What do you think?
Rate this book
Beyond Learning
Many educational practices are based upon ideas about what it means to be human. Thus education is conceived as the production of particular subjectivities and identities such as the rational person, the autonomous individual, or the democratic citizen. Beyond Learning asks what might happen to the ways in which we educate if we treat the question as to what it means to be human as a radically open question; a question that can only be answered by engaging in education rather than as a question that needs to be answered before we can educate. The book provides a different way to understand and approach education, one that focuses on the ways in which human beings come into the world as unique individuals through responsible responses to what and who is other and different. Beyond Learning raises important questions about pedagogy, community and educational responsibility, and helps educators of children and adults alike to understand what a commitment to a truly democratic education entails.
- GenresNonfictionEducation
184 pages, Hardcover
First published January 1, 2006
9 people are currently reading
70 people want to read
About the author
Gert J.J. Biesta
39 books33 followersGert Biesta is Professor of Educational Theory at the School of Education and Lifelong Learning, University of Exeter and Visiting Professor for Education and Democratic Citizenship at Örebro University and Mälardalen University, Sweden.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
December 21, 2012
Strong synthesis of philosophies of education that try to move beyond humanism. Picks up Foucault's critique and brings it to bear within the tradition of Bildung. Biesta is clearly taken with Arendt's notion of performative democracy, though seems to overlook aspects of Dewey that suggest some of the same insight.
May 2, 2025
En fremragende bog der tager udgangspunkt i et vigtigt aspekt af vores vestlige samfund i dag, nemlig hvad dannelse er og hvordan man bør danne i dag. Forfatteren skriver på første side i bogen, uden skyggen af en jantelov, at "jeg mener, at mine refleksioner svarer på et af de vigtigste spørgsmål i verden i dag: spørgsmålet om, hvordan man kan leve sammen med andre i en verden af pluralitet og forskellighed."
I prologen til bogen gør Biesta det klart, at der her er tale om bud på en post-humanistisk tilgang til pædagogik og mennesket generelt. Vi må forstå at humanismens fejlbarligheder (som både er præsenteret af tænkere som Heidegger, Levinas og Foucault), har påført vores tænkning en ensrettet og uhensigtsmæssig forståelse af menneskets essens. Mennesket er et rationelt autonomt væsen (Descartes), der må vove at bruge sin fornuft (SAPERE AUDE!) til at træde ud af dets selvforskyldte umyndighed (Kant). Men dette reducerer ifølge Biesta mennesket til blot at være noget bestemt og derved begrænse udfoldelsesmulighederne - og, er hans argument, den pædagogiske tilgang til mennesket. Pædagogen må (traditionelt set) lære mennesket at være menneske, og hvis definitionen af menneske er forudbestemt, så er der ingen plads til pluralitet og forskellighed.
Biesta er klar over at en modstand mod denne ensformighed skaber problemer - eksempelvis i definitionen af dannelse og uddannelse - men han mener samtidig, at det ikke nytter noget at dvæle ved et fejlagtigt udgangspunkt eller maksime. Derfor må spørgsmålet om hvad mennesket er genåbnes - og, som han ender med at konkludere i bogen, faktisk aldrig lukkes igen. Spørgsmålet skal forblive åbent således vi altid kan være med til skabe nye begyndelser qua vores natur (arendtsk natalitet). Kravet fra Biesta er, at uanset hvordan vi på et givent tidspunkt forholder os til, hvad det vil sige at være menneske, så må det altid bygges på et fundament af fællesskaber, handling, pluralitet og forskellighed (Arendt).
Biesta sender læring retur. Læringsbegrebet, og det sprog, der er blevet skabt omkring det, har gjort læringsprocessen til en økonomisk transaktion. Man må ikke anvende økonomiske logikker, når man vil forstå uddannelse. Selvom det kan bringe noget godt med sig (eksempelvis mere fleksibilitet og flere muligheder), så er det grundlæggende forkert at anse eleven ud fra devisen om, at “kunden altid har ret!” Det forudsætter jo, at kunderne ved, hvad de har brug/behov for - og det har de ikke. Det er læreren med sin professionelle faglighed, der skal vurdere det. Ligesom det er lægen med sin professionelle faglighed, der vurderer, om der er behov for operation.
At lade spørgsmål ang. uddannelse være op til markedskræfter frarøver os muligheden for demokratisk indflydelse på disse grundlæggende politiske spørgsmål, der har potentialet til at være samfundsændrende.
Biesta opremser, hvad han ser som uddannelsesforholdets tre elementer:
i. Tillid (uden grund)
Man må have tillid til den, der lærer fra sig. Det må man fordi man uden tillid, ikke er villig til at løbe den risiko, det kræver at lære noget. Risikoen er kort og godt den, at man risikerer at ændre sig gennem læring. Hertil skriver Biesta: “Tillid er i sig selv uden grund, for hvis den ikke var, hvis man vidste, hvad der skulle ske eller hvordan den person, man var nødt til at udvise tillid overfor, ville agere og reagere, ville der slet ikke være brug for tillid” (36).
Et andet smukt citat fra samme afsnit: “At benægte eller afvise den risiko der er involveret i uddannelse, er at gå fejl af en afgørende dimension af uddannelse. At foreslå at uddannelse kan og skal være risikofri, at de lærende ikke løber nogen risiko ved at lade sig uddanne, eller at læringens udfald kan vides og specificeres på forhånd, er en forvanskning af, hvad uddannelse er” (36).
ii. (Transcendental) Vold
Biesta lægger ud med at skelne mellem læring som tilegnelse og læring som reaktion. Førstnævnte er en forståelse af læring som noget, der tager eksternaliteter i besiddelse. Sidstnævnte skal over for dette forstås som “en reaktion på forstyrrelse, som et forsøg på at reorganisere og genopbygge som resultat af en nedbrydning”.
Han skriver i en meget Arendt-inspireret vending: “Mens læring som tilegnelse handler om at få mere og mere, handler læring som reaktion om at vise, hvem man er og hvor man står” (37).
“At blive til i verden handler bestemt ikke om selvudfoldelse. Det handler om at træde ind i det sociale, og derfor er det fuldstændig rationelt”, skriver Biesta i sin forklaring om det krav han har til uddannelsen, der handler om, “at stille muligheder til rådighed for, at individerne kan blive til i verden” (38).
Grunden til at der er tale om transcendental vold (Derrida), er, at “uddannelse indebærer en krænkelse af elevens suverænitet”. Han tilføjer, at “det er dog netop denne krænkelse, der gør det muligt for unikke individer at blive til i verden” (39). Den krænkelse, der er tale om her, referer til de svære spørgsmål, man skal/bør stille for at udfordre eleverne. Dette kan være spørgsmål, der kan sætte eleven i ubehagelige tilstande (deraf vold), men det er samtidig det, der skal til for at eleven bliver til (deraf transcendental).
Biestas eksempler på disse spørgsmål er: “hvad mener du om det?”, “hvor står du?” og “hvordan vil du reagere på det?”.
iii. Ansvar (uden viden)
“At indgå i et uddannelsesforhold, at være lærer eller at være underviser medfører et ansvar for noget (eller endnu bedre: nogen), som vi ikke kender til og ikke kan kende til” (40).
Biesta skriver, at ansvaret sådan set er ubegrænset i den forstand, at vi ikke ved præcist, hvad eller hvem vi tager ansvar for. Det, som dette ansvar referer til, er ansvaret for “elevens subjektivitet, et ansvar for det, som lader eleven være et unikt individ” (39).
Det minder lidt om Ole Fogh Kirkebys idé om ledelse overfor management. Man skal turde medlede, hvilket kræver noget fra begge parter osv. osv.
Efter denne kritik af læringsdiskursen og en afklaring af, hvad uddannelse vil sige, går Biesta ind i dannelsesdebatten. Her opstiller han tre forståelser af dannelse over for hinanden. De første to kommer fra Immanuel Kant og John Dewey. Begge, mener Biesta, er instrumentelle og individualiserende i deres grundsyn på dannelsen. Man dannes til noget - selvstændig tænkning og demokratisk engagement - og man bærer selv ansvaret for at nå derhen. Dette stemmer ikke overens med de elementer, fundamentet skal bygges på, som beskrevet længere oppe. Derfor bringes Hannah Arendt ind i dannelsesdebatten, og får en central rolle for det mere åbne, fællesskabsorienterede og handlingsmulighedsgivende dannelsesideal for et demokrati. Eller med andre ord (den sidste sætning i bogen): "Demokratiet selv er, når alt kommer til alt, en forpligtelse til pluralitetens og forskellighedens verden, en forpligtelse til en verden, hvor frihed kan opstå." Det kræver bl.a. et fokus på at lave skoler og uddannelser handlingscentreret frem for elevcentreret. "Handling er alt andet end selvudfoldelse; det handler om indføring af ens begyndelser i en kompleks, social kontekst, og om at udsætte ens egne begyndelser for begyndelser fra andre, der ikke er som os" (130). Her ser man også, hvordan Biesta arbejder med at inddrage forskelligheden og pluraliteten.
En anden og væsentlig pointe er, at den demokratiske dannelse man har lagt ned over uddannelsesinstitutionerne og skolerne, i virkeligheden ikke er deres opgave. Det er en opgave for samfundet: "Det, den arendtske forståelse af det demokratiske menneske derfor bringer for øje, er, at man ikke bare kan klandre uddannelsen for demokratiets mangler. [...] I sidste ende ligger den demokratiske dannelsesopgave i samfundet selv og ikke hos dets uddannelsesinstitutioner" (131-134).
I prologen til bogen gør Biesta det klart, at der her er tale om bud på en post-humanistisk tilgang til pædagogik og mennesket generelt. Vi må forstå at humanismens fejlbarligheder (som både er præsenteret af tænkere som Heidegger, Levinas og Foucault), har påført vores tænkning en ensrettet og uhensigtsmæssig forståelse af menneskets essens. Mennesket er et rationelt autonomt væsen (Descartes), der må vove at bruge sin fornuft (SAPERE AUDE!) til at træde ud af dets selvforskyldte umyndighed (Kant). Men dette reducerer ifølge Biesta mennesket til blot at være noget bestemt og derved begrænse udfoldelsesmulighederne - og, er hans argument, den pædagogiske tilgang til mennesket. Pædagogen må (traditionelt set) lære mennesket at være menneske, og hvis definitionen af menneske er forudbestemt, så er der ingen plads til pluralitet og forskellighed.
Biesta er klar over at en modstand mod denne ensformighed skaber problemer - eksempelvis i definitionen af dannelse og uddannelse - men han mener samtidig, at det ikke nytter noget at dvæle ved et fejlagtigt udgangspunkt eller maksime. Derfor må spørgsmålet om hvad mennesket er genåbnes - og, som han ender med at konkludere i bogen, faktisk aldrig lukkes igen. Spørgsmålet skal forblive åbent således vi altid kan være med til skabe nye begyndelser qua vores natur (arendtsk natalitet). Kravet fra Biesta er, at uanset hvordan vi på et givent tidspunkt forholder os til, hvad det vil sige at være menneske, så må det altid bygges på et fundament af fællesskaber, handling, pluralitet og forskellighed (Arendt).
Biesta sender læring retur. Læringsbegrebet, og det sprog, der er blevet skabt omkring det, har gjort læringsprocessen til en økonomisk transaktion. Man må ikke anvende økonomiske logikker, når man vil forstå uddannelse. Selvom det kan bringe noget godt med sig (eksempelvis mere fleksibilitet og flere muligheder), så er det grundlæggende forkert at anse eleven ud fra devisen om, at “kunden altid har ret!” Det forudsætter jo, at kunderne ved, hvad de har brug/behov for - og det har de ikke. Det er læreren med sin professionelle faglighed, der skal vurdere det. Ligesom det er lægen med sin professionelle faglighed, der vurderer, om der er behov for operation.
At lade spørgsmål ang. uddannelse være op til markedskræfter frarøver os muligheden for demokratisk indflydelse på disse grundlæggende politiske spørgsmål, der har potentialet til at være samfundsændrende.
Biesta opremser, hvad han ser som uddannelsesforholdets tre elementer:
i. Tillid (uden grund)
Man må have tillid til den, der lærer fra sig. Det må man fordi man uden tillid, ikke er villig til at løbe den risiko, det kræver at lære noget. Risikoen er kort og godt den, at man risikerer at ændre sig gennem læring. Hertil skriver Biesta: “Tillid er i sig selv uden grund, for hvis den ikke var, hvis man vidste, hvad der skulle ske eller hvordan den person, man var nødt til at udvise tillid overfor, ville agere og reagere, ville der slet ikke være brug for tillid” (36).
Et andet smukt citat fra samme afsnit: “At benægte eller afvise den risiko der er involveret i uddannelse, er at gå fejl af en afgørende dimension af uddannelse. At foreslå at uddannelse kan og skal være risikofri, at de lærende ikke løber nogen risiko ved at lade sig uddanne, eller at læringens udfald kan vides og specificeres på forhånd, er en forvanskning af, hvad uddannelse er” (36).
ii. (Transcendental) Vold
Biesta lægger ud med at skelne mellem læring som tilegnelse og læring som reaktion. Førstnævnte er en forståelse af læring som noget, der tager eksternaliteter i besiddelse. Sidstnævnte skal over for dette forstås som “en reaktion på forstyrrelse, som et forsøg på at reorganisere og genopbygge som resultat af en nedbrydning”.
Han skriver i en meget Arendt-inspireret vending: “Mens læring som tilegnelse handler om at få mere og mere, handler læring som reaktion om at vise, hvem man er og hvor man står” (37).
“At blive til i verden handler bestemt ikke om selvudfoldelse. Det handler om at træde ind i det sociale, og derfor er det fuldstændig rationelt”, skriver Biesta i sin forklaring om det krav han har til uddannelsen, der handler om, “at stille muligheder til rådighed for, at individerne kan blive til i verden” (38).
Grunden til at der er tale om transcendental vold (Derrida), er, at “uddannelse indebærer en krænkelse af elevens suverænitet”. Han tilføjer, at “det er dog netop denne krænkelse, der gør det muligt for unikke individer at blive til i verden” (39). Den krænkelse, der er tale om her, referer til de svære spørgsmål, man skal/bør stille for at udfordre eleverne. Dette kan være spørgsmål, der kan sætte eleven i ubehagelige tilstande (deraf vold), men det er samtidig det, der skal til for at eleven bliver til (deraf transcendental).
Biestas eksempler på disse spørgsmål er: “hvad mener du om det?”, “hvor står du?” og “hvordan vil du reagere på det?”.
iii. Ansvar (uden viden)
“At indgå i et uddannelsesforhold, at være lærer eller at være underviser medfører et ansvar for noget (eller endnu bedre: nogen), som vi ikke kender til og ikke kan kende til” (40).
Biesta skriver, at ansvaret sådan set er ubegrænset i den forstand, at vi ikke ved præcist, hvad eller hvem vi tager ansvar for. Det, som dette ansvar referer til, er ansvaret for “elevens subjektivitet, et ansvar for det, som lader eleven være et unikt individ” (39).
Det minder lidt om Ole Fogh Kirkebys idé om ledelse overfor management. Man skal turde medlede, hvilket kræver noget fra begge parter osv. osv.
Efter denne kritik af læringsdiskursen og en afklaring af, hvad uddannelse vil sige, går Biesta ind i dannelsesdebatten. Her opstiller han tre forståelser af dannelse over for hinanden. De første to kommer fra Immanuel Kant og John Dewey. Begge, mener Biesta, er instrumentelle og individualiserende i deres grundsyn på dannelsen. Man dannes til noget - selvstændig tænkning og demokratisk engagement - og man bærer selv ansvaret for at nå derhen. Dette stemmer ikke overens med de elementer, fundamentet skal bygges på, som beskrevet længere oppe. Derfor bringes Hannah Arendt ind i dannelsesdebatten, og får en central rolle for det mere åbne, fællesskabsorienterede og handlingsmulighedsgivende dannelsesideal for et demokrati. Eller med andre ord (den sidste sætning i bogen): "Demokratiet selv er, når alt kommer til alt, en forpligtelse til pluralitetens og forskellighedens verden, en forpligtelse til en verden, hvor frihed kan opstå." Det kræver bl.a. et fokus på at lave skoler og uddannelser handlingscentreret frem for elevcentreret. "Handling er alt andet end selvudfoldelse; det handler om indføring af ens begyndelser i en kompleks, social kontekst, og om at udsætte ens egne begyndelser for begyndelser fra andre, der ikke er som os" (130). Her ser man også, hvordan Biesta arbejder med at inddrage forskelligheden og pluraliteten.
En anden og væsentlig pointe er, at den demokratiske dannelse man har lagt ned over uddannelsesinstitutionerne og skolerne, i virkeligheden ikke er deres opgave. Det er en opgave for samfundet: "Det, den arendtske forståelse af det demokratiske menneske derfor bringer for øje, er, at man ikke bare kan klandre uddannelsen for demokratiets mangler. [...] I sidste ende ligger den demokratiske dannelsesopgave i samfundet selv og ikke hos dets uddannelsesinstitutioner" (131-134).
January 25, 2018
I had a really hard time grasping the meaning of the book and what the author wanted to say.
July 23, 2013
Still digesting this book. It is important for all of us who question and reflect on what it means to be human and how this should impact on education and in particular education in a democracy. Biesta takes an Arendtian view that I found very interesting. Going to read it again now.
Displaying 1 - 4 of 4 reviews