Der var dele af denne her bog, som jeg ikke forstod. Hvad var meningen med forfatterens personlige historie om en gryende cellist-karriere, der fik en brat afslutning med en håndskade. Og hvad var det med de "glas-krige"? Var der respekt før glaskrigene, eller var krigene bare det der gjorde den manglende respekt tydelig?
Og er det muligt at vise respekt i en verden af ulighed? og hvordan gør man, hvad forudsætter det? Jeg er ikke sikker på at jeg er nærmere et svar efter at have læst denne bog.
Jo måske har én ting bidt sig fast. Respekt handler om at acceptere at den anden er forskellig fra en selv. At der er noget i den anden som man ikke forstår, men ikke skal lave om.
Så selv om man giver, er det mangel på respekt, hvis man forventer at den anden laver sig om. Kan man forestille sig et velfærdssamfund der giver uden at kræve noget til gengæld. Der er vel også forskel på at kræve en modydelse som fx et stykke arbejde og så at kræve et stykke af modtagerens sjæl.
Forudsætter sociale relationer ulighed? Hvis alle udvekslinger afregnes nøjagtigt er der ingen der skylder hinanden noget. Ingen har noget på hinanden, alle er kvit. Tag eksemplet fra bogen med middagen, hvor alle giver sig til at regne ud eksakt hvor meget hver især skal betale. Her ryger den venskabelige relation. Hvis derimod alle giver lidt ekstra, så kan den der ikke har så meget, give lidt mindre. Det beviser og bekræfter venskabet. Der etableres en ulighed, som gør den venskabelige transaktion mulig.
Lige det eksempel volder mig vanskeligheder. Jeg kan godt godtage, at et venskab baserer sig på ulighed og et væld af transaktioner mellem vennerne, der gives og tages i et væk og herigennem udvikles venskabet. Men hvis jeg betaler mere for middagen, indfører jeg da ikke en ulighed i venskabet, som ikke er nødvendig? Hvorfor skulle jeg det, hvis ikke det er for at demonstrere overlegenhed? Og det er da ikke respekt.
Nej jeg giver op. Det med respekt er i hvert fald en speget og indviklet affære.