Med Nye balancer griber Caspar Eric tilbage til sin tidligere digtsamling Nike, hvor han i 2015 skrev om at være en handicappet krop i verden.
I sin nye samling, der bærer genrebetegnelsen 'handicapdigte', italesætter Caspar Eric handicappet mere kropsligt og direkte, og samfundets stigmatisering og diskrimination af ‘det anderledes’ problematiseres med poppet præcision. Samtidig leder digtene efter nye fysiske og poetiske måder at findes i verden på og måske også efter et sprog, der kan røre os — med humor, power og et skarpt blik på krydsfeltet mellem det private og det politiske. Og herfra rækkes der ud efter nye fællesskaber.
Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2014 debuterede Caspar Eric som forfatter med poesi-udgivelsen ”7/11”. Det var med Caspar Erics egne ord en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Men det var også en bog om København, om kærlighed, om det, der er og sker lige nu. Og jeget i bogen ligner i udpræget grad Caspar Eric selv. Caspar Eric modtog desuden debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for ”7/11”.
”7/11” er Caspar Erics forfatterdebut i Danmark, men han har tidligere udgivet en mindre dobbeltdigtsamling på det norske forlag AFV Press. På samme forlag er udkommet yderligere to digtsamlinger af Caspar Eric i august 2014.
Senest har Caspar Eric udgivet langdigtet Nike (2015). I denne bog tager Caspar Eric udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (dvs. spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores. Med sin konfrontation af samfundets problematiske italesættelse af personer med handikap vakte Caspar Erics ”Nike” stor debat og omtale i medierne.
"På en massagebriks på en badmintontræningslejr: / her mærkede jeg for første gang den nænsomhed man kan røres med. // Ikke altid at være et projekt der skal fikses. / ikke altid at blive forstået for sin mangel."
En nøgtern, kynisk, afmægtig, almægtig tilstandsrapport for den handicappede krop anno 2023.
Casper Eric har selv indlæst bogen. Det er ikke altid det fungerer med forfatterens egen stemme, især ikke med inderlige og ekstremt personlige tekster som de her - måske fordi det bliver for intimt, for svært at høre litteraturen, når mennesket er så tæt på? - men her gør det.
Ud over at det bare fungerer, og er behageligt, fordi stemmen er som den helt rigtige grød/stol/seng i Guldlok og bjørnene, så gør den også at forfatterens mange privilegier - f.eks. at han er født med en dejlig stemme - hele tiden blander sig med selvfremstillingen.
Det er muligvis utilsigtet men jeg synes det giver læseoplevelsen en ekstra dimension.
Jeg kan ikke lade være med hele tiden at provokeres af den privilegieblindhed som teksten - ud over en helt masse andre ting - er karakteriseret af. For så vidt man læser jeg’et som = forfatteren, hvilket jeg gør og føler mig inviteret til at gøre.
Det kan jeg godt lide. At blive provokeret. Bl.a. til at tænke over, om man egentlig overhovedet kan undgå at pege på alt det, som man har stået allerførst i køerne til, da alting blev delt ud, når man insisterer på at sætte følgespot på det, hvor man ikke har.
Jo, teksten anholder sig selv for blindheden her og der, men ruller mest bare hen over jeg’ets talent, gode begavelse, karisma, stemme, anerkendelse, heldige familiære og samfundsmæssige omstændigheder osv. som om de ting ikke var en del af jeg’ets virkelighed.
Det er da vildt. Og vildt interessant. Og uundgåeligt når fokus nu er et smertepunkt?
Anyway, LÆS BOGEN - med øjne eller ører - DEN ER GOD!
Ps. hvem er det der skriver om solskin og blomster for tiden??
Jeg skriver nok noget mere konkret om bogen, når jeg uden tvivl genlæser den snart igen. Lige nu har jeg ikke andet at sige end at Caspar som altid rammer skarpt, og at det er lige præcis den her bog jeg havde brug for at læse med den sorg og vrede jeg går rundt med.
Ja, absolutt ja! Denne lånte jeg på biblioteket, men dette er en bok jeg vil eie. Jeg kaster på meg skoa og stikker til nærmeste bokhandel, som har en hylle for dansk litteratur. Håper ikke det regner, for jeg har ikke paraply..
“Tror I ikke at samtalerne gør en forskel at vi hører hvor lidt et samfund vil have os. Tak til fosterdiagnostikkens velmenende stigma. Dette lille statistisk informerede valg. En mere næstekærlig fortsættelse af Livø og Sprogø. De steder vi blev sendt hen for at blive tvangssteriliseret i almenvellets interesse, i velfærdsstatens interesse. Så fik man kvababbelser da nazisterne satte eugenikken i system. De brugte os som forsøgskaniner på Hartheim bl.a. Men alligevel fortsatte man procedurerne i Danmark helt op i 60’erne.”
"Forstå mig ret: Jeg elsker poesien. Dette sted hvor det stammende også kan være en blomst der vokser på det umuliges træ. Men Vi har brug for mere brug for hård politik. Det er tavsheden der er opslidende det er blikke slået ned det er folk der bliver efterladt i deres egen afføring."
Det er som om digtene ikke rigtig hænger ved mig som digte, de føles som taler og breve og jokes. Bogen skylder mig ikke at ramme mig sprogligt, så lad mig bare sige, at jeg håber den rammer andre lige dér, hvor der er behov for den.
Disse digte åbnede en sprække til en verden jeg slet ikke kender! Kasper Eric er handicappet, og han skriver om virkeligheden (hans virkelighed) som handicappet. Jeg er slet ikke bevidst om hvad man går igennem. Selvom jeg har Anna (Hannes datter) i mit liv. Men ikke tæt nok til overhovedet at forstå samfundets ageren omkring og overfor handicap.
Denne bog fik mig til at tænke over at være reduceret og påvirket af det. Når noget, som f.eks. et handicap går ind og styrer et menneskes liv. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg selv har at være taknemmelig for. Goder, man glemmer.
Jeg læser generelt ikke digte, men jeg har altid sagt til mig selv, at HVIS det skulle være, så ville jeg starte med Caspar Eric. Jeg har nemlig luret lidt i hans digtsamlinger og de virker alle meget imødekommende og ‘nemme’ at gå til - uden at det skal forstås negativt.
Caspar Eric lever i en handicappet krop og han skriver råt og ærligt om, hvordan det er at leve i et samfund med politikere, der har det med at negligere og glemme handicap området.
Nye Balancer er på alle måder en vigtig og betydningsfuld bog, som alle vil have gavn af at læse.
Literaturen åbner perspektiver, og her lukkes vi ind i Casper Erics spastiske krop og verden - og op mod den evige normal, som ikke alle kroppe passer ind i. Og knækprosaen knækker lidt som hans ganglinier, det er skarpt og en tilteængt stemme. (og næsten ligemeget hvad man siger om samlingen, så er det hele tiden svært ikke at tale ned eller om, på en måde der bliver lidt den klappen på hovedet han selv alluderer til flere steder: Ih, se en dygtig handicappet!)
Eric går direkte ind i handicappet her - i forhistorien, i hverdagen og i fremtiden. Der er gode ekkoer af Lorde og Boyer - og en nærhed til Glenn Bech, såmænd.
Der er også en vrængen. Altså enten møder vi handicappet eller også er det bare digte om sol og roser. Men hans bedste digte, synes jeg, er både om handicap og om relation og identitet og rod…
Absolutely incredible! This beautiful book sadly isn’t translated yet, but hopefully it will be so all the non-danish speaking people get to read this lovely collection of poetry about disability. Beautiful, real and heartbreaking. I learned so much from reading this.
Jeg har både læst bogen i et fysisk eksemplar og lyttet til forfatterens egen oplæsning i lydbogen. Det sidste var en stor oplevelse og gav en ekstra dimension til teksterne - gjorde dem endnu mere nærværende, smertelige og relevante. Stor oplevelse!
Som den bedste nyere danske digter rammer Casper Eric hårdt med hans fantastiske samfunds kritisk og for mig relaterbart indblik i hvad det vil sige at leve med daglige smerter. Det er helveds brutalt men der er lys når man bliver ved med at kæmpe.