What do you think?
Rate this book
Frmesk #1
La Laveuse de mort
La mère de Frmesk, née au Kurdistan en 1986, fait tout pour la protéger d’un père violent qui menace de la tuer car elle n'est pas un garçon. Heureusement, les grands-parents maternels de la fillette la recueillent et l’élèvent avec amour. La préserver des menaces psychologiques et physiques qui pèsent sur elle dans un pays tourmenté reste une grande épreuve. Prix Lorientales 2021. Premier roman.
375 pages, Mass Market Paperback
First published November 30, 2017
73 people are currently reading
1844 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 239 reviews
August 18, 2020
Jeg havde ikke læst mere end en side af Sara Omars Dødevaskeren, før jeg var i tvivl om jeg havde det psykiske overskud til at læse en så grum og barsk fortælling om kvindeundertrykkelse.
Bogen starter nemlig ekstremt barbarisk og det rystede mig en del, hvor præcist og detaljeret debutanten Sara Omar eksekverede den frygtelige scene.
Jeg besluttede mig for at læse videre, for det er en vigtig historie, som kurdiske Omar har på hjertet. En historie, som desværre er sand for nogle.
For forfatteren er det ikke et spørgsmål om at nedgøre islam. Men koranen bliver fortolket på mange forskellige måder og for mig er det ærlig talt tit svært at se kærligheden, når religion bliver brugt som en undskyldning for magtmisbrug, tortur, undertrykkelse og mord.
Vi møder den unge pige Frmesk i en hospitalseng i Skejby og følger hendes liv i fortiden fra hun bliver født i Zamwa, Kurdistan og i nutiden, hvor hun er indlagt i Danmark, traumatiseret af uvisse årsager.
Jeg havde lidt problemer med de anderledes navne, men heldigvis var der et navneregister i starten af bogen, så jeg hele tiden kunne tjekke om jeg var helt med på personerne.
Det er en af de mest modbydelige historier jeg nogensinde har læst og opvokset i en fredelig og demokratisk del af verden, kan jeg slet ikke begribe, at de her ting sker i dag.
Den her bog er ikke underholdende, men derimod et grusomt indblik i en syg verden, der ikke kender ordet menneskerettigheder, styret af fanatiske magtsyge mænd.
Sara Omar kæmper en brav og modig kamp med udgivelsen af denne bog. Hun har meget på hjertet og forhåbentligt er denne fortælling en øjenåbner for basale menneskerettigheder i de lukkede samfund og et lille skridt mod en reformation af den indelukkede og indspiste fortolkning af koranen.
Bogen starter nemlig ekstremt barbarisk og det rystede mig en del, hvor præcist og detaljeret debutanten Sara Omar eksekverede den frygtelige scene.
Jeg besluttede mig for at læse videre, for det er en vigtig historie, som kurdiske Omar har på hjertet. En historie, som desværre er sand for nogle.
For forfatteren er det ikke et spørgsmål om at nedgøre islam. Men koranen bliver fortolket på mange forskellige måder og for mig er det ærlig talt tit svært at se kærligheden, når religion bliver brugt som en undskyldning for magtmisbrug, tortur, undertrykkelse og mord.
Vi møder den unge pige Frmesk i en hospitalseng i Skejby og følger hendes liv i fortiden fra hun bliver født i Zamwa, Kurdistan og i nutiden, hvor hun er indlagt i Danmark, traumatiseret af uvisse årsager.
Jeg havde lidt problemer med de anderledes navne, men heldigvis var der et navneregister i starten af bogen, så jeg hele tiden kunne tjekke om jeg var helt med på personerne.
Det er en af de mest modbydelige historier jeg nogensinde har læst og opvokset i en fredelig og demokratisk del af verden, kan jeg slet ikke begribe, at de her ting sker i dag.
Den her bog er ikke underholdende, men derimod et grusomt indblik i en syg verden, der ikke kender ordet menneskerettigheder, styret af fanatiske magtsyge mænd.
Sara Omar kæmper en brav og modig kamp med udgivelsen af denne bog. Hun har meget på hjertet og forhåbentligt er denne fortælling en øjenåbner for basale menneskerettigheder i de lukkede samfund og et lille skridt mod en reformation af den indelukkede og indspiste fortolkning af koranen.
July 6, 2023
Sara Omar skriver sig ind i dansk litteratur med et ekstremt relevant værk, der i sandhed har manglet i årevis. Indvandredebatten er noget af det, der fylder mest på den danske debatscene, og som oftest debatteres islams påståede undertrykkelse af kvinder. Derfor er et værk om netop dette, skrevet af én, der selv har levet i denne undertrykkelse, et uhyre vigtigt bidrag til debatten.
Omars værk er en hjerteskærrende og stærk fortælling om pigen Frmesks opvækst i en større landsby på landet i det krigshærgede Kurdistan i slut 80'erne. Romanen er let læst og spændende, fuld af handling. Kronologien er simpel: man følger dels Frmesk og hendes nære i Kurdistan de første fem år af hendes liv, og dels Frmesk (ca. 30 år) i Danmark, hvor hun er indlagt på Skejby hospital af årsager, vi som læsere ikke kender til.
Romanen minder på mange måder om en film, da der springes fra den ene bid handling til den næste, mens den mindre begivenhedsrige tid i mellem klippes fra. På den måde bliver romanen aldrig kedelig at læse, og man bliver som læser nærmest suget ind i fortællingen, ude af stand til at lægge bogen fra sig.
På trods af denne action-prægede handling, er det ikke gennem handlingen, at Omars budskaber kommer til syne, men snarere gennem vældet af forskellige karakterer og deres indbyrdes relationer. Med en altvidende fortæller springer Omar elegant fra den ene karakters hoved til den næste, og det er fra karakterernes indre refleksioner om de netop hændte begivenheder, at samfundets ondskab - og godhed - for alvor bliver blottet. Derfor er det heller ikke de grusomme og blodige scener, der gennem bogen udspiller sig, der virkelig gør et indtryk, men de karakterer der støtter og modsætter sig disse handlinger.
Frmesk er gennem fortællingen i Kurdistan for lille til at kunne fortælle historien, der primært bliver fortalt gennem hendes bedstemor, dødevaskeren Gawhar, og hendes bedstefar, den tidligere oberst Darwésh. Disse kan ses som helt igennem gode mennesker, der kæmper mod den kvindeundertrykkelse, man som læser er vidne til. Gawhar kæmper sin kamp med sin stærke tro som våben, og hun søger sine svar gennem Islam, hvilket ind i mellem leder hende til dilemmaer, når hun beder om barmhjertighed og tilgivelse for de døde kvinder, hun vasker, fra den gud der har folvoldt dem smerte. Darwésh lever sit rigtige liv i skjul, da han ikke er muslim, men zarathustrier - en religion der let forenes med lærdom og videnskab - og Darwésh kæmper således en direkte kamp med sin viden mod Islam, som han mener er årsaggen til kvindernes ulykkelige skæbner.
Det er svært at skulle udpege én skurk, da der man møder så mange modbydelige karakterer gennem historien. I bogen begyndelse fylder Frmesks far og farmor meget i bogen, de er gammeldags og tænker mest på at opretholde en kunstig facade af ære. Frmesks far er voldelig og drikker. Frmesks farmor prædiker om had og ære og skam, og hun influerer mange kvinder til at tænke ligesådan. I løbet af bogen går det dog op for én, at det ikke blot er Frmesks familie, der tænker sådan, men store dele af byen. Dermed er skurken snarere den kollektive ondskab og vold, der udøves og accepteres udøvet mod kvinder. Alle mænd, på nær Darwésh og nogle få af hans venner, fremstilles som onde, og mange kvinder - dem der støtter deres mænds overtro - ligeså.
Ud over kvindehad- og undertrykkelse er livet og døden et stort tema i Omars værk. Hvad sker der, når vi dør? Kan religion redde os fra intetheden? Og, er der nogle liv, der ikke er hver at leve? Det er alle spørgsmål, som Omar indirekte stiller os gennem Frmesks dialog med den unge lægestuderende Darya og gennem Gawhar og Darwéshs filosofiske (indre) monologer. Omar leverer denne filosoferen på smuk vis - den fylder ikke meget, men ophøjer bogen til et værk, der er relevant for alle levende væsner.
Sprogligt er bogen udemærket, men ikke fantastisk. Omar er stærk i sine meget filmiske beskrivelser, i sin spændingsopbygning og i sine monologer, mens dialogen - særligt mellem Fremsk og Darya - virker meget kluntet. Der er også et eller andet over hendes generelle sprog, som man lige skal vende sig til. Det er muligvis hendes udbredte brug af korte sætninger, der forstyrrer. Det smukkeste litterært ved bogen er klart Omars evne til at fremkalde følelser. Det er meget svært at læse denne bog uden at fælde en tåre.
Kronologien i bogen er også fint udtænkt, og jeg forstår udemærket, at hun ønsker at lade en del af handlingen udspille sig i Danmark - det er trods alt det, der forager danskere mest, men jeg finder det en anelse underligt, at hun vælger en to-delt fortælling og så lader 80% af fortællingen udspille sig i Kurdistan. Det er særligt i bogens midte, at man ikke hører meget til Darya og voksne Frmesk, og derfor virker den fortælling usammenhængende, og mellem 50 sider Kurdistan, virker to siders Danmark malplacerede og ligegyldige. Hun får samlet lidt op på det spor til sidst, men båndet mellem Frmesk og Darya virker aldrig helt ægte, ligesom der er lidt for mange ubesvarede spørgsmål ved bogens ende. Historien i Kurdistan fejler dog absolut intet, og afsluttes fint.
Alt i alt er Omars bog et utroligt vigtigt samfundsmæssigt værk, mens det litterært ikke når samme højder.
Én ting, jeg finder besynderligt er, at hun gennem bogen, og i interviews, skyder skylden for kvindeundtrykkelsen på Islam, på trods af at man som læser tydeligt kan se, at det har ligeså meget med fattigdom og mangel på uddannelse at gøre. Og når hun leverer en karakter som sin mormor Gawhar, hvis godhed kan forenes med - måske endda forårsages af - Islam, klinger hendes anklager lidt hult. I stedet må man sige, at der er forskel på mennesker, og også deres tro. Det er således ikke koranen eller Islam, men tolkningen heraf, der skaber det utroligt undertrykkende samfund, som Frmesk desværre har været en del af. Og det er netop dette, man skal tage med sig videre i debatten: det er ikke Islam som religion, men netop denne tolkning af Islam, der er problematisk.
Omars værk er en hjerteskærrende og stærk fortælling om pigen Frmesks opvækst i en større landsby på landet i det krigshærgede Kurdistan i slut 80'erne. Romanen er let læst og spændende, fuld af handling. Kronologien er simpel: man følger dels Frmesk og hendes nære i Kurdistan de første fem år af hendes liv, og dels Frmesk (ca. 30 år) i Danmark, hvor hun er indlagt på Skejby hospital af årsager, vi som læsere ikke kender til.
Romanen minder på mange måder om en film, da der springes fra den ene bid handling til den næste, mens den mindre begivenhedsrige tid i mellem klippes fra. På den måde bliver romanen aldrig kedelig at læse, og man bliver som læser nærmest suget ind i fortællingen, ude af stand til at lægge bogen fra sig.
På trods af denne action-prægede handling, er det ikke gennem handlingen, at Omars budskaber kommer til syne, men snarere gennem vældet af forskellige karakterer og deres indbyrdes relationer. Med en altvidende fortæller springer Omar elegant fra den ene karakters hoved til den næste, og det er fra karakterernes indre refleksioner om de netop hændte begivenheder, at samfundets ondskab - og godhed - for alvor bliver blottet. Derfor er det heller ikke de grusomme og blodige scener, der gennem bogen udspiller sig, der virkelig gør et indtryk, men de karakterer der støtter og modsætter sig disse handlinger.
Frmesk er gennem fortællingen i Kurdistan for lille til at kunne fortælle historien, der primært bliver fortalt gennem hendes bedstemor, dødevaskeren Gawhar, og hendes bedstefar, den tidligere oberst Darwésh. Disse kan ses som helt igennem gode mennesker, der kæmper mod den kvindeundertrykkelse, man som læser er vidne til. Gawhar kæmper sin kamp med sin stærke tro som våben, og hun søger sine svar gennem Islam, hvilket ind i mellem leder hende til dilemmaer, når hun beder om barmhjertighed og tilgivelse for de døde kvinder, hun vasker, fra den gud der har folvoldt dem smerte. Darwésh lever sit rigtige liv i skjul, da han ikke er muslim, men zarathustrier - en religion der let forenes med lærdom og videnskab - og Darwésh kæmper således en direkte kamp med sin viden mod Islam, som han mener er årsaggen til kvindernes ulykkelige skæbner.
Det er svært at skulle udpege én skurk, da der man møder så mange modbydelige karakterer gennem historien. I bogen begyndelse fylder Frmesks far og farmor meget i bogen, de er gammeldags og tænker mest på at opretholde en kunstig facade af ære. Frmesks far er voldelig og drikker. Frmesks farmor prædiker om had og ære og skam, og hun influerer mange kvinder til at tænke ligesådan. I løbet af bogen går det dog op for én, at det ikke blot er Frmesks familie, der tænker sådan, men store dele af byen. Dermed er skurken snarere den kollektive ondskab og vold, der udøves og accepteres udøvet mod kvinder. Alle mænd, på nær Darwésh og nogle få af hans venner, fremstilles som onde, og mange kvinder - dem der støtter deres mænds overtro - ligeså.
Ud over kvindehad- og undertrykkelse er livet og døden et stort tema i Omars værk. Hvad sker der, når vi dør? Kan religion redde os fra intetheden? Og, er der nogle liv, der ikke er hver at leve? Det er alle spørgsmål, som Omar indirekte stiller os gennem Frmesks dialog med den unge lægestuderende Darya og gennem Gawhar og Darwéshs filosofiske (indre) monologer. Omar leverer denne filosoferen på smuk vis - den fylder ikke meget, men ophøjer bogen til et værk, der er relevant for alle levende væsner.
Sprogligt er bogen udemærket, men ikke fantastisk. Omar er stærk i sine meget filmiske beskrivelser, i sin spændingsopbygning og i sine monologer, mens dialogen - særligt mellem Fremsk og Darya - virker meget kluntet. Der er også et eller andet over hendes generelle sprog, som man lige skal vende sig til. Det er muligvis hendes udbredte brug af korte sætninger, der forstyrrer. Det smukkeste litterært ved bogen er klart Omars evne til at fremkalde følelser. Det er meget svært at læse denne bog uden at fælde en tåre.
Kronologien i bogen er også fint udtænkt, og jeg forstår udemærket, at hun ønsker at lade en del af handlingen udspille sig i Danmark - det er trods alt det, der forager danskere mest, men jeg finder det en anelse underligt, at hun vælger en to-delt fortælling og så lader 80% af fortællingen udspille sig i Kurdistan. Det er særligt i bogens midte, at man ikke hører meget til Darya og voksne Frmesk, og derfor virker den fortælling usammenhængende, og mellem 50 sider Kurdistan, virker to siders Danmark malplacerede og ligegyldige. Hun får samlet lidt op på det spor til sidst, men båndet mellem Frmesk og Darya virker aldrig helt ægte, ligesom der er lidt for mange ubesvarede spørgsmål ved bogens ende. Historien i Kurdistan fejler dog absolut intet, og afsluttes fint.
Alt i alt er Omars bog et utroligt vigtigt samfundsmæssigt værk, mens det litterært ikke når samme højder.
Én ting, jeg finder besynderligt er, at hun gennem bogen, og i interviews, skyder skylden for kvindeundtrykkelsen på Islam, på trods af at man som læser tydeligt kan se, at det har ligeså meget med fattigdom og mangel på uddannelse at gøre. Og når hun leverer en karakter som sin mormor Gawhar, hvis godhed kan forenes med - måske endda forårsages af - Islam, klinger hendes anklager lidt hult. I stedet må man sige, at der er forskel på mennesker, og også deres tro. Det er således ikke koranen eller Islam, men tolkningen heraf, der skaber det utroligt undertrykkende samfund, som Frmesk desværre har været en del af. Og det er netop dette, man skal tage med sig videre i debatten: det er ikke Islam som religion, men netop denne tolkning af Islam, der er problematisk.
August 2, 2019
Virkelig voldsom historie, men samtidig et spændende indblik i en verden, jeg ikke kender meget til. Siderne vender nærmest sig selv i den her, og selv om mange af situationerne er forfærdelige, smertefulde og uhyggeligt tæt på virkeligheden, så er det også en fortælling om håb og forandring. Dog er det en meget usammenhængende historie og jeg manglede helt klar at Sara Omar (eller en redaktør) havde været skarpere til at fortælle nutidens handling og forklare mange løse knuder/huller.
February 26, 2020
Nu er jeg så igen hende som ikke knuselsker bogen som alle andre priser højt.
Jeg synes overordnet at bogen og historien var god og den er vigtigt- ingen tvivl om det!
Desværre synes jeg bare at karaktererne var for endimensionelle og ensidige og derfor krøb historien bare aldrig rigtigt ind under huden på mig.
Desuden er der nogle løse ender i forhold til de to spor i historien, men dem går jeg ud fra at man velsagtens får svar på i Skyggedanseren, så det kan jeg leve med. Men der var også noget ved det spor som foregik i Danmark, som på en eller anden måde virkede konstrueret og dermed fremstod utroværdigt.
Men alt i alt en fin læseoplevelse og mon ikke jeg også skal læse opfølgeren?
Jeg synes overordnet at bogen og historien var god og den er vigtigt- ingen tvivl om det!
Desværre synes jeg bare at karaktererne var for endimensionelle og ensidige og derfor krøb historien bare aldrig rigtigt ind under huden på mig.
Desuden er der nogle løse ender i forhold til de to spor i historien, men dem går jeg ud fra at man velsagtens får svar på i Skyggedanseren, så det kan jeg leve med. Men der var også noget ved det spor som foregik i Danmark, som på en eller anden måde virkede konstrueret og dermed fremstod utroværdigt.
Men alt i alt en fin læseoplevelse og mon ikke jeg også skal læse opfølgeren?
January 21, 2018
Titel: Dødevaskeren. Forfatter: Sara Omar. Sider: 336 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★
“Hun ville så gerne lette sit hjerte; give slip på alt det smertende mørke, men hun vidste, at hvert et ord, hun havde at sige, kun førte til mere død og ulykke.”
Det sker med jævne mellemrum, at et litterært værk ikke kun er en spændende fortælling, men en virkelig historie, vigtig for sin samtid og for vores forståelse af hinanden, det kan sågar være et spørgsmål om liv og død. Sådan en bog er Dødevaskeren. Sara Omar har uden tvivl skrevet den modigste og vigtigste bog i 2017.
At det har kostet forfatter Sara Omar dyrt at skrive Dødevaskeren kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Se bare de mange ophedede diskussioner, værket efterfølgende har været afsæt for, eller på de PET-vagter, der har vogtet tæt ved Sara Omars side gennem hendes bogsignerings-tour rundt i landets boghandlere og litterære institutioner.
Dødevaskeren er en barsk og hjerteskærende fortælling om et udsat pigeliv, om religion, miljø, familie, ære og skam. Vi følger pigen Frmesk, der i kraft af sit køn ikke er ønsket af faren, og hele sin barndom må ligge under for tvivl om, hvorvidt hun er forbandet eller velsignet. Da faren, og dennes familie, vil have omskåret Frmesk, og volden samtidig intensiveres mellem Frmesks mor og far, ser moren ingen anden udvej end at sætte Frmesk i pleje hos sin mormor og morfar. Hos sine omsorgsfulde og belæste bedsteforældre, mormoren er Dødevasker og vasker de kvinder, ingen andre vil begrave, og faren er pensioneret oberst med et mangfoldigt bibliotek og et kritisk blik på Islam og religion generelt, får Frmesk for en stund den trygge barndom, som alle børn har krav på. Men 80’ernes Kurdistan er præget af folkedrab, krig og had, og inden længe indhenter Frmesks fortid hende.
Jeg skulle bare lige læse de første kapitler, da jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne bære endnu en hård læseoplevelse, da har lige været igennem Den, der lever stille og Den fabelagtige familien Frank, men Omars fortælling greb hurtigt fast i mig, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig igen.
Læs resten af anmeldelsen her: https://litfix.dk/2018/01/21/boganmel...
“Hun ville så gerne lette sit hjerte; give slip på alt det smertende mørke, men hun vidste, at hvert et ord, hun havde at sige, kun førte til mere død og ulykke.”
Det sker med jævne mellemrum, at et litterært værk ikke kun er en spændende fortælling, men en virkelig historie, vigtig for sin samtid og for vores forståelse af hinanden, det kan sågar være et spørgsmål om liv og død. Sådan en bog er Dødevaskeren. Sara Omar har uden tvivl skrevet den modigste og vigtigste bog i 2017.
At det har kostet forfatter Sara Omar dyrt at skrive Dødevaskeren kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Se bare de mange ophedede diskussioner, værket efterfølgende har været afsæt for, eller på de PET-vagter, der har vogtet tæt ved Sara Omars side gennem hendes bogsignerings-tour rundt i landets boghandlere og litterære institutioner.
Dødevaskeren er en barsk og hjerteskærende fortælling om et udsat pigeliv, om religion, miljø, familie, ære og skam. Vi følger pigen Frmesk, der i kraft af sit køn ikke er ønsket af faren, og hele sin barndom må ligge under for tvivl om, hvorvidt hun er forbandet eller velsignet. Da faren, og dennes familie, vil have omskåret Frmesk, og volden samtidig intensiveres mellem Frmesks mor og far, ser moren ingen anden udvej end at sætte Frmesk i pleje hos sin mormor og morfar. Hos sine omsorgsfulde og belæste bedsteforældre, mormoren er Dødevasker og vasker de kvinder, ingen andre vil begrave, og faren er pensioneret oberst med et mangfoldigt bibliotek og et kritisk blik på Islam og religion generelt, får Frmesk for en stund den trygge barndom, som alle børn har krav på. Men 80’ernes Kurdistan er præget af folkedrab, krig og had, og inden længe indhenter Frmesks fortid hende.
Jeg skulle bare lige læse de første kapitler, da jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne bære endnu en hård læseoplevelse, da har lige været igennem Den, der lever stille og Den fabelagtige familien Frank, men Omars fortælling greb hurtigt fast i mig, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig igen.
Læs resten af anmeldelsen her: https://litfix.dk/2018/01/21/boganmel...
April 24, 2024
Difficile d’en parler maintenant, c’est encore trop frais, c’est encore trop vif.
Un coup de poing, un ras de marais.
Un coup de poing, un ras de marais.
Read
January 5, 2018I honestly, at the bottom of my heart, do not know how to rate this book. Shit, that was intense and I can't
February 13, 2018
Mit hjerte græder for Sara Omar og alle andre mennesker verden over, som udsættes for horrible overgreb, når religion misbruges til at skabe hierarki og retfærdiggøre lemlæstelse og drab. Dødevaskeren er bevægende og grusom læsning, som vil røre selv den koldeste kyniker.
Der ligger en anmeldelse af bogen lige her: https://bookmeupscotty.blogspot.dk/20...
Der ligger en anmeldelse af bogen lige her: https://bookmeupscotty.blogspot.dk/20...
December 12, 2017
Frygtelig og helt aldeles modbydelig læsning, men simpelthen så vigtig! Den herbog vil hjemsøge mig. Tak til Sara, for at dele sin historie.
July 1, 2018
Dette er en bok som har fått mye ros, og jeg skjønner godt hvorfor. Jeg likte boka godt, men kanskje ikke like godt som mange andre gjorde.
Dette er også en type bok som er vanskelig å skrive om, spesielt siden den er såpass godt likt av andre, og fordi den tar opp et skremmende og aktuelt tema. Jeg likte boka godt jeg også, men den krøp dessverre ikke under huden på meg som den har gjort på mange andre. Jeg fremstår kanskje som en kald person nå, men det er jeg ikke.
Harde bud
Frmesk er en jente som har levd et hardt liv helt fra dagen hun ble født. Hun er uønsket av sin egen far bare fordi hun er jente og hun er svak. For mange andre fremstår hun som litt rar fordi hun har en hvit stripe i håret. Moren hennes er glad i henne og vil beskytte henne mot alt, spesielt mot hennes mann som truer med å begrave datteren deres levende. For å være sikker på at jenta får en trygg og god oppvekst, lar hun jenta være hos besteforeldrene sine en stund. Den stunden blir til år fordi besteforeldrene vil ikke at jenta skal havne hjemme hos sin egen far som ikke en gang vil ha henne. Hos besteforeldrene sine får hun masse trygghet og kjærlighet. Likevel er hun, moren og besteforeldrene alltid på vakt slik at ikke noe skal skje henne.
Dødevaskeren er som nevnt en bok som har fått masse skryt og oppmerksomhet. Vårens store snakkis. Som vanlig prøver jeg å forholde meg nøktern til bøkene jeg skal lese istedet for å møte dem med store forventninger, for det har en tendens til å ødelegge alt sabla fort. Jeg likte ikke Dødevaskeren like godt som mange andre, men ble positivt overrasket. Ikke historien i seg selv, men synes det er modig at noen tar opp dette, og gir kvinner fra miljø hvor de ikke blir respektert på noen som helst måte, og som gir dem en stemme. Det er både interessant og skremmende. Det er utrolig hva en gammel tro kan få mennesker til å gjøre, og bruke det som en "unnskyldning" for deres handlinger. Helt uforståelig at det fremdeles skjer den dag i dag, som æresdrap og slike ting når noen ikke gjør det som er forventet av Koranen.
Trist og tankevekkende fortid
Boka veksler mellom nåtid og fortid. Fra midten av 80-tallet til begynnelsen av 1991 i Zamwa, og 2016 i Danmark. Frmesk som nå er på sykehus og som ser tilbake på hennes oppvekst. Selv foretrakk jeg å lese om oppveksten hennes som både er trist og tankevekkende. Bestemoren til Frmesk vekker oppsikt med tanke på at hun er dødevasker. Noen må gjøre det også og Frmesk bestemor er en kvinne med mye nestekjærlighet og omsorg. Til tross for at besteforeldrene hennes har ulik tro, er båndet dem imellom elskverdig og meget sterk. De kan diskutere religion og bli sure på hverandre, men elske hverandre samme hva den andre tror og mener.
Dessverre får man ikke vite så mye om Frmesk nåtid, om hvorfor hun er på sykehus og hennes tid i Danmark, noe som er et savn. Vi får ikke vite så mye om hennes voksne liv, noe jeg gjerne kunne ha tenkt meg å få et større innblikk i.
Sara Omar fikk politibeskyttelse på grunn av denne boka. Til tross for det, er det godt å vite at noen våger å ta opp slike temaer som dette. Ja til ytringsfrihet.
January 18, 2021
Forfærdelig historie om det kvindeundertykkende mørkesamfund, der hersker visse steder i verden - med Koranen og islam brugt som en undskyldning og retfærdiggørelse af utilgivelige handlinger mod piger og kvinder. Udført og bedrevet af kyniske mænd - såvel som kvinder forblindet af underdanighed, skyld og skam!
Jeg måtte læse bogen i små bidder, da det der stod - både på og mellem linjerne - var så barskt, at det krævede mange pauser undervejs.
En vigtig beretning! Den skal læses. Sara Omar skriver indlevende, så det tårerne pibler frem!
Jeg måtte læse bogen i små bidder, da det der stod - både på og mellem linjerne - var så barskt, at det krævede mange pauser undervejs.
En vigtig beretning! Den skal læses. Sara Omar skriver indlevende, så det tårerne pibler frem!
February 9, 2018
En fuldstændig fantastisk og samtidig dybt skræmmende roman, som alle bør læse
March 6, 2018
Det er så vigtig en bog for ALLE at læse! Måtte flere gange lægge den fra mig af ren frustration og anger. Alle følelser sidder uden på tøjet og det er så vigtigt et emne Sara Omar har taget op i denne roman.
Der var tider jeg havde lyst til at smide bogen af pommerens til og tude, fordi det der sker på ingen måder er tilgiveligt og det er så skræmmende, at dette rent faktisk er en normal hverdag for mange kvinder.
Der var tider jeg havde lyst til at smide bogen af pommerens til og tude, fordi det der sker på ingen måder er tilgiveligt og det er så skræmmende, at dette rent faktisk er en normal hverdag for mange kvinder.
June 8, 2025
Det var tøft å lese denne boken – på et tidspunkt trodde jeg faktisk at jeg ikke kom til å bli ferdig. Den inneholder grove skildringer av psykisk, seksuell og fysisk tortur. Boken er et sterkt vitnesbyrd om hvordan kurdere levde under de irakiske okkupasjonsmaktene, og det helvete de måtte gjennomleve under Saddams regime – en brutal del av historien som dessverre snakkes altfor lite om i dag.
Samtidig kaster boken lys på en annen smertefull virkelighet: religionens undertrykkende makt – særlig rettet mot kvinner. Den viser hvordan krig og ustabilitet forsterker den seksuelle og sosiale undertrykkelsen av kvinner i Midtøsten. Når mennesker mister kontroll over sine omgivelser, er det ofte kvinnene og de mest maktesløse som først mister sin frihet.
Og en annen ting – selv om religion blir kraftig satt på prøve her, er det verdt å fremheve hvor nyansert religionskritikken er. Forfatteren gir oss flere perspektiver gjennom karakterenes ulike forhold til troen. Kritikken uttrykkes gjennom handlinger, dialoger og indre refleksjoner. Dette gjør den tankevekkende – og langt mer enn bare et ensidig oppgjør.
Som kurder, var det ekstra tungt å lese Dødevaskeren . Historien føltes verken fjern eller ny – tvert imot. Jeg har hørt ekko av denne virkeligheten i fortellingene til mange kvinner jeg har møtt.
Og til de som sier at denne boken forer den vestlige, islamsk-fiendtlige holdningen: Da har du ikke skjønt boken :)
Samtidig kaster boken lys på en annen smertefull virkelighet: religionens undertrykkende makt – særlig rettet mot kvinner. Den viser hvordan krig og ustabilitet forsterker den seksuelle og sosiale undertrykkelsen av kvinner i Midtøsten. Når mennesker mister kontroll over sine omgivelser, er det ofte kvinnene og de mest maktesløse som først mister sin frihet.
Og en annen ting – selv om religion blir kraftig satt på prøve her, er det verdt å fremheve hvor nyansert religionskritikken er. Forfatteren gir oss flere perspektiver gjennom karakterenes ulike forhold til troen. Kritikken uttrykkes gjennom handlinger, dialoger og indre refleksjoner. Dette gjør den tankevekkende – og langt mer enn bare et ensidig oppgjør.
Som kurder, var det ekstra tungt å lese Dødevaskeren . Historien føltes verken fjern eller ny – tvert imot. Jeg har hørt ekko av denne virkeligheten i fortellingene til mange kvinner jeg har møtt.
Og til de som sier at denne boken forer den vestlige, islamsk-fiendtlige holdningen: Da har du ikke skjønt boken :)
September 5, 2021
Åbningsscenen til Dødevaskeren er grum, men den præcision som Sara Omar eksekverer den med er imponerende. Man bliver suget ind i scenen og efterladt med noget, der nærmer sig angst, for hvad man vil finde i resten af bogen. Men det er en gribende fortælling, så det bliver aldrig et spørgsmål om, om den skal læses færdig. Det skal den.
Bogen åbner et vindue, og lader læseren se ind i en verden, som jeg tænker er udenfor min fatteevne. Det her sker lige nu i en anden del af verden, mens vi sidder trygt og godt her med kaffen. Det er et indblik, vi alle bør have, også selvom det er barsk læsning.
Dødevaskeren tager det som litteratur kan ud til den yderste konsekvens. Den er et værk, som er vigtigt for vores samtid, fordi det har potentiale til at ændre verden - en læser ad gangen. Tillykke til Sara med en absolut fantastisk debut - Læs den! Personligt skal jeg snart læse Skyggedanseren, for jeg har brug for at vide, hvad der sker efter denne bogs slutning.
Bogen åbner et vindue, og lader læseren se ind i en verden, som jeg tænker er udenfor min fatteevne. Det her sker lige nu i en anden del af verden, mens vi sidder trygt og godt her med kaffen. Det er et indblik, vi alle bør have, også selvom det er barsk læsning.
Dødevaskeren tager det som litteratur kan ud til den yderste konsekvens. Den er et værk, som er vigtigt for vores samtid, fordi det har potentiale til at ændre verden - en læser ad gangen. Tillykke til Sara med en absolut fantastisk debut - Læs den! Personligt skal jeg snart læse Skyggedanseren, for jeg har brug for at vide, hvad der sker efter denne bogs slutning.
July 10, 2018
En viktig og sterk bok som bør leses av så mange som mulig, særlig fordi det er flere som nok helst ville forby den.
Historien er gripende og god, men jeg er ikke overbegeistret over språket den er pakket inn i. Svulmende og nedtynget av overflødige og til dels søkte metaforer. Det er overtydelig hva forfatteren vil at leseren skal føle, man blir liksom tvangsforet følelsene istedenfor å rekke å føle dem på egenhånd. Resultatet for min del, var at jeg ikke var i nærheten av en tåre en eneste gang, på tross av de ubeskrivelig grusomme scenene boken er fylt av.
Historien er gripende og god, men jeg er ikke overbegeistret over språket den er pakket inn i. Svulmende og nedtynget av overflødige og til dels søkte metaforer. Det er overtydelig hva forfatteren vil at leseren skal føle, man blir liksom tvangsforet følelsene istedenfor å rekke å føle dem på egenhånd. Resultatet for min del, var at jeg ikke var i nærheten av en tåre en eneste gang, på tross av de ubeskrivelig grusomme scenene boken er fylt av.
May 24, 2018
Det er en fortvivlende vigtig bog at læse, hvor der fortælles om den fuldstændige umotiverede og ulogiske vold der dominerer kvindernes liv. Det er svært for os i et land som Danmark, helt at forstå hvor galt det er fat. Man bliver både vred og ked af det på alle disse ulykkelige kvinders vegne.
August 14, 2018
En rystende og grum roman om en pige, som vokser op i et miljø præget af vold og kvindehad. Modig og vigtig bog! Den kommer til at tage noget tid at fordøje…
September 6, 2019
En rigtig vigtig bog.
March 13, 2023
3.4/5
July 3, 2018
Likte veldig godt historien, hvordan Omar byttet mellom fortid og nåtid samt dybden i karakterene, men skulle gjerne visst hva som skjedde med Frmsk, hvordan hun kom seg til Danmark osv. Håper virkelig dette bare var begynnelsen
March 15, 2020
Mmm I think it was good in the sense that I didn’t want to put it down, but I was disappointed with the ending and I hope the second book will make up for this.
June 7, 2018
Jeg fik øjnene op for Sara Omar, da hun blev tilbudt at holde en nytårstale til Facebook af DR. Kort for inden havde jeg set en nytårstale af den selverklærede fjerdebølgefeminist Twerk Queen. Hendes nytårstale handlede meget om hende selv og meget om numser.
Sara Omars tale derimod var ydmyg. Hun takkede for, at hun måtte sige noget, og så talte hun om kvinders rettigheder med en seriøsitet og en ildhu, jeg aldrig tidligere havde set. Hun var næsten skræmmende seriøs.
Denne seriøse, ydmyge og omhyggelige stemme går igen i Dødevaskeren. Kvindens lod i et æreshierarki beskrives indgående. Det vises på ætsende vis, hvordan et æreskodeks der altid vil give kvinden skylden, fordi hun er født med en jomfruhinde, der død og pine skal være levere blod på bryllupsnatten, er grundlæggende urimeligt. Hvordan dette æreskodeks legitimerer lemlæstelse, mord og voldtægt, da manden aldrig kan blive skyld i kvindens urenhed, det demonstrerer Sara Omar gennem den mest gruopvækkende fortælling, jeg nogensinde har læst.
Der skys ingen midler. Ligvaskning, missil- og gasangreb, pæderasti, social kontrol og overlagt mord gennemsyrer hvert eneste af bogens halvtreds kapitler. Hver læst side er et skridt længere ned i kulkælderen. Det er en bog med så megen ondskab, at den sidder dybt i én. Den rammer i hjertekulen, ikke fordi den spiller på ekstremerne, men fordi man fornemmer, hvor megen smerte og lidelse, man overser.
Bogen er væsentligt og glimrende, men den lider under en struktur, der starter hvert kapitel på stort set samme vis. En hyggelig scene i hjemmet, haven, køkkenet. Denne afbrydes af en person, der kommer ind gennem døren. Denne fortæller om noget forfærdeligt eller gør noget afskyvækkende. Denne opbygning af hvert enkelt kapitel som en lille historie, der bevæger sig fra orden til kaos, bliver en kende redundant, men bogen når aldrig rigtig at miste sin enorme gravitas i disse gentagelser.
Bogen er glimrende, men absolut ikke for sarte sjæle. Ligesom virkeligheden.
Sara Omars tale derimod var ydmyg. Hun takkede for, at hun måtte sige noget, og så talte hun om kvinders rettigheder med en seriøsitet og en ildhu, jeg aldrig tidligere havde set. Hun var næsten skræmmende seriøs.
Denne seriøse, ydmyge og omhyggelige stemme går igen i Dødevaskeren. Kvindens lod i et æreshierarki beskrives indgående. Det vises på ætsende vis, hvordan et æreskodeks der altid vil give kvinden skylden, fordi hun er født med en jomfruhinde, der død og pine skal være levere blod på bryllupsnatten, er grundlæggende urimeligt. Hvordan dette æreskodeks legitimerer lemlæstelse, mord og voldtægt, da manden aldrig kan blive skyld i kvindens urenhed, det demonstrerer Sara Omar gennem den mest gruopvækkende fortælling, jeg nogensinde har læst.
Der skys ingen midler. Ligvaskning, missil- og gasangreb, pæderasti, social kontrol og overlagt mord gennemsyrer hvert eneste af bogens halvtreds kapitler. Hver læst side er et skridt længere ned i kulkælderen. Det er en bog med så megen ondskab, at den sidder dybt i én. Den rammer i hjertekulen, ikke fordi den spiller på ekstremerne, men fordi man fornemmer, hvor megen smerte og lidelse, man overser.
Bogen er væsentligt og glimrende, men den lider under en struktur, der starter hvert kapitel på stort set samme vis. En hyggelig scene i hjemmet, haven, køkkenet. Denne afbrydes af en person, der kommer ind gennem døren. Denne fortæller om noget forfærdeligt eller gør noget afskyvækkende. Denne opbygning af hvert enkelt kapitel som en lille historie, der bevæger sig fra orden til kaos, bliver en kende redundant, men bogen når aldrig rigtig at miste sin enorme gravitas i disse gentagelser.
Bogen er glimrende, men absolut ikke for sarte sjæle. Ligesom virkeligheden.
July 15, 2018
Jeg havde glædet mig meget til at læse denne, som så mange har rost så meget. Den ER god og ganske rystende, selv når man er forberedt, men for mig havde den for mange løse ender. Jeg er med på, at virkeligheden også har løse ender, hvor en pistol introduceres, men aldrig affyres, men det her er jo netop ikke virkelighed - det er fiktion baseret på forfatterens egen baggrund.
Vi følger en pige fra fødslen i irakisk Kurdistan i konstant krigstilstand og til hun er voksen i Danmark. Der er et kæmpe hul mellem pigen er ca. 5 år og til den unge kvinde i hospitalssengen i Danmark. Den røde tråd mellem begivenhederne i Kurdistan og begivenhederne i Danmark, der beskrives i spredte kapitler igennem bogen, kunne jeg ikke finde. Måske er det forkert af mig at savne den?
Det er særligt afsnittene i Danmark, som jeg ikke er helt glad for - de forekommer meget uforløste og jeg forstår ikke rigtigt hovedpersonens ageren. Det kan selvfølgelig være, at man ikke skal forstå det, hun har jo givetvis en form for PTSD.
Noget, jeg til gengæld holder meget af ved bogen, og faktisk noget som går igen i næsten al litteratur om børn, der gør oprør mod forældres kultur, er kærligheden og loyaliteten over for de fleste fra forældregenerationen. I denne roman er det i særdeleshed det ene sæt bedsteforældre, der omfattes med enorm kærlighed. I løbet af romanen bringes vi til en betydelig indsigt i, hvad der holder liv i selv enormt barbariske traditioner, selvom det er tydeligt, at der findes modstand. Den vigtigste ingrediens er uvidenhed, men sammenhold i nødens stund er næsten lige så vigtigt.
Vi følger en pige fra fødslen i irakisk Kurdistan i konstant krigstilstand og til hun er voksen i Danmark. Der er et kæmpe hul mellem pigen er ca. 5 år og til den unge kvinde i hospitalssengen i Danmark. Den røde tråd mellem begivenhederne i Kurdistan og begivenhederne i Danmark, der beskrives i spredte kapitler igennem bogen, kunne jeg ikke finde. Måske er det forkert af mig at savne den?
Det er særligt afsnittene i Danmark, som jeg ikke er helt glad for - de forekommer meget uforløste og jeg forstår ikke rigtigt hovedpersonens ageren. Det kan selvfølgelig være, at man ikke skal forstå det, hun har jo givetvis en form for PTSD.
Noget, jeg til gengæld holder meget af ved bogen, og faktisk noget som går igen i næsten al litteratur om børn, der gør oprør mod forældres kultur, er kærligheden og loyaliteten over for de fleste fra forældregenerationen. I denne roman er det i særdeleshed det ene sæt bedsteforældre, der omfattes med enorm kærlighed. I løbet af romanen bringes vi til en betydelig indsigt i, hvad der holder liv i selv enormt barbariske traditioner, selvom det er tydeligt, at der findes modstand. Den vigtigste ingrediens er uvidenhed, men sammenhold i nødens stund er næsten lige så vigtigt.
June 11, 2018
I didn't enjoy reading this book. Sometimes I didn't even want to turn the page. I cried several times.
This is a book about the shame of being a woman in a brutal patriarchal society and what's new about that? Well nothing. We all know the stories and see it on the news. But through this book I felt it up close and very personal. All this pain and injustices is real and happening right now. This brutality is not fiction.
I take so much for granted. In this world were I live free, happily and equal there are women who accept that they are worth less than a man and that a man is justified to treat a woman as his property.
The book itself deserves 4 stars, but it resonated something in me. It became more than it's story. For me it became the symbol of the fight for equality and the important statement that it should not be taken for granted and that the fight is far from over. Thank you Sara Omar for reminding me.
This is a book about the shame of being a woman in a brutal patriarchal society and what's new about that? Well nothing. We all know the stories and see it on the news. But through this book I felt it up close and very personal. All this pain and injustices is real and happening right now. This brutality is not fiction.
I take so much for granted. In this world were I live free, happily and equal there are women who accept that they are worth less than a man and that a man is justified to treat a woman as his property.
The book itself deserves 4 stars, but it resonated something in me. It became more than it's story. For me it became the symbol of the fight for equality and the important statement that it should not be taken for granted and that the fight is far from over. Thank you Sara Omar for reminding me.
April 1, 2018
En historie der ikke er til at slippe. Fængende, modbydelig og virkelig langt fra den verden jeg lever i. Jeg er dog skeptisk over for at alle mandlige muslimske kurdere i følge denne bog er vanvittige og enfoldige mennesker. Selvfølgelig er der også der i blandt nogle som har empati og er sympatiske. Det er dog en af de få ting ved denne roman jeg ikke bryder mig om. Historien er overraskende men viser også hvor svært det er at bryde med stærke religioner. Hvordan mennesket er så villig til at tro på, at der er et liv efter døden, at de stik i mod sund fornuft vedbliver at agere efter en religions regelsæt selvom det er ødelæggende for dem. Læs den og bliv inddraget i hvad jeg naivt håber er en stærkt fiktiv verden.
December 28, 2017
Den ambivalente følelse af at må være nødt til at lægge bogen fra mig, fordi den gør så ondt at læse, men alligevel heller ikke kan slippe den.
December 30, 2017
Tidsakuell og rystende lesning fra en kurdisk kvinne og hennes beskrivelse av en uvirkelig virkelighet
Denne burde ALLE lese.
Kommer på norsk i mai 2018
Denne burde ALLE lese.
Kommer på norsk i mai 2018
January 6, 2022
Líkþvottakonan í íslenskri þýðingu
September 16, 2021
Par où commencer ?
Le titre et la couverture annoncent bien la couleur : le livre démarre sur le lynchage d’une jeune Kurde par son père, suivi de l’immolation de sa propre mère.
La vraie histoire c’est celle de Frmesk, jeune Kurde qui nait chauve avec une petite touffe de cheveux blancs en forme de cœur sur le haut du crâne. Sauf que c’est une fille et son père voulait un garçon. Il menace de tuer son propre enfant avant que les grands-parents maternels ne décident de récupérer le bébé pour l’élever comme leur propre fille.
La laveuse de mort(es) du titre c’est justement la grand-mère maternelle de Frmesk, Gawhar, qui lave et bénit le corps des morts, en particulier de ceux dont personne ne veut, comme les femmes impies et impures, assassinées pour X ou Y raisons, et sainte Marie mère de dieu il y en a dans ce bouquin.
Ca fait mal, ça prend aux tripes, la scène d’accouchement qui débute p.38 m’a mise physiquement mal à l’aise, j’ai réellement cru que j’allais tourner de l’œil à un moment. Mais l’histoire est tellement prenante, j’ai ressenti tellement d’empathie pour ces femmes dénigrées juste parce qu’elles ont le malheur d’être des femmes que malgré la bile qui monte j’ai continué à lire (j’en étais même pas à 20% du livre à ce moment-là)(et je me suis aussi beaucoup projetée sur elles, faut dire ce qui est). C’est un livre cru, violent mais sans être vulgaire, sans tomber dans le voyeurisme. C’est juste la réalité, dépeinte comme elle l’est : moche, dégueulasse et sanglante.
Il y a tout le long du roman une réflexion sur la foi, le grand-père de l’héroïne étant zoroastrien mais se faisant passer pour musulman pour ne pas se faire tuer parce que mécréant tandis que sa grand-mère est une vraie musulmane convaincue. On a le droit à des discussions entre eux à ce sujet et j’ai trouvé ça très intéressant bien qu'étant athée, et puis ils forment un couple très touchant et bienveillant qui contraste énormément avec les autres. On peut d’ailleurs remarquer qu’en matière de religion, les femmes du livre (pas toutes, mais les principales oui) ont des interprétations très pacifiques du Coran là où les hommes sont tous épris de violence et ne retiennent que les passages les plus misogynes et ceux qui leur permettent de justifier leur domination.
En voyant une photo de l’autrice, je me suis rendue compte qu’elle aussi a une mèche de cheveux blancs au sommet de la tête, comme l’héroïne du bouquin… si ce roman est en partie autobiographique il est encore plus glaçant vu tout ce que l’héroïne subit et tout ce dont elle est témoin.
Malgré toute la douleur qu’elle a pu m’apporter (imaginez tout ce qu’il peut arriver de pire à une femme ou une enfant : c’est détaillé ou mentionné dans le livre) c’est quand même une lecture que je conseillerai parce que ce sont des histoires qui méritent d’être racontées et lues malgré tout. C’est un livre qui va me hanter pendant un moment, mais ça n’en est pas moins un coup de cœur. Je vais définitivement lire la suite dès qu’elle sera traduite en français.
Dernier paragraphe du livre :
« Le cœur de Frmesk se régla sur celui de sa mère et se mit à battre au même rythme. Il venait de prendre plusieurs milliers d’années d’un coup. Il était devenu fragile. Sa douleur s’était transformée en temps. Le corps et la voix de Muhammad résonnaient en elle, comme un écho mortel. Il avait fait d’elle un être invisible.
Gawhar sentit le front de la petite. Sa fièvre était repartie de plus belle. Frmesk enfouit son visage dans le foulard blanc de Gawhar.
- Maman ? Est-ce que tu laves aussi des petites filles dans l’arrière-cour ? »
Le titre et la couverture annoncent bien la couleur : le livre démarre sur le lynchage d’une jeune Kurde par son père, suivi de l’immolation de sa propre mère.
La vraie histoire c’est celle de Frmesk, jeune Kurde qui nait chauve avec une petite touffe de cheveux blancs en forme de cœur sur le haut du crâne. Sauf que c’est une fille et son père voulait un garçon. Il menace de tuer son propre enfant avant que les grands-parents maternels ne décident de récupérer le bébé pour l’élever comme leur propre fille.
La laveuse de mort(es) du titre c’est justement la grand-mère maternelle de Frmesk, Gawhar, qui lave et bénit le corps des morts, en particulier de ceux dont personne ne veut, comme les femmes impies et impures, assassinées pour X ou Y raisons, et sainte Marie mère de dieu il y en a dans ce bouquin.
Ca fait mal, ça prend aux tripes, la scène d’accouchement qui débute p.38 m’a mise physiquement mal à l’aise, j’ai réellement cru que j’allais tourner de l’œil à un moment. Mais l’histoire est tellement prenante, j’ai ressenti tellement d’empathie pour ces femmes dénigrées juste parce qu’elles ont le malheur d’être des femmes que malgré la bile qui monte j’ai continué à lire (j’en étais même pas à 20% du livre à ce moment-là)(et je me suis aussi beaucoup projetée sur elles, faut dire ce qui est). C’est un livre cru, violent mais sans être vulgaire, sans tomber dans le voyeurisme. C’est juste la réalité, dépeinte comme elle l’est : moche, dégueulasse et sanglante.
Il y a tout le long du roman une réflexion sur la foi, le grand-père de l’héroïne étant zoroastrien mais se faisant passer pour musulman pour ne pas se faire tuer parce que mécréant tandis que sa grand-mère est une vraie musulmane convaincue. On a le droit à des discussions entre eux à ce sujet et j’ai trouvé ça très intéressant bien qu'étant athée, et puis ils forment un couple très touchant et bienveillant qui contraste énormément avec les autres. On peut d’ailleurs remarquer qu’en matière de religion, les femmes du livre (pas toutes, mais les principales oui) ont des interprétations très pacifiques du Coran là où les hommes sont tous épris de violence et ne retiennent que les passages les plus misogynes et ceux qui leur permettent de justifier leur domination.
En voyant une photo de l’autrice, je me suis rendue compte qu’elle aussi a une mèche de cheveux blancs au sommet de la tête, comme l’héroïne du bouquin… si ce roman est en partie autobiographique il est encore plus glaçant vu tout ce que l’héroïne subit et tout ce dont elle est témoin.
Malgré toute la douleur qu’elle a pu m’apporter (imaginez tout ce qu’il peut arriver de pire à une femme ou une enfant : c’est détaillé ou mentionné dans le livre) c’est quand même une lecture que je conseillerai parce que ce sont des histoires qui méritent d’être racontées et lues malgré tout. C’est un livre qui va me hanter pendant un moment, mais ça n’en est pas moins un coup de cœur. Je vais définitivement lire la suite dès qu’elle sera traduite en français.
Dernier paragraphe du livre :
« Le cœur de Frmesk se régla sur celui de sa mère et se mit à battre au même rythme. Il venait de prendre plusieurs milliers d’années d’un coup. Il était devenu fragile. Sa douleur s’était transformée en temps. Le corps et la voix de Muhammad résonnaient en elle, comme un écho mortel. Il avait fait d’elle un être invisible.
Gawhar sentit le front de la petite. Sa fièvre était repartie de plus belle. Frmesk enfouit son visage dans le foulard blanc de Gawhar.
- Maman ? Est-ce que tu laves aussi des petites filles dans l’arrière-cour ? »
Displaying 1 - 30 of 239 reviews