What do you think?
Rate this book
Han danser på sin søns grav
Mikkel Vallin er mad- og livsstilsjournalist på et stort dagblad, tiden er de svimlende opgangsår mellem 2003 og 2008, og gennem Vallin kommer vi ind i vennekredsen af forkælede og selvtilstrækkelige 40-årige, opflasket på kartoffelrækkekulturradikalisme og andet godt. Der er filminstruktøren, som tager til Venedig for at komme overens med sin ondskabsfulde kunstmalerfar; komponistveninden, der forråder sin klasse og flygter til Capri med en af de rige, og designeren og sangerinden, hvis liv i Taarbæk er perfekt på overfladen, men råddent lige under.
Martin Kongstads længeventede debut som forfatter er en selvmordsbombe i den kreative klasse. En krads og bittersød udlevering af et miljø, han kender indefra.
Martin Kongstads længeventede debut som forfatter er en selvmordsbombe i den kreative klasse. En krads og bittersød udlevering af et miljø, han kender indefra.
- GenresScandinavian Literature
248 pages
First published January 1, 2009
4 people are currently reading
115 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 9 of 9 reviews
March 15, 2020
Meget underholdende satirisk roman om den kreative klasse og hele segmentet af tidligere elever fra Bernadotteskolen. Den fælles baggrund fra ‘Berna’ er garanti for at være en del af den kreds, der holder ferie i Tisvilde - OG behersker omgangsformen helt ned til hvornår man bader, hvor og hvordan, der mødes til luksuøse middage med de helt rigtige mærker i vine, der arbejder inden for journalistik, musik, litteratur, kunst eller til nød jura, der væmmes ved folk, der flasher deres (især nye) penge, der bor i Hellerup, Gentofte, Espergærde eller på Østerbro og Frederiksberg, og som med deres bohemeagtige laissez-faire tilgang (på baggrund af 60’er/70’er-sværmerier for hippieliv og solidaritet med arbejderne) står med en tomhed i nullernes opgangstider, hvor alle har penge nok og svælger i dyre vaner. De hævder sig fortsat på viden om, hvor det er rigtigst at købe sine grønsager, fange sine kantareller og købe sin take away. Men parforholdene knirker under overfladen.
Det er meget underholdende læsning, sjovt og selvironisk skrevet. “Han skider hæmningsløst i egen rede” citeres Ekstra Bladet for på omslaget. Præcis.
Det er meget underholdende læsning, sjovt og selvironisk skrevet. “Han skider hæmningsløst i egen rede” citeres Ekstra Bladet for på omslaget. Præcis.
January 20, 2021
A collection of painfully accurate and merciless descriptions of Danish upper middle class in the qvasi-cultural domain. Like a blend of Lauziers and Leif Panduro, but coined from hard 90'ies irony.
One finds a longing for what is genuine and true, rather than polished and fake. However also that this longing is juxtaposed by the revolting memories of the 70'ies hippieh-movement.
One finds a longing for what is genuine and true, rather than polished and fake. However also that this longing is juxtaposed by the revolting memories of the 70'ies hippieh-movement.
October 16, 2021
Et skønt sprog og endnu skønnere perspektiv der på mange måder minder om Bret Easton Ellis. Den københavnske kulturelite bliver skildret råt og uforsødent på en måde man ikke finder mange andre steder.
Den er morsom, menneskelig, og et fornøjeligt læs.
Den er morsom, menneskelig, og et fornøjeligt læs.
August 20, 2018
Meget sigende, om den kulturelle kapitals magt i eliten af samfundet. Enten besidder du dét, eller også gør du ikke.
April 18, 2022
Endelig kom Petrus ind i dansk litteratur
February 21, 2011
7 noveller med samme hovedperson. Novellerne bør læses kronologisk, men kan i princippet læses hver for sig.
"Mød Mikkel Vallin, mad- og livsstilsjournalist på et stort københavnsk dagblad. Tiden er de svimlende opgangsår mellem 2003 og 2008, og gennem Vallin kommer vi ind i vennekredsen af forkælede og selvtilstrækkelige 40-årige, opflasket på kartoffelrækkekulturradikalisme og 68-udskrab.
Der er, blandt mange andre, filminstruktøren, som tager til Venedig for at komme overens med sin ondskabsfulde kunstmalerfar, og designeren og sangerinden, hvis liv i Taarbæk er perfekt på overfladen, men råddent lige under. Martin Kongstads længeventede debut som forfatter er en selvmordsbombe i den kreative klasse. En krads og bittersød udlevering af et miljø, han som få kender indefra.
Vinder af Danske Banks Debutantpris 2009:
Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. Noveller. People’s Press
Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.
Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…
Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.
Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.
Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.
Mona Madsen
Formand for Danske Banks Debutantprisjury"
"Mød Mikkel Vallin, mad- og livsstilsjournalist på et stort københavnsk dagblad. Tiden er de svimlende opgangsår mellem 2003 og 2008, og gennem Vallin kommer vi ind i vennekredsen af forkælede og selvtilstrækkelige 40-årige, opflasket på kartoffelrækkekulturradikalisme og 68-udskrab.
Der er, blandt mange andre, filminstruktøren, som tager til Venedig for at komme overens med sin ondskabsfulde kunstmalerfar, og designeren og sangerinden, hvis liv i Taarbæk er perfekt på overfladen, men råddent lige under. Martin Kongstads længeventede debut som forfatter er en selvmordsbombe i den kreative klasse. En krads og bittersød udlevering af et miljø, han som få kender indefra.
Vinder af Danske Banks Debutantpris 2009:
Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. Noveller. People’s Press
Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.
Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…
Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.
Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.
Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.
Mona Madsen
Formand for Danske Banks Debutantprisjury"
June 16, 2012
Jaah, tjaa.
Den blev bedre mod slutningen, hvor der kom noget nærmest Hærværks-agtigt over den, (men måske ville jeg heller ikke bryde mig om dén, hvis jeg havde kunnet læse den i årene umiddelbart efter udgivelsen, og havde følt at jeg havde egne anderledes erfaringer om det samfund og den tid(sånd), der postuleres).
Men hvor interessant er det at læse om folk der går i hundene uanset om det er fordi de er højrøvede og livsforvirrede kulturradikale, som hovedpersonen og hans usympatiske slæng eller nogle af de nyrige, som portræteres med stor foragt i bogen?
Det kan gå i en avisklumme, hvis den er velskreven (selv om bogen lige nu har fået mig til at miste lysten til at læse den slags også), men en hel bog på 249 sider !
Den blev bedre mod slutningen, hvor der kom noget nærmest Hærværks-agtigt over den, (men måske ville jeg heller ikke bryde mig om dén, hvis jeg havde kunnet læse den i årene umiddelbart efter udgivelsen, og havde følt at jeg havde egne anderledes erfaringer om det samfund og den tid(sånd), der postuleres).
Men hvor interessant er det at læse om folk der går i hundene uanset om det er fordi de er højrøvede og livsforvirrede kulturradikale, som hovedpersonen og hans usympatiske slæng eller nogle af de nyrige, som portræteres med stor foragt i bogen?
Det kan gå i en avisklumme, hvis den er velskreven (selv om bogen lige nu har fået mig til at miste lysten til at læse den slags også), men en hel bog på 249 sider !
June 20, 2013
En syngende lussing til den kreative klasse. Rammer plet og rammer lidt én selv som sådan en bog skal.
Displaying 1 - 9 of 9 reviews