Habibi er en både læsevenlig, tankevækkende og barsk fortælling. Der er en skærende autencitet over fortællingen, der tydeligvis skyldes Sebastians egne erfaringer. Dem har han på en god måde formået at flette ind i fortællingen.
Hovedpersonens følelser er så velbeskrevne, at alle vil blive opslugt og ramt af dem. Det er næsten hjerteskærende at følge hans kamp for at slippe ud af miljøet, når han konstant trækkes tilbage. Han ender med at leve i næsten to forskellige miljøer, og det splitter ham konstant. For hvem af os kan modsætte sig kærligheden og håb, og frasige sig hele sin familie?
Emnet om udsatte børn og unge er ikke noget jeg tit har mødt i den moderne litteratur, og måske netop derfor er den så vigtig. For hvis vi ikke begynder at sætte større fokus på denne gruppe, så vil problemet i det skjulte vokse sig større og større, og vi risikerer at miste en del af vores generationer til mørket.
Vigtigheden af en hjælpende hånd er så stor, at det kan være det eneste der kan bryde samfundets og familiens snærende bånd. For hvordan finder man egentligt styrken og modet til at forlade barndommens miljø – specielt når kærlighed til familien holder en tilbage? Gudskelov møder vores fortæller mennesker, der tror på ham og vil hjælpe og give ham en chance – men er det nok?
Der er dog også nogle smuttere i bogen. Bl.a. havde jeg gerne set, at visse hændelser blev uddybet mere grundigt, for jeg var efterladt med følelsen af, at jeg var gået glip af noget. Der er steder, hvor sproget halter en lille smule, og steder jeg læser som en smule karikerede. Bogens overordnede emner drukner dog gudskelov ikke i dette. Er du til socialrealisme, så vil jeg anbefale Habibi.