane tilbage til familien. Denne er taknemmelig for, at en ”tåbelig mandsling” ved navn husmand Eilersen er villig til at ’overtage’ Jane i et platonisk samliv. ”Havde Jane på forhånd vidst besked? Anet og accepteret vilkårene som en del af skæbnens balance? Himmelråbende ekstase, og så dens kontrapunkt.”
’Vener’ handler om, hvad der løber i årerne/venerne i fire generationer af kvinder. – Danske kvinder, men alligevel må der et leksikonopslag til for at sikre, at den ældste generations liv og arbejdsgange i de store nordsjællandske skove er korrekt opfattet. Vi snakker om noget så eksotisk som kulsviere; personer, der fremstillede trækul ved at brænde træ i kulmiler, dvs. myretuelignende jordbanker. Arbejdsgangen, der kaldtes kulsvidning, udspillede sig især i befolkningstætte landsdele, hvor behovet for trækul til husopvarmning og fabriksvirksomhed var stort i den tidlige industrialiserings tidsalder. Kulsvierhåndværket er imidlertid meget ældre end som så; det kendtes helt tilbage fra overgangen stenalder/bronzealder. Kulsvidning døde ud så sent som omkring 1930’erne, men processen er ikke del af et nutidigt begrebsapparat.
Som ovenfor skitseret, forlader såvel den psykisk ustabile Jane som Else, der er depressiv, deres døtre. Thyra og Margit betaler under deres opvækst den pris, som mødrenes frihed har. Det ligger snublende nær at antage, at så er der nok tale om en ideologisk roman, der udspiller sig i et sort/hvidt-verdensbillede. – Et slags feminint modstykke til dannelsesromanens ”fædrenes synder nedarves i fædrenes sønner.” Men ’Vener’ er langt fra et holdnings-indlæg om kvinders forskellige måder at forvalte deres vilkår på; faktisk er den så neutralt registrerende, at den i lange stræk opleves som stillestående, ja, kedelig. Af fortælleelementer er der for lidt beretning og for meget beskrivelse. Der er for lidt handling og for meget refleksion i form af indre monolog.
Hvad, der også modarbejder læserens positive optagethed af romanen, er, at persongalleriet – ud over de fire kvindelige hovedkarakterer – rummer en del sekundære personer, som man formodes at interessere sig for et stykke ad vejen, hvorefter man på et givet tidspunkt må acceptere, at nu er de pludselig skrevet ud: Myrekongen, Eilersen, Knud, Holger, Andreas, Walter m.fl.
Endelig optræder der mere eller mindre mytiske personer som Seersken og Den kloge Kone, Kirstine, samt Vågemanden. Nævnte Kirstine optræder i en scene som vågekone: en person, der deltager i vågetjenesten over en døende. Hun sekunderes i den henseende af Vågemanden: en guddommelig skikkelse, der er beskyttende over for mennesket: ”I fire dage havde han stået der, ganske stille, med øjne der søgte hendes, som var de et og samme væsen […]”.
Titlen ’Vener’ indikerer noget om blodets bånd, med andre ord arvelighed. Ud over at arvelighed er et fysisk begreb, så er der en overliggende psykisk forståelsesramme i romanen, der har med nedarvet erindring at gøre. Under en køretur i hestevogn oplever Jane en flok hjorte praktisere en speciel variant af lemmingeeffekten. Hjortene overhaler nok hestevognen i raskt trav, men i stedet for at fortsætte ud over afgrunden, gør de alle pludselig abrupt holdt og løber tilbage. Årsagen er, at den lokale hjorterace er bærer af en nedarvet erindring om en katastrofe, hvor hundredvis af hjorte mødte døden, fordi et vandløb, som de ville drikke af, var blevet til en sump af kviksand.
Efter at have lyttet til denne anekdote, mærker Jane det første lille prik af barnet i sit liv, hvilket kunne læses som en kobling af hjorte og kvinder. Dels som en opfordring til kvinderne om at gøre sig fri af potentielle kviksandshuller, hvor de kan drukne – børn inklusive. På den anden side skal angsten for kviksand heller ikke fastholde kvinderne i en klaustrofobisk intimsfære.
July 30, 2026
Jeg kunne ikke så godt lide bogen, skrivemåden var langsom, hovedpersonen Margit var kedelig og der var nærmest ingen dialog mellem karakteren(?)
Det hele føltes meget deprimerende og frustrerende at læse. Hvis det var bogens hensigt, har den opnået sit formål.
Det hele føltes meget deprimerende og frustrerende at læse. Hvis det var bogens hensigt, har den opnået sit formål.
October 30, 2022
2-2.5 stars
February 3, 2026
En smule mærkelig… men en smuk fortælling om generationer. Karaktererne kan godt have en tendens til at tangerer til den lidt for depressive side, men det er måske bogen pointe?
Displaying 1 - 4 of 4 reviews