Sara Omar skriver sig ind i dansk litteratur med et ekstremt relevant værk, der i sandhed har manglet i årevis. Indvandredebatten er noget af det, der fylder mest på den danske debatscene, og som oftest debatteres islams påståede undertrykkelse af kvinder. Derfor er et værk om netop dette, skrevet af én, der selv har levet i denne undertrykkelse, et uhyre vigtigt bidrag til debatten.
Omars værk er en hjerteskærrende og stærk fortælling om pigen Frmesks opvækst i en større landsby på landet i det krigshærgede Kurdistan i slut 80'erne. Romanen er let læst og spændende, fuld af handling. Kronologien er simpel: man følger dels Frmesk og hendes nære i Kurdistan de første fem år af hendes liv, og dels Frmesk (ca. 30 år) i Danmark, hvor hun er indlagt på Skejby hospital af årsager, vi som læsere ikke kender til.
Romanen minder på mange måder om en film, da der springes fra den ene bid handling til den næste, mens den mindre begivenhedsrige tid i mellem klippes fra. På den måde bliver romanen aldrig kedelig at læse, og man bliver som læser nærmest suget ind i fortællingen, ude af stand til at lægge bogen fra sig.
På trods af denne action-prægede handling, er det ikke gennem handlingen, at Omars budskaber kommer til syne, men snarere gennem vældet af forskellige karakterer og deres indbyrdes relationer. Med en altvidende fortæller springer Omar elegant fra den ene karakters hoved til den næste, og det er fra karakterernes indre refleksioner om de netop hændte begivenheder, at samfundets ondskab - og godhed - for alvor bliver blottet. Derfor er det heller ikke de grusomme og blodige scener, der gennem bogen udspiller sig, der virkelig gør et indtryk, men de karakterer der støtter og modsætter sig disse handlinger.
Frmesk er gennem fortællingen i Kurdistan for lille til at kunne fortælle historien, der primært bliver fortalt gennem hendes bedstemor, dødevaskeren Gawhar, og hendes bedstefar, den tidligere oberst Darwésh. Disse kan ses som helt igennem gode mennesker, der kæmper mod den kvindeundertrykkelse, man som læser er vidne til. Gawhar kæmper sin kamp med sin stærke tro som våben, og hun søger sine svar gennem Islam, hvilket ind i mellem leder hende til dilemmaer, når hun beder om barmhjertighed og tilgivelse for de døde kvinder, hun vasker, fra den gud der har folvoldt dem smerte. Darwésh lever sit rigtige liv i skjul, da han ikke er muslim, men zarathustrier - en religion der let forenes med lærdom og videnskab - og Darwésh kæmper således en direkte kamp med sin viden mod Islam, som han mener er årsaggen til kvindernes ulykkelige skæbner.
Det er svært at skulle udpege én skurk, da der man møder så mange modbydelige karakterer gennem historien. I bogen begyndelse fylder Frmesks far og farmor meget i bogen, de er gammeldags og tænker mest på at opretholde en kunstig facade af ære. Frmesks far er voldelig og drikker. Frmesks farmor prædiker om had og ære og skam, og hun influerer mange kvinder til at tænke ligesådan. I løbet af bogen går det dog op for én, at det ikke blot er Frmesks familie, der tænker sådan, men store dele af byen. Dermed er skurken snarere den kollektive ondskab og vold, der udøves og accepteres udøvet mod kvinder. Alle mænd, på nær Darwésh og nogle få af hans venner, fremstilles som onde, og mange kvinder - dem der støtter deres mænds overtro - ligeså.
Ud over kvindehad- og undertrykkelse er livet og døden et stort tema i Omars værk. Hvad sker der, når vi dør? Kan religion redde os fra intetheden? Og, er der nogle liv, der ikke er hver at leve? Det er alle spørgsmål, som Omar indirekte stiller os gennem Frmesks dialog med den unge lægestuderende Darya og gennem Gawhar og Darwéshs filosofiske (indre) monologer. Omar leverer denne filosoferen på smuk vis - den fylder ikke meget, men ophøjer bogen til et værk, der er relevant for alle levende væsner.
Sprogligt er bogen udemærket, men ikke fantastisk. Omar er stærk i sine meget filmiske beskrivelser, i sin spændingsopbygning og i sine monologer, mens dialogen - særligt mellem Fremsk og Darya - virker meget kluntet. Der er også et eller andet over hendes generelle sprog, som man lige skal vende sig til. Det er muligvis hendes udbredte brug af korte sætninger, der forstyrrer. Det smukkeste litterært ved bogen er klart Omars evne til at fremkalde følelser. Det er meget svært at læse denne bog uden at fælde en tåre.
Kronologien i bogen er også fint udtænkt, og jeg forstår udemærket, at hun ønsker at lade en del af handlingen udspille sig i Danmark - det er trods alt det, der forager danskere mest, men jeg finder det en anelse underligt, at hun vælger en to-delt fortælling og så lader 80% af fortællingen udspille sig i Kurdistan. Det er særligt i bogens midte, at man ikke hører meget til Darya og voksne Frmesk, og derfor virker den fortælling usammenhængende, og mellem 50 sider Kurdistan, virker to siders Danmark malplacerede og ligegyldige. Hun får samlet lidt op på det spor til sidst, men båndet mellem Frmesk og Darya virker aldrig helt ægte, ligesom der er lidt for mange ubesvarede spørgsmål ved bogens ende. Historien i Kurdistan fejler dog absolut intet, og afsluttes fint.
Alt i alt er Omars bog et utroligt vigtigt samfundsmæssigt værk, mens det litterært ikke når samme højder.
Én ting, jeg finder besynderligt er, at hun gennem bogen, og i interviews, skyder skylden for kvindeundtrykkelsen på Islam, på trods af at man som læser tydeligt kan se, at det har ligeså meget med fattigdom og mangel på uddannelse at gøre. Og når hun leverer en karakter som sin mormor Gawhar, hvis godhed kan forenes med - måske endda forårsages af - Islam, klinger hendes anklager lidt hult. I stedet må man sige, at der er forskel på mennesker, og også deres tro. Det er således ikke koranen eller Islam, men tolkningen heraf, der skaber det utroligt undertrykkende samfund, som Frmesk desværre har været en del af. Og det er netop dette, man skal tage med sig videre i debatten: det er ikke Islam som religion, men netop denne tolkning af Islam, der er problematisk.