What do you think?
Rate this book
De uverdige
I Roy Jacobsens roman De uverdige følger vi en gjeng gutter og jenter fra en bygård på østkanten i Oslo under den tyske okkupasjonen. De lever i fattigdom, men bidrar på kreativt vis ved å svindle, stjæle som ravner, forfalske dokumenter og begå omfattende innbrudd. De kvier seg heller ikke for å utnytte fienden.
Med denne barneflokken tegner den prisbelønte forfatteren et brutalt ærlig og varmt portrett av et miljø, en tid og en hverdag som til nå har vært nær sagt fraværende i krigshistorien. Dette er en Roy Jacobsen-roman av aller beste merke. De uverdige er både brutal og underholdende, en klok perle av en fortelling, skrevet av en forfatter på hjemmebane.
Med denne barneflokken tegner den prisbelønte forfatteren et brutalt ærlig og varmt portrett av et miljø, en tid og en hverdag som til nå har vært nær sagt fraværende i krigshistorien. Dette er en Roy Jacobsen-roman av aller beste merke. De uverdige er både brutal og underholdende, en klok perle av en fortelling, skrevet av en forfatter på hjemmebane.
283 pages, Hardcover
First published October 3, 2022
113 people are currently reading
1186 people want to read
About the author
Roy Jacobsen
46 books388 followersRoy Jacobsen was a Norwegian novelist and short-story writer. Born in Oslo, he made his publishing début in 1982 with the short-story collection Fangeliv (Prison Life). He was winner of the prestigious Norwegian Critics Prize for Literature.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 102 reviews
May 14, 2024
Det här är en roman om gängkriminalitet. Om unga killar som stjäl och berusar sig, hotar och dödar. De skiter i strukturer och politik, de har hybris och behandlar sina kvinnliga familjemedlemmar nedlåtande. De ovärdiga i Roy Jacobsens roman är unga norska gutter under andra världskriget.
Det här är min andra och sista Roy Jacobsen. Hans verk tilltalar helt enkelt inte mig. Jag har absolut vett att uppskatta ambitionen att berätta om hur klassklyftor och krig förstör människor samt att han går i polemik med bilden av norrmännen som enade mot nazismen. Temat skulle kunnat kasta ljus över likheter och olikheter i dagens samhälle.
Tyvärr räcker inte den goda sensmoralen att täcka upp för ett trist framförande utan stringens. När mitt lilla intresse ska delas mellan den stora mängden karaktärer som det är frågan om här, blir det inte mycket åt varje. Det är ett gäng tonårskillar som förutom att plundra vad jag antar är judars bostäder och sälja stöldgodset vidare och på så sätt bidra till hushållskassan, roar sig med att prata om att kn*lla hit och kn*lla dit, komma på varandra i runksituationer och erbjuda storasysterns bröst åt sina kompisar att klämma på. Tjejer och kvinnor i den här skildringen är med i egenskap av mödrar eller kroppar. Deras blickar är beslöjade och om de pratar så gör de det i mun på varandra. Någon luktar ”ungflicksvett” och – det värsta av allt – springer efter en klunga pojkar för att frivilligt visa f*ttan.
Vad ä r det med manliga författare som skriver om små flickor som visar könet för en grupp pojkar? Hur vanligt är det att unga tjejer gör så, annat än i manliga fantasier? Jag tvivlar på att det hänt ens en gång.
Beskrivningarna, anakronismerna, sexismen, karaktärerna, självklarheterna tråkar ut mig. Att människor som begår brutala handlingar inte är helt igenom onda och att nazister, quislingar, motståndsmän, soldater och tjuvar också är som folk är mest, är inget nytt. Jag antar att Jacobsen tänker att han gestaltar pojkar utan närvarande fäder, men han underskattar mödrars insatser å det grövsta. Det är ovärdigt.
Däremot gillar jag att han lyfter fram Der Einsame Baum av landskapsmålaren Caspar David Friedrich (1774-1840). Han föddes i svenska Pommern och är en av Tysklands mest kända konstnärer från romantiken. Den ensamma eken i morgonrodnad förenar stämningsfullt både liv och död och hur liten del av naturens hela väsen som utgörs av människan.
Det här är min andra och sista Roy Jacobsen. Hans verk tilltalar helt enkelt inte mig. Jag har absolut vett att uppskatta ambitionen att berätta om hur klassklyftor och krig förstör människor samt att han går i polemik med bilden av norrmännen som enade mot nazismen. Temat skulle kunnat kasta ljus över likheter och olikheter i dagens samhälle.
Tyvärr räcker inte den goda sensmoralen att täcka upp för ett trist framförande utan stringens. När mitt lilla intresse ska delas mellan den stora mängden karaktärer som det är frågan om här, blir det inte mycket åt varje. Det är ett gäng tonårskillar som förutom att plundra vad jag antar är judars bostäder och sälja stöldgodset vidare och på så sätt bidra till hushållskassan, roar sig med att prata om att kn*lla hit och kn*lla dit, komma på varandra i runksituationer och erbjuda storasysterns bröst åt sina kompisar att klämma på. Tjejer och kvinnor i den här skildringen är med i egenskap av mödrar eller kroppar. Deras blickar är beslöjade och om de pratar så gör de det i mun på varandra. Någon luktar ”ungflicksvett” och – det värsta av allt – springer efter en klunga pojkar för att frivilligt visa f*ttan.
Vad ä r det med manliga författare som skriver om små flickor som visar könet för en grupp pojkar? Hur vanligt är det att unga tjejer gör så, annat än i manliga fantasier? Jag tvivlar på att det hänt ens en gång.
Beskrivningarna, anakronismerna, sexismen, karaktärerna, självklarheterna tråkar ut mig. Att människor som begår brutala handlingar inte är helt igenom onda och att nazister, quislingar, motståndsmän, soldater och tjuvar också är som folk är mest, är inget nytt. Jag antar att Jacobsen tänker att han gestaltar pojkar utan närvarande fäder, men han underskattar mödrars insatser å det grövsta. Det är ovärdigt.
Däremot gillar jag att han lyfter fram Der Einsame Baum av landskapsmålaren Caspar David Friedrich (1774-1840). Han föddes i svenska Pommern och är en av Tysklands mest kända konstnärer från romantiken. Den ensamma eken i morgonrodnad förenar stämningsfullt både liv och död och hur liten del av naturens hela väsen som utgörs av människan.
November 11, 2022
Intressant bok, men ikke Jacobsens beste. Man blir glad i persongalleriet og man får lyst til å lese videre, samtidig som jeg følte at jeg ikke kom helt inn på personene på samme måte som jeg har gjort i hans tidligere bøker. Til tross for at det ikke er Jacobsens beste er det fremdeles god bok, og det at det ikke er hans beste sier vel mest om hans tidligere bøker.
April 8, 2025
Ciekawie było przeczytać coś innego Jacobsena, ale pozostanę tutaj jednak wierna jego tetralogii, która zdecydowanie bardziej mnie urzekła.
December 21, 2025
Met "De onwaardigen" gaan we naar het door Duitsland bezette Oslo tijdens W.O.II. Jacobsen dropt ons meteen in bonte jeugdbende, het is in het begin even wennen aan de vele diverse personages. Hoofdpersonage is Carl (of "Kalle") die met zijn agressieve vader een vrij woelige relatie heeft. Als zijn vader omkomt, gaat Carl zich vragen stellen: wie was die vreemde man eigenlijk? Waarom doet de hele omgeving zo zwijgzaam en mysterieus over hem? Terwijl de bende zich inlaat met diefstal en zwendel, zoekt Carl naar een vraag op zijn antwoord. Hij ontmoet allerlei mensen, ook Duitsers, en weet niet goed welke rol ze in dit verhaal spelen. Zijn het verzetsleden? Of verraders?
Hoe mensen reageren in tijden van oorlog, van bezetting, daar gaat deze avonturenroman ook over. Arne, de "niet-Jood", kan het leven niet aan in een bezet Oslo, en verlaat de stad, zijn vrouw en zijn kinderen. Anderen strijden wel, of ze verraden. Maar wie is wie? Wie verschuilt zich achter de vele maskers? En wat is in wezen de definitie van een "held"?
Over zijn vader denkt Carl:
"Verzetsheld of professionele oplichter?
Was er enig verschil? Had de bezetting niet ook een markt geopend voor voormalige verschoppelingen en sluweriken, voor charlatans en alcoholisten, eindelijk in dienst van een goede zaak? " (p. 196)
Jacobsen vertelt vooral. En dat kan hij heel goed, je wordt door het verhaal helemaal meegezogen (dat was ook al in zijn Barrøy-reeks het geval). Hij oordeelt niet, geeft geen mening. Toch schemert zijn gedachtengang door het verhaal heen. Als de bevrijding komt, dan lopen de meeste verraders nog op vrije voeten rond. Hebben zij de prijs wel betaald voor de schade die zij aan de bevolking hebben toegebracht? Zijn degene die wél vochten dan de "onwaardigen" geworden?
Een vlot lezende roman. Jacobsen schrijft soms wel erg suggestief, hij laat woorden onuitgesproken: het vraagt dus altijd een beetje denkwerk (of fantasie) om het volledige verhaal te volgen. Ook zijn manier om dialogen weer te geven (zonder aanhalingstekens) is soms verwarrend, je moet er in elke geval aan wennen.
Hoe mensen reageren in tijden van oorlog, van bezetting, daar gaat deze avonturenroman ook over. Arne, de "niet-Jood", kan het leven niet aan in een bezet Oslo, en verlaat de stad, zijn vrouw en zijn kinderen. Anderen strijden wel, of ze verraden. Maar wie is wie? Wie verschuilt zich achter de vele maskers? En wat is in wezen de definitie van een "held"?
Over zijn vader denkt Carl:
"Verzetsheld of professionele oplichter?
Was er enig verschil? Had de bezetting niet ook een markt geopend voor voormalige verschoppelingen en sluweriken, voor charlatans en alcoholisten, eindelijk in dienst van een goede zaak? " (p. 196)
Jacobsen vertelt vooral. En dat kan hij heel goed, je wordt door het verhaal helemaal meegezogen (dat was ook al in zijn Barrøy-reeks het geval). Hij oordeelt niet, geeft geen mening. Toch schemert zijn gedachtengang door het verhaal heen. Als de bevrijding komt, dan lopen de meeste verraders nog op vrije voeten rond. Hebben zij de prijs wel betaald voor de schade die zij aan de bevolking hebben toegebracht? Zijn degene die wél vochten dan de "onwaardigen" geworden?
Een vlot lezende roman. Jacobsen schrijft soms wel erg suggestief, hij laat woorden onuitgesproken: het vraagt dus altijd een beetje denkwerk (of fantasie) om het volledige verhaal te volgen. Ook zijn manier om dialogen weer te geven (zonder aanhalingstekens) is soms verwarrend, je moet er in elke geval aan wennen.
September 2, 2023
Carl, Olav und Roar sind der harte Kern einer Jungenbande im von den Deutschen besetzten Oslo (1940-45). Sie sind noch schulpflichtig, müssen jedoch jüngere Geschwister versorgen und zum Lebensunterhalt ihrer Familien beitragen. Sie sammeln Flaschen und Altpapier und lassen nichts liegen, das sich reparieren und verscherbeln lässt. Dass sie ihren Verdienst ihren Müttern abliefern, ist Ehrensache. Carl trägt in aller Frühe Zeitungen aus und organisiert auf dem Rückweg Kohlen und Lebensmittel. „Mamme“, seine Mutter, fragt nicht, was er treibt, und Carl fragt besser ebenfalls nicht, wohin seine Eltern verschwinden. Solange ein Junge einer glaubwürdigen Arbeit nachgeht wie Carl und nur Lebensmittel stiehlt, lässt man die Clique vermutlich in Ruhe. Doch die Drei sind sich bewusst, dass man sie besser nicht zusammen sehen sollte. Als Carls Vater unter verdächtigen Umständen auf einer Polizeiwache ums Leben kommt, hinterlässt er seinem Sohn einige offene Fragen, eine besondere Landkarte und ein Codewort, mit dem Carl sich bei den deutschen Besatzern um Arbeit bewerben kann.
Der Junge ist ein fixer Rechner und erfahrener Schachspieler; doch er kann zunächst nur schwer einordnen, was er in der Logistikzentrale der Besatzungsmacht erlebt. Im alten Leben muss er einsehen, dass wertvolle Gegenstände sich schwerer verkaufen lassen als ein neu lackiertes Fahrrad – und dass seine Geschäfte nicht ungefährlich sind, selbst wenn ein Mittelsmann tätig wird. Als die Jungen das kleine Reparatur-Imperium von Olavs Vater Aron/Arne auf dem gemeinsamen Dachboden ihrer Häuserreihe entdecken, dauert es zu lange, bis der Groschen fällt – und sie die Gefahr erkennen, die ihnen droht.
Roy Jacobsen beschreibt das Leben in einem Osloer Arbeiterviertel sehr sinnlich und atmosphärisch, ein Stadtteil, in dem die meisten Familien mit 5 Personen in einem Zimmer leben. Als Leser hört, sieht und riecht man förmlich mit. Milieu, und Familienbeziehungen lässt Jacobsen seine Leser:innen so detailreich erleben wie in einem Familienroman. Wenn niemand überhören kann, was in den Nachbarwohnungen passiert, ist es gerade in einem besetzten Land überlebenswichtig, sich unwissend zu stellen. Carl, Olav und Roar halten sich zunächst an diese Weisheit, ohne zu wissen, dass damit zugleich die Widerstandsbewegung gegen die Besatzer geschützt wird.
Fazit
Die immer leichtsinnigeren Raubzüge der Jungen wirken zunächst wie eine historische Abenteuergeschichte in schweren Zeiten, doch je mehr verdächtige Erwachsene im Umfeld der Jungen auftauchen, umso gefährlicher wird ihre Situation. Jahre später sind die Beteiligten in alle Winde zerstreut – und erst jetzt fällt für Carl zum Verstehen das letzte Puzzlestück an seinen Platz. Inzwischen geht es nicht mehr um Kohle für den Küchenherd, ein gefundenes Fahrrad und wer die kleinen Geschwister versorgt, sondern um Verrat, Rache und darum, ob Kinder und Jugendliche nach einem Krieg im Alltag wieder Fuß fassen können. Ein ernüchternder, dicht erzählter Roman.
Der Junge ist ein fixer Rechner und erfahrener Schachspieler; doch er kann zunächst nur schwer einordnen, was er in der Logistikzentrale der Besatzungsmacht erlebt. Im alten Leben muss er einsehen, dass wertvolle Gegenstände sich schwerer verkaufen lassen als ein neu lackiertes Fahrrad – und dass seine Geschäfte nicht ungefährlich sind, selbst wenn ein Mittelsmann tätig wird. Als die Jungen das kleine Reparatur-Imperium von Olavs Vater Aron/Arne auf dem gemeinsamen Dachboden ihrer Häuserreihe entdecken, dauert es zu lange, bis der Groschen fällt – und sie die Gefahr erkennen, die ihnen droht.
Roy Jacobsen beschreibt das Leben in einem Osloer Arbeiterviertel sehr sinnlich und atmosphärisch, ein Stadtteil, in dem die meisten Familien mit 5 Personen in einem Zimmer leben. Als Leser hört, sieht und riecht man förmlich mit. Milieu, und Familienbeziehungen lässt Jacobsen seine Leser:innen so detailreich erleben wie in einem Familienroman. Wenn niemand überhören kann, was in den Nachbarwohnungen passiert, ist es gerade in einem besetzten Land überlebenswichtig, sich unwissend zu stellen. Carl, Olav und Roar halten sich zunächst an diese Weisheit, ohne zu wissen, dass damit zugleich die Widerstandsbewegung gegen die Besatzer geschützt wird.
Fazit
Die immer leichtsinnigeren Raubzüge der Jungen wirken zunächst wie eine historische Abenteuergeschichte in schweren Zeiten, doch je mehr verdächtige Erwachsene im Umfeld der Jungen auftauchen, umso gefährlicher wird ihre Situation. Jahre später sind die Beteiligten in alle Winde zerstreut – und erst jetzt fällt für Carl zum Verstehen das letzte Puzzlestück an seinen Platz. Inzwischen geht es nicht mehr um Kohle für den Küchenherd, ein gefundenes Fahrrad und wer die kleinen Geschwister versorgt, sondern um Verrat, Rache und darum, ob Kinder und Jugendliche nach einem Krieg im Alltag wieder Fuß fassen können. Ein ernüchternder, dicht erzählter Roman.
August 28, 2023
Eg er overraska over kor lite eg likte denne. Barrøy-serien til Jacobsen er heilt magisk, så eg håpa at det skulle vere noko liknande her.
Eg synest handlinga verker tilfeldig og utan retning. I mange gode romanar er det ikkje nemneverdig handling, men då er det gjerne ei tematisk retning eller ein eller annan form for refleksjon som kan erstatte handling. Her opplever eg ikkje nokon av delane.
I tillegg er det fleire ganske dramatiske ting som skjer som ikkje driv plotet framover og som difor er forstyrrande element (særskild Roar si karakterutvikling)
Og til slutt - her var det nokre rare skildringer av jenter. Viss du les boka, skjønar du kva eg meiner.
+ for spennande miljøskildringer frå tjuveriperioden og for starten (der det er fleire gode personskildringar!)
Eg synest handlinga verker tilfeldig og utan retning. I mange gode romanar er det ikkje nemneverdig handling, men då er det gjerne ei tematisk retning eller ein eller annan form for refleksjon som kan erstatte handling. Her opplever eg ikkje nokon av delane.
I tillegg er det fleire ganske dramatiske ting som skjer som ikkje driv plotet framover og som difor er forstyrrande element (særskild Roar si karakterutvikling)
Og til slutt - her var det nokre rare skildringer av jenter. Viss du les boka, skjønar du kva eg meiner.
+ for spennande miljøskildringer frå tjuveriperioden og for starten (der det er fleire gode personskildringar!)
September 30, 2025
I love Roy Jacobsens writing as he draws you into his characters emotions and frustrations. I had to ration myself. I had wanted to read the English translation and luckily bought the hard copy in Norway two weeks ago.
A salient reminder of how poor and oppressed the Norwegians were during the Second World War. A world away from now. How secrets can tear you apart and sometimes justice has to be done. And how in desperate times only 10 pct of the population are brave while another 10pct collaborate with evil not thinking of how things could turn out.
A strong sense of Mr Jacobsen’s reflection of his own youth melded with Norwegian history.
Mr Jacobsen please translate more of your work into English or I will have to reread the Barroy series AGAIN. One of my favourites.
A salient reminder of how poor and oppressed the Norwegians were during the Second World War. A world away from now. How secrets can tear you apart and sometimes justice has to be done. And how in desperate times only 10 pct of the population are brave while another 10pct collaborate with evil not thinking of how things could turn out.
A strong sense of Mr Jacobsen’s reflection of his own youth melded with Norwegian history.
Mr Jacobsen please translate more of your work into English or I will have to reread the Barroy series AGAIN. One of my favourites.
January 23, 2025
4.2/5⭐
April 11, 2025
No lubię Jacobsena, to byla naprawdę dobra książka
December 15, 2023
Äärmiselt põnev ja filmilik lugu saksa okupatsiooni ajal tegutsevast poistekambast Oslo töölisrajoonis. Ühelt poolt palju olmelist (Jacobsenile omase nüansirikkuse ja detailsusega), teisalt kisub kohati lausa spiooniromaaniks. Tegelasedki selleks viimaseks kõik sobivalt olemas - vahendajad, hangeldajad, saatuslik naine, haihtujad jt.
Lugu on karm, aga samas pandud kirja nii, et kannatab lugeda küll, ehk vaid paar kohta, kus hakkas kuskil sügavas kriipima ja oli tahtmine kurta, et no miks küll, stopp, Jacobsen!
Hoopis keerulisem mu jaoks oli siinne eetiline pool. Kuni poiste eesmärk on ellujäämine, on kõik mu jaoks arusaadav. Isad kaovad, emad murduvad või on muidu segaduses, õed-vennad vajavad süüa, sooja tuba, kantseldamist. Suureks saamine tuleb varem ja kiiremini kui tavaoludes. Kättemaksu osas võin õlgu kehitada, nentida, et võib-olla mõistan seda, aga takka ei kiida, ent edasine... vaat sellega oli keerulisem kaasa minna. Näiteks ühes villas mingi laamendamise intsident või... aga sellest ma ei saa ette ära rääkida. Igatahes mingi hetk ei olnud kõne all enam soe tuba, talvepalitu või nälja kustutamine ju. Jäingi praegu mõtlema, et varasemad samalaadsed lugemised on näidanud tõsist vaesust ja nälga ja hättajäämist, siin tegelikult libiseti sellest kergemalt üle. Milleks siis edasised vargused, üha suuremahulisemad...? Oli see lihtlabane ahnus ja "süües kasvab isu"? Või sotsialisti märg unenägu? Samas eks hea raamat peabki ärritama.
Keerulisele ajale ja rasketele oludele vaatamata on siin ka suhete inimlikum pool: esimesed armumised, perekondlikud suhted ning vastutustunde ja aumehelikkuse tekkimine. Sisuga võrdselt tähtis on ka vorm. Lohisevaid kirjeldusi ei ole, lugu antakse edasi tegelaste dialoogide kaudu või nappides ja väga selgetes stseenides ilma liigse jututa. Sellest ka see filmilikkus. Ja lauseehitus - täielik maiuspala mulle!
---
Pealkiri "Vääritud" - kuidas seda mõista? Alguses mõtlesin sinisilmselt, et see on hinnang poiste tegudele. Võimalik. Aga võib ka olla, et siin on vihje hoopis tollal levinud sõnakõlksule "sinust küll asja ei saa", mida laususid vanemad lastele, õpetajad õpilastele, vanemad lapsed noorematele... Selle teadmisega sirguti ja astuti homsele vastu. Kas selles mõttes vääritud?
Inimesed neist küll ju said...
Lugu on karm, aga samas pandud kirja nii, et kannatab lugeda küll, ehk vaid paar kohta, kus hakkas kuskil sügavas kriipima ja oli tahtmine kurta, et no miks küll, stopp, Jacobsen!
Hoopis keerulisem mu jaoks oli siinne eetiline pool. Kuni poiste eesmärk on ellujäämine, on kõik mu jaoks arusaadav. Isad kaovad, emad murduvad või on muidu segaduses, õed-vennad vajavad süüa, sooja tuba, kantseldamist. Suureks saamine tuleb varem ja kiiremini kui tavaoludes. Kättemaksu osas võin õlgu kehitada, nentida, et võib-olla mõistan seda, aga takka ei kiida, ent edasine... vaat sellega oli keerulisem kaasa minna. Näiteks ühes villas mingi laamendamise intsident või... aga sellest ma ei saa ette ära rääkida. Igatahes mingi hetk ei olnud kõne all enam soe tuba, talvepalitu või nälja kustutamine ju. Jäingi praegu mõtlema, et varasemad samalaadsed lugemised on näidanud tõsist vaesust ja nälga ja hättajäämist, siin tegelikult libiseti sellest kergemalt üle. Milleks siis edasised vargused, üha suuremahulisemad...? Oli see lihtlabane ahnus ja "süües kasvab isu"? Või sotsialisti märg unenägu? Samas eks hea raamat peabki ärritama.
Keerulisele ajale ja rasketele oludele vaatamata on siin ka suhete inimlikum pool: esimesed armumised, perekondlikud suhted ning vastutustunde ja aumehelikkuse tekkimine. Sisuga võrdselt tähtis on ka vorm. Lohisevaid kirjeldusi ei ole, lugu antakse edasi tegelaste dialoogide kaudu või nappides ja väga selgetes stseenides ilma liigse jututa. Sellest ka see filmilikkus. Ja lauseehitus - täielik maiuspala mulle!
---
Pealkiri "Vääritud" - kuidas seda mõista? Alguses mõtlesin sinisilmselt, et see on hinnang poiste tegudele. Võimalik. Aga võib ka olla, et siin on vihje hoopis tollal levinud sõnakõlksule "sinust küll asja ei saa", mida laususid vanemad lastele, õpetajad õpilastele, vanemad lapsed noorematele... Selle teadmisega sirguti ja astuti homsele vastu. Kas selles mõttes vääritud?
Inimesed neist küll ju said...
Read
December 28, 2024pusto, wzdycham
przerabiam
czekam
:/
przerabiam
czekam
:/
January 17, 2024
Raske aeg Saksa okupatsiooni ajal, mil tihti pole lauale toitugi panna, ühendab ja hoiab kokku töölisklassi rajooni lapsi, kes proovivad leida välja lahendusi, kuidas pered saaksid kõhud täidetud. Olgu see siis kasvõi varastamine. Üheskoos on kõik lihtsam, ühtekuuluvustunne on tugev ning lapsed vaatavad üksteise järele, et kõik saaksid hakkama.
Küll veidi teisiti kirjutatud romaan, kuid väga nauditav lugemine.
Soovitan
Küll veidi teisiti kirjutatud romaan, kuid väga nauditav lugemine.
Soovitan
August 25, 2023
In den letzten Jahren erschien eine große Anzahl von Büchern, in denen wir erfahren wie das Leben in Norwegen während der Deutschen Besatzung war. Dieses hier war ungewöhnlich und anders, als ich es bisher gelesen habe.
Eine düstere Geschichte um eine handvoll Jugendlicher, die aus ärmlichen Verhältnissen stammen und versuchen im Krieg unter den Besatzern zu überleben. Erwachsene, die aus der Bahn geworfen wurden, teilweise im Widerstand arbeiten, ohne dass es die restliche Familie weiß oder in Frage stellt. Eine Welt die aus den Fugen geraten ist, in der jeder gestohlene Laib Brot, jedes Stück Kohle das Leben um ein zwei Tage verlängern kann.
Was die Jugendlichen verbindet: die Kindheit ist vorbei... auch wenn man beim Lesen immer wieder daran erinnert wird, dass es doch noch Kinder sind. Aber sie müssen erwachsen sein und teilweise die Verantwortung für die gesamte Familie übernehmen, weil die Erwachsenen entweder nicht mehr am Leben sind oder durch Kummer und Trauer schwer traumatisiert.
Selten habe ich in einem Buch vom Ende des Krieges gelesen und die Protagonisten feiern nicht... in diesem Roman wird einem an der Stelle einfach nur bewusst, wie extrem sinnlos so ein Krieg ist und wenn er dann vorbei ist, eben nicht alles wieder gut wird. Die Schäden sind angerichtet, die Menschen werden nie wieder die selben sein und Tote kehren nicht zurück.
Jacobsen schreibt sehr schlicht und geradlinig, ja vielleicht sogar ein wenig hölzern - das hatte mich zu Anfang etwas irritiert, aber dieser Stil unterstreicht die ärmliche und düstere Atmosphäre, die sich durch das komplette Buch zieht, was ich dann letztendlich ziemlich genial fand. Gute Übersetzungsarbeit haben dabei Gabriele Haefs und Andreas Brunstermann geleistet.
Nein, es ist kein einfaches Buch und schon gar keines bei dem man sich wohlfühlt, aber ein großartiges Werk, das ich uneingeschränkt empfehlen kann.
Eine düstere Geschichte um eine handvoll Jugendlicher, die aus ärmlichen Verhältnissen stammen und versuchen im Krieg unter den Besatzern zu überleben. Erwachsene, die aus der Bahn geworfen wurden, teilweise im Widerstand arbeiten, ohne dass es die restliche Familie weiß oder in Frage stellt. Eine Welt die aus den Fugen geraten ist, in der jeder gestohlene Laib Brot, jedes Stück Kohle das Leben um ein zwei Tage verlängern kann.
Was die Jugendlichen verbindet: die Kindheit ist vorbei... auch wenn man beim Lesen immer wieder daran erinnert wird, dass es doch noch Kinder sind. Aber sie müssen erwachsen sein und teilweise die Verantwortung für die gesamte Familie übernehmen, weil die Erwachsenen entweder nicht mehr am Leben sind oder durch Kummer und Trauer schwer traumatisiert.
Selten habe ich in einem Buch vom Ende des Krieges gelesen und die Protagonisten feiern nicht... in diesem Roman wird einem an der Stelle einfach nur bewusst, wie extrem sinnlos so ein Krieg ist und wenn er dann vorbei ist, eben nicht alles wieder gut wird. Die Schäden sind angerichtet, die Menschen werden nie wieder die selben sein und Tote kehren nicht zurück.
Jacobsen schreibt sehr schlicht und geradlinig, ja vielleicht sogar ein wenig hölzern - das hatte mich zu Anfang etwas irritiert, aber dieser Stil unterstreicht die ärmliche und düstere Atmosphäre, die sich durch das komplette Buch zieht, was ich dann letztendlich ziemlich genial fand. Gute Übersetzungsarbeit haben dabei Gabriele Haefs und Andreas Brunstermann geleistet.
Nein, es ist kein einfaches Buch und schon gar keines bei dem man sich wohlfühlt, aber ein großartiges Werk, das ich uneingeschränkt empfehlen kann.
January 3, 2023
Første boka i 2023:
Det er et stort persongalleri og mange detaljer i boken, og absolutt veldig spennende. Synes temaet/historiene er originale, og koste meg med boka. Men ble ikke heeeelt engasjert, uten at jeg klarer å sette fingeren på det.
Det er et stort persongalleri og mange detaljer i boken, og absolutt veldig spennende. Synes temaet/historiene er originale, og koste meg med boka. Men ble ikke heeeelt engasjert, uten at jeg klarer å sette fingeren på det.
January 29, 2026
Roy Jacobsens forfatterskab bliver mere og mere spændende. Romanen “De uværdige” er en yderst velskrevet bog om fem drenge fra arbejderklassen i besættelsesårene. Det er som om, man får øjnene ekstra op for de besværligheder, de fattigste familier skal kæmpe med i hverdagen under krigen, når man som dansker læser om disse norske familier. Forholdene i Danmark har man jo læst om så mange gange, at det nærmest ikke gør indtryk mere. Men i de fem familier kan man roligt sige, at de ville have sultet, hvis ikke Carl, Olav, Jan, Vidar og Tryggve havde taget sagen i egen hånd. De tjener penge på at reparere cykel-lig og sælge dem, stjæle koks og brød, høste grønsager og frugt i andre folks kolonihaver osv. Og som en stiltiende ordning er der ingen forældre, der spørger.
En dag kommer Carls far ikke hjem. Han er blevet taget af tyskerne, som efterfølgende splitter lejligheden, udspørger Carl og arresterer hans mor, Mammen. Kort efter forsvinder Olavs far sporløst.
Da Olavs mor, Lilian længe har været meget lidt hjemme, er ansvaret for de små tvillingesøskende nu helt og holdent Olavs.
Selv om Carl ikke har haft det bedste forhold til sin far de seneste år, savner han ham og begynder at lede efter en forklaring på, hvad han har lavet, som får tyskerne til at torturere livet af ham.
Han har inden sin død givet Carl, Kalle, et kort over en rig bydel i Oslo, hvor nogle huse er markeret med krydser. Men han har også sagt, at han skal gå hen og tale med vagtposten uden for en fabrik i nærheden. På den måde får han arbejde for tyskerne - hvilket han benytter tila t afskrive lister over mandskab og materiel, som han leverer videre til en unavngiven mand, der jævnligt kontakter ham.
Da Kalle savner sin far, begynder han at søge efter faren og et svar på hans mystiske afskedsord. Derved finder han ud af, at faren og en af de andres fædre har spillet en rolle i modstandskampen. Kortet med krydserne undersøger han også og finder en række forladte rigmandsvillaer. Drengene plyndrer husene for værdigenstande, som de sælger.
Det er en meget velskrevet roman i en dejligt sprog. Ray Jacobsen har et godt blik for det psykologiske og for samspillet mellem drengene og deres familier.
Har genlæst bogen som forberedelse til læsekreds. Ved genlæsning fik jeg øje på flere temaer i bogen: at blive (for tidligt) voksen og tage ansvar i en turbulent tid, alt det usagte/ unævnelige både i almindelighed og under krigsforhold, hvor regler og love “flyder”, lovbrud som nødvendighed, skyld og skam og soning - og hævn, krigens påvirkning med sine kontrolforanstaltninger men også på længere sigt, flugt hvor angsten ikke slipper en, selv om man er kommet væk osv. At retsopgøret havde flere niveauer: den officielle/statslige og det retsopgør eller den hævn, som skete blandt almindelige mennesker, som her i bogen, hvor en person, der har angivet en af drengene, bliver tæsket i befrielsesdagene, og den anden angiver, som likvideres koldblodigt. Forældre, der totalt mister (eller slipper) taget. Selv om Roy Jacobsen er født 9 år efter krigen, har han en bemærkelsesværdig indsigt i mekanismerne. En virkelig god bog.
En dag kommer Carls far ikke hjem. Han er blevet taget af tyskerne, som efterfølgende splitter lejligheden, udspørger Carl og arresterer hans mor, Mammen. Kort efter forsvinder Olavs far sporløst.
Da Olavs mor, Lilian længe har været meget lidt hjemme, er ansvaret for de små tvillingesøskende nu helt og holdent Olavs.
Selv om Carl ikke har haft det bedste forhold til sin far de seneste år, savner han ham og begynder at lede efter en forklaring på, hvad han har lavet, som får tyskerne til at torturere livet af ham.
Han har inden sin død givet Carl, Kalle, et kort over en rig bydel i Oslo, hvor nogle huse er markeret med krydser. Men han har også sagt, at han skal gå hen og tale med vagtposten uden for en fabrik i nærheden. På den måde får han arbejde for tyskerne - hvilket han benytter tila t afskrive lister over mandskab og materiel, som han leverer videre til en unavngiven mand, der jævnligt kontakter ham.
Da Kalle savner sin far, begynder han at søge efter faren og et svar på hans mystiske afskedsord. Derved finder han ud af, at faren og en af de andres fædre har spillet en rolle i modstandskampen. Kortet med krydserne undersøger han også og finder en række forladte rigmandsvillaer. Drengene plyndrer husene for værdigenstande, som de sælger.
Det er en meget velskrevet roman i en dejligt sprog. Ray Jacobsen har et godt blik for det psykologiske og for samspillet mellem drengene og deres familier.
Har genlæst bogen som forberedelse til læsekreds. Ved genlæsning fik jeg øje på flere temaer i bogen: at blive (for tidligt) voksen og tage ansvar i en turbulent tid, alt det usagte/ unævnelige både i almindelighed og under krigsforhold, hvor regler og love “flyder”, lovbrud som nødvendighed, skyld og skam og soning - og hævn, krigens påvirkning med sine kontrolforanstaltninger men også på længere sigt, flugt hvor angsten ikke slipper en, selv om man er kommet væk osv. At retsopgøret havde flere niveauer: den officielle/statslige og det retsopgør eller den hævn, som skete blandt almindelige mennesker, som her i bogen, hvor en person, der har angivet en af drengene, bliver tæsket i befrielsesdagene, og den anden angiver, som likvideres koldblodigt. Forældre, der totalt mister (eller slipper) taget. Selv om Roy Jacobsen er født 9 år efter krigen, har han en bemærkelsesværdig indsigt i mekanismerne. En virkelig god bog.
February 19, 2025
http://looneybooks79.blog/2025/02/19/...
Oorlogskinderen
Carl, Olav, Roar, Janne, Mona… een jeugdbende die in een door nazi’s bezet Oslo een manier zoeken om hun boontjes te doppen en te overleven door kleine diefstallen, inbraken en vervalsen van documenten. Elke tiener heeft zo zijn eigen manier om om te gaan met de situatie waarin ze momenteel verkeren, zolang ze maar uit de armoede kunnen raken.
Maar als de vader van Carl verdwijnt ontstaan er roddels over zijn taak in deze oorlog. Heulde hij met de Duitsers of werkte hij voor het verzet? Carl zoekt een antwoord en herinnert zich de laatste woorden van zijn vader voor hij vertrok: “Wo sind wir?” en aan wie hij deze vraag stellen moest. Niet lang nadat hij deze woorden uitspreekt wordt ook Carl (Kalle) aangesproken door een vreemde man.
En dan is er nog de kaart met negen aangeduide huizen die Carls vader achterliet. Wat moet hij daarmee? Hij schakelt hier zijn vrienden uit de bende voor in. Maar al snel wordt ook hier duidelijk dat er problemen opduiken.
Dit verhaal gaat over kinderen die te vroeg volwassen moeten worden om te overleven in een bezet land. Terwijl de jongeren door een jeugdbende te vormen alles doen wat maar mogelijk is, vaak op het randje van het toelaatbare, moeten ze terzelfder tijd ontdekken wie ze wel en niet kunnen vertrouwen en dat terwijl ze ook nog eens ingelijfd worden door een verzetsbeweging. Carl lijkt de leider te zijn van deze bende en doet echt alles om zijn vrienden en zichzelf te beschermen en te voorzien van de nodige luxe in een wereld waar die schaars is en waar luxe soms eenvoudige dingen kan betekenen.
‘De Onwaardigen’ is een portret over overleven, leven op het randje van de dood en omgaan met vijanden en vrienden. Over hoe oorlog het alledaagse overhoop haalt en hoe iemand gedwongen wordt om vreselijke beslissingen te nemen. Het is een literair feest dat balanceert tussen spannend en ontroerend, tussen medeleven en boosheid. In mijn opinie is dit Roy Jacobsens beste boek dat ik tot nu toe las!
Oorlogskinderen
Carl, Olav, Roar, Janne, Mona… een jeugdbende die in een door nazi’s bezet Oslo een manier zoeken om hun boontjes te doppen en te overleven door kleine diefstallen, inbraken en vervalsen van documenten. Elke tiener heeft zo zijn eigen manier om om te gaan met de situatie waarin ze momenteel verkeren, zolang ze maar uit de armoede kunnen raken.
Maar als de vader van Carl verdwijnt ontstaan er roddels over zijn taak in deze oorlog. Heulde hij met de Duitsers of werkte hij voor het verzet? Carl zoekt een antwoord en herinnert zich de laatste woorden van zijn vader voor hij vertrok: “Wo sind wir?” en aan wie hij deze vraag stellen moest. Niet lang nadat hij deze woorden uitspreekt wordt ook Carl (Kalle) aangesproken door een vreemde man.
En dan is er nog de kaart met negen aangeduide huizen die Carls vader achterliet. Wat moet hij daarmee? Hij schakelt hier zijn vrienden uit de bende voor in. Maar al snel wordt ook hier duidelijk dat er problemen opduiken.
Dit verhaal gaat over kinderen die te vroeg volwassen moeten worden om te overleven in een bezet land. Terwijl de jongeren door een jeugdbende te vormen alles doen wat maar mogelijk is, vaak op het randje van het toelaatbare, moeten ze terzelfder tijd ontdekken wie ze wel en niet kunnen vertrouwen en dat terwijl ze ook nog eens ingelijfd worden door een verzetsbeweging. Carl lijkt de leider te zijn van deze bende en doet echt alles om zijn vrienden en zichzelf te beschermen en te voorzien van de nodige luxe in een wereld waar die schaars is en waar luxe soms eenvoudige dingen kan betekenen.
‘De Onwaardigen’ is een portret over overleven, leven op het randje van de dood en omgaan met vijanden en vrienden. Over hoe oorlog het alledaagse overhoop haalt en hoe iemand gedwongen wordt om vreselijke beslissingen te nemen. Het is een literair feest dat balanceert tussen spannend en ontroerend, tussen medeleven en boosheid. In mijn opinie is dit Roy Jacobsens beste boek dat ik tot nu toe las!
July 3, 2024
Jeg kan virkelig godt lide Roy Jacobsen, hvis tre bøger om Ingrid oppe i Nordnorge i starten af forrige århundrede jeg læste med stor glæde. De første to, meget passende, mens jeg rejste med tog til Tromsö og tilbage igen i 2019.
Denne faldt jeg egentlig bare over i min lytteapp. Den er også historisk, denne gang foregår den i et fattigkvarter i Oslo under Anden Verdenskrig. Hovedpersonerne er en flok børn og deres familier, og vi følger de forskellige måder, nordmænd tacklede okkupationen og manglen på alt.
Som sædvanlig lykkes det Roy Jacobsen at være inde i hovederne på de her børn, når de for eksempel retfærdiggør den udbredte kriminalitet, de tyer til, for at de og deres familier kan overleve. Og de forskellige måder de forholder sig til den rigdom, de støder på i de hjem, de bryder ind i. Og forholdet til tyskerne, ikke så meget "tyskerne" som samlebetegnelse, men mere til de konkrete tyskere, de uundgåeligt møder i deres hverdag.
Desværre er bogen helt elendigt indlæst af Carsten Warming. Han har helt klart ikke læst bogen, inden han begynder at læse den højt og kommer hver eneste gang uforberedt til norske stedbetegnelser, så han holder en lang pause ... ... ... foran hver eneste gang. Og ufortrødent går lidt tilbage i sætningen, hvis han får lagt trykket forkert første gang. Ah men, Lindhardt & Ringhof, lytter I slet ikke til indlæsningerne, inden I udgiver dem? Og betaler I måske indlæserne lidt for dårligt, så de slet ikke kan nå at læse bogen og øve sig lidt på stednavne m.m.?
Denne faldt jeg egentlig bare over i min lytteapp. Den er også historisk, denne gang foregår den i et fattigkvarter i Oslo under Anden Verdenskrig. Hovedpersonerne er en flok børn og deres familier, og vi følger de forskellige måder, nordmænd tacklede okkupationen og manglen på alt.
Som sædvanlig lykkes det Roy Jacobsen at være inde i hovederne på de her børn, når de for eksempel retfærdiggør den udbredte kriminalitet, de tyer til, for at de og deres familier kan overleve. Og de forskellige måder de forholder sig til den rigdom, de støder på i de hjem, de bryder ind i. Og forholdet til tyskerne, ikke så meget "tyskerne" som samlebetegnelse, men mere til de konkrete tyskere, de uundgåeligt møder i deres hverdag.
Desværre er bogen helt elendigt indlæst af Carsten Warming. Han har helt klart ikke læst bogen, inden han begynder at læse den højt og kommer hver eneste gang uforberedt til norske stedbetegnelser, så han holder en lang pause ... ... ... foran hver eneste gang. Og ufortrødent går lidt tilbage i sætningen, hvis han får lagt trykket forkert første gang. Ah men, Lindhardt & Ringhof, lytter I slet ikke til indlæsningerne, inden I udgiver dem? Og betaler I måske indlæserne lidt for dårligt, så de slet ikke kan nå at læse bogen og øve sig lidt på stednavne m.m.?
September 28, 2025
Raamatus "Vääritud" jälgime Saksa okupatsiooni ajal Oslo töölisrajoonis elavate laste ja teismeliste elu. Loo keskmes on kolm poissi - Olav, Carl ning Roar, kes on rasketel aegadel kiiresti suureks kasvanud. Nad toetavad perekondi tühjadest majadest varastamise ning mustal turul äritsemisega. Vanemad ei küsi ning poisid ei ütle, kust ja kuidas toit lauale tuleb. Mõnikord tundus isegi, et kui isa-ema olid juba raskuste käes murdunud, siis olid just teismelised need, kes täiskasvanute rolli täitsid ning endast nooremate õdede-vendade eest hoolitsesid. Muidu oleks kõik nälga jäänud.
Kuid siis tapetakse Carli isa ning Olavi isa kaob jäljetult. Poisid saavad aru, et nende muidu nii "tavalised" vanemad olid millegi ohtlikuga seotud ning asi muutub "moosivargustest" hoopis tõsisemaks.
Stiili ja sisu poolest polnud tervenisti kerge lugemine. Palju tuli lugeda ridade vahelt, kuid isegi hoolikalt lugedes ei julge ma öelda, et kõigest aru sain. Pealkirigi jäi segaseks. Millele "Vääritud" viitab? Kas norrakatele kui rahvusele üldiselt, sest natside arvates olid nemad ülemrass ja teised madalamad või poiste tegudele?
Vaatamata etteheidetele nautisin seda raamatut väga. Ma polnud teise maailmasõjaaegsest Norrast eelnevalt midagi lugenud.
Kuid siis tapetakse Carli isa ning Olavi isa kaob jäljetult. Poisid saavad aru, et nende muidu nii "tavalised" vanemad olid millegi ohtlikuga seotud ning asi muutub "moosivargustest" hoopis tõsisemaks.
Stiili ja sisu poolest polnud tervenisti kerge lugemine. Palju tuli lugeda ridade vahelt, kuid isegi hoolikalt lugedes ei julge ma öelda, et kõigest aru sain. Pealkirigi jäi segaseks. Millele "Vääritud" viitab? Kas norrakatele kui rahvusele üldiselt, sest natside arvates olid nemad ülemrass ja teised madalamad või poiste tegudele?
Vaatamata etteheidetele nautisin seda raamatut väga. Ma polnud teise maailmasõjaaegsest Norrast eelnevalt midagi lugenud.
January 8, 2026
Krigshistorie er i utgangspunktet ikke spesielt interessant. Enda mindre liker jeg den delen av litteraturen som vil fremheve såkalte helter. Det er rett og slett ikke troverdig, fordi det ikke nevner alle de som holdt ut som best de kunne. Majoriteten som vingler og kanskje utnytter situasjonen for å klare seg, eller alle de som ble rammet av «heltenes» vettløse handlinger.
Derfor var jeg ikke veldig nysgjerrig på denne romanen, men mente at det var på høy til at jeg leste noe av Roy Jacobsen.
Denne romanen handler først og fremst om de som aldri ble helter, men som i høyeste grad fortjener å bli hørt
Den satt som et skudd fra første kapittel og holdt skyhøyt nivå hele veien. Utrolig driv i historien - aldri forutsigbar og brutalt ærlig. Minner med om Myttings fantastiske setningshåndverk- det er humor, alvor, tristhet, spenning og drama. Terningkast 7
Derfor var jeg ikke veldig nysgjerrig på denne romanen, men mente at det var på høy til at jeg leste noe av Roy Jacobsen.
Denne romanen handler først og fremst om de som aldri ble helter, men som i høyeste grad fortjener å bli hørt
Den satt som et skudd fra første kapittel og holdt skyhøyt nivå hele veien. Utrolig driv i historien - aldri forutsigbar og brutalt ærlig. Minner med om Myttings fantastiske setningshåndverk- det er humor, alvor, tristhet, spenning og drama. Terningkast 7
June 19, 2025
Vond ik dit een slecht boek? Nee. Zou ik het aanraden? Dat nu ook weer niet. Sinds 'De Onzichtbaren' weet ik dat Roy Jacobsen een meester is in sfeerschepping. Maar hier geraakte ik vaak de weg kwijt in de wirwar van personages. Op het einde komen veel losse eindjes wel samen, maar dat volstond voor mij niet om dit boek meer sterren te gunnen.
September 16, 2025
Kurde... Na początku powieść sprawiała wrażenie norweskiej wersji książki "Kamienie na szaniec". Podobne sceny i wydźwięk. Potem coś się popsuło ale dalej miało w sobie to coś (może to dlatego, że lubię książki dotyczące wojny?). Jednakże zakończenie... ehh, czuje się zawiedziona. Mimo wszystko nie jest to zła książka i napewno zapoznam się z tetralogią Jacobsena, którą tak wszyscy chwalą!
July 16, 2024
Språklig god lese opplevelse, artig setting i « et annet» Oslo. Veksler fra forskjellige stå sted blandt venne gjengen. Forteller en historie fra krigens hverdags liv og hvordan forsøke å overleve i et uoversiktlig krigs landskap. Humoristisk og trist på en gang.
June 13, 2024
3.5
Nie siada mi pióro Jacobsena, ale sam zamysł na książkę i pewne fragmenty bardzo dobre.
Nie siada mi pióro Jacobsena, ale sam zamysł na książkę i pewne fragmenty bardzo dobre.
March 26, 2025
Treg start med uengasjerende karakterer og språk, men tar seg betraktelig opp etterhvert. Mot slutten viser Roy Jacobsen sin særegne språklige snert flere ganger.
April 15, 2025
Uwielbiam serię skandynawską, z każdym tytułem coraz mocniej.
October 15, 2025
Love Roy Jacobsen and his ability to describe working class people in the second world war trying to live and survive is admirable
February 14, 2026
Atmosphärisch dichter Roman über eine Jungenbande im von den Deutschen besetzten Oslo 1940 bis 45.
November 23, 2024
Hadd veldig lave forventninga te ei bok om gutta under krigen, men vart positivt overraska. Vart glad i gjengen e. Litt som guttan i Max Manus, bare på barneskolen.
January 25, 2025
Lettlest og grei. Hverken mer eller mindre.
Displaying 1 - 30 of 102 reviews