This is an EXACT reproduction of a book published before 1923. This IS NOT an OCR'd book with strange characters, introduced typographical errors, and jumbled words. This book may have occasional imperfections such as missing or blurred pages, poor pictures, errant marks, etc. that were either part of the original artifact, or were introduced by the scanning process. We believe this work is culturally important, and despite the imperfections, have elected to bring it back into print as part of our continuing commitment to the preservation of printed works worldwide. We appreciate your understanding of the imperfections in the preservation process, and hope you enjoy this valuable book.
Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".
Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
En af den slags romaner det er svært for mig at vurdere med stjerner. På mange måder har det været en lang bog for mig at komme igennem - til tider ligefrem langtrukken - men efter endt læsning sidder jeg alligevel bare tilbage med en følelse af ikke helt at kunne slippe den stemning, der er i romanen - dens karakterer og dystre skæbner har boret sig langt ind i mig. Jeg elsker det lange dagbogstykke i midten, der ind og ud mellem genfortalt handling, så fint forsøger at indkredse kunsten og kunstneren med alle de tvivl og kvaler, der kan stå i vejen for det mod, der i sidste ende er nødvendigt for at turde krænge sit inderste ud for alverden og ikke bare lade "kunsten" være en gentagelse af noget allerede set, rost og vedtaget.
Håbløse Slægter er skrevet før Bang fandt sit kunstneriske udtryk, og den savner både modenheden og håndværket i f.eks. Ved Vejen, lider lidt af 1800-tallets forsimplede "farmor var glad, farfar var sur, jeg er et splittet gladsurt menneske"-tilgang til psykologi og ingen af de romantiske forhold virker troværdige, men bogen har så alligevel også den semibiografiske fortællings nerve - der er gennemlevet smerte og glæde, levet erfaring, i historien. Det ville være uretfærdigt at kalde Håbløse Slægter juvenilia, men den er meget tydeligt en 23-årigs debutroman, og at samtiden ligefrem fandt dens ofte rørende kluntede erotiske indslag usædelige og farlige siger meget om hvor frygteligt bornerte vi var i 1880.
Nogen gange røg teksten ned på 3 stjerner og nogen gange røg den op på 5. Bogen skulle være skrevet ud efter hans eget forsøg på at blive skuespiller. Den er så flot skrevet i forhold til at kunne forklare de dybeste og inderste tanker man som menneske kan have. Tilsidst blev det dog for meget. Jeg måtte kæmpe mig igennem de sidste sider. Ligemeget hvad så er det dybt imponerende at han havde så meget forståelse for sproget og for livet i en alder af 22. Jeg tror ikke det er sidste gang at jeg læser en af hans bøger, men jeg skal ihvertfald have en pause.
Wahrscheinlich das schlechteste Buch, das ich je gelesen habe. Fazit: Thomas Mann hat fantastische Bücher geschrieben, aber über seinen Büchergeschmack lässt sich streiten...