Engang var han en succesrig forfatter, som solgte bøger i massevis, og både læserne og anmelderne elskede ham. Nu er han bare en midaldrende mand i skrivekrise. Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at hans kone er begyndt at skrive en roman, og den er blevet antaget på et stort forlag, og de garanterer, at den bliver en kæmpe bestseller. Georg går i panik, og i sin desperation beslutter han sig
1. at sabotere sin kones bog
2. at skrive en bestseller før sin kone, om han så skal plagiere sig til det
GEORG-KOMPLEKSET er en rablende, paranoid og pinligt ærlig kriseroman om, hvor langt man vil gå for succes. Et blodigt ægteskabsdrama med voodoo, mord og djævelskab – og alle de grimme følelser, som kan være lige så svære at rejse sig fra som en behagelig lænestol.
Kirsten Hammann, f. 1965, debuterede som forfatter i 1992 med digtsamlingen MELLEM TÆNDERNE, som sikrede hende Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrikere.
Hendes første roman, VERA WINKELVIR, udkom i 1993. Herefter er fulgt BANNISTER (1997), BRUGER DE ORD I KAFFEN? (2001), FRA SMØRHULLET (2004), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, EN DRÅBE I HAVET (2008), SE PÅ MIG (2011) og i 2015 udkom romanen ALENE HJEMME. Kirsten Hammann har desuden udgivet børnebogen CHOKOLADEESKAPADE i 1998. I 2017 er hun aktuel med OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL.
I 2011 modtog Kirsten Hammann Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Derudover har hun bl.a. modtaget Beatrice-prisen 2005 og Danske Banks Litteraturpris 2008.
Jeg kan virkelig godt lide Georg, super sjov karakter. Jeg var ikke så vild med krimidelen, og jeg synes også romanen begyndte at gå lidt for meget i tomgang - hvilket jo sikkert er en pointe for at illustrere Georgs livs- og skrivekrise. Den kan helt sikkert tåle at blive genlæst om et par år…
Kirsten Hammann har skrevet en grotesk og satirisk roman over den danske forfatter- og bogbranche og samtiden. For hvad stiller en forsmået og tidligere bestseller med skriveblokering op, når hans ellers støttende kone begynder på sin egen roman? Georg går selvfølgelig ned i skyttegraven og begynder beskydningen.
Det er en velskreven, småsyret og humoristisk roman, som undervejs krydres med Georgs eget bud på en true crime krimi.
Meget meget morsom roman der er velkonstrueret så man aldrig farer vild i meta-lagene. Gotta love Georg! Selvom han fremstår meget usympatisk, havde jeg stor forståelse og også medfølelse med ham. Hvis man interesserer sig for forfatterbranchen er dette en must-Read.
Sprekkfull av satire. Er man en del av den danske bokbransjen hadde man sikkert gitt denne fem stjerner. For en lekmann er den likevel ganske gøy. Tidligere stjerneforfatter Georg bryr seg kun om å skrive bestselgere og går psykisk til grunne når hans kone blir antatt med en ny lovende roman.
2,5 ⭐️ Åh, den var desværre ikke for mig - tror selve opbygningen af bogen spillede mig et puds, og til sider var det bare en masse ord og total forvirring for mig 😅 tror jeg blev lidt misledt af bagsiden, der for mig synes at have en mere klar og ligefrem ‘story line’ 🥺
En ligegyldig bagatel af en bog. Lidt træt satire over bogbranchen og midtlivskrisemanden. Forhåbentlig har forfatteren haft det sjovere med at skrive sen end læserne vil have det.
Georg-komplekset er en sjov, underholdende og velskrevet roman. Den handler om forfatteren Georg, som tidligere har været en meget anerkendt forfatter, men som nu har skriveblokeringer og føler sig tom, overset og på vej i glemslens tåger. Samtidig er hans kone netop begyndt på at skrive en roman, og hun får rigtigt meget anerkendelse af forlagets redaktør. Det kan Georg ikke bære.
Hammanns roman er ligesom hendes roman Alene Hjemme skrevet i 3. person ental med et perspektiv, der både er helt tæt knyttet til én person, og samtidig er meget udleverende af denne persons tanker og følelser. Ligesom i Alene Hjemme er hovedpersonen i Georg Komplekset præget af paranoide forestillinger kørt ud i det helt groteske. Hvor det i Alene Hjemme handler om partnerens troskab eller mangel på samme, så handler det i Georg-komplekset om Georgs forestillinger om, at han selv bliver kørt ud på et sidespor og at alle andre forfattere - og ikke mindst hans kone, bliver anerkendt og kommer til at se ned på ham.
Det sjove ved romanen er, at dette mindreværdskompleks bliver primus modus for skriften - helt ud i det absurde. Som f.eks. når Georg forsøger at håndtere sin vrede over at blive overset, sådan at han siger højt ved at navngive alt det, han går forbi ude på gaden - sådan at teksten i visse sektioner kommer til at bestå af komiske opremsninger af genstande som følge af Georgs anger management strategi. Eller f.eks. i de adskillelige hilsesituationer over for andre forfattere, som fremstår overfladiske og repetitive omkring hvordan man har det og hvordan det går med at skrive - helt ud i det groteske, hvor Georg over for sig selv gentager disse forfatterhilsener, når han ser outdoorreklamer med forfattere han kender, og som han så først "hilser" på som han plejer og senere hen forsøger på bedste paranoide vis at undgå på sin vej.
Og det sjove er, at en stor del af romanen består af tekstafsnit med Georgs tanker om den krimi, han panikagtigt vil prøve at skrive for at få ny berømmelse (afskrevet fra en true crime amerikansk mordhistorie, som Georg ikke vil henvise til selv) - og som virkelig fremstår som meget B-krimi agtig i sine klicheer og plot.
Endelig er det sjove også, at Georg udtænker en plan for, hvordan han kan spolere sin kones tilsyneladende kommende succes som romanforfatter gennem voodoo og afledninger via research; og det egentlig spændende i romanen bliver så, om det vil lykkes for Georg at spolere konens succes. Så Georg kan få succes med den lille mands forsmåede hævn.
Ja, der er meget sjovt på spil. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at ærge mig over, at Hammann ikke bruger sit skrivetalent på, at udfolde noget mere spændende (som i thrilleren Alene Hjemme) eller noget mere interessant (a la hendes bedste samfundsportrætter).
Georg-komplekset er en satirisk og vældig sjov roman, der dog som al god satire har en bund af alvor. For det er jo sådan, at for enhver kunstner, der har malet et godt billede, skrevet et godt musikstykke eller skrevet en god bog, vil der efterfølgende hvile en forventning over ham/hende om igen at præstere og måske endda forbedre sit udtryk. For Georg er hans storhedstid ovre. Dette i sig selv burde være nok til at lægge pres på ham. Hans forlag planlægger at destruere restoplaget af hans bøger, og andre forfattere kommer frem. Men det allerværste er, at Georgs kone har fået en idé og nu skriver på en roman, som hendes forlag satser stort på. Dét slår Georg helt omkuld. Georg får stress og depression og må til psykolog, der anviser ham teknikker i bedste selvhjælpsstil. Han overvejer alle muligheder for at spænde ben for sin kones roman, mens han raver rundt i selvmedlidenhed, misundelse og nedtrykthed. Men så bliver der fundet en fod i en nærliggende park. Det giver Georg ideen til at skrive en krimi, han - der ellers aldrig har nedladt sig til at skrive krimier! Men i virkeligheden skriver han af fra amerikanske bøger om virkelige seriemordere. Han skiftevis tror på projektet og tvivler på, om forlaget overhovedet vil udgive bogen. Hans iderigdom bruges overvejende på, hvordan han kan lede sin kone på vildspor, udføre woodoo-agtige gimmicks mod hendes bog eller stikke af fra det hele. Kirsten Hamanns bog er således et satirisk billede af forfatterens præstationsangst, og det er et meget vellykket billede. Georgs kone, som vi aldrig får navnet på, er ikke så velbeskrevet, men Georg får vi lov at se i alle tænkelige, mest pressede situationer.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Georg-komplekset er sjov. Georg er tidligere succesfyldt forfatter, og nu skriver hans kone på en bog, som har potentiale til at blive en bestselller. Georg er jaloux, misundelig, forsmået og lider af mindreværdskomplekser. Alle andre har succes, får seks stjerner, interviewes i Aftenshowet og nu er tilmed Georg´ egen kone på vej mod berømmelsens tinder. Ak og ve. Georg må selv skrive en blodig bestseller og samtidig forsøge at sabotere sin kones romanprojekt. Om det lykkedes skal ikke afsløres her.
Hammanm fanger fint de "forbudte" følelser i kunstnerlivet og bogbranchens kommercialisering. Det er satire, så forvent overdrivelser og godt med komiske og absurde optrin. En sjov historie, men det er måske lidt, som om den samme vittighed med forskellige nuancer fortælles igen og igen. Det bliver ikke ved med at være lige så sjovt.
Kirsten Hammann: Georgkomplekset er en satire over den egocentriske, megalomane, selvhævdende mand. Georg er forfatter. En kendt og elsket forfatter, der har levet fedt af skriveriet. Kongen! Blandt andet fordi hans kone har hjulpet ham og båret ham frem. Det gør hun gerne. Men så vil hun skrive en roman selv. Og så falder Georg sammen. Det er år siden, han har udgivet. Forlaget har droppet ham. Georg er færdig. Nu er han også snigløbet af den elskede kone. I den situation hæver Hammann satiren og sarkasmen over den ynkelige mand til nogle højder, der går romanen tåkrummende. Men det stopper ikke der. Georg saboterer konens projekt og skriver sin egen bog – en krimi, han planker fra en udenlandsk. Denne svinagtige handling bringer Georg tilbage i spidsen, mens konen er slået tilbage. Helt tilbage. Usmagelig? Ja! Portrættet af den spiddede mand er ubetaleligt.
Jeg var i gang med at give bogen 3 stjerner, men så kom jeg til at tænke på de 5-stjernede fnis, Hammann havde forsynet mig med undervejs i læsningen, så... vi lander på 4 stjerner. Mindre kan ikke gøre det til sympatiske Hammann... Kunne godt bruge et par sider på at skrive rammende og tragikomiske citater fra bogen, men mon ikke anmelderne hjælper med det. Håber Hammann kommer godt videre med skriveriet og at hun ikke har en mand som Georg, argh :-)
Forresten: det er ikke ofte at DR's sene nyhedsudsendelse Deadline bruger god tid på nyudgivet dansk litteratur, men det skete i dette tilfælde (24. sept. 2022). HELE udsendelsen blev brugt på en samtale med Kirsten Hammann.
Synes det var et spændende tema og en god måde at vise misundelse og hvor selvcentreret man kan blive, både generelt men også hvis man er/har været en succes. Kirsten Hammanns skrivestil er desværre ikke noget jeg nyder og kom meget hurtigt til at tænke på en hel masse andet, fordi romaen og Georg er meget all-over-the-place. Kunne godt lide de samtaler han har med de mennesker han møder på gaden, men derudover var det heller ikke nogle særlig spændende karakterer.
Jeg er vild med mange af Kirsten Hammanns bøger og hendes ret underfundige plots. Denne er ingen undtagelse. Georg er ved af blive ædt op af jalousi da hans kone pludselig også vil være forfatter og tilsyneladende kommer let til det. Humoristiskes og aldrig plat. Hun er god til de der forhold, der kører lidt af sporet. #georgkomplekset #kirstenhammann
Roman om en forfatter Georg, som ikke kan skrive længere. Men hans kone er godt igang med sin debutroman og bliver rost til skyerne af forlaget. Georgs misundelse på konen og kollegerne er underholdende i starten, men efter et stykke tid begynder Georgs forsøg på at skrive en krimi at fylde for meget. Jeg var godt underholdt i starten, men mistede interessen for fortællingen undervejs. Slutningen var dog ret interessant.
Tegenvaller. De achterflap belooft een komische roman over een auteur met writers block die zichzelf geconfronteerd ziet met een echtgenote die een bestseller aan het schrijven is. Jaloezie doet lelijke dingen met een mens en de auteur in kwestie besluit het boek te boycotten. Het boek neemt een goede start maar valt al snel als een pudding in elkaar. Het ontbreekt totaal aan een logische opbouw en tegen het einde heb je gewoon een bloedhekel aan die man. Nee dank u.
Skiftevis grotesk og grotesk morsom. Var virkelig spændt på hvordan det hele ville spænde af, og synes Kirsten Hammann vælger helt rigtigt. Længe siden jeg har gået og grinet så meget af en bog.
Hele romanen er båret af ét problem (Georgs kone, der skriver på en roman, mens han selv har skrivekrise), og det er lidt trættende i længden. Men man bliver præsenteret for mange sjove fakta undervejs, så man ikke keder sig.
Sjov til tider, og var også nogenlunde underholdt. Men jeg synes ikke at Georg er et særlig empatisk menneske, men måske er det også bare det der gør ham ægte. Idéen er fin, men den blev lidt langtrukken. Jeg havde dog lyst til at læse den færdig hele vejen, så underholdt var jeg vel.