Sabitha Söderholms bog, Chellam, består primært af kortprosatekster men også enkelte digte.
Rammen for bogen er, at bogens jeg som adopteret kvinde i Danmark rejser til Tamil Nadu i Indien og besøger sin biologiske mor for første gang.
Moren kalder hende for Chellam, som er tiltaleformen på tamil for "kære" eller "søde". Denne tiltaleform er så samtidig bogens titel.
Teksterne er sansemættede beskrivelser af især planter i Tamil Nadu. Fortalt med udgangspunkt i alt det, som moren introducerer hende for. Samtidig blander teksterne også aftryk for historien og kolonialismen, og enkelte sammenligninger med dansk landskab.
Teksterne er båret af et fascineret blik på det, der er i omgivelserne og det, der skabes i nuet. Samtidig er teksterne båret af, at jeg'et introduceres for alt dette af moren, sådan at jeg'et oplever det ophav som hun har været afskåret fra, og som moren nu i en eller anden forstand kompenserer for ved at vise hende hendes ophav. Teksterne kommer bevidst slet ikke ind på det psykologiske eller økonomiske aspekt - hvad er det, der har gjort, at moren har bortadopteret jeg'et i første omgang, og hvad er det, der har gjort at jeg'et er kommet tilbage. Ikke fordi disse spørgsmål er fortrængt - men mere fordi, det ikke er bogens anliggende. Anliggendet er i stedet det, at jeg'et bliver introduceret for en ny verden, en verden som i en eller anden forstand er hendes oprindelige, men som hun først nu lærer at kende gennem en omsorgsfuld og kærlig introduktion fra moren. Denne omsorg er således også til stede i den gentagne brug af vokativ, nemlig den hyppige brug af henvendelsesordene i teksten, Chellam og Amma (mor på tamil), der skaber en intimitet og nærhed, som titlen (igen) også er tegn på. En intimitet og nærhed, som ikke er opstået af et langt liv sammen, men som et møde, hvor moren vil åbne jeg'ets øjne for sit ophav.
Men det er også bogens svaghed - at den dels er så enkel med sine sansebeskrivelser og ophobninger af planter fra Tamil Nadu, der visse steder tenderer det eksotiske, og at dens sansebeskrivelser alligevel ikke er sprogligt så interessante, men ofte nærmest får dagbogsmæssig karakter.