What do you think?
Rate this book
Pio
PIO er en roman om Louis Pio, som startede Socialistiske Blade, lagde grunden til den danske arbejderbevægelse (og dermed Socialdemokratiet), men hurtigt måtte flygte til Amerika
Det er 5. maj, 1872. Louis Pio sidder i en celle på Nytorv og venter på en retssag, der vil sende ham i isolationsfængsel i flere år. Hans forbrydelse er, at han har indkaldt til et folkemøde på Nørre Fælled.
Opholdet i fængslet bliver dyrt, og han overlever kun, fordi man ikke vil forære arbejderne en martyr. Romanen følger Pios kamp i fængslet, siden i arbejderbevægelsen og endelig i Amerika, hvor han forsøger at bygge socialistiske kolonier. Han vil stadig forandre verden til det bedre, kæmpe for arbejderne, sikre kvinderne ligestilling, men hvor meget er idealisme, og hvor meget er selvbedrag? Og oveni er der hans kæreste Augusta, som også kommer til orde i romanen og har sin helt egen dagsorden, der bl.a. involverer geniale børn og Georg Brandes.
PIO er en afviklingshistorie om et liv, der ikke vil lykkes, men det er også en biografisk roman om en ener, der skubbede til udviklingen herhjemme, kæmpede for forandringer og basale menneskerettigheder og blev mødt af indædt modstand fra et ungt demokrati, der greb til politispioner, skueprocesser, fængsel og bestikkelse for at slippe af med samfundsfjenderne.
Det er 5. maj, 1872. Louis Pio sidder i en celle på Nytorv og venter på en retssag, der vil sende ham i isolationsfængsel i flere år. Hans forbrydelse er, at han har indkaldt til et folkemøde på Nørre Fælled.
Opholdet i fængslet bliver dyrt, og han overlever kun, fordi man ikke vil forære arbejderne en martyr. Romanen følger Pios kamp i fængslet, siden i arbejderbevægelsen og endelig i Amerika, hvor han forsøger at bygge socialistiske kolonier. Han vil stadig forandre verden til det bedre, kæmpe for arbejderne, sikre kvinderne ligestilling, men hvor meget er idealisme, og hvor meget er selvbedrag? Og oveni er der hans kæreste Augusta, som også kommer til orde i romanen og har sin helt egen dagsorden, der bl.a. involverer geniale børn og Georg Brandes.
PIO er en afviklingshistorie om et liv, der ikke vil lykkes, men det er også en biografisk roman om en ener, der skubbede til udviklingen herhjemme, kæmpede for forandringer og basale menneskerettigheder og blev mødt af indædt modstand fra et ungt demokrati, der greb til politispioner, skueprocesser, fængsel og bestikkelse for at slippe af med samfundsfjenderne.
482 pages, Paperback
First published May 5, 2022
1 person is currently reading
12 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 8 of 8 reviews
February 3, 2023
I den efterhånden lange række af exofiktion er “Pio” et godt portræt af Louis Pio, der med sin fascination af Pariserkommunen blev den nok kendteste fortaler for socialismen i 1870’ernes Danmark. Han startede socialistiske aviser (der udkom på ugeplan) og indkaldte til store agitationsmøder, hvor det ofte kom til optøjer. Derfor endte han allerede i 1872 i varetægtsfængsel, og det er her, vi møder ham ved romanens begyndelse. Det er ikke alene en lang affære, men den dårlige kost og det fugtige, uhumske rum er tæt på at tage livet af Pio. Han taber ikke færre end 10 tænder, får maveproblemer og andre sygdomme. Selv om hans far render alle instanser på dørene for at få ham fri eller i det mindste på skånekost, sker der først noget, da Pio er tæt på at dø. Dét vil man ikke risikere, da man indser, at han vil få martyrstatus og hidse arbejderne op til uro. Han slippes fri og kommer sig langsomt. Han vender tilbage til arbejdet, og her får man et bedre indblik i, hvorfor arbejderbevægelsen fra starten var dybt præget af splittelse, selv om jeg synes, at det er romanens svageste side at gøre klart, hvad splittelsen bunder i. Men under et flere dages møde i forsamlingshuset Gimle p Frederiksberg dikuterer man angiveligt i dagevis, om bevægelsen skal være demokratisk, eller om Pio skal være monark!!! Hans indbildske tro på egne evner har givetvis været møgirriterende. Hans kammerat Brix bliver fængslet pga sit satiriske blad, mens Pio og Geleff endnu er fri. Men snart stilles Pio over for et ultimatum: fængsel eller penge til at emigrere for. Vidtløftige planer om at grundlægge en socialistisk koloni i Kansas og samtidig en lille datter med veninden Augusta bliver nu hans vej ud. Han flygter fra det hele.
Ved ankomsten til New York konfronterer Geleff ham med en yderst ulige fordeling af pengene, og så er der også krig mellem dem.
Romanens 2. del giver efter min mening det bedste indblik i Pios natur. I disse år bliver flere og flere rastløse voksne diagnosticeret med ADHD, og deres beskrivelser passer på portrættet af Pio: tusindvis af ideer, manglende evne til at fuldføre dem, manglende evne til at holde interessen for det samme i længere tid, og i det hele taget manglende evne til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. For Pio er hans omdømme også hele tiden forrest. Selv om han befinder sig i USA, er han hele tiden i færd med at styre, hvordan man ser p ham i Danmark. Han skal vise dem!!
Men opbyggelsen af kolonien i Kansas slår hurtigt fejl, og der er ikke flere penge tilbage. I Chicago får han hurtigt arbejde - og skifter hurtigt igen. Han arbejder som opkøber af jord, og under en rejse til Florida fantaserer han igen om en koloni. Men selv om det starter bedre, bliver Pio syg, og en anden fører det videre - for så at stikke af med pengene.
Alt i alt får man et godt indblik i en fantasts liv.
Men når det er sagt, så har jeg en alvorlig anke mod bogen. Der er utvivlsomt gjort et kæmpearbejde med research i Pios breve osv., men når man skriver en historisk bog, må ens historiske bevidsthed være upåklagelig. Dét er den ikke her. Gang på gang er der beskrivelser, der viser, at forfatteren går ud fra, at man for 150 år siden har haft ting, som vi har i dag. Køkkenborde - nope! Fastmonterede køkkener hører til et stykke inde i 1900-tallet. Sofaer! Det allerfineste borgerskab kunne have sofaer i 1800-tallet og da kun den slags med træarmlæn. Ikke desto mindre ligger Pio ofte i eller på en sofa. I beskrivelsen af tøjet er det helt galt: En dame bærer en hvid bomuldskjole i februar! En anden får syet en kort kjole, der giver hende brune ben - i 1880’erne!! Den går ikke. Ej heller ville man tale om trusser i 1877!!
Jeg tvivler også meget på, at det var så almindeligt at bage boller dengang - de optræder endog meget ofte i denne bog. Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi i en historisk bog MÅ den slags være på plads. Ellers bliver yngre generationers manglende historiske bevidsthed gjort endnu mere forvirret i stedet for at styrke den. Hvor har redaktøren været? Hvorfor har en redaktør ikke sagt stop, når forfatteren lader Pio bede om udsættelse af et møde på grund af påsken, fordi arbejderne har fri og sikkert er på ferie???? Arbejdere tog ikke på ferie!!!
Ved ankomsten til New York konfronterer Geleff ham med en yderst ulige fordeling af pengene, og så er der også krig mellem dem.
Romanens 2. del giver efter min mening det bedste indblik i Pios natur. I disse år bliver flere og flere rastløse voksne diagnosticeret med ADHD, og deres beskrivelser passer på portrættet af Pio: tusindvis af ideer, manglende evne til at fuldføre dem, manglende evne til at holde interessen for det samme i længere tid, og i det hele taget manglende evne til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. For Pio er hans omdømme også hele tiden forrest. Selv om han befinder sig i USA, er han hele tiden i færd med at styre, hvordan man ser p ham i Danmark. Han skal vise dem!!
Men opbyggelsen af kolonien i Kansas slår hurtigt fejl, og der er ikke flere penge tilbage. I Chicago får han hurtigt arbejde - og skifter hurtigt igen. Han arbejder som opkøber af jord, og under en rejse til Florida fantaserer han igen om en koloni. Men selv om det starter bedre, bliver Pio syg, og en anden fører det videre - for så at stikke af med pengene.
Alt i alt får man et godt indblik i en fantasts liv.
Men når det er sagt, så har jeg en alvorlig anke mod bogen. Der er utvivlsomt gjort et kæmpearbejde med research i Pios breve osv., men når man skriver en historisk bog, må ens historiske bevidsthed være upåklagelig. Dét er den ikke her. Gang på gang er der beskrivelser, der viser, at forfatteren går ud fra, at man for 150 år siden har haft ting, som vi har i dag. Køkkenborde - nope! Fastmonterede køkkener hører til et stykke inde i 1900-tallet. Sofaer! Det allerfineste borgerskab kunne have sofaer i 1800-tallet og da kun den slags med træarmlæn. Ikke desto mindre ligger Pio ofte i eller på en sofa. I beskrivelsen af tøjet er det helt galt: En dame bærer en hvid bomuldskjole i februar! En anden får syet en kort kjole, der giver hende brune ben - i 1880’erne!! Den går ikke. Ej heller ville man tale om trusser i 1877!!
Jeg tvivler også meget på, at det var så almindeligt at bage boller dengang - de optræder endog meget ofte i denne bog. Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi i en historisk bog MÅ den slags være på plads. Ellers bliver yngre generationers manglende historiske bevidsthed gjort endnu mere forvirret i stedet for at styrke den. Hvor har redaktøren været? Hvorfor har en redaktør ikke sagt stop, når forfatteren lader Pio bede om udsættelse af et møde på grund af påsken, fordi arbejderne har fri og sikkert er på ferie???? Arbejdere tog ikke på ferie!!!
This entire review has been hidden because of spoilers.
February 2, 2023
3,5 stjerner
February 11, 2023
Jeg er blevet klogere på Pio. Lyttede til en ok indlæsning. Den var lang og lidt omstændelig. Solidt håndværk.
February 14, 2023
Nåede at læse 35% af bogen til DR Romanklubben. Beskrivelsen af fængselsopholdet var meget spændende, men derefter tabte historien sin intensitet. Litterært ikke så spændende, vel fordi forfatteren er historiker.
November 12, 2023
Bogen er let at læse, da sproget er let og flydende. Om den yder Pio retfærdighed, har jeg ingen anelse om.
Der bliver lagt hint ud til den samtidige litterære verden - Brandes, Ibsen, Bjørson og kvindernes begyndende frigørelse. Jeg synes første del var bedst.
Der bliver lagt hint ud til den samtidige litterære verden - Brandes, Ibsen, Bjørson og kvindernes begyndende frigørelse. Jeg synes første del var bedst.
Read
December 12, 2022Interessant romanbiografi
January 30, 2023
2,5 stars
February 3, 2024
Langtrukken og kedelig. Pio fremstår som en charlatan og en fantast, er det rigtigt?
Displaying 1 - 8 of 8 reviews