Før kaldet, Forbandelsen og Pagten var der Vølven! I år 670 vokser drømme om storhed blandt Nordens mange småriger, og forbund bliver indgået. Midt i magtens centrum står på den ene side Tordis Valgardsdatter, datter af den mægtige Granvikvølve. Hende, som skal binde alliancen mellem Götalands jarler. På den anden side står Hallvidh Sigmundsøn. Han er søn af en ambitiøs småkonge og egentlig alt for langt væk fra storkongens trone i Svitjod. Hvad han blot ikke ved er, at nogen har en skjult dagsorden, som potentielt kan sætter ham allerøverst på højsædet i hele Norden.
Ved Odinsblótet i Uppsala mødes de to unge og forelsker sig. Men foreningen er umulig, og fjenderne mange. For det er ikke kun mennesker, der drømmer om at herske i Midgård. De mørke kommer!
Vølvens æt er den længe ventede fortælling, om hvordan Emilies stammoder kastede forbandelsen over de hamramme. Nye læsere kan sagtens springe på her og rejse med ind i en fortryllende blanding af kærlighed, folketro og verdenshistorie, som den mytologiske spændingsserie Ulfhedin-sagaen er kendt og elsket for.
Først skal det lige siges, at selvom denne bog sådan set er nr. 4 i serien, kan den sagtens læses uafhængigt af de foregående.
Det har været svært for mig at anmelde denne bog, fordi jeg er meget splittet. På den ene side er det en fantastisk bog med masser af detaljerede beskrivelser af boligforhold, beklædning, naturen og diverse håndværk. Man mærker tydeligt, at forfatteren har researchet en masse til denne bog. Handlingen er lige dele spændende og mystisk, krydret med humor og en del hede scener. Der er også en del barske og klamme scener, hvilket ikke er for sarte sjæle. Det store MEN kommer i kraft af sproget, hvilket, jeg vidste, ville blive en udfordring. Jeg kan sagtens se, at det er smukt, og det passer fint til tidsalderen. Det er bare ikke mig, fordi det ødelægger fuldstændigt mit læseflow, da jeg hele tiden skal tjekke ordlisten eller Google, når der er ord, som jeg ikke kender. Det ærgrer mig.
Historien følger to forskellige spor + nogle enkelte mystiske kapitler, hvor man kun kan gisne om, hvem personerne er. Jeg tror dog, at jeg har regnet det ud. I det ene spor følger man den unge pige Tordis, som bliver tvunget til at blive voksen alt for tidligt. Hun bliver lært op til at være vølve af sin mor, hvilket er rigtig spændende læsning. Tordis går grueligt meget igennem i bogen for ættens skyld, fordi ære og pligt står højest på dagsordenen. Jeg har haft stor medlidenhed med hende, men jeg har også smilet fra øre til øre, når hun har fundet sin styrke og sagt fra. Hun er umulig ikke at holde af. I det andet spor følger vi Hall, tredje søn af småkongen Dagfinn. Ligesom Tordis og alle andre børn i den tid bliver han også hurtigt voksen, dog har han langt fra så mange pligter pga. hans høje status. Halls mor kommer fra fjerne egne, og der er noget mystisk ved hendes familie, hvilket Hall langsomt finder ud af. Jeg faldt hurtigt for lidt naive Hall og hans umulige stræben efter et simpelt liv uden titel og privileger. Jeg synes, at karaktererne virker meget realistiske og gennemførte med deres fejl og mangler. Jeg har nydt at følge Tordis’ og Halls udvikling fra børn med barnlige håb og drømme til unge voksne, der møder den barske virkelighed.
Da bogen sluttede, var jeg slet ikke klar – jeg ville have mere. Jeg vil anbefale denne bog til dig, der elsker nordisk mytologi med vølver, jærtegn, runemagi og bloter (ofringer). Hamramme (varulve) og upirer (vampyrer) spiller også en vigtig rolle i historien. Læs da også de første tre bøger i Ulfhedin-sagaen som foregår i nutiden.
Når man starter på en "prequel" til et større værk, er man nok altid lidt urolig for, om man alligevel skulle have læst hovedværket først. Men som der står på bagsiden af Vølvens Æt, kan nye læsere sagtens springe på her og rejse med, og det synes jeg bestemt ikke er en overdrivelse. Med kortet forrest i bogen er scenen sat - man ved hvor og i hvilken tid, man befinder sig, og bogen starter stille og roligt med hverdagsting, personer i en vikingeverden nok ville have foretaget sig. Man introduceres til hovedpersonerne, deres familie og deres verden. Noget, jeg lagde mærke til i starten af bogen var, at "forseelser", andre forfattere måske straks ville have udnyttet til at sætte intriger ind i historien og skabe dramatik og udfordringer for hovedpersonen, hurtigt afbødes. Hovedpersonens sandsynlige modspillere viser sig som meget forstående overfor "forseelsen". Som læser undrer man sig måske lidt over, hvornår hovedpersonen bliver udsat for problemer og opgaver, som virkelig kræver handling, så der kan komme gang i historien. På den anden side ER folks liv - nu som tidligere - vel ikke kun bestående af kamp for livet, heksejagter og action. Det synes jeg, Mette Sejrbo har fanget godt. Og - hvis man ikke har læst bogen endnu - bare rolig: Der KOMMER gang i handling og intriger! Noget, der er rart ved bogen, er - synes jeg helt bestemt - at den er hold helt i gammeldags sprog. Til tider er man nødt til at slå op bagest i bogen og lige få en forklaring på, hvad f.eks. "blot", "davre" eller "sveer" er, og ikke en eneste gang er jeg stødt på, at stilen ikke holdt. Det er flot, synes jeg! Ligeledes fornemmes, at forfatteren har en del forstand på den tid, der beskrives - der er researchet grundigt, inden hun skrev bogen. Der er sammenhæng i historien, omend to karakterer, der med jævne mellemrum dukker op, er lidt svære at placere - men jeg går ud fra, at forklaringen følger i en kommende fortsættelse, for vi er slet ikke færdige med Tordis' og Hall's historie...! Noget, der overraskede lidt - da jeg ikke forinden havde undersøgt, hvad Ulfhedin-sagaen drejede sig om - er, at der i sidste halvdel af bogen dukker "monstre" op. Man har godt en fornemmelse af, at i denne historie FINDES de gamle nordiske guder mfl. virkeligt. Det er ikke bare (over)tro, men vølverne har virkelig en forbindelse til gudeverdenen. Når der så dukker varulve og vampyrer op, tænker man lidt - eller det gjorde jeg i hvert fald: Åh nej, endnu en vampyr/varulve-historie! Spørgsmålet er jo så fra min side, om Mette Sejrbo tilføjer en ny og ikke set synsvinkel til denne genre, eller om det bare er gammel vin på nye flasker. Men det kan man jo finde ud af ved at læse videre i sagaen.... Som én, der hovedsagelig læser faglitteratur, historiske selvbiografier og kun i ny og næ en historisk roman, vil jeg mene, at Mette Sejrbo med Vølvens Æt har skrevet en interessant bog, der fanger og trods den - måske - intrigeløse start bestemt ikke er kedelig. Den holder stilen helt igennem og kan sagtens måle sig med internationale bøger af samme slags, hvilket bestemt ikke er noget alle danske fantasyforfattere formår.