What do you think?
Rate this book
Ned med Europa
Den idealistiske Edmund har tilbragt Første Verdenskrig i Schweiz, hvor han tilhørte Romain Rollands gruppe af ‘menneskehedsvenner’. Efter krigen beslutter han sig for at flytte til Paris, i sikker forvisning om, at han her vil finde ligesindede. Men allerede hans første møde med den parisiske ungdom belærer ham om noget andet. I Paris er hans idealer om menneskehedsforbrødring for længst gået af mode og blevet afløst af den mest hårdkogte nihilisme. Edmund falder totalt igennem med sine gumpetunge idealer og overvejer allerede at stikke halen mellem benene og tage tilbage til Schweiz, da han pludselig indhentes af fortiden i skikkelse af den russiske danserinde Lola …
Med kærligheden som fremkaldervæske tegner Ned med Europa (1928) et satirisk billede af 1920’ernes kunstneriske og intellektuelle strømninger, der alle synes lige langt fra virkeligheden. Det er på én gang en allegori over mellemkrigstidens europabilleder, en svanesang over den kunstneriske avantgarde og forfatterens opgør med sig selv som ung mand.
Med kærligheden som fremkaldervæske tegner Ned med Europa (1928) et satirisk billede af 1920’ernes kunstneriske og intellektuelle strømninger, der alle synes lige langt fra virkeligheden. Det er på én gang en allegori over mellemkrigstidens europabilleder, en svanesang over den kunstneriske avantgarde og forfatterens opgør med sig selv som ung mand.
143 pages, Paperback
Published July 8, 2022
1 person is currently reading
27 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 3 of 3 reviews
November 19, 2022
"Baren var forfærdelig trang og gav gæsterne god lejlighed til at komme i kontakt med hinanden: Der blev konverseret utvunget fra bord til bord, ja, også med de tre hawaiianere i jazzbandet og med barmanden. Rummet lignede et tilflugtssted for folk, der havde mistet alt i verden udenfor, som en mørk jolle, som en hvirvelvind har revet løs fra tovet, og som nu dansede rundt på det europæiske hav, og de mærkede afventede den sikre død med kølig sang.
Selv om de indtog de farverigste likører ,var de alle trætte, trætte, trætte. De vidste, at det ikke længere gav nogen mening at vide og at leve. Det var helt unødvendigt at hidse sig op over noget, og de slet ikke over ens egen død! De var bekendte med den menneskelige videns afgrunde og tinder. Og de smilede, fordi det er det eneste, et klogt menneske kan gøre på vej til skafottet.
De anede, hvilken rolle i deres fædrelands historie de var udset til: De udgjorde bagtroppen af de europæiske ridderes århundredlange felttog.
Det var dem beskåret at afslutte kapitlet med en sidste heroisk gestus. De vidste, at de ikke var viet til det skabende liv, men en lige så frugtbar død. Og de forsøgte at udstyre deres død med alle dyder og sandheder. De levede som folk, der ikke længere har noget at tabe. Som de fredløse i middelalderen. Og i denne tankegang var alt dem tilladt. De spyttede mennesker og Gud i ansigtet. De søgte, hvad de frygtede at inde. De byggede, hvad de ville ødelægge. De elskede, hvad de kunne hade. De dræbte, hvad de kunne beundre. Og de gjorde tykt grin med det, de troede på.
En ulykkelig generation, der ikke mere havde nogen mødre at knæle for, ingen brude at kærtegne og ingen døtre at velsigne!
Men trodsige var de! Tapre som Godefroy og modige som Danton. De tog deres eget liv i fem kontinenters påsyn. De var martyrer for en anerkendt skæbne og døde lige så smukt som deres forfædre på skafottet. De døde med geni og ekstase. De rev ét efter ét deres idealer ud af sjælen, troen på alle de store digtere, på hærførerne, på opfinderne og på de berømte elskende. De rev langsomt tæerne, fødderne, lårene, kærlighedslemmet af sig selv og leveren og hjertet ud på sig selv, og de grinede imens.
Civilisationens selvmord."
Selv om de indtog de farverigste likører ,var de alle trætte, trætte, trætte. De vidste, at det ikke længere gav nogen mening at vide og at leve. Det var helt unødvendigt at hidse sig op over noget, og de slet ikke over ens egen død! De var bekendte med den menneskelige videns afgrunde og tinder. Og de smilede, fordi det er det eneste, et klogt menneske kan gøre på vej til skafottet.
De anede, hvilken rolle i deres fædrelands historie de var udset til: De udgjorde bagtroppen af de europæiske ridderes århundredlange felttog.
Det var dem beskåret at afslutte kapitlet med en sidste heroisk gestus. De vidste, at de ikke var viet til det skabende liv, men en lige så frugtbar død. Og de forsøgte at udstyre deres død med alle dyder og sandheder. De levede som folk, der ikke længere har noget at tabe. Som de fredløse i middelalderen. Og i denne tankegang var alt dem tilladt. De spyttede mennesker og Gud i ansigtet. De søgte, hvad de frygtede at inde. De byggede, hvad de ville ødelægge. De elskede, hvad de kunne hade. De dræbte, hvad de kunne beundre. Og de gjorde tykt grin med det, de troede på.
En ulykkelig generation, der ikke mere havde nogen mødre at knæle for, ingen brude at kærtegne og ingen døtre at velsigne!
Men trodsige var de! Tapre som Godefroy og modige som Danton. De tog deres eget liv i fem kontinenters påsyn. De var martyrer for en anerkendt skæbne og døde lige så smukt som deres forfædre på skafottet. De døde med geni og ekstase. De rev ét efter ét deres idealer ud af sjælen, troen på alle de store digtere, på hærførerne, på opfinderne og på de berømte elskende. De rev langsomt tæerne, fødderne, lårene, kærlighedslemmet af sig selv og leveren og hjertet ud på sig selv, og de grinede imens.
Civilisationens selvmord."
June 20, 2023
Formidabel bog der på bedste vis tegner et billede af den fortabte generation.
Sproget er beskrivende og detaljerigt. Hemingway ville nok vende sig i graven, fordi sætningerne er lange og fyldt med både tillægsord og bi-ord.
De lange tunge sætninger bliver, personligt for mig, trættende, når scenen skal sættes, og forfatteren tegner steder og scener ved at personificere alt fra toget, til jorden og himlen fx: “En smag af kul og ozon, som toget i hvirvlende fart havde blandet af den sovende, opskræmte jord, og den vågende, rolige himmel.” … Jeg var allerede ved at give op på første side.
Heldigvis gjorde jeg ikke det. For billedssproget bliver en af bogens styrker når dramaet, karaktererne og deres indre folder sig ud. Og det fanger på den gode måde.
Flere andre steder har jeg ladet mig fortælle, at det er en satirisk stil forfatteren har brugt. Og jo flere steder har jeg da siddet og små-grinet. For mig personligt minder stilen næsten mere om en opera, hvor handlingen nærmest er karikeret. Og jeg ved ikke hvorfor men flere steder mindede stilen mig også om Dostojevskijs Forbrydelse og Straf. Og det gør absolut ingenting. Det er en fed stil som fangede min opmærksomhed og jeg kværnede hurtigt bogen igennem.
God læseoplevelse. Kan anbefales. Men du skal nogle gange sige skidt pyt til de lange sætninger og det højere lix tal.
Sproget er beskrivende og detaljerigt. Hemingway ville nok vende sig i graven, fordi sætningerne er lange og fyldt med både tillægsord og bi-ord.
De lange tunge sætninger bliver, personligt for mig, trættende, når scenen skal sættes, og forfatteren tegner steder og scener ved at personificere alt fra toget, til jorden og himlen fx: “En smag af kul og ozon, som toget i hvirvlende fart havde blandet af den sovende, opskræmte jord, og den vågende, rolige himmel.” … Jeg var allerede ved at give op på første side.
Heldigvis gjorde jeg ikke det. For billedssproget bliver en af bogens styrker når dramaet, karaktererne og deres indre folder sig ud. Og det fanger på den gode måde.
Flere andre steder har jeg ladet mig fortælle, at det er en satirisk stil forfatteren har brugt. Og jo flere steder har jeg da siddet og små-grinet. For mig personligt minder stilen næsten mere om en opera, hvor handlingen nærmest er karikeret. Og jeg ved ikke hvorfor men flere steder mindede stilen mig også om Dostojevskijs Forbrydelse og Straf. Og det gør absolut ingenting. Det er en fed stil som fangede min opmærksomhed og jeg kværnede hurtigt bogen igennem.
God læseoplevelse. Kan anbefales. Men du skal nogle gange sige skidt pyt til de lange sætninger og det højere lix tal.
February 3, 2026
I efterfølgeren til Eurobacillen fortsætter Yvan Goll sin hudfletning af tidsånden i Europa i slutningen af 1920’erne. Det gør han med perlende vid og skarp satire, og kortromanen er fyldt med små spidse, citatværdige formuleringer. Men jeg var alligevel ikke helt så begejstret for Ned med Europa som for forgængeren.
Læs hele min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2026/02/03/yvan-g...
Læs hele min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2026/02/03/yvan-g...
Displaying 1 - 3 of 3 reviews