Romanen skildrer på socialpsykologisk vis en vanskelig drengs vandring fra den ene institution til den anden. I særlig Martha Christensen-stil gives der her stemme til de tabte og glemte, idet fokus også er på de dårligt stillede forældre og deres rolle som hjælpeløse tilskuere.
Martha Christensen, 1926-1995, dansk forfatter, der med sit fokus på de stille eksistenser og sin faglige baggrund i den sociale sektor beretter om dem, der er at finde i behandlingssystemet. Et genkommende tema i forfatterskabet er således forholdet mellem de magtfulde plejere og de sårbare, institutionaliserede individer. Som social-psykologisk realist skildrer hun uden litterære dikkedarer og i et enkelt og hverdagsagtigt sprog genkendelige miljøer og mennesker. Fortællingerne komponeres ud fra følgende et individ rives ud af sin normale tilstand, hvorefter konflikterne optrappes frem mod et klimaks, hvor så de eksistentielle omkostninger gøres op. Forfatterskabet kan i sit hele ses som et forsøg på at definere de sociale faktorer bag menneskelig ulykke og anskueliggøre social og eksistentiel afmagt i form af skyldfølelse, samvittighedsnag og had. Selv om Martha Christensen med sit beskedne væsen selv fremstod som en stille eksistens i dansk litteratur, tilhørte hun ikke de de fleste af hendes romaner udkom i store oplag, og hun var ofte i rampelyset, fik tildelt priser og mødte sin brede læserskare; de helt almindelige danskere, der var at finde i hendes bøger. I 1988 modtog hun De gyldne Laurbær for det, der anses for at være hendes hovedværk, familieromanen "Dansen med Regitze" – om den livskraftige Regitze, der får konstateret uhelbredelig kræft og hendes mand, arbejderen Karl Aage.
At læse Fridagen er som at træde ind i et litteraturmuseum. Ikke så meget sproget og stilen, men snarere den måde hovedpersonen beskrives på. Mere nænsomt og ømt end man ville gøre i dag. Vores hovedperson er svagt begavet, og bogens clou er hvor troværdigt det føles at være i hendes tanker. Hvordan hun befinder sig i en stående rundforvirring med et altoverskyggende behov for at nære tillid til omverdenen - for hvordan skal det dog gå hende, hvis folk ikke vil hende det godt?
Selve historien er skåret omkring en 70'er-præget socialrealisme. Arbejdere, som prøver at passe ind, og et samfund som stiller krav og kværner de små ned. Egentlig en banal historie. Nok næsten for banal. Men den varme som forfatteren nærer til sine karakterer, og den stilfærdige måde hun lader historien gå sin gang. Det er rørende.
Fire stjerner for et dejligt besøg på arbejdermuseet.
En utroligt sørgelig bog om misforstået omsorg og indlæringsvanskeligheder og dårligt kompetente voksne. Selvom det var andeledes at hører historien set fra fru Larsen side fandt jeg den hverken spændende eller særligt oplysende. Desværre sker det i bogen i nogen grad også i dagens Danmark.. Kan ikke lige se hvad man skal bruge den til undervisningsmæssigt andet end at se hvor meget fagpersoner kan tage fejl og hvor lidt familier uden midler har at skulle have sagt