Er jeg et overflødigt menneske?
Et godt og eksistentielt spørgsmål. Det ligger i menneskers natur at drømme om at høre til, om at have en plads i verden, om at være noget for nogen.
Bogen, der handler om Aloisia, tager fat om dette spørgsmål gennem demonstreringen af en kvinde med store drømme og lille selvværd. Tonen fra allerførste side er kæk og fremstår selvironisk, men ganske hurtigt kammer den over og bliver til et decideret selvhad.
Protagonisten Aloisia beretter i første person, hvordan hun ingenting kan; hun overraskes ikke, når hun gang på gang fx bliver opsagt fra sit job. Men bag hendes kække og ironisk selvmedlidende tone, er det meningen, at vi skal have omsorg for hende, læseren skal synes, at det er synd for hende.
Undervejs laver fortælleren dog en række fodfejl i hendes beretning, som gør at man mister sympatien for hende. Det hele handler om Aloisia selv, og hendes fortællingen bærer vidende om total mangel på selvrefleksivitet. Dette ses også i selve strukturen af bogen, der ingen kapitler eller afsnit har. Aloisia kører afsted i selvsamme smøre, hendes liv er gået i hak, det er kun tiden der bærer hende frem. Det er fascinerende. Selvom antagonisten ikke kan være protagonisten, så er det alligevel interessant at se, hvordan det i høj grad er protagonisten selv, der modarbejder og stiller sig selv i vejen for de drømme, hun har.
... men også en smule skræmmende. Bogen, som Hartwig skrev i slutningen af 1920'erne, giver anledning til at tænke over, hvor meget af protagonistens egoisme, der er medfødt, og hvor meget der er en mekanisme, der forstærkes, måske endda skabes, af samtiden. Hvordan drømmer man i en tid, hvor der ikke er plads til drømme? Hvordan tænker man stort, når verden attribuerer én ganske lidt plads?
Bogen er velskrevet, og det er altid fascinerende at opleve bøger, hvori plottet fungerer selv 100 år efter pennen blev sat på papiret første gang.