Okay, jeg ved at jeg nok kommer til at træde nogen over deres barndomslitterære tæer. Jeg ved godt at jeg skulle have læst denne bog som stor dreng eller teenager, og ikke som mavesur mand på vej mod de 40.
Men jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke at denne bog kan have fået så meget god omtale og så mange børnehjerter i kog.
“Erik Menneskesøn” er efter min mening et stykke skrammellitteratur af den middelmådige slags. Så er det sagt, men lad mig også forklare min lidt flabede holdning.
Plottet
Erik ser et tordenvejr og bliver hentet af tordenguden Thor, fra den nordiske mytologi, fordi det er blevet spået at han skal redde Asgård, gudernes hjem. Thors datter Trud tager med Erik på hans mission og (spoiler alert!): De klarer den. En spådom går altså i opfyldelse og er endda undervejs blevet cementeret som skæbnen. Der er altså ingen vej udenom og dermed forsvinder al spænding fra plottet. Især fordi Erik også har al interesse i at spådommen går i opfyldelse.
Formen
Lars-Henrik Olsen har villet genfortælle alle historierne om de nordiske guder. Og det er jo sådan set helt i orden, men tro ikke at der er tale om gendigtninger, nyfortolkninger eller nye vinkler på noget. Det er bare de samme historier og de fleste af dem er de vel mest kendte. Problemet er at det ikke er Erik (den påståede hovedperson) der oplever dem. Nej, Det er bare de guder han møder der fortæller dem og det går de første to tredjedele af bogen så med. “En dreng møder nogle gamle mennesker der fortæller historier”. Det er, ligegyldigt hvordan man end vender det og hvor fede de historier er, bare ikke særlig fedt. Hvis det var det der var forudsætningen ville det måske gå, men som læser sidder jeg og venter næsten 300 sider på at høre om plottet og Erik Menneskesøns skæbne. Det er endeløse beretninger som ikke engang Erik lader til at synes er interessante. Og de er til en vis grad kun med til at gøre plottet forudsigeligt og dertil kommer den næsten “deus-ex-machina”-agtige sidste del af fortællingen, der forcerer jætter, guder og mytologiske væsner ind. Værst er det tilsidst hvor en kæmpeørn i sidste øjeblik forsøger at forpurre heltenes hjemkomst, ene og alene af den grund, at den da også lige skulle med. Det er desuden, efter min mening, kluntet og trægt skrevet. Gudernes evindelige beretninger virker nærmest kedelige og til tider som noget der bare skal overstås for forfatteren.
Personerne
Ja, det er vel mest “personen” jeg her vil nævne. De fleste andre er jo guder og jætter og dermed en slags karikaturer. Men de virker langt mere troværdige end den hovedperson bogen er opkaldt efter. Erik er en 13-årig dreng der kan lide fodbold og bliver forelsket i Trud, som han senere uden nogen form for usikkerhed eller bekymringer, bliver bortlovet til. Erik er så tynd en karakter at han bliver utroværdig og ligegyldig. Det eneste vi ved om ham er vitterligt at han kan lide fodbold. Hestene, der er flittigt omtalte på grund af Lars-Henrik Olsens tydelige heste-fetisch, har mere personlighed end hovedpersonen i den 400 sider lange bog. Jeg kan se en lille idé i ikke at gøre hovedpersonen for stærk, nemlig for at den unge læser bedre kan sætte sig i Eriks sted og leve med i bogen. Men det virker ikke. Erik er så utroværdig og ikke-eksisterende at han kun tænker på sin familie hjemme i det moderne Midgård én gang i løbet af de flere måneder han opholder sig hos aserne. Én eneste gang!
Der kunne være (og er sikkert) spundet så meget bedre og interessante historier på det fantastiske grundmateriale der er i den nordiske mytologi. Og jeg begriber ikke hvorfor denne bog har fået så mange læserhjerter i kog. Hos mig er det, som du nok kan læse, ikke hjertet der koger, men pisset.