What do you think?
Rate this book
Superskurk
Superskurk er en rå, akut og kærlig bog skrevet inde fra en psykisk sygdom. Anna har kæmpet med psykisk sygdom siden teenageårene, men nu har hun styr på livet: Hun har taget sine dæmoner på sig ved at se sig selv som superskurk, og snart skal hun fejre sin 30 års-fødselsdag med en overdådig fest. Der skal være kendisser på gæstelisten, det skal foregå på Refshaleøen, og der skal smadres! Men hvordan holder man en stor fejring af livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede man var? Og hvordan skriver man om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer? For Annas liv er ikke en recovery story. Og måske er hun heller ikke en cool og destruktiv superskurk, når det kommer til stykket, men i virkeligheden en, der kæmper for noget.
137 pages, Paperback
First published January 6, 2023
15 people are currently reading
670 people want to read
About the author
Anna Juul
4 books33 followersAnna Juul, f. 1992 er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og har arbejdet med radio, tv og bøger. Hun har bl.a. været forfatter på programmet Den Korte Radioavis på Radio24syv. I 2019 debuterede hun med digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel under aliasset Veronika Katinka. Anna Juul har skrevet og spillet hovedrollen i tv-serien Min Kamp, der handler om samme karakter, og hun står bag serien Fantomforhold. I 2022 udgav hun romanen Penge & Bacon.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 91 reviews
February 8, 2023
Er helt blæst bagover, forstår ikke, hvorfor der ikke er mere opråb og debat og diskussion over denne her bog. Vi har Glenn Bech og klassekampen, det har virkeligt gjort indtryk, men Anna Juuls vrede vanvid og melankolske manifest ‘Superskurk’ har ikke sat samme interesse i gang. Det forstår jeg simpelthen ikke.
Læs fx de sidste 11 sider og se samfundets (/politikernes) absurde tilgang til psykisk sygdom, bliv dog vred og fortørnet og rasende.
Kæmpe anbefaling.
Læs fx de sidste 11 sider og se samfundets (/politikernes) absurde tilgang til psykisk sygdom, bliv dog vred og fortørnet og rasende.
Kæmpe anbefaling.
January 14, 2023
Anna Juul har skrevet en fuldstændigt fantastisk, hæsblæsende, ærlig, oprørerende og overraskende morsom bog, der burde være tvangslæsning for alle dem der tager beslutninger om nedskæringer i psykiatrien. Det er en nødvendig bog, det er en ærlig bog - og det er en vanvittigt GOD bog! Anna Juul har kæmpet med psykisk sygdom det meste af sit liv og bogen føles som en slags dagbog, skrevet midt i en krise, med indlæggelse på psykiatrisk, søvnløshed, overtænkning, store planer, håbløshed og håb. Det er pissestærkt, skrøbeligt, smukt, grimt, sjovt, trist og oprørende. Hurtigt læst, sent glemt, den slags bog man kommer til at anbefale videre.
January 31, 2023
Anna Juul er rablende vanvittig. Sådan helt konkret vanvittig. Skizoaffektiv hedder hendes diagnose vist. Det har hun skrevet en bog om og i. For det er en roman iklædt vanviddet. Hun lader både det maniske og depressive flyde ind i siderne og lader det stå som sitrende vold. Det er demonstrativt idigneret. Det er et råb om hjælp uden subtilitet. For Anna Juul er direkte. Hun henvender sig proklamerende til snart sagt alle magthavere, pånær Oprah, og afkræver dem svar og handling. Hvorfor er psykiatrien i så elendig en forfatning? Hvorfor er det blevet hendes opgave som sindssyg, at skulle bruge kræfter på at råbe politikerne op? Hvorfor er der fire gange så mange på antidepressiver som i samtaleterapi?
Der er ingen tvivl om at emnet er væsentligt, og at der er brug for basuneren på psykiatriens vegne. Spørgsmålet er bare, om det er denne form, opråbet skal have. For det er en splittet bog, der ikke kan blive enig med sig selv. Anna Juul udråber sig selv til Superskurk fra start, men bliver ikke længe i metaforen, før hun erklærer sig antihelt i stedet. Den manisk præsenterede fødselsdag for 1000 pinger fiser også ud til fyrre venner/familie. På den ene side er den rusketur, man er i gennem som læser en perfekt afspejling af et utilregneligt sind - på den anden side gør det også bare bogen lidt rodet og uklar. Ligesom de lange digressioner og tirader om tv-programmer og kendisser også virker hæmmende for bogens gennemslagskraft som antipsykotisk kampskrift.
Hvad der kunne have været et flammeskrift, er i stedet en pamflet med et enkelt klart fødselsdagskagelys.
Der er ingen tvivl om at emnet er væsentligt, og at der er brug for basuneren på psykiatriens vegne. Spørgsmålet er bare, om det er denne form, opråbet skal have. For det er en splittet bog, der ikke kan blive enig med sig selv. Anna Juul udråber sig selv til Superskurk fra start, men bliver ikke længe i metaforen, før hun erklærer sig antihelt i stedet. Den manisk præsenterede fødselsdag for 1000 pinger fiser også ud til fyrre venner/familie. På den ene side er den rusketur, man er i gennem som læser en perfekt afspejling af et utilregneligt sind - på den anden side gør det også bare bogen lidt rodet og uklar. Ligesom de lange digressioner og tirader om tv-programmer og kendisser også virker hæmmende for bogens gennemslagskraft som antipsykotisk kampskrift.
Hvad der kunne have været et flammeskrift, er i stedet en pamflet med et enkelt klart fødselsdagskagelys.
January 23, 2024
Avs. Den her var rå og vigtig.
March 9, 2024
Tankeprocess under læsning: shit! Ejejej det er jo alt for VOLDSOMT...wow, barskt alligevel... aha fedt nok... hmmm måske har du fat i noget der... ejej okay vidste godt vi havde et lorte samfund der nedprioriterer mentalsundhed men de her statistikker er jo FATALT DÅRLIGE. Det er jo pinligt hvor slemt det står til... ViGtIgT OpRåB!! En eller anden kast denne bog i hovedet på regeringen og tvangsindlæg dem til at læse og forstå fra ende til anden.
Tanke efter læsning:
Nok en af de bøger jeg er gladest for at have læst, trods de enormt voldsomme beskrivelser man lige skal komme sig over.
Tanke efter læsning:
Nok en af de bøger jeg er gladest for at have læst, trods de enormt voldsomme beskrivelser man lige skal komme sig over.
November 24, 2023
Knyga-manifestas. Truputį ir Ditlevsen dvasios persmelkta (“der bor en deprimeret pige i mig der ikke vil dø”). Šizoafektyviu sutrikimu serganti mergina planuoja savo trisdešimtą gimtadienį. Apie gyvenimą su psichikos diagnoze, apie Danijos visuomenę, o ypač sprendimų priėmėjus. Drąsi, poliarizuojanti, pavojingai greitai perskaitoma, kaip koks slaptas dienoraštis.
January 15, 2024
Hold da op, den her bog er godt nok relevant. Man kan virkelig mærke, at den er skrevet som et opråb, og man skal lytte efter. Og udover det så er skrivestilen helt unik og så meget sin egen, at hvis man ikke bryder sig om emnet, så gør den det hele værd. Læs den her bog og læs den nu! (Den er skrevet meget ind i tiden, så mange af referencerne fungerer desværre nok ikke lige så godt senere).
Og desuden: Preach! Endelig er der en, der synes, at sportsfans får lov til alt for meget, bare fordi der er kamp!
Og desuden: Preach! Endelig er der en, der synes, at sportsfans får lov til alt for meget, bare fordi der er kamp!
August 29, 2023
Et både hjerteskærende, oplysende og underholdende indblik i psykisk sygdom. Anna Juul skriver fuldstændig fantastisk, og som læser slugte jeg side efter side, hvor jeg både kunne grine af se absurde tanker og sætninger, mens hver side også gjorde mig mere og mere harm omkring, hvordan man i Danmark håndterer psykisk sygdom og hjælper mennesker. Et vigtigt opråb i en vigtig debat.
En letlæselig, informerende bog, som alle, efter min mening, burde læse.
En letlæselig, informerende bog, som alle, efter min mening, burde læse.
March 15, 2024
hun skriver så fedt omg🙏 virkelig en vigtig bog, og jeg er virkelig vild med formidlingen af hendes pointer ! derudover en virkelig fed slutspurt. synes den var sjov at læse efter at have læst glasklokken, da nogle af tingene går igen selvom den er 70 år ældre, det sætter bare virkelig hendes pointer i perspektiv🩷
March 25, 2024
4,6*
Det er både vedkommende, morsomt og ligefremt, når Anna Juul ruller sig ud i et vildt og galoperende tempo. Hun leverer saglig og vigtig viden, også for en sundhedsprofessionel med 40 års erfaring fra det offentlige, somatiske sygehusvæsen.
Annas indignerede stemme, får én til at føle en flovhed over ikke at have hverken ‘set eller hørt’, og tallene samt statistikkerne giver en supplerende baggrundsforståelse for Anns vrede over den katastrofale politiske fodslæben. Politiske prioriteringer helt ude af af trit med de reelle behov. Og så aflysningen i sidste sekund af Annas deltagelse i Clement Kjærsgaards Debatten på DR2 (selv om hun senere blev geninveteret). Her mærkede jeg selv en boblende fornemmelse i maven, men huskede så på, at ingen kan jo li’ damer, der er ‘pissesure’, fordi de bare er ‘pisse irriterende’.
Kan anbefale bogen til alle og især de lovgivende politikere samt ansatte i sundhedsvæsenet.
Det er både vedkommende, morsomt og ligefremt, når Anna Juul ruller sig ud i et vildt og galoperende tempo. Hun leverer saglig og vigtig viden, også for en sundhedsprofessionel med 40 års erfaring fra det offentlige, somatiske sygehusvæsen.
Annas indignerede stemme, får én til at føle en flovhed over ikke at have hverken ‘set eller hørt’, og tallene samt statistikkerne giver en supplerende baggrundsforståelse for Anns vrede over den katastrofale politiske fodslæben. Politiske prioriteringer helt ude af af trit med de reelle behov. Og så aflysningen i sidste sekund af Annas deltagelse i Clement Kjærsgaards Debatten på DR2 (selv om hun senere blev geninveteret). Her mærkede jeg selv en boblende fornemmelse i maven, men huskede så på, at ingen kan jo li’ damer, der er ‘pissesure’, fordi de bare er ‘pisse irriterende’.
Kan anbefale bogen til alle og især de lovgivende politikere samt ansatte i sundhedsvæsenet.
April 24, 2024
Louder for the people in the back
June 18, 2023
så glad for at dette er min første danske leseopplevelse!! kul gøyal interessant viktig!!
August 10, 2024
Så godt og skrevet, hun formidler sine pointer på en meget overbevisende måde, underholdene og ekstrem sørgelig på samme tid
February 22, 2024
Anna Juul skriver fra et ærligt og råt sted, og det er super svært at anmelde en bog, der på fin vis illustrerer, hvorfor det er vigtigt, at regeringen skal tage psykiatrien mere seriøst.
Alligevel synes fortællingen at komme til kort, og jeg har sjældent fundet en protagonist SÅ frustrerende. Jeg er sikker på, at det er meningen, at jeg skal føle frustration, og at det er en pointe i sig selv, at hovedpersonen ikke er en person, man som læser, nødvendigvis skal kunne lide.
Jeg vil dog give Anne Sophia Hermansen (Weekendavisen) ret, når hun skriver, at romanen lader sig selv i stikken. Afslutningsvist i fortællingen kommer Juul med et opråb til den danske regering om at tage psykiatrien mere alvorligt - men hele vejen igennem har Juul selv anvendt humor i sin skildring af hovedpersonens psykiske sygdomme og udfordringer ved at være voksen.
Humor bliver helt klart anvendt som en form for coping-mekanisme; en metode, der er anvendt af mange, og som jeg 100 procent forstår og respekterer. Alligevel synes Superskurk at svigte sig selv, idet der opstår en diskrepans imellem mål og strategi. Samtidig lader det til, at hovedpersonen udelukkende klandrer systemet for hendes (s)tilstand, hvilket får mig til at savne en selvindsigt og en stemme, der er bevidst om, at det faktisk også er helt i orden at arbejde for sit eget velvære selv - dermed ikke sagt, at den danske regering virkelig skal tage sammen og prioriterer psykiatrien langt mere end den gør i dag; min pointe er blot, at hovedpersonen lader til at lægge al ansvar i systemets hænder og nægter at gøre noget selv.
I romanen får vi også at vide, at hovedpersonens mor har fået konstateret kræft - men dette drukner desværre i diverse frustrationer over stress, vægtøgning og (manglen på) børn, og det lader til, at alle dårligdomme og udfordringer som livet kan kaste efter en på den ene side både bliver ligestillet, men på den anden side lader det også til, at hovedpersonen ikke kan give plads til andres udfordringer for "hey, se lige hvad jeg kæmper med!?"
Stilistikken er helt klart en pointe i sig selv, da det lader til, at det nedskrevne er opstået i samme sekund som tankerne og idéerne. Jeg er sikker på, at skrivestilen skal være med til at forstærke og illustrere jeg'ets sindstilstand, men det bevirker blot til, at romanen er en smule irriterende at læse, da det hele flyder sammen og det er svært at finde ud af, hvordan X hænger sammen med Y.
Grunden til, at jeg alligevel vælger at give bogen tre stjerner skyldes, at Juul alligevel formår at holde mig fanget - for hvad hulen kan vores hovedperson finde på at sige/tænke/gøre nu? Og kan det virkelig passe, at hun har tænkt sig at holde en fødselsdag for de 1.000 mest prominente danskere selvom hun ikke kender mindst halvdelen af dem? Derudover må jeg også erkende, at uanset hvor irriterende jeg fandt hovedpersonen i Superskurk, så fik jeg også ondt af hende - for hvis jeg synes, at det er irriterende at høre om disse tanker og blot være tilskuer til en psykisk sygdom som den, der er portrætteret i Superskurk, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvor forfærdeligt det må være at skulle leve med det selv hver evig eneste dag.
Alligevel synes fortællingen at komme til kort, og jeg har sjældent fundet en protagonist SÅ frustrerende. Jeg er sikker på, at det er meningen, at jeg skal føle frustration, og at det er en pointe i sig selv, at hovedpersonen ikke er en person, man som læser, nødvendigvis skal kunne lide.
Jeg vil dog give Anne Sophia Hermansen (Weekendavisen) ret, når hun skriver, at romanen lader sig selv i stikken. Afslutningsvist i fortællingen kommer Juul med et opråb til den danske regering om at tage psykiatrien mere alvorligt - men hele vejen igennem har Juul selv anvendt humor i sin skildring af hovedpersonens psykiske sygdomme og udfordringer ved at være voksen.
Humor bliver helt klart anvendt som en form for coping-mekanisme; en metode, der er anvendt af mange, og som jeg 100 procent forstår og respekterer. Alligevel synes Superskurk at svigte sig selv, idet der opstår en diskrepans imellem mål og strategi. Samtidig lader det til, at hovedpersonen udelukkende klandrer systemet for hendes (s)tilstand, hvilket får mig til at savne en selvindsigt og en stemme, der er bevidst om, at det faktisk også er helt i orden at arbejde for sit eget velvære selv - dermed ikke sagt, at den danske regering virkelig skal tage sammen og prioriterer psykiatrien langt mere end den gør i dag; min pointe er blot, at hovedpersonen lader til at lægge al ansvar i systemets hænder og nægter at gøre noget selv.
I romanen får vi også at vide, at hovedpersonens mor har fået konstateret kræft - men dette drukner desværre i diverse frustrationer over stress, vægtøgning og (manglen på) børn, og det lader til, at alle dårligdomme og udfordringer som livet kan kaste efter en på den ene side både bliver ligestillet, men på den anden side lader det også til, at hovedpersonen ikke kan give plads til andres udfordringer for "hey, se lige hvad jeg kæmper med!?"
Stilistikken er helt klart en pointe i sig selv, da det lader til, at det nedskrevne er opstået i samme sekund som tankerne og idéerne. Jeg er sikker på, at skrivestilen skal være med til at forstærke og illustrere jeg'ets sindstilstand, men det bevirker blot til, at romanen er en smule irriterende at læse, da det hele flyder sammen og det er svært at finde ud af, hvordan X hænger sammen med Y.
Grunden til, at jeg alligevel vælger at give bogen tre stjerner skyldes, at Juul alligevel formår at holde mig fanget - for hvad hulen kan vores hovedperson finde på at sige/tænke/gøre nu? Og kan det virkelig passe, at hun har tænkt sig at holde en fødselsdag for de 1.000 mest prominente danskere selvom hun ikke kender mindst halvdelen af dem? Derudover må jeg også erkende, at uanset hvor irriterende jeg fandt hovedpersonen i Superskurk, så fik jeg også ondt af hende - for hvis jeg synes, at det er irriterende at høre om disse tanker og blot være tilskuer til en psykisk sygdom som den, der er portrætteret i Superskurk, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvor forfærdeligt det må være at skulle leve med det selv hver evig eneste dag.
March 5, 2023
Læst i ét stræk og jeg er blæst fuldstændig bagover! Sproget er helt, helt eminent og man mærker alle Annas følelser, også når hun ikke har nogen. Stærkt. Og sjovt. Jeg er helt klart blandt de ti der er med på hendes humor, som hun skriver.
Vigtig, vigtig bog! Bør læses af alle, især politikere!
Vigtig, vigtig bog! Bør læses af alle, især politikere!
April 2, 2023
Fucking hell, Anna Juul! En vanvidsramblen, en super skarp vanvidsramblen. Jeg...
Jeg ville ønske, at de, som faktisk har magt til at ændre forholdene for os, som er psykisk syge og har brug for støtte fra et system, som er fuldstændig i knæ, men i fosterstilling på et beskidt linoleumsgulv, blev tvunget til at læse den her bog og at den gjorde dem vrede og handlingsparate.
Mig gør den vred og handlingslammet, fordi jeg ikke har nogen magt til at ændre noget som helst.
Jeg vil også ønske, at alle jer, som har overskud til at blive vred (og evt handlingslammede) vil læse den her bog, fordi den spidder systemet. Og fordi jeg på en gang kan genkende og slet ikke genkende mig selv i Anna Juul, men det er et indblik som I, der ikke er psykisk syge eller har været det eller har en psykisk syg pårørende, måske har brug for? I får i hvert fald en smule indsigt i, hvordan det *kan* føles inde i sygdommen og hvordan vi står ift et system, som er mere eller mindre ligeglad med os, fordi vi ikke er stærke, samlede og nok i overskud til at råbe op på vores egne vegne.
Måske har I nogle af de kræfter? Og om ikke andet kan det *også* være en faktor, når I skal stemme til Folketinget næste gang? Altså, hvilke partier, der faktisk *gør* noget for at løfte psykiatrien. Ikke bare socialdemokratisk varm luft, men faktisk kamp for at styrke os og gøre vores liv bedre og mere værdige.
Min ægtefælle og jeg kan feks ikke blive krydslivsforsikrede, ligesom en livsforsikring på mig vil være så dyr, at vi ikke har råd til det, så hvis jeg dør før tid, får han ikke en skid. Jeg har nemlig heller ikke nogen særlig pensionsopsparing, fordi jeg ikke kan arbejde. Jeg kan få udvidet min ulykkesforsikring (også mega dyrt), men så skal jeg dø i en ulykke og ikke af feks kræft eller selvmord.
Det er fordi jeg, som Anna Juul pointerer, statistik set før 7 år før tid, selvom jeg er en af de heldige, som er godt medicineret og har fået henvisning til psykolog, så jeg har råd til det. Men hvis nu psykiatrien faktisk virkede, hvis nu vi kunne få ordentlig hjælp, ville den statistik måske se bedre ud?
Statistik aside, så er det bare helt vildt uværdigt, særligt overfor dem, som er endnu hårdere ramt end mig og som derfor har endnu færre kræfter til at råbe op om det.
Anna Juuls bog gør mig vred og handlingslammet, men måske kan den gøre andre vrede og handlingsparate. I hvert fald er den smuk og ubehagelig. Præcis som den skal være.
Jeg ville ønske, at de, som faktisk har magt til at ændre forholdene for os, som er psykisk syge og har brug for støtte fra et system, som er fuldstændig i knæ, men i fosterstilling på et beskidt linoleumsgulv, blev tvunget til at læse den her bog og at den gjorde dem vrede og handlingsparate.
Mig gør den vred og handlingslammet, fordi jeg ikke har nogen magt til at ændre noget som helst.
Jeg vil også ønske, at alle jer, som har overskud til at blive vred (og evt handlingslammede) vil læse den her bog, fordi den spidder systemet. Og fordi jeg på en gang kan genkende og slet ikke genkende mig selv i Anna Juul, men det er et indblik som I, der ikke er psykisk syge eller har været det eller har en psykisk syg pårørende, måske har brug for? I får i hvert fald en smule indsigt i, hvordan det *kan* føles inde i sygdommen og hvordan vi står ift et system, som er mere eller mindre ligeglad med os, fordi vi ikke er stærke, samlede og nok i overskud til at råbe op på vores egne vegne.
Måske har I nogle af de kræfter? Og om ikke andet kan det *også* være en faktor, når I skal stemme til Folketinget næste gang? Altså, hvilke partier, der faktisk *gør* noget for at løfte psykiatrien. Ikke bare socialdemokratisk varm luft, men faktisk kamp for at styrke os og gøre vores liv bedre og mere værdige.
Min ægtefælle og jeg kan feks ikke blive krydslivsforsikrede, ligesom en livsforsikring på mig vil være så dyr, at vi ikke har råd til det, så hvis jeg dør før tid, får han ikke en skid. Jeg har nemlig heller ikke nogen særlig pensionsopsparing, fordi jeg ikke kan arbejde. Jeg kan få udvidet min ulykkesforsikring (også mega dyrt), men så skal jeg dø i en ulykke og ikke af feks kræft eller selvmord.
Det er fordi jeg, som Anna Juul pointerer, statistik set før 7 år før tid, selvom jeg er en af de heldige, som er godt medicineret og har fået henvisning til psykolog, så jeg har råd til det. Men hvis nu psykiatrien faktisk virkede, hvis nu vi kunne få ordentlig hjælp, ville den statistik måske se bedre ud?
Statistik aside, så er det bare helt vildt uværdigt, særligt overfor dem, som er endnu hårdere ramt end mig og som derfor har endnu færre kræfter til at råbe op om det.
Anna Juuls bog gør mig vred og handlingslammet, men måske kan den gøre andre vrede og handlingsparate. I hvert fald er den smuk og ubehagelig. Præcis som den skal være.
September 30, 2025
Jeg sad tilbage med blandede følelser efter at have læst bogen. Afslutningen står klart som bogens stærkeste øjeblik – hendes tale var ikke bare velskrevet, men også gennemsyret af et vigtigt budskab, der blev formidlet på en måde, som var spændene og gennemtrængende hos læseren.
Desværre lever resten af bogen ikke op til samme niveau. Jeg forstår, at formen er tænkt som en tankestrøm, men sproget og strukturen kommer til at fremstå mere som et uigennemarbejdet Tumblr-post skrevet af en 14-årig end som et bevidst litterært greb. Det gør det svært at læse bogen og trækker meget fra den samlede oplevelse.
Desværre lever resten af bogen ikke op til samme niveau. Jeg forstår, at formen er tænkt som en tankestrøm, men sproget og strukturen kommer til at fremstå mere som et uigennemarbejdet Tumblr-post skrevet af en 14-årig end som et bevidst litterært greb. Det gør det svært at læse bogen og trækker meget fra den samlede oplevelse.
October 2, 2023
Man kan vel kalde denne lille bog for et kampskrift og opråb til politikerne om at få fingeren ud og gøre noget for psykiatrien. Man bliver harm over tilstandende i psykiatrien - og over politikernes evne til igen og igen at springe over psykiatrien for at give velfærdskroner til de områder, der er mere populære at snakke om. Stærk bog, og samtidig et indblik i et psysisk sygt sind - oven i købet med et godt skvæt humor.
August 23, 2023
god, spændende, interessant, kritisk, tankevækkende - virkelig mange adjektiver til at beskrive bogen
“jeg er pissesur, fordi psykiatrien er lidt ligesom at se en færdselsulykke i meget langsom gengivelse, uden at der på noget tidspunkt kommer kiggekø”
det er både så rigtigt og gør så ondt på samme tid at psykiatrien bare får lov til at køre fuldstændig af sporet:(
“jeg er pissesur, fordi psykiatrien er lidt ligesom at se en færdselsulykke i meget langsom gengivelse, uden at der på noget tidspunkt kommer kiggekø”
det er både så rigtigt og gør så ondt på samme tid at psykiatrien bare får lov til at køre fuldstændig af sporet:(
April 23, 2023
Virkelig god, vigtig, velskrevet og humoristisk bog om at være psykisk syg og psykiatriens store udfordringer.
Der er ingen klynk, men en præcis beskrivelse af de vanskelige vilkår psykisk syge møder i vores samfund.
Fed bog!
Lyt til den, Anna har selv indtalt den.
Der er ingen klynk, men en præcis beskrivelse af de vanskelige vilkår psykisk syge møder i vores samfund.
Fed bog!
Lyt til den, Anna har selv indtalt den.
April 30, 2023
vigtig, ærlig bog… Udover det politiske aspekt, er Anna Juul meget dygtig til at udtrykke hvad der foregår i hendes hoveede… i love
June 2, 2023
Jeg slugte den her bog. På samme måde som jeg slugte “Penge & Bacon”. Anna Juul er en fantastisk forfatter, med en stor stemme. Den her bog er både sjov, skræmmende og ægte. Tak!
January 15, 2024
springene, rørende og vigtig.
udvider og uddyber ens forståelse, gør en rasende pga uretfærdighed, men også bare godt skrevet.
udvider og uddyber ens forståelse, gør en rasende pga uretfærdighed, men også bare godt skrevet.
June 12, 2024
3,5 stjerner
September 20, 2024
Hands down en af de bedste bøger jeg har læst.
10/10, den er sjov, tragisk og 110% vigtig.
Alle skal læse den.
10/10, den er sjov, tragisk og 110% vigtig.
Alle skal læse den.
January 8, 2025
Skarp, sjov og poetisk. Arrig og samtidig kærlig. Kæmpe anbefaling!
October 14, 2025
Den får kun 5 stjerner, fordi det ikke er muligt at give den flere
January 14, 2023
meget meget god jaer
September 19, 2023
Dagbogslignende overvejelser over, hvor hovedpersonen står i sit liv op til hendes 30-års fødselsdag. En samfundsdiagnose og en kritik af den manglende prioritering af psykiatrien.
Jeg ved godt, det ikke er en modsætning i sig selv at være psykisk syg og selvmordstruet og samtidig virkelig skarp og sjov - men det bliver noget af en kontrast mellem form og indhold i bogen.
Kompositionen er lidt løs, men bogen bæres af forfatterens meget ærlige betragtninger, som der er meget sandhed i, og det gøres i et ungt og fedt sprog.
Jeg er helt vild med Anna Juuls virkelig spot on og humoristiske beskrivelser af bl.a. folk med børn. "Når jeg ser folk med små børn, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg er virkelig, virkelig glad for, at børnene ikke er mine, især hvis de er med på restaurant. Jeg er ikke en af dem, der mener, at man ikke må have småbørn med sig på restaurant, overhovedet ikke, men jeg synes bare, at alle i selskabet ser så stressede ud, og jeg forstår ikke, hvorfor man vil betale for at få stress, når nu man kan få det gratis på sin arbejdsplads."
Jeg ved godt, det ikke er en modsætning i sig selv at være psykisk syg og selvmordstruet og samtidig virkelig skarp og sjov - men det bliver noget af en kontrast mellem form og indhold i bogen.
Kompositionen er lidt løs, men bogen bæres af forfatterens meget ærlige betragtninger, som der er meget sandhed i, og det gøres i et ungt og fedt sprog.
Jeg er helt vild med Anna Juuls virkelig spot on og humoristiske beskrivelser af bl.a. folk med børn. "Når jeg ser folk med små børn, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg er virkelig, virkelig glad for, at børnene ikke er mine, især hvis de er med på restaurant. Jeg er ikke en af dem, der mener, at man ikke må have småbørn med sig på restaurant, overhovedet ikke, men jeg synes bare, at alle i selskabet ser så stressede ud, og jeg forstår ikke, hvorfor man vil betale for at få stress, når nu man kan få det gratis på sin arbejdsplads."
January 24, 2023
Den her bog får 12 af mig.
Det er et privilegie at have en som Anna Juul til at råbe op og formidle alt det, ingen orker at kigge på. For det er hverken forventeligt eller burde være nødvendigt, at det er brugerne selv, der skal mønstre den slags energi.
Jeg elsker hvert et ord, der kommer fra Anna Juul, men Superskurk kan meget mere end at underholde.
“Gud, hvor er jeg træt af at have vildt meget ansvar for min egen situation uden at have nogen som helst magt til at ændre den nævneværdigt.” (kender)
“Jeg forstod at man for 2500 kroner per gang kan købe sig til interesse og omsorg, og selvom jeg da er rasende over at min psykiske sygdom nu koster mig i omegnen af 6000 kroner om måneden, så er jeg endnu mere rasende over, at de fleste andre syge aldrig ville kunne betale sig til denne interesse og omsorg.” (kender)
Det er et privilegie at have en som Anna Juul til at råbe op og formidle alt det, ingen orker at kigge på. For det er hverken forventeligt eller burde være nødvendigt, at det er brugerne selv, der skal mønstre den slags energi.
Jeg elsker hvert et ord, der kommer fra Anna Juul, men Superskurk kan meget mere end at underholde.
“Gud, hvor er jeg træt af at have vildt meget ansvar for min egen situation uden at have nogen som helst magt til at ændre den nævneværdigt.” (kender)
“Jeg forstod at man for 2500 kroner per gang kan købe sig til interesse og omsorg, og selvom jeg da er rasende over at min psykiske sygdom nu koster mig i omegnen af 6000 kroner om måneden, så er jeg endnu mere rasende over, at de fleste andre syge aldrig ville kunne betale sig til denne interesse og omsorg.” (kender)
Displaying 1 - 30 of 91 reviews