Johannes Møllehaver fortæller om døden, om sorgen, om kærligheden og pligten til at elske den afdøde. Han gør det fra sit kristne udgangspunkt, og derfor er hans budskab, at man kan finde meget trøst og håb i at bede, ved at gå i kirke osv. Jeg er ikke med ham hele vejen, men jeg kan godt lide at høre ham fortælle og filosofere, og så citerer han bredt fra salmer, digte, skuespil, bøger m.m., fra Kierkegaard til Shakespeare, Halfdan Rasmussen til Grundtvig og Karen Blixen. Det var ret fint bare at være i selskab med ham og hans tanker og anekdoter.
Helt personligt var det rørende - og nærmest bogstaveligt talt slående - at læse, at Møllehaves kone, Herdis, døde på samme måde som min søster.
Nogle steder jeg markerede i teksten:
"Jeg synes, efterårsskoven er langt smukkere end forårsskoven. Her synes jeg, at Grundtvig for en gangs skyld er upræcis i salmen "Nu Falmer Skoven". Jeg synes ikke, at en skov falmer, derimod visner den i et flammehav af farver."
"Der er en glæde i verden, som aldrig kan vendes til lede,
den at du glæder en anden, det er den eneste glæde.
Der er en sorg i verden, som ingen tårer kan lette,
den at det var for sent, at du indså dette.
Ingen kan resten af livet stå ved en grav og klage
men døgnet har mange timer og året har mange dage."
Arnulf Øverland i "Hustavler" fra 1929.
"Den, der elsker meget, skal sørge meget."
"At komme over savnet vil vel sige, at det hele ikke var så slemt endda. Men det er det jo. Det er slemt at miste et menneske, som man i den grad har været knyttet til. I det øjeblik man siger: Nu er jeg kommet over det, er det mere, som om man sammenstiller det med en hovedpine, man kan tage en pille imod. Men sådan er det ikke. Savnet er udtryk for en afhængighed af det menneske, man har mistet, og det vil man da ikke være fri af. Det ville være det samme som at sige, at efter døden betyder du ikke mere for mig. Den døde bliver netop ved med at betyde noget for én."