Snöstormen piskade. Kölden bet som isnålar i huden. Raija och hennes följe kämpade sig fram över det platta, långsträckta landskapet - mot nord - mot Havlandet. De höll på att missa vägskälet då de plötsligt stötte på den övergivna gården, Huldreplatsen. Raija visste inte då att stället skulle märka henne för livet. Huldreplatsen med sin mystik, sitt händelserika förflutna och mörka ondska - och det blonde jätten till man som skulle bli hennes öde. Mannen som ville köpa hennes kärlek...
Jeg havde aldrig troet jeg selv skulle sige det, men det er næsten synd med den overtro der er ved at blive blandet ind i fortællingen - jeg vil umiddelbart næsten sige at det var bedre uden! Spådommen i den første var én ting, og troldmanden kunne til nøds accepteres, men dette... suk.
Ellers så fortsætter grusommelighederne stadigvæk for fuld udblæsning. Jeg må beundre forfatteren hendes mod og kreativitet. At man kan nænne sådan noget imod sin karater.
(SIDENOTE): At jeg finder det så mærkeligt er at jeg selv engang har skrevet på en kærligheds historie, hvor det overnaturlige sneg sig ind lidt efter lidt, hvorefter mine ivrige læsere på skituren efterhånden fik udtrykt meningen at det var synd. Nu har jeg selv prøvet det xD