Franciska er en exo-fiktion om en kompromisløs kvindes usædvanlige liv og kamp for at blive kunstner. Agnete Braad fortæller historien om en talentfuld ung kvinde, der i 1917 forlader sit velstillede barndomshjem i Åbenrå for at følge undervisning hos tidens dygtigste malere i de europæiske storbyer.
Den unge Franciska Clausen har ekstraordinær sans for farver og former og er med til at udvikle malerkunsten i den nye verden, der bryder frem i Europa i tiden efter første verdenskrig. I det toneangivende avantgardemiljø i Berlin, München og Paris må Franciska som de andre kvindelige kunstnere kæmpe hårdt for fodfæste og anerkendelse i et mandsdomineret kunstmiljø, hvor kvinderne skulle klippe sig korthårede og forblive barnløse for at blivetaget alvorligt.
Franciskas møde med den berømte franske maler Fernand Léger bliver skelsættende, og hun blomstrer i deres arbejdsfællesskab og kærlighedsforhold, men da familien ikke længere kan støtte hende økonomisk, bliver det en kamp at overleve. Franciska kan undvære mad og tøj men ikke sit arbejde i atelieret med farver, cirkler, kvadrater, linjer og cylindere.
I 1931 vender hun hjem til Danmark med impulser fra den europæiske avantgarde, men hun bliver mødt af total afvisning. Den danske kunstverden forstår slet ikke den radikale kvindes værker. Romanen er både en fortælling om en fandenivoldsk pige, der bliver kvinde og kunstner i en tid med et snævert kvindesyn, om det anti-borgerlige liv, om kærligheden som skabende fællesskab og om livet som kæmpende kunstner.
Jeg synes det var en spændende historie - og jeg gjorde undervejs mange opslag på Google for st se de værker/billeder der var beskrevet. Men det er nok ikke en roman i gængs forstand hvis man ikke interesserer sig lidt for kunst. Kærlighedshistorien er ikke det bærende element i romanen - det er helt klart beskrivelsen af billedernes tilblivelse og kunstnernes indbyrdes liv under trange kår. Og så irriterede det mig undervejs at AB skriver om strømpebukser flere gange - de blev først opfundet i 1950’erne… ellers er hendes beskrivelse sf tøj/mode/hår meget fin.
For nogle år siden havde Kunstforeningen Gl. Strand en udstilling med tre kvindelige surrealister, hvoraf den ene var Franciska Clausen, hvis navn inden udstillingen kun vakte en vag genklang hos mig. Jeg blev betaget af hendes billeder, så da det sønderjyske museum Brundlund Slot havde en særudstilling med næsten alle hendes billeder i 2021, fandt jeg en anledning til at komme ned og se den. Så jeg føler mig relativt hjemme i hendes kunst og kastede mig derfor over denne bog.
Jeg kan ret godt lide exofiktion, som jeg har læst en håndfuld af det seneste års tid. Denne føjer sig fint til samlingen, og min fornemmelse er, at vi kommer godt ind under huden på denne vanvittigt ambitiøse og talentfulde unge kvinde.
Det er måske ikke kæmpe stor litteratur (som fx Rakel Haslunds bog om Kristian Zahrtmann), men den er velskrevet og veloplagt, og både sulten, der gnaver, mens Franciska indædt holder fast i sin kunstnereksistens med det yderste af neglene, og beskrivelserne af, hvordan hendes værker bliver til, beskrives, så man næsten kan mærke og se det. Romanen foregår mestendels under og efter Første Verdenskrig i et Europa, der fortumlet vakler fra krise til krise. En tung og hård tid, men også en tid der fostrede fantastisk kunst. Udover Franciska selv møder vi i romanen bl.a. Fernand Léger (som i en periode var hendes elsker), Jean Arp og Piet Mondrian.
Jeg hørte den som lydbog. Indtalingen bærer præg af at være lavet, uden at indlæseren havde fået tid til at læse bogen først. Hun, Helene Egelund, har en meget behagelig stemme, hvilket til en vis grad kompenserer for, at sætningerne halter og hopper afsted.
Meget godt skrevet, og kureret historie over Franciskas kunstnærsliv i de Europeiske byer! Elskede hvordan Braad beskriver malerierne, teknikkerne og tankerne bag kunsten, så at læseren ser dem foran sig, med alle de former og farver som de modernistiske kunstnærerne brugte på den tid! Bogen fik mig selv inspireret at gå i gang med maleri igen, og gav mig nye måder at se på kunst.
Overbevisende indlevelse i hovedpersonens liv. Naturligvis savner man at se billeder hvis tilblivelse er så omhyggeligt beskrevet, men oplevelsen ville helt sikkert være en helt anden, hvis man havde Stolen og Skruen lige ved hånden.