Jump to ratings and reviews
Rate this book

LOS MANN

Rate this book
La historia de la familia Mann, de Thomas y Katia Mann, junto con sus seis hijos, conjura todo lo que puede esperarse de una gran saga familiar y literaria que atraviesa el Novecientos, el siglo de las grandes tragedias un despliegue extraordinario de talento, excentricidad y genio, una dosis de infelicidad fuera de lo común y una búsqueda incansable de la propia identidad y la libre afirmación personal. Tilmann Lahme reconstruye la compleja vida de esta amazing family, como la definió la prensa americana, a partir de miles de cartas y fragmentos de diarios (la mayoría inéditos en España), en un viaje que nos lleva a la escritura, la política, el estudio, las guerras, los discursos, las revoluciones, los suicidios… El resultado es una trama digna de la terca voluntad hacerse un nombre de los dos hijos mayores, la homosexualidad vivida con orgullo y la dependencia de las drogas, las aspiraciones musicales frustradas del más pequeño, los gustos cosmopolitas de todos, el compromiso de los años de guerra, las dificultades del exilio... Y, sobre todo, la catástrofe de Alemania y el abismo a que arrastró a toda Europa. Un gran fresco en el que lo personal y lo colectivo a menudo se confunden, para devolvernos siempre la imagen del genio en soledad.

640 pages, Hardcover

First published January 1, 2015

25 people are currently reading
431 people want to read

About the author

Tilmann Lahme

5 books6 followers

Ratings & Reviews

What do you think?
Rate this book

Friends & Following

Create a free account to discover what your friends think of this book!

Community Reviews

5 stars
129 (31%)
4 stars
201 (48%)
3 stars
70 (16%)
2 stars
11 (2%)
1 star
5 (1%)
Displaying 1 - 30 of 46 reviews
Profile Image for Karen·.
682 reviews900 followers
Read
March 10, 2016
In which we learn that the greatest favour we have done our children is not winning the Nobel Prize for Literature, and being neither fabulously wealthy, nor talented, nor famous.
And in which it is also demonstrated that if you have more than one child there is some small merit to not making it too obvious to either, any, or all of them that you may have a certain preference amongst them.

The amazing family

That's what Erika called them, but Lahme definitely belongs to the warts and all school of biographers, no starry-eyed acceptance for example of Erika's own version of the heroism entailed in smuggling the manuscript of father's Joseph novel out of their Munich villa in the summer of 1933, stealing past the Nazi guards in her extremely cunning disguise; a pair of sunglasses and a hat pulled down low. The sort of disguise, indeed, that would be likely to draw the attention of even the most idiotic Brownshirt, and Lahme won't swallow it, even if this entered the repertoire of family legend and puts in an appearance in Golo's memoirs and in Thomas' public praise of her noble self-sacrifice - no, no, it's all made up, for Lahme has sifted through all the correspondence and all the diaries and carefully compared the dates, and he finds Thomas greeting the safe arrival in Arosa of both daughter and manuscript in his diary entry for March 15, long before the villa was confiscated.
A biographer of this whole amazing family does need to be exceeding charm resistant, I suppose, or perhaps trawling through their massive correspondence with a certain sceptical eye inures you to the self-promoting individual projections of a massively writerly family - Katia, practically on her deathbed was asked yet again to record her memoirs. Her somewhat acerbic response was that there had to be at least one member of this family who didn't write. But even she wrote plenty of letters, frequently dealing with requests for money from the kids. Every single one of them, except perhaps for Golo, shared a massive, massive sense of entitlement. The world, or if not the world then at the very least Mama and Papa, owed them a living.
Thomas was known to his children as the magician, but here he comes through more as a self-centred monarch surrounding himself with lackeys and ministers who will deal with the banal trivia of everyday life, treating his courtiers with contempt and his patron and sponsor in the USA, Agnes Meyer, with a curious mix of brash, shameless greed and dismissive condescension. A regal hypochondriac, one that has to be mollycoddled and protected, prevented from knowing when he really is sick, that the 'inflamed abscess' on his lung that required an operation in 1946 was in fact lung cancer, which he survived.
You wonder actually if it might have been kinder of him not to have survived that op. Kinder to his children, at least to Klaus. Klaus and Erika in particular were more than happy to trade on the famous name, make waves in Berlin when still just teenagers, appear in America as the "Mann Twins" in 1929 in a series of improvised lectures and performances, although later in life Klaus, tragically, realized there may have been errors made. You can't have it both ways, although both ways is how they wanted it. You can't enjoy the privileges, step through the doors that are magically opened by the mere mention of the name, and at the same time step out from under the shadow of the great man, be certain that you have earned celebrity on your own merits. Klaus later claimed (wrongly) that it was his publisher who had insisted on his first work being published under his real name: he had wanted a pseudonym. Too late, too late. His reputation as the upstart determined to topple the king from the throne was sealed: almost as soon as he started publishing, a cartoon appeared in a satirical magazine showing him in short pants next to his father. The caption read: ‘I am told, Papa, that the son of a genius is never a genius himself. Therefore, you can’t be a genius!’ No going back from that.
Erika found her niche as the favoured court jester, the one allowed to tell the truth, to be the political conscience of her father. As the family saying went, she was the one to salt the soup.
Thomas also favoured the youngest daughter, Elizabeth, and Katia spoiled young Michael rotten. My Calvinistic blood begins to boil when I see that Michael felt he could take on a wife at the tender age of twenty and start a family with her even though he was still begging Mama for money to school his negligible talent as a violinist, no paid employment even within hailing distance. In the end he was persuaded to take up the viola instead, as there would be less competition.
My sympathies all lie with the two that were 'barely tolerated' - Golo, good, solid, sensible Golo who carved a respectable career for himself as a reputable historian, making the wise choice to stay well away from the performing arts and poor, poor, poor Monika, the epitome of the sandwich child, squared. Disparaged by everyone in the family, always seen as a problem that no-one cared to solve, she too, perhaps somewhat foolishly, took up her pen later in life. She was severely reprimanded for daring to publish pieces on the family by the company sergeant-major, Erika, pointing out to her that she was propagating lies. She was wrong about the cabinet where their father kept his cigars. Monika's defence was that her pieces were impressionistic and not intended to mislead the world. She never spoke to Erika again, and refused to go to her funeral. Understandable.

Lahme takes us very briskly through his material: he has to, a biography of eight people at once. No messing with elegant transitions, straight on with the next one. Clear chronological line, with a helpful indication of which year we're in at the head of every page, so that he doesn't need to keep reminding us in the text. I wanted a good, readable biography of the whole family, and that is exactly what I got: the only reservation that I now have is that it is perhaps unfair to see Klaus only in relation to his father, or to his sister, or Thomas as a rather distant father to a family of six, or all of them indeed in their relations and letters to each other rather than to people outside the magic circle. For families are famously the breeding place of sibling rivalry and squabbling and vying for attention. No wonder they all come out as at best petulant and at worst delusional.

And it can't have been easy.
Alle Väter sterben. Dieser nicht.
Even when Thomas died, he didn't. He left those incriminating diaries.




Profile Image for Ilse.
551 reviews4,434 followers
August 9, 2021
Pretty disconcerting group portrayal of ‘the amazing family’, chronicling the years 1922-2002. Tillman’s book has the flavour of superior soap drama without being judgemental on neither member of the family or adulatory on the Magician.

kinder-der-manns106-v-img-16-9-l-1dc0e8f74459dd04c91a0d45af4972b9069f1135

(lllustration: Images: BR, Monacensia, Montage: BR/Tanja Begovic)

Review under construction.
(****1/2)

Connected novels
* Britta Böhler - The Decision
* Colm Tóibín - The Magician
Profile Image for Kuszma.
2,849 reviews285 followers
July 22, 2022
"Ha fázik, nem úgy csinál, hogy »brrr!« és megrázza magát, hanem nagyon hideg lesz körülötte.”
(Monika Mann apjáról, Thomas Mannról)

Ha Thomas Mann gyereke vagy, akkor lábjegyzet vagy egy zsenihez. Súly ez, nehéz súly - kiharcolni a saját jogon létezést. Nem is sikerül mindenkinek.

description

Lahme nem klasszikus monográfiát akar írni a lübecki gyermekkortól a zürichi végig. Őt a család dinamikája érdekli, ott csatlakozik be tehát a történetbe, ahol a legidősebb gyermekek szuverén egyéniségekké válnak, és elkezdik azt az autonómiaharcot, ami a Mann-csemetéket így vagy úgy, de egész életükön végigkíséri*.

Adott egy világhíres apa, aki "A Buddenbrook ház" óta a német irodalom egyik fáklyája**. Ezt a fáklyaságot öntudattal viseli***, egyszerre tekinti adománynak és küldetésnek, aminek muszáj megfelelnie. Ő nem csak írogat, ő ír, minden délelőtt bevonul a dolgozószobába, és onnantól a családnak feladata egyetlen dologra redukálódik: biztosítania kell az alkotáshoz szükséges körülményeket a nagyszerű pátriárkának. Sőt, ami azt illeti, úgy általában ez a feladatuk. Apának küldetése van, apa a német irodalom maga, ha apát zavarjuk, akkor a német irodalom küllői közé dugunk botot. Az anya, Katia is erre a szerepre van kondicionálva: mint egy alapvetően kedves, de ha kell, harapós őrkutya vigyázza a zsenit, nem hagyja, hogy a külvilág zajai beszüremkedjenek hozzá. Köztük azok a zajok, amelyeket a hat gyermek alkalmasint okoz.

Pedig hát hat gyermek nagy zajt tud okozni. Amíg még kicsik, megjárja. De amint elkezdenek megnőni, megemberesedni, elkezdenek vágyni arra, hogy az apa figyelmét saját egyéniségük jogán is megragadják, nos, akkor a helyzet kiéleződik. A legidősebbek, Erika és Klaus hamar problémaforrássá válnak. Klasszikus kamaszlázadásnak indul: bulizás, pénzszórás, a szokásos ereszd el a hajamat. Csak aztán úgy maradnak. Különösen Klaus, ami maga is íróvá akar válni - de hát aki Thomas Mann fia, annak örökké eposzi jelzője marad, hogy "Thomas Mann fia". Talán az ő kínlódásai viselik magukon leginkább annak nyomát, micsoda egy kilátástalan iszapbirkózás folyton az apa árnyával hadakozni. És akkor ott van a többi csimota. Még négy, ami olyan sok, hogy egyik-másikuknak nem is jut az apai figyelemből. Sőt, az anyaiból se a jobbik fajta - csak valami langyos ingerültség, hogy "hát ez is itt van? de miért???"

Szúrós portré a zseniről, aki megfelelő távolságból nézve márványszobor, de közelebbről csak a márvány hidegségét érezzük belőle. A férfiről, aki mindent és mindenkit alávetett annak, hogy megfeleljen a saját nagyságáról alkotott képnek. Persze mi tudjuk, hogy ez a grandiózus merevség csak álca, amely egynémely gyarlóságok**** és butaságok***** elleplezésére szolgál - de ez a gyermekek sorsát illetően sovány vigasz. És bár Lahme kerüli a direkt pszichologizálást, de az olvasónak joga van mindenfélét gondolni. Én például akár gondolhatom azt is, hogy ez az egész kötet egy meggyőző példázat a szeretettelenség kártékony voltáról. Többek között.

Remek kötet. Lahme színesen, helyenként finom szarkazmussal járja körül ezt az "amazing family"-t, akik mindannyian külön monográfiát érdemelnének - együtt viszont egyszerűen lehengerlőek. Nekik köszönhető, hogy a könyv messze több lesz közönséges irodalomtudományi adaléknál: olvasható rettentő családregényként, de akár kiegészítő jegyzetként Hitler kultúrpolitikájához vagy az emigrációtörténethez. Az pedig, hogy ez a sokrétűség képes egyetlen könyvben megmutatni magát, egyértelműen Lahme érdeme.

* Mondjuk ez az autonómiaharc összefér a szülök folytonos, néha pofátlan pumpolásával, de hát ilyen ez. A pénzzavar nagy úr.
** Külön pikantériája a dolognak, hogy a német irodalom másik fáklyája ekkoriban Thomas Mann bátyja, Heinrich. Aki egy időben még nagyobb fáklya is, mint a kisöcsi, "Az alattvaló" c. regénye ugyanis biztosítja neki azt a szerepet - a kritikus, ellenálló író szerepét -, amit Thomas Mann csak jelentős hezitálás után képes felvállalni.
*** Később, az emigrációban hangzik el az a mondat, ami talán legmarkánsabb megnyilatkozása a mann-i öntudatnak, miszerint: Németország ott van, ahol én vagyok. Ami szerintem egyáltalán nem olyan nagyképű, mint amilyennek hangzik. Így sokéves távlatból inkább egy evidenciát közöl: hogy a nemzetek nem politikusaikban, sokkal inkább művészeikben élnek. Bár meghalni valóban az előbbiek miatt szoktak.
**** Természetesen Thomas Mann leplezett homoszexualitása - ami a polgári író képével oly nehezen illeszthető össze - is tárgyalásra kerül. Ez az elem amúgy nagyon szépen illusztrálja Mannék különös (perverz?) viszonyát az őszinteséghez. Azt, hogy a felszínen dúlt az elhallgatás, a mellébeszélés, az őszintétlenség, de a fiktív szereplőkön keresztül fájdalmas vagy kínos igazságok kimondásától sosem ódzkodtak. (Akár magukról, akár másokról.) Élőszóban például apa szexuális orientációja soha nem merülhetett fel, de ha valaki elolvasta a "Halál Velencében"-t, pontosan tudhatta, amit tudnia kellett.
***** Thomas Mann politikai kérdésekben tanúsított véleményei például helyenként egyenesen butaságszámba mennek. (Olvastam az "Egy apolitikus ember vallomásai"-t, tudom, miről beszélek.) Fel-felhorgadó demokráciaellenességét (ami elitizmusából fakadt) környezete se kiköpni, se lenyelni nem tudta.
Profile Image for Anika.
967 reviews317 followers
September 8, 2017
Was für ein großartiges Lesevergnügen! Das hat richtig Spaß gemacht. Und dabei habe ich mich am Anfang von Buch und Autor etwas in die Irre führen lassen... aber der Reihe nach.

Bevor ich mit dem Lesen anfing, wusste ich nur absolute "Basics" über die Familie Mann. Natürlich war mir der Name Thomas Mann als bedeutender Literat ein Begriff, gelesen habe ich allerdings (noch) nichts von ihm (Buddenbrocks steht ja schon seit Ewigkeiten auf der Liste, bisher habe ich nur eine Verfilmung geschafft, Asche auf mein Haupt). Und ja, er hatte viele Kinder und eines davon, Golo, hat mal ne Biografie über Wallenstein geschrieben (die bei meinen Eltern im Bücherregal stand und ich den Namen Golo als Kind sehr ungewöhnlich fand). Sehr rudimentäres Wissen also. Neugierig auf das Buch hat mich der Klappentext gemacht - wer liest nicht gerne über "schräge" Familien, vor allem, wenn sie prominent sind und ihr Dasein selbst so fleißig dokumentiert haben? Also, her damit. Vorher einmal kurz in den Anhang geschaut, wer wer ist - ah ja, Thomas und seine Frau Katia und die sechs Kinder. Kurz Namen (plus Spitznamen!) "gelernt" (und im Laufe des Lesens noch zwei, drei mal nachgeschlagen, dann saß das).

Ja, und dann ging es los. Zwei Dinge fielen mir am Anfang als, nun ja, ungewöhnlich auf, und ich war mir nicht sicher, was ich davon halten sollte: Zum einen der recht neutrale Ton des Autors, zum anderen die Kinder, die (vor allem die älteren) nur - pardon my French - feiern, vögeln, sich zudröhnen und die Eltern anschnorren - amüsant zu Beginn, aber geht das jetzt 400+ Seiten so und will ich das?!?

Beide Bedenken haben sich sehr, sehr schnell zerstreut.

Lahmes Schreibstil hat sich, nach kurzer Eingewöhnung, als unheimlich willkommene Wohltat erwiesen. Die Briefe der Manns/ihre Sprache sind/ist so blumig, gewaltig und wortgewandt, dass der neutrale Erzähler ein notwendiges und sehr gut "auffangendes" Gegengewicht dazu bildet. Auch sprechen die zitierten Schriftstücke alle wunderbar für sich, sie selbst sind ihr eigener Kommentar, sodass es kaum weitere Anmerkungen dazu bedarf - und wenn Lahme doch mal kommentierend eingreift, dann sitzt das aber auch zu 100%. Eben weil diese Technik nicht übermäßig strapaziert wird. Und, weil Lahme als sowohl kompetenter und leidenschaftlicher, gleichzeitig aber auch fair-neutraler Kommentator und Erzähler absolut überzeugt: Man merkt ihm seine Faszination mit dieser Familie an, er "lebt" die Manns - und ist gleichzeitig keiner, der sie auf ein Podest hebt, sondern übt auch Kritik und überführt sie ihrer Lügen. Sehr schön differenziert. Sein Text, der die "Rahmenhandlung" des Buches liefert, also die zeitlichen, räumlichen und inhaltichen Zusammenhänge zwischen den Korrespondenzen herstellt, ist einfach nur richtig gut und toll lesbar. Die Briefe werden übrigens immer nur auszugsweise im Fließtext zitiert, auch das ist gut gewählt, liest sich sehr flüssig.

Das zweite Bedenken, die "Einseitigkeit" der Kinder, hat sich auch schnell zerstreut, denn das war noch lange nicht alles. Aber, zunächst mal, wow, was für eine Familie.

Denkt mal an die Kardashians, die Osbornes oder andere Formate, in denen eine mehr oder weniger prominente Familie ihr Leben vor der Öffentlichkeit ausbreitet, voll mit Liebe, Sex, Hass, Verrat und was noch sonst. Findet ihr doof? Ist noch eh alles nur nach Drehbuch? So sind Familien nicht, prominente schon gar nicht, und vom Sofa ruft die Omma: "Früher hätte es sowas sowieso nicht gegeben?" Äh, doch. Und noch besser. Und in echt. Vorhang auf für die Manns.

Ihr müsst euch das so vorstellen: Vater ist eigentlich heimlich schwul, Mutter (die das weiß, aber egal) schottet Papa von ziemlich allem ab, weil Genies halt Ruhe brauchen, womit Papa, Genie hin oder her, zum ziemlich weltfremden Eremiten wird, der zwar große Texte schreibt, sich aber im Alltag - so sagt man doch - nicht mal alleine die Schuhe zubinden kann. Die Kinder wachsen zunächst in behütetem Wohlstand auf, wohlwissend, dass der Papa (auch genannt der "Zauberer") DAS Genie ist (bloß nicht stören!). Sie machen das, wie oben beschrieben, und noch mehr. Es gibt jede Menge "gay storylines", bis hin zu der jungen Frau, die eigentlich in Erika Mann verliebt ist, die zwar lesbisch ist, aber an dieser Dame kein Interesse hat, daraufhin verlobt sich die Dame mit Klaus Mann, der zwar schwul ist, aber so ne Alibiverlobte ist ja vielleicht nicht verkehrt. Besser als in der daily soap, oder? Und noch dazu echt! Dazu kommen jede Menge psychische Probleme, vor allem bei den Kindern, zweitweise sind mehrere Kinder gleichzeitig in Behandlung. Und alle wollen irgendwie irgendwas in ihrem Leben erreichen, etwas eigenes, sich selbst profilieren - und da ist das Scheitern eigentlich schon vorprogrammiert, denn der Zauberer schwebt über allem und jedem und ist sein Genie ist sowieso nicht erreichbar.

Außer vielleicht für die jüngste, Elisabeth, denn sie ist des Zauberers Lieblingskind. Woher ich das weiß? Nun, sowohl Thomas als auch Katia Mann haben ganz eindeutige Lieblingskinder - und ebenso Kinder, die sie am wenigsten mögen. Und sie lassen das auch alle Beteiligten wissen, inklusive Lästereien der Eltern (v.a. Katia) mit anderen Kindern über ihre ungeliebten Geschwister. Gruselig? In der Tat.

Huch, jetzt bin ich aber schön abgeschweift. Also nein, im Buch dgeht es nicht nur um das lasterhafte Leben der Kinder. Die sind nämlich nicht nur "Sex, Drugs & Rock 'n Roll Literature"-mäßig unterwegs, sondern auch als Abenteurer. Und das meine ich total ernst. Mit Beginn der NS-Zeit und den daraus politischen Bewusstseinsentwicklungen wandelt sich das Buch vom Familienbericht mit Exzessen zum spannenden Abenteuerroman. Es ist einfach unglaublich, was die Kinder alles während der NS-Zeit unternommen haben, um auf ihre Art gegen die Nazis zu kämpfen. Vor allem Erika Mann, die viel als Kriegsreporterin unterwegs war, oder auch die Söhne mit ihren Erlebnissen bei der Armee. Und erst Monika und das tragische Schiffsunglück - das sind Plots, die für sich allein schon genug Grundlage für einen spannenden Roman, wenigstens aber eine atemberaubende Kurzgeschichte liefern würde. Bei den Manns gibt es zig solcher "Anekdoten" zu berichten. Geschichtsunterricht gibt es nebenbei.

Ach, ich könnte noch so viel erzählen. Aber lest doch am besten einfach selbst. Das Buch ist spannend, unterhaltsam und richtig gut geschrieben - eine absolute Empfehlung.
Profile Image for Sophie.
289 reviews334 followers
January 6, 2024
Ein sehr genussvolles Hörbuch, das dem Leben der Familie Mann durch gut ein Jahrhundert folgt. Durch die Lektüre von Armin Strohmeyrs "Wir sind unser sechs" über die 6 Kinder Katia & Thomas Manns war mir das meiste gar nicht neu, aber der teils unterschiedliche Fokus macht m. E. beide Bücher sehr lesens- und/oder hörenswert.
Merkte beim Lesen, dass mich Erika & Klaus weiterhin am meisten interessieren. Es half mir außerdem bei der Entscheidung, welche Thomas Mann Romane die nächsten werden sollen: Lotte in Weimar und der Felix Krull.
Die "amazing family" begleitet mich schon ein gut Weil durchs Leben, 2023 war der Besuch des Sommerhauses der Manns in Nida ein besonderes Highlight. 2024 geht es dann auf Spurensuche nach Lübeck. 😊
Profile Image for Steffi.
1,121 reviews270 followers
December 27, 2015
Dass die Manns nicht zimperlich miteinander umgingen und allesamt in so mancher Hinsicht einen Schaden hatten, wusste man auch vorher. Aber das Buch ist flüssig lesbar, wartet mit neuen Zitaten auf und bedient natürlich den Voyeurismus der Leser. Die Konzentration auf die 1920er Jahre bis in die frühe Nachkriegszeit tun dem Buch gut – andere Mann-Biografien fangen ja eher bei den Großeltern des Autors an. Nicht uninteressant ist auch das letzte Kapitel, das das Leben der Kinder bis zu deren Tod nachzeichnet (inklusive Nachlass-Streitigkeiten).
Profile Image for Michael.
1,609 reviews210 followers
June 20, 2021
Für mich ist Lahmes Familiengeschichte der Manns ein Fehlkauf gewesen, der auch nach mehreren Leseanläufen meine Sympathie nicht gewinnen konnte.
Obwohl ich schon viele Biografien über die Manns gelesen habe, landete auch Lahmes DIE MANNS in meinem Bücherregal, teils wegen positiver Rezensionen, vor allem aber auch, weil der Fischer Verlag wirbt: "Tilman Lahme erzählt anhand zahlloser bisher nicht zugänglicher Quellen das aufregende Leben der Familie Mann." Da wird mit dem Adjektiv "aufregend" die Werbetrommel gerührt, aber wenn Lahme bislang nicht zugängliche Quellen auswerten konnte, führt - so dachte - kein Weg an der Familienbio vorbei.
Lahme macht sich nicht groß Mühe zu erklären, warum er die Familie Mann verbiografiert, einer Begründung bedarf es für ihn offenbar nicht. Bei einem solchen Projekt ist anzunehmen, dass es seine Legitimation nicht aus der Wechselwirkung von Werk und Biografie des Autors TM bezieht, sondern aus einem "allgemeinen" Interesse, das sich wohl am ehesten als zeitgeschichtliches begründen ließe.
Aber schon die ersten 100 Seiten haben mir das Lesen immer wieder sauer werden lassen: Ich kann mich des Eindrucks nicht erwehren, dass Lahme vorzugsweise die Aspekte in den Fokus rückt, die ein gewisses "Aufregungspotenzial" bieten. Der skandalöse Lebenswandel von Erika und Klaus, die ungleich verteilte Liebe des Vaters TM zu seinen sechs Kindern: In einem Tonfall, der sich zwischen lakonisch und oberflächlich bewegt, "erzählt" Lahme in leicht verständlicher Sprache seine Version der Familiengeschichte, ohne seine Leser durch genauere Analysen oder zeitgeschichtliche Hintergründe zu belasten.
Ärgerlich: Trotz der vielen neuen Quellen, auf die Lahme zugreifen konnte, hält sich der Neuigkeitswert in Grenzen.
Profile Image for Gerhard.
357 reviews30 followers
July 11, 2023
Außergewöhnlich detailreich wird vom Autor auf die einzelnen Kinder eingegangen, insbesondere auf die Vaterbeziehung. Die ständigen Geldforderungen von den Kindern, ausgenommen Golo, dann Drogen, Alkohol, Medikamente, manchmal wegen den vielen Wiederholungen doch mühsam und etwas genervt zu lesen.
Profile Image for Varga Zsolt.
31 reviews36 followers
February 8, 2020
Egy szépíró tollára kívánkozó történet, talán éppen Thomas Mannak kellett volna megírnia, esetleg Nádas Péternek, bár akkor túl kegyetlen lett volna. Így is elszomorodtam a végére, ahogy fogytak a szereplők, hisz - spoiler! - mindenki meghal a végén. És ez a könyv tényleg a végéig van megírva.

De induljunk az elejéről:
https://vargarockzsolt.blog.hu/2020/0...
Profile Image for Gerbrand.
434 reviews16 followers
December 18, 2024
52 ‘Zwarte ogen, die tranen vergoten voor mij, geliefde lippen, die ik kuste – het is er geweest, ook ik heb het ervaren, dat zal ik tegen mezelf kunnen zeggen als ik sterf.’

Dit citaat is niet van Gustav von Aschenbach, de hoofdpersoon in De dood in Venetië (uit 1911), maar van Thomas Mann in een van zijn latere dagboeken. De dagboeken uit de jaren 1922 tot 1932 heeft hij verbrand. Mogelijk omdat hij in die jaren verliefd was op de 27-jarige Klaus Heuser, over wie bovenstaand citaat gaat.

Deze familiebiografie begint in 1922, Thomas Mann is dan 47. Getrouwd met Katia en vader van 6 kinderen. Ter referentie, De toverberg publiceerde hij in 1924. In brieven wordt Thomas Mann door Katia en zijn kinderen dan ook aangeduid met de Tovenaar. In dit boek komt hij toch vooral naar voren als koud, eigenwijs en weinig sociaal.

Zoon Klaus schreef al in 1936 in zijn dagboek: Wat zijn wij een zonderlinge familie! Later zullen ze boeken schrijven over ons – niet alleen over individuele leden van de familie.’
Deze biografie is het (zoveelste) bewijs.

De Tweede Wereldoorlog speelt een centrale rol in deze familiegeschiedenis. Golo Mann verbaast zich in 1931 over waarom het nationaalsocialisme onder studenten zoveel aanhang heeft:

69 Volgens hem wordt dat al aangetoond als je de hoofdwerken van de twee tegengestelde politieke richtingen met elkaar vergelijkt: Das Kapital van Karl Marx tegenover Mein Kampf van Hitler. Aan de ene kant ‘een streng wetenschappelijk werk, gedrenkt in de resultaten van de Duitse filosofie en van het hoogste Duitse denkniveau’, schrijft Golo Mann, aan de andere kant een ‘ in een paar maanden neergepend, stilistisch erbarmelijk en theoretisch in hoge mate slordig product van subjectieve ijdelheid’, met de foto van de schrijver op de omslag, ‘met een opgepoetst snorretje en in de pose van een dienstmeisjesidool uit 1900’.

Een paar jaar later, in 1933:

87 Bijna 40.000 mensen zijn in de eerste maanden van de Hitler-dictatuur om politiek redenen Duitsland ontvlucht.

Waaronder dus de familie Mann.

In de 50 pagina’s na de dood van Thomas Mann in 1955 beschrijft Lahme de levens van zijn vrouw en kinderen tot aan de dood van de laatste in 2002. Dat had misschien wat compacter gekund.

Een aanrader deze biografie. Net als De dood in Venetië van Thomas Mann en Mefisto van zijn zoon Klaus. In 2025 ga ik me toch maar eens wagen aan De toverberg!
Profile Image for Susanne.
197 reviews26 followers
November 13, 2017
Lahme hat es sich mit seiner Mann-Biographie zur Aufgabe gemacht, die Beziehungen zwischen den Familienmitgliedern, Thomas, Katja und deren Kindern, aus Briefen und Tagebucheinträgen zu rekonstruieren. Er beschreibt - und erlaubt sich nur selten einen ironischen Kommentar -, was Eltern und Kinder so schrieben, was sie übereinander dachten und voneinander hielten. Das übersichtlich darzustellen, ist bei der Menge an Kindern eine große Leistung. Dazu hat Lahme einen sehr angenehmen, unterhaltsamen Stil. Trotzdem war ich mit der Biographie nicht ganz glücklich.
Weil die Beziehungen so im Vordergrund stehen, die Werke eher Nebensache sind, bleibt der Eindruck einer ziemlich grässlichen Familie, deren Beziehungen sich im Laufe der Jahrzehnte kaum verändern. Irgendwann wiederholt sich alles: die Bettelbriefe der Kinder, die ständige Bereitschaft Katja Manns für die Schulden und Extravaganzen ihrer Kinder aufzukommen, die abfälligen und gehässigen Bemerkungen über Monika, die Schilderungen von Drogenexzessen und Mesalliancen.... Mir wurde es doch etwas langweilig, weil die Biographie inhaltlich außer einer genauen Rekonstruktion von familiären Befindlichkeiten nicht viel hergab, was mich interessierte.
Profile Image for Antje.
689 reviews59 followers
July 14, 2018
Ein Buch, das mir zu Beginn ausgesprochen attraktiv schien und gen Ende sich wie Gummi dahin zog und kein Ende nehmen wollte. Ja, ich hatte nach hundert Seiten schon die Nase voll von Familie Mann. Interessant wäre vielleicht gar eine reflektierte Veränderung wenigstens eines der Familienmitglieder gewesen, aber so weit kam es nie. Und so wiederholten sich letztlich die Themen bzw. steigerten sich in Verhaltensweisen diverser Manns, die nur noch Abscheu in mir hervorriefen.

Und so sitze ich vor diesem Buch und versuche zu verstehen, was es mit mir angestellt hat. Ein Lesevergnügen bescherte es mir längst nicht mehr und ich wünschte, es nie gelesen zu haben, weil es mein Interesse an Mann-Werken immens geschmälert hat. Ich verstehe zwar nun, warum ich auch beim zweiten Anlesen von Klaus Manns "Mephisto" mit dem Stoff nicht warm wurde und es für mich nun auch akzeptabel ist, keinen weiteren Versuch zu starten. Aber mich lässt Lahmes Buch so wahnsinnig unbefriedigt zurück. Allein seinem Fleiß, eine solche Fülle an Material zu sichten, zu sortieren und in eine lesenswerte Form zu bringen, halte ich ihm zu gute. Kurzweilig ist seine Zusammenstellung durchaus. Mich nervten letztlich das Verhalten seiner Protagonisten und ich erfuhr einfach zu viel, als dass es mir sowie Familie Mann gut getan hätte. Ich fühle mich in gewisser Weise wie ein Voyeur, einerseits beschämt und zugleich fremdschämend, und frage mich, worin der eigentliche Sinn dieses Buches lag, das Anliegen Lahmes. Ein Vorwort oder wenigstens eine Schlussbetrachtung wären an dieser Stelle für mich hilfreich gewesen.
Profile Image for Bart Vanvaerenbergh.
258 reviews14 followers
March 11, 2024
Een indrukwekkend boek !
Het is even aanpassen aan de vrij recht-toe-recht-aan schrijfstijl, maar het leven van alle Mann's kent aan het einde van het boek quasi geen geheimen meer voor de lezer.

Profile Image for Gitte Hørning.
149 reviews23 followers
September 6, 2018
Under en nylig tur til Lübeck besøgte jeg Buddenbrookhaus, det museum, som er tilegnet Thomas Mann og den roman, der udløste Nobelprisen til ham: ’Familien Buddenbrook’. I stueetagen er der masser af informativt materiale, og fra fotos af nogle plancher citerer jeg – i fri oversættelse – to formuleringer om far/søn-forholdet: 1) ”På det tidspunkt vidste jeg, at jeg ikke ville blive min fars eller mine forfædres efterfølger; i det mindste ikke på den måde, som man stiltiende forventede det af mig.” 2) ”En far er altid den naturlige og nære rollemodel for en dreng, som under sin udvikling stræber efter at blive del af voksenverdenen.”

Uden at jeg præcis erindrer mig de efterfølgende lange tekstudredninger, så antager jeg, at det første citat handler om Thomas Mann selv, der som søn af en magtfuld storkøbmand i Lübeck blev mønsterbryder, da han valgte en løbebane som forfatter. Citat nr. 2 kunne her overfor måske beskrive det mere ’normale’ socialiseringsforløb mellem en far og hans sønner.

I og med sit ægteskab med Katharina Pringsheim (Katia) giftede Thomas Mann sig ind i en meget velhavende familie, hvilket kom ham og deres seks børn til gode gennem de turbulente år mellem 1922 og 2002, som beskrives i Tilmann Lahmes 2015-biografi. Grundet familiens antifascistiske holdning levede de i eksil i USA i årene 1938-52, og her havde de ikke umiddelbart noget eksistensgrundlag. Litteraturhistorikeren Lahme har i forvejen skrevet tre bøger om familien Mann, men den nye biografi bygger på hidtil ukendt stof fra den meget skrivende families gemmer: kontinuerlig brevkorrespondance og dagbogsskrivning m.m.

I en særpræget montagestil holder Lahme otte mere eller mindre tæt sammenvævede tråde i gang gennem 400 sider, indtil der tegner sig et billede af en familie, som man kan sætte mange prædikater på: dysfunktionel, mytoman, megaloman. De enkelte familiemedlemmer: kreative, arrogante, narcissistiske, dekadente, depressive, seksuelt frigjorte, suicidale, misbrugere af medicin og stoffer.

Erika er livsnyder, biseksuel og faderens yndling. Hun er skuespiller, foredragsholder og udgiver bøger i eget navn, ligesom hun i de senere år forbedrer på faderens manuskripter. Erika forelsker sig på et tidspunkt i sin homoseksuelle bror Klaus’ (kvindelige) forlovede, og i årevis har hun et forhold til faderens jævnaldrende ven, dirigenten Bruno Walter. Sådan går det over stok og sten i Erikas kærlighedsliv, godt hjulpet af stoffer, indtil hun i 1969 dør af en hjernetumor.

Klaus er kun et år yngre end Erika, og de to har et tvillingeagtigt kærlighedsforhold til hinanden. Han er homoseksuel og en selvbevidst skribent, der får nogle tidlige succeser, hvorefter han også tidligt brænder ud og forsumper i syfilis og narko. Hans gentagne forsøg på selvmord krones med held i 1949; forældrene deltager ikke i den tidligere yndlingssøns begravelse i Cannes.

Golo skiller sig ud. Hvor de øvrige søskende har haft besvær med at tage en studentereksamen, går Golo hele den akademiske vej og bliver selv universitetslærer. Han får stor succes som forfatter af politisk og historisk faglitteratur, og ligesom Erika hjælper han med at stramme faderens manuskripter op. Han er homoseksuel, men lever et tilbageholdende liv og dør en udramatisk død i 1994. Golo fravælger som den eneste at blive begravet på familiegravstedet i Schweiz; han ligger på Kilchberg-kirkegården som de øvrige (minus Klaus), men i en enkeltgrav.

Monika er almindeligt afskyet af hele familien, uden at vi klart forstår hvorfor. Hun lægger an til en karriere som pianist, men er ikke tilstrækkeligt talentfuld, og i en lang periode herefter laver hun så lidt som muligt. I sine senere år tager hun skrivning op, såvel skøn- som faglitteratur, men de prøver, Lahme giver på hendes kunnen, er som oftest pinlige. Hun dør mentalt forstyrret i 1992.

Elisabeth er den anden yndlingsdatter og den længst overlevende af Mann-klanen. Hun er fra start en idealist, der sværmer for ideen om en verdensregering, intet mindre, men der bliver lidt mere substans i hendes utopi, da hun zoomer ind på verdenshavene. Med havenes tilstand som fokus får hun international succes som miljøaktivist. I 2002 dør hun som 82-årig under en skiferie.

Michael er et uønsket sidstebarn for Thomas Mann, men moderen har helt urimelige ressourcer af overbærenhed med hans skvattede livsførelse. Via Lahme lægger vi øre til utallige ’send flere penge-jeremiader’, eksempelvis begrundet i ekstraudgifter på hans Bugatti. Efter årelang dyr privatundervisning bliver han uddannet violinist, og efter en træg start opnår han koncertturneer med en kvindelig pianist af Menuhin-familien. Men han har anfald af voldelig aggression. Dræber i fuldskab sin elskede hund, stikker sin koncertpartner ned med en kniv, ligesom han foran børnene slår sin kone. Michael er misbruger, og det er uvist, om hans død i 1977 er selvmord eller en ikke-villet overdosis.

Hvis vi sammenholder præsentationen af børnene med foranstående citat nr. 2 om faderen som almindelig rollemodel for sit afkom, så kan vi konstatere, at tre af Manns børn blev bi- eller homoseksuelle som ham, at fire havde kunstneriske ambitioner som ham, at fem var lige så afhængige af Katia som praktisk udreder og leverandør af penge som ham, og at alle seks havde psykiske problemer til et niveau, hvor de selvmedicinerede mod depressioner som ham.

Katias økonomiske midler svandt lidt ind under årene i USA, fordi nazisterne havde beslaglagt hendes jødiske forældres store formue. Men her træder så en anden kvinde ind som mæcen for Thomas Mann, Agnes Meyer, hvis beundring for ham foranlediger, at hun finansierer opførelsen af en 20 værelsers-villa med udsigt over Stillehavet. Hun organiserer endvidere en løn til husfaderen for mere eller mindre eksisterende ydelser i form af foredrag. Begge kvinders fornemmeste kald er at sikre Thomas Mann arbejdsro, så der kan skrives, også når dette indebærer at skærme ham fra børnenes behov og problemer, ja, ind imellem fra deres eksistens.

Med så opofrende kvinder omkring sig stimuleres Thomas Manns i forvejen pænt store hang til selvcentrering og arrogance. Men også intellektuelt får han et par skud for boven i Lahmes biografi: Hans politiske analyser af krigens forventelige gang holder stort set aldrig stik. To af hans børn må redigere hans alt for ordrige manuskripter. Og endelig afsløres det, at verdens største nulevende forfatter – som han markedsføres – skriver af! Beskrivelsen af Hannos død af tyfus i ’Huset Buddenbrook’ er hentet i et medicinsk leksikon, og de musikvidenskabelige passager i ’Doktor Faustus’ er skrevet af filosoffen og komponisten Theodor W. Adorno.

Havde der været tale om en fiktion med et så kulørt personregister som ovenstående, ville den blive dømt urealistisk. Men her er der altså tale om en biografi, blot ikke af den gamle skole, men snarere om en citatmosaik, hvor Lahme så at sige lader personerne udlevere sig selv, kun hjulpet lidt på vej af lejlighedsvis ironi i hans ellers nøgterne tonefald. Han har et imponerende overblik over stoffet og væver sine tråde sammen på en måde, så teksten drives frem af et flow, der fastholder læseren til den bitre ende.
Profile Image for Fabian Williges.
Author 14 books10 followers
June 14, 2025
Eine beeindruckende Arbeit – mit viel Fleiß, Exaktheit und Einfühlungsvermögen, spürt Tilmann Lahme den Leben der Familienmitglieder nach. Die Amazing Family besteht nicht nur aus Thomas Mann und seinen inneren Konflikten. Er hat seine Ängste und Komplexe unbewusst auf seine sechs Kinder übertragen, die nicht nur in einer schwierigen Familie, sondern auch in einer äußerst schwierigen Zeit aufgewachsen sind. Das Buch enthält viel Erhellendes. Es kann aber passieren, dass man über die Verteilung der eigenen Sympathien auf die Mitglieder der Familie Mann neu nachdenknen muss.
Profile Image for Sarah .
437 reviews28 followers
May 13, 2020
Packende Biographie der Familie Mann: Thomas Mann und seine Frau sowie deren sechs Kinder werden intensiv beleuchtet. Dabei liegt der Fokus auf der Dynamik zwischen den Charakteren und weniger auf den einzelnen Personen. Ich hab mich vorher noch nie mit dieser Familie beschäftigt, kenne nur einen Teil des Werks von Thomas Mann. Ich wurde sofort in den Sog der Familiengeschichte gezogen und fand, dass Lahmes trockener Stil perfekt zu den doch recht abgedrehten Manns passte. Als Einsteigerbiographie absolut zu empfehlen. Weniger für tiefe Beleuchtungen einzelner Personen geeignet.
Profile Image for Marieke Dwarswaard.
55 reviews5 followers
December 13, 2021
*3.5
Gelezen ter oriëntatie op mn proefschrift, weet niet of ik het anders gelezen zou hebben. Het verhaal van het boek is fantastisch, een echte familiesoap. Alle karakters hebben hun eigenaardigheden en tragiek, en de auteur heeft een stevig geannoteerd historisch boek neergezet.
Helaas mist het boek -en het zou kunnen dat dat komt omdat ik een goedkope pocketuitgave had, dat weet ik niet- elke vorm van inleiding en inkadering. Het begint op een tamelijk willekeurig moment in de tijd, als het gezin al compleet is, en er wordt niet uitgelegd waarom het boek juist dan begint. De auteur geeft ook geen uitleg over de vorm van familiebiografie en verklaart niet waarom nu juist deze familie beschreven diende te worden. Heel jammer, omdat het verder een uitstekende historische studie is. Lezers van een dergelijk werk hadden een iets meer theoretische inleiding prima aangekund, denk ik.
14 reviews
September 12, 2021
Nagyon izgalmas könyv. Az elején száraznak tűnt, de elég hamar elkezdtem értékelni a tárgyszerűségét - nincsenek benne hozzáköltött dolgok, minden levelek, naplók, beszámolók alapján lett megírva, aztán mégis kirajzolódik benne mindenki (a szülők és a 6 gyerek) személyisége.
Van itt mindenféle megnyomottság (ha véletlen azt gondolnánk, hogy ünnepelt író fáklyásmenet lenne a könyv - nem az): a nagy ember árnyékában felnőni és onnan soha ki nem keveredni, kedvenc gyereknek lenni, a család lenézett és kinézett gyerekének lenni, az emigrációból gyűlölni mindenkit (a németeket úgy en bloc, főleg), elnyomott homoszexualitás, megélt homoszexualitás, rengeteg-rengeteg kicsinyesség.
Amilyen lassan folyik a Varázshegy, ez az életrajz annyira mozgalmas, elolvasnám újra bármikor.
Profile Image for Jelle Mostien.
165 reviews5 followers
June 16, 2022
Zeer interessant boek over één van de opmerkelijkste literaire en politieke families van de 20ste eeuw.
Soms wordt er wat plots van het ene naar het andere familielid gesprongen waardoor het moeilijk volgen is.
Profile Image for Dani.
280 reviews67 followers
June 26, 2016

I loved Lahme's meticulous and neutral style.

To maintain that kind of unwavering critical eye can't have been easy with this particular study subject. But the approach really paid off.

Fascinating family!

Perfect case study of a closed system, of a "we-against-them" mentality with low to none boundaries within the family and massive, impenetrable walls to everybody intruding from outside. Very toxic mix, I'd say.

Totally, completely dysfunctional with this peculiar mix of unabashed, pathological narcissism, emotional abuse, sexual ambiguity, the pressures of public exposure, mandatory hero-worship and denial, denial, denial until their very last breath.

Utterly fascinating.

And quite heartbreaking, considering that a few of the kids did not have the stomach to effectively deal with and, in the end, survive this kind of covert emotional clusterfuck.

And the ones who did, which were mostly the women of the family (except Golo), well, it is fascinating to read about how they managed (or not managed) to carve out their own lifes under his (and her) looming presence and found a way to ..... what would be the adequate word here ....... subsist, maybe?

5 reviews
June 20, 2025
Viele gleichsam liebevolle wie problematisierende Einblicke in die Höhen und Tiefen einer anstrengenden Familie. Kurzweilig zu lesen, trotz des mächtigen Umfangs.
2 reviews
Read
October 6, 2016
Das Buch zeigt intensiv die Familienverhältnisse der Familie Mann auf und nimmt dabei kein Blatt vor den Mund. Wenn man sich für die Personen der Familie Mann interessiert, ist dieses Buch ideal.

Man muss sich dafür genügend Zeit geben, das Buch zu lesen. Es ist gut verfasst, verlangt jedoch eine hihe Konzentration des Lesers.
20 reviews
August 12, 2023
A sloppy book that starts somewhere in the middle of the story about a bunch of dysfunctional narcissists. All anecdotes, no storyline. Don’t understand the raving reviews.
126 reviews
December 5, 2021
In het nawoord geeft de biograaf aan dat er wel heel veel geschreven is over Thomas Mann, en er ook meerdere biografieën zijn van zijn vrouw Katia en de drie oudste kinderen Erika, Klaus en Golo (de drie jongste, Monika, Elizabeth en Michael, moeten het met minder doen) - maar dat er nog maar weinig pogingen zijn tot een biografie van het gezin Mann. Van dat gezin is alleen Mephisto van Klaus Mann een voor mij bekend verhaal, en dan ook nog alleen dankzij de geweldige verfilming. Deze biografie zet niet direct aan tot meer lezen, maar beschrijft in hoog tempo en met een enorme hoeveelheid feiten met name de periode 1922-1952 (met nog een laatste hoofdstuk over de jaren 1952-2002, ofwel tot het overlijden van het laatste gezinslid, dochter Elisabeth). Het boek heeft 'maar' 400 blz, waarin zowel de afzonderlijke levens aan bod komen als ook de voortdurende aanwezigheid van dat gezinssysteem: gedomineerd door een in Duitsland en zeker na het winnen van de Nobelprijs ook internationaal beroemde vader, een moeder die het schrijversleven van de vader en het welzijn van de (meeste) kinderen bewaakt en faciliteert, en zes onderling heel verschillende kinderen die in meer of mindere mate lijden onder (en soms ook juist profiteren van) de beroemde vader. De familie is vermogend, onder meer door de enorme inkomsten uit de boekverkoop van Thomas Mann. De historische setting speelt onvermijdelijk een grote rol - waarbij de drie oudste kinderen al vroeg in de jaren 30 heftig anti-nazi zijn en vooral Erika en Klaus hun vader voortdurend aanzetten tot publiekelijk veroordelen van Hitler en het nationaalsocialisme - wat hij na aanvankelijke aarzeling ook doet. Dat betekent Exil, en uiteindelijk een leven in de VS. Erika en Klaus bevinden zich al in de periode daarvoor in Duitsland in een bohemien kunstenaarsscene - vooral Klaus Mann is gevoelig voor het makkelijke drugsgebruik. Maar in feite lijkt elk kind op een eigen manier te lijden onder de last van een beroemde achternaam, onder de vader (die zo zijn voorkeuren heeft), onder de onderlinge afhankelijkheid (alleen totaal buitenbeentje Monika onttrekt zich daaraan). 'Gewoon zijn' lijkt niet mogelijk te zijn in zo'n bepalende omgeving.
Een apart lijntje in het gezin is al dan niet verborgen homoseksualiteit: bij Thomas Mann (met medeweten van zijn vrouw), bij Erika die met iedereen het bed deelt, bij Klaus die voortdurend lijdt onder het niet in staat zijn een relatie op te bouwen, en bij Golo.
Kortom - een boek waar je vooral heel veel van leert, niet perse heel meeslepend (het mooist zijn de stukken met wat meer duiding) - maar je hebt al die feiten ook wel nodig. Tevredenheid met een 'gewoon' niet-spectaculair leven is wel een aardige bijvangst ;-)
Profile Image for Brczdn.
391 reviews17 followers
January 7, 2023
En sevdiğim yazarlardan birinin aile öyküsünü okumakla bilmem iyi mi yaptım kötü mü? Çünkü bu iyi yazarların ailelerinde hep bir şeyler çıkıyor. Mann açısından da evlat ayıran baba ve yine arkada her şeyi çekip çeviren yardımcı bir eş görüyoruz. Çocukları seviyor muydu kendine göre mi seviyordu tam anlayamadım açıkcası. Sanırım bu ailenin yaşadığı dönem itibariyle de sevgi anlayışı gerçekten farklıymış.
Neyse gelelim ailemize; çocuklarla ilgilenen ve her tür sorundan kocasını uzak tutan ona yazmak için her daim uygun ortam hazırlayan fedakar bir anne görüyoruz. Ardından 6 çocuğa ve aralarındaki ilişkilere geçiyoruz. Nerdeyse aralarında sorunsuz insan yok diyeceğim. Hepsi de iyi yetişmiş alanlarında ses getirmek isteyen ama babalarının gölgesinde kalmaktan kurtulamayan insanlar. Tabii böyle bir ailede aksi düşünülemezdi. Bu da onların kötü kaderi diyelim. Hitlere karşı gelmeleri sebebiyle ülkeyi terkedip vatandaşlıktan çıkarılmalarından Avrupa ve Amerika’daki yaşamlarına müzik edebiyat siyaset ve hatta bilim alanlarındaki yolculuklarına kadar keyifle ve merakla okudum diyebilirim.
Her şeye rağmen mann sevgim baki kaldı.
Profile Image for Yvonne Merschmann.
Author 11 books11 followers
October 11, 2019
Ein sehr interessantes Buch, besonders das Verhltnis innerhalb der Familienmitglieder und der Situation zur Zeit der Weltkriege sowie die amerikanische vs. deutsche Beziehungen. Durch die unglaublich vielen Familienmitglieder in den erzählten 80 Jahren, die Erwähnungen von Berichten, Tagebucheinträgen und Briefen, die Korrektur der Inhalte, schafft er eine absolute Flut an Informationen, Gedanken und Gefühle, die erstmal verarbeitet werden müssen. Das Buch kann man definitiv immer wieder lesen. Christian Baumann hat allerdings auch eine sehr angenehme Stimme und schöne Erzählweise.
Profile Image for Fatih Dogan.
18 reviews2 followers
July 14, 2025
özellikle baba oğul thomas mann ve klaus mann arasındaki trajik ve gerilimli ilişkiyi bildiğim için merak etmiştim kitabı ama thomas mann’ın diğer çocukları da epey ilginç karakterlermiş. az ya da çok her çocuk baskın babanın yanında biraz karakter gösterirken thomas mann’ın 98 sene yaşayan karısı ailedeki en pasif ve etkisiz karakter olarak öne çıkıyor. bir dahinin ailesinin serencamıyla 20. yüzyılın hikayesinin iç içe geçtiği çok iyi kotarılmış, kuru bir dil kullanmadan bir roman anlatısı tadında çoklu bir biyografi diyebiliriz kitap için. çevirisi de son derece başarılı.
Profile Image for Natalie.
225 reviews1 follower
October 2, 2017
Wat een geweldig boek, non fictie, een biografie dan nog... Voor mij sowieso al merkwaardig, als fictie lezer. Maar vooral, wat een familie... Je wordt een ganse eeuw meegenomen in die merkwaardige familie Mann. Disfunctioneel tot en met, zowel de familie als die bewogen eeuw, allen met een hoek af. Pas op het einde, als je door de massa bronnenmateriaal bladert, besef je ten volle wat een geweldige brok literatuur dit heerlijke boek is. Soap tot literatuur verheven...
Profile Image for Gijs Zandbergen.
1,062 reviews28 followers
September 14, 2018
Lahme kent de familie Mann als zijn broekzak en portretteert die op grond van dagboeken, brieven en biografieën van de verschillende leden. Soms met een kort, ter zake doend commentaar, alsof hij het niet kan laten. Geweldig boek. Maar wat een vervelende mensen, die vader en kinderen Mann. Egocentrisch, verwend en intelligent, en toch fascinerend. Thomas Mann kon goed schrijven, maar als mens een zak. De moeder Katia komt er het best van af. Terecht.
Displaying 1 - 30 of 46 reviews

Can't find what you're looking for?

Get help and learn more about the design.