På en borg i det sydlige Tyskland i år 1355 sidder en flok skriftkloge og fremstiller et verdenskort. Et på alle måder usædvanligt projekt, som skal vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for fremtiden. Et andet sted, i en anden tid skriver maleren Fritz Syberg breve. Han funderer over rejser, grænser, tid og rum – og over om kunsten kan redde verden. Men når brevene frem? Et yngre par skal besøge nogle venner i et villakvarter, men farer vild. Hvorfor er det så svært at finde vej i Bærkvarteret? En frygtelig hændelse rammer København i 1791. Denne hændelse har forskellige efterspil for tre mænd i byen. Men det helt store spørgsmål er, om man kan forhindre katastrofen – efter at den er sket? En ung kvinde glemmer sin taske i toget. Tasken indeholder et manuskript, hun arbejder på, et manuskript som måske kan få folk til at indse sandheden om verdens tilstand. Hvem er hun, og hvor kommer hun fra? En fremmed båd ankommer til en boplads ved kysten. Vi befinder os i bronzealderen. Hvem er manden om bord, og hvad er hans ærinde? En medarbejder i Biospheric Global Organics har sidste arbejdsdag. Han har dog lige et projekt sammen med en kollega, der skal være færdigt inden fyraften. Hvad ved de egentlig om kortet fra Tyskland?
UR er en hybrid. Bogen har genrebetegnelsen ” En historie” – den kunne ligne en novellesamling, men er næsten en roman. Det er en kalejdoskopisk fortælling om menneskelig kreativitet og grådighed, en mosaik af forskelligartede, men dog sammenhængende kapitler på tværs af tidsaldre og steder. Det er en kompleks historie, hvor vi fra bronzealder til fremtid møder vi mennesker, som på hver sin måde forsøger at forhindre verdens undergang, en udvikling sat i gang af det mystiske verdenskort.
Ur er en af den slags bøger, man med fordel kan læse flere gange. Hver gennemlæsning bringer detaljer frem, som åbner for nye lag i historien. Rasmus Hastrup har skrevet en vildtvoksende roman om tid og rum; om uendelige dimensioner og kunstens evne til at bryde alle grænser; og om menneskets evne til at skabe umådelig skønhed og fuldkommen ødelæggelse.
En fascinerende, fabulerende og forførende læseoplevelse som jeg kun kan anbefale.