Ravnene: To Fortaellinger (1902)

by Herman Bang

This scarce antiquarian book is a facsimile reprint of the original. Due to its age, it may contain imperfections such as marks, notations, marginalia and flawed pages. Because we believe this work is culturally important, we have made it available as part of our commitment for protecting, preserving, and promoting the world's literature in affordable, high quality, modern editions that are true to the original work.

174 pages, Hardcover

First published January 1, 1902

About the author

Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".

Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Reviews

[Mikael Ostenfeld Krog]

Den ældre Frøken Sejer er godt ved muffen. Det tiltrækker familie og bekendte, der gerne holder øje med, om sølvtøjet stadig er, hvor det skal være. Novellen udspiller sig omkring en middag, Frøken Sejer har inviteret til, og i bedste bangske stil udleveres gæsternes/ravnenes dårskab gennem spydige personbeskrivelser og sprogligt formidable replikker. Her omkring middagsbordet lige som isen skal til at blive båret ind:

"Hr. Sejer drejede pludseligt meget brat via Buda-Pest Samtalen over paa Rejser, Rundrejser og Baderejser; mens Fru Madderson brød ud angaaende Bøgerne fra Pest:

— De er ogsaa illustrerede; og man hørte Frøken Sejer raabe:

— Paa hvad Sprog er det?

Fru von Hahn, der understøttede Rejsekonversationen, fandt, at der var virkelig yndigt i Franzensbad, og Frøken Ottilia Hauch sagde — og blev dryppende rød efter at
have sagt det — :

— Ja, Jeg tog jo derhen hver Sommer, mens han levede.

Tjeneren havde indbaaret Isen. Den var formet som en mægtig Høne, der skærmede sine Kyllinger under de udbredte Vinger. Der blev et Beundringens Raab.

— Næ, den er spættet, sagde Frøken Minna.

— Ja, saagu', er det ikke Parfait, lød det fra Hr. Schou.

— Man ser hver Fjeder, sagde Fru Madderson, der udtalte d'et i Fjeder. Men Fru Lund lo højest:

— Tante Vik, Tante Vik, jeg har den allerede paa Tungen, jeg smager den allerede i Halsen.

Men Fru von Hahn, der skulde skære for, skar saa hidsigt med Skeen, at hun afflaaede hele Vingen med et Greb. Pludselig havde Hr. Overretssagfører Meyer rejst sig og han slog paa sit Glas.

— Nu taler Executor, halvhviskede Schou, mens Frøken Sejers Ansigt fik et pludseligt Liv og hendes Øjne lyste — lidt som Staal — og mod Ven Meyer. Hr. Meyer, der stod, saa man saé, at rund Ryg var noget, der laa til Familjen, sagde, at han vidste bedst. Tante Viktoria holdt ikke af Taler og „mindst til sin egen Ære"."

Bogen indeholder også novellen Julegaver, der beskriver, hvor småt et liv småkårsfolk har, men den er ikke oppe i samme gear som Ravnene.