I denne korte tekst, bestående af 76 diskussionspunkter, argumenterer den verdenskendte franske tænker, Bruno Latour, og den danske sociolog, Nikolaj Schultz for, at hvis den økologiske bevægelse skal opnå ideologisk sammenhæng og autonomi, skal den tilbyde en politisk fortælling, der anerkender, favner og effektivt repræsenterer sit projekt i forhold til sociale konflikter. Politisk økologi må dermed acceptere, at den også medfører splittelse. Den skal give en overbevisende kortlægning over de konflikter, den genererer, og på baggrund heraf skal den definere en fælles horisont for kollektiv handling. For at repræsentere og beskrive disse konflikter foreslår Latour og Schultz at den gamle forestilling om 'klasse' og 'klassekamp' genbruges, omend tilført en ny betydning i tråd med de økologiske bekymringer i vores nye klimaregime.'
Bruno Latour, a philosopher and anthropologist, is the author of Reassembling the Social: An Introduction to Actor-Network Theory, Our Modern Cult of the Factish Gods, An Inquiry into Modes of Existence, and many other books. He curated the ZKM exhibits ICONOCLASH and Making Things Public and coedited the accompanying catalogs, both published by the MIT Press.
Ærligt, den her bog var virkelig svær at læse, og jeg forstod simpelthen ikke det hele, heller ikke selvom jeg læste flere kapitler flere gange. Der henvises til alle mulige tænkere og sociologer (gætter jeg på), og jeg kendte måske to. Altså, kendte som i "har hørt om", ikke som i "har læst". Havde jeg forstået den på samme måde, som jeg forstod Nikolaj Schultz' Landsyge, ville jeg sikkert have givet den fem stjerner – for jeg forstår jo godt, hvor de vil hen. Bemærk i øvrigt, at denne bog ikke er katalogiseret helt korrekt, for Bruno Latour og Nikolaj Schultz står som ligeværdige forfattere på omslaget.
Noget helt centralt i bogen, der undersøger muligheden for, at "den økologiske klasse" (dvs. dem, der vil gøre noget ved klimaet NU) kan komme til magten, er et modsætningspar, som bogen vender tilbage til mange gange: den verden, vi lever af, modsat den verden, vi lever i. Det beskrives, hvorfor det er så svært at mobilisere os: Vi skal (sådan ser det i hvert fald ud) give afkald på noget. Alle tidligere mobiliseringer i verdenshistorien har handlet om, at vi ville have noget (mere).
De citerer en mig indtil nu ukendt fransk filosof, Bruno Karsenti, for at have opfundet begrebet omdrejningsklassen. Dvs. den klasse, som politiske positioner organiseres omkring. Fedt begreb!
En sætning, der satte sig hos mig, er denne:
Den verden, som moderniseringen bevægede sig imod i blinde, findes simpelthen ikke. Det kan man jo så tænke lidt over.