Bogen Peter Ingemann og kongerækken er en videreførelse af den populære TV2-serie af samme navn, hvor tv-vært Peter Ingemann gennemgår hele den danske kongerække på en underholdende, farverig og samtidig oplysende måde.
Bogen samler de mest spændende historier om vores kongerække og deler nogle af de erfaringer og opdagelser, Peter Ingemann har gjort i tv-programmerne. Som læser kommer man også med ”behind the scenes” undervejs i produktionen. Ligesom i programmerne gennemgår bogen hele kongerækken og beskriver hver enkelt regent, men Peter Ingemann giver i bogen ekstra plads til sine yndlingskonger og -dronninger.
Fortællingen om vores kongerække er historien om krige og magtbegær, om store visioner og drømme, om bundløs gæld og statsbankerot, om forfængelige og fordrukne mænd, om stærke og magtfulde kvinder, om utroskab, galskab og intriger, men det er også historien om store statsmænd med mindeværdige succeser og storslåede historiske aftryk. Vi kan i høj grad takke vores regenter for, at kongerækken er så underholdende!
Bogen er skrevet i samarbejde med producent Ulla Ringgård og redaktionschef Bjarke Kruse fra selskabet Heartland tv, som står bag tv-serien.
Indrømmelse, men jeg har aldrig rigtig været interesseret i vores egen konger. Bevares, jeg har da 3n hvis viden om vikingekongerne siden jeg elsker vikingetiden, men kongerne har ikke interesseret mig specielt. Men efter at have set Ingemanns serie på tv2 om kongerækken har jeg indset at vi har haft lige så meget dramatik som fx England, som jeg også har fundet interessant til tider.
Bogen her er virkelig spændende læsning. Jeg har aldrig haft en historiebog, som ikke har kunne lulle mig i søvn. Jeg elsker hvordan man nærmest kan høre Peter fortælle om de danske konger og komme med sjove kommentarer her og der.
Den giver også en virkelig god indsigt i hvad der skete i samfundet op igennem tiden og hvordan en god eller dårlig konge kunne påvirke de historie begivenheder. Jeg troede aldrig jeg ville blive så interesseret i dansk historie!
Det føles pinligt, hvor lidt jeg egentlig kendte til vores egen historie. Der er konger, der er Tudorne værdige!
Peter Ingemann forstår at fortælle enkelt og underholdende, men stadig bevare fokus og oplyse. Er nogle af gennemgangene lidt korte og overfladiske? Jo, men det benægter han heller ikke selv. Alligevel synes jeg Ingemann får de større begivenheder med og gør det på en måde, der ikke forvirrer en.
En virkelig god bog til at få et overblik af ikke bare vores kongerække, men også Danmarkshistorie.