Hjemmehjælperen Jette finder gamle fru Jensen på badeværelset – død og hængende fra vasken i et kort reb. Blod op ad væggene og pøl på gulvet. Liget hænger med armene ud til siden, fødderne i pæne sorte sko ved siden af hinanden, øreringe som sølvengle i de gamle ører. Selvmord? Kan fru Jensen på 98 år have villet tage sit eget liv? Og ville det overhovedet være muligt for hende?
Peter Iversen, vicepolitiinspektør forflyttet fra København til Vestjylland, er på sagen og med hos embedslægen, da en lille sort amulet med ukendt skrift pludselig falder ud af fru Jensens krogede hånd. Nationalmuseet kommer på banen, og Peter møder her til sin overraskelse Bill Perez fra FBI. Han efterforsker mordet på en amerikansk højesteretsdommer Elisabeth Moore Jackson, og i hendes mund har man fundet en kugle med ligheder med amuletten i fru Jensens hånd. Begge dele er placeret efter døden, og de historiske eksperter er enige om, at amuletten og kuglen, som er blevet brugt imod ondskab og dæmoner, er ægte, og kuglen har været en del af Nationalmuseets samling indtil 1933, hvorfra den siden forsvandt.
Peter Iversen må finde ud af, om de to sager er forbundne, og kobles sammen med en af verdens førende amuleteksperter i magtfuld rituel praksis, Nanna Rasmussen. Det umage pars efterforskning får dem ud på en større færd for at løse gåden. Læseren tages med til bl.a. Kairo og Vatikanet i en hæsblæsende jagt på sandheden, som overgår deres vildeste fantasi.
Sporet om religion er meget spændende og det er tydeligt at forfatteren selv ved en masse. Den slags elsker jeg. den tykke bog var hurtigt læst, fordi man gerne ville vide mere. Men det er lidt irriterende at alting overforklares hele bogen igennem. Meget af dialogen er stiv og kunstig og benyttes mest til at skære ud i pap hvad der sker. En hård redigering kunne have skåret 100 sider af den og givet en meget mere skarp historie. Det håber jeg hendes næste bog får, for jeg vil meget gerne læse mere af hende, selv om denne ikke helt er i mål.
Jeg tror forfatteren har prøvet at skrive en spændingsfilm og ikke en bog. Desuden bærer den præg af manglende gennembearbejdning … måske skulle den nå ud inden julehandlen ? Eksempelvis er hovedpersonen på side 24 på vej hjem til en tidlig eftermiddag …. To sider senere er kl. 9 om morgenen. Et lig sendes til Viborg fra Vestjylland, hvorfor ikke til patologisk afdeling i Gødstrup. En kvinde på 98 er faldet og har brækket hoften, men de vil ikke sende en ambulance, det er vældig usandsynligt. Eller hvad med denne sætning … “Hun så gysende over mod Møllers lig og gik så hastigt hun kunne tilbage efter hjælp til at bjærge hr. Møllers lig” Jeg har ikke læst hele bogen så reelt set kan den godt vise sig at være spændende, men litteratur vil jeg ikke kalde den.
Denne spændingsroman er god. Historien er spændende, og hovedpersonerne i historien er sympatiske. Jeg kan godt lide, hvordan oldtiden og forfatterens arkæologiske og historiske viden og interesse stråler igennem.
Desværre oplever jeg flere gange, at jeg får ting at vide flere gange eller jeg selv har regnet det ud og så lige skal have det mast ind med en grydeske. Meget kunne være strammet op rent fortællemæssigt, og så kunne historien måske fremstå mere genial.
Var der en redaktør til stede? Det tror jeg ikke, der var. Jeg tror, at fordi Jeanette Varberg skriver sådan nogle glimrende fagbøger om sit emne, arkæologi, så regnede man med, at hun da også ku' skrive fiktion. Plottet er ganske godt skruet sammen, man mærker ekspertisen, selvom det selvfølgelig er vildt langt ude. Længere ude end Da Vinci-mysteriet, men i samme rille. Det, der slet, slet ikke duer, er dialogen. Der er simpelthen ikke nogen mennesker, der taler sådan til og med hinanden. Og beskrivelsen af hændelser og personer er, ah men, suk. Lidt ligesom en seende, der beskriver noget, der sker på tv-skærmen, for en blind. Det ærgrer mig faktisk at skrive det, for jeg kan virkelig godt lide Jeanette Varberg, og jeg synes, hun er en fantastisk formidler. Men hun sku' ha' haft noget hjælp af folk, der arbejder med skønlitteratur, og det har hun ikke fået. Hendes karakterer er egentlig udmærkede, men de bliver alle sammen beskrevet til døde!
Nå, og for at føje spot til skade, så er lydbogen ret dårligt indlæst af Randi Winther.
Sikken en fin debut. Hvis du kan lide Elly griffith vil du også elske denne. Den er spændene og med et sund kvindesyn. Hvor tit ser vi det i krimierne?
Jeg har stor respekt for jeanette varbergs faglige virke og de fagbøger hun har udgivet er fantastiske. Som skønlitterær forfatter står hun ikke så stærkt. Sproget i bogen er mærkeligt staccato, historien bliver ligesom aldrig foldet rigtigt ud og der mangler på en eller anden måde noget dybde i både beskrivelser og plot. En mærkelig afglans af Dan Browns da Vinci mysteriet.
Plot, karakterer, det historiske osv var gennem det meste af bogen ret godt. Handlingen i sydstaterne og hokus pokus i forbindelse med ritualer mv faldt efter min mening til jorden og gav en fesen oplevelse og afslutning på en ellers god bog.
Det her er en god spændingsbog, bedre end så mange andre jeg har læst. Jeg er vild med det historiske/ arkæologiske del af bogen som bliver bundet ind i nutiden og forfatterens hvad nu hvis tanke ses tydeligt flere steder. Forfatterens faglighed er bestemt også et stort plus for bogen. Bogen har dog også et par minusser. Der er nogle lidt underlige spring i tid som kunne være undgået sammen med den til tider lidt for forklarende dialog, som nogen steder er lidt stiv i det. ( jeg prøver at undgå spoilers) Så med en ekstra redigering ville bogen have stået skarpere. Når det er sagt, håber jeg på, at komme til at læse flere bøger fra denne forfatter.
Jeg havde set frem til en roman med lige dele nutid og fortid, i stedet følte jeg mig lidt spist af med enkelte glimt af fortiden. Egentlig en ganske fin bog, så jeg undrer mig over hvorfor jeg skulle bruge flere måneder på at komme igennem. Den skulle muligvis have været gemt til et andet humør og en anden tid.
Det er tydeligt at forfatteren ved rigtig meget spændende og har researchet meget, hvilket giver romanen en masse. Når det er sagt, er den meget 'tell don't show" og kunne godt være redigeret mere præcist sammen, da den føles meget lang og forvirrende når den hopper så meget mellem karakterer, steder og tid.
Rigtig fin krimi. Jeg kan nemt se sammenligningen med Dan Brown, men føler dog at der mangler lidt sammenhæng mellem de danske, amerikanske, og andre udenlandske spor. Måske det opstår ved en anden gennemlæsning.
Plottet er egentlig rigtig spændende, men den er skrevet i et sprog, der minder om en slags fagbog til svage læsere, og dialogen er så kunstig, at det er synd.
Verdens dårligste titel til en af årets bedste bøger - en virkelig fantastisk blanding af da Vinci mysteriet, dansk krimi, og noget helt feministisk tredje 😏
Jeanette Varberg, der er uddannet arkæolog og kendt som en medrivende formidler af sit fagstof, har nu også debuteret som skønlitterær forfatter, og det er der kommet en underholdende og velskrevet spændingsroman ud af. Undervejs lærer man en masse om oldkirken, Mariaevangeliet og oversete kvindelige profeter /prædikanter som Priscilla, Maximilla og Maria Woodworth. Ind imellem går der lidt for meget Dan Brown i den. Oldgamle ritualer der praktiseres i hemmelighed, skingrende vanvittige religiøse fanatikere af enhver afskygning og fornærmelser, der hævnes i fjerde eller femte slægtled. Men samlet set er det en lovende debut. Jeg glæder mig til Varbergs næste roman og håber, at hun næste gang vil tro lidt mere på sine egne faglige styrker og stræbe lidt mindre efter det effektfulde.