Gudinden Idun og hendes livsæbler er blevet bortført af jætterne, og guderne er bed at miste deres styrke. Erik bliver fra jorden hentet op til gudernes verden. Sammen med Tors datter Trud må og skal han finde Idun ... og forhindre Ragnarok.
Lars-Henrik Olsen er en dansk forfatter. Hans skriver børne- og ungdoms- og voksenbøger og har skrevet om dyr og natur, Nordisk mytologi og historiske romaner.
This was the first book I ever read and what a book! I simply loved it. No.2 was terrible nothing less and definately not anything more. No.3 was tolerable and no.4 was just depressing.
But this is still one of my favorites it is a fantastic story, very good plot, and your knowledge on the Scandinavian mythology expans vividly, I still remember all the names and myths.
Okay, jeg ved at jeg nok kommer til at træde nogen over deres barndomslitterære tæer. Jeg ved godt at jeg skulle have læst denne bog som stor dreng eller teenager, og ikke som mavesur mand på vej mod de 40. Men jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke at denne bog kan have fået så meget god omtale og så mange børnehjerter i kog. “Erik Menneskesøn” er efter min mening et stykke skrammellitteratur af den middelmådige slags. Så er det sagt, men lad mig også forklare min lidt flabede holdning. Plottet Erik ser et tordenvejr og bliver hentet af tordenguden Thor, fra den nordiske mytologi, fordi det er blevet spået at han skal redde Asgård, gudernes hjem. Thors datter Trud tager med Erik på hans mission og (spoiler alert!): De klarer den. En spådom går altså i opfyldelse og er endda undervejs blevet cementeret som skæbnen. Der er altså ingen vej udenom og dermed forsvinder al spænding fra plottet. Især fordi Erik også har al interesse i at spådommen går i opfyldelse. Formen Lars-Henrik Olsen har villet genfortælle alle historierne om de nordiske guder. Og det er jo sådan set helt i orden, men tro ikke at der er tale om gendigtninger, nyfortolkninger eller nye vinkler på noget. Det er bare de samme historier og de fleste af dem er de vel mest kendte. Problemet er at det ikke er Erik (den påståede hovedperson) der oplever dem. Nej, Det er bare de guder han møder der fortæller dem og det går de første to tredjedele af bogen så med. “En dreng møder nogle gamle mennesker der fortæller historier”. Det er, ligegyldigt hvordan man end vender det og hvor fede de historier er, bare ikke særlig fedt. Hvis det var det der var forudsætningen ville det måske gå, men som læser sidder jeg og venter næsten 300 sider på at høre om plottet og Erik Menneskesøns skæbne. Det er endeløse beretninger som ikke engang Erik lader til at synes er interessante. Og de er til en vis grad kun med til at gøre plottet forudsigeligt og dertil kommer den næsten “deus-ex-machina”-agtige sidste del af fortællingen, der forcerer jætter, guder og mytologiske væsner ind. Værst er det tilsidst hvor en kæmpeørn i sidste øjeblik forsøger at forpurre heltenes hjemkomst, ene og alene af den grund, at den da også lige skulle med. Det er desuden, efter min mening, kluntet og trægt skrevet. Gudernes evindelige beretninger virker nærmest kedelige og til tider som noget der bare skal overstås for forfatteren. Personerne Ja, det er vel mest “personen” jeg her vil nævne. De fleste andre er jo guder og jætter og dermed en slags karikaturer. Men de virker langt mere troværdige end den hovedperson bogen er opkaldt efter. Erik er en 13-årig dreng der kan lide fodbold og bliver forelsket i Trud, som han senere uden nogen form for usikkerhed eller bekymringer, bliver bortlovet til. Erik er så tynd en karakter at han bliver utroværdig og ligegyldig. Det eneste vi ved om ham er vitterligt at han kan lide fodbold. Hestene, der er flittigt omtalte på grund af Lars-Henrik Olsens tydelige heste-fetisch, har mere personlighed end hovedpersonen i den 400 sider lange bog. Jeg kan se en lille idé i ikke at gøre hovedpersonen for stærk, nemlig for at den unge læser bedre kan sætte sig i Eriks sted og leve med i bogen. Men det virker ikke. Erik er så utroværdig og ikke-eksisterende at han kun tænker på sin familie hjemme i det moderne Midgård én gang i løbet af de flere måneder han opholder sig hos aserne. Én eneste gang! Der kunne være (og er sikkert) spundet så meget bedre og interessante historier på det fantastiske grundmateriale der er i den nordiske mytologi. Og jeg begriber ikke hvorfor denne bog har fået så mange læserhjerter i kog. Hos mig er det, som du nok kan læse, ikke hjertet der koger, men pisset.
Lars-Henrik Olsen's Erik and the Gods: Journey to Valhalla is an English translation of the Danish fantasy novel "Erik Menneskesøn", which was published in 1986. This novel has been translated by Paul Russell Garrett.
Erik and the Gods: Journey to Valhalla is an exciting retelling of Norse myths and legends that many of us have most likely heard of at some point in our lives. The author brings old myths and legends vividly to life with his story and whisks readers off on a magical adventure into the epic world of Norse mythology where adventure abounds.
I was positively surprised by this novel, because it has the feel of an epic adventure due to the author's way of writing about the various Gods and their deeds in a marvellous way. The author effortlessly evokes a sense of an adventure and makes sure that his readers are having a good time.
Erik and the Gods: Journey to Valhalla follows the exploits and adventures of 13-year-old Erik as he journeys to Valhalla, the Land of the Gods, and prepares himself to embark on an epic quest. During his adventures, Erik sees many kinds of amazing and wondrous sights and experiences new things. He learns things about the Gods and gets to know them, and he also grows as a person.
The story begins with Erik witnessing an approaching thunderstorm, which doesn't seem to be entirely natural, because the bolts of lightning are heading straight towards him. Soon he sees an enormous man, Thor, standing outside the garden gate. Thor tells Erik that he may be the only one who can save everybody from Ragnarok and takes Erik to Asgard. Soon Erik learns that he must embark on a perilous quest to the land of giants, Jotunheim, so that he can find Idun and bring her back...
This is the beginning of an action-packed fantasy story that offers readers an intriguing glimpse into Asgard, Valhalla, Jotunheim and the Kingdom of the Dead.
The characterisation is swift and fits the fast-moving story well. The protagonist, Erik, is a thirteen year old boy who, to his amazement, finds himself on a grand quest for finding a Goddess with golden apples. He befriends Thor's daughter, Trud, and is accompanied by her on his quest. The other characters range all the way from the Gods and Jotuns to the three Norns and the oracle of the Gods. The Gods are are fascinatingly colourful characters who have fallen on hard times.
The relationship between Erik and Trud is handled well. It was enjoyable to read about how they felt about each other, because their feelings were natural and realistic.
Despite having a light and adventurous tone, this novel features good worldbuilding. The author has created a believable and vibrant vision of the world of the Gods. The world and its wonders and terrors are revelead to readers during the story as Erik learns new things, faces dangers and explores various places.
The author explores mythology in an engaging and incredibly fresh way that makes readers want to know more about the ancient legends. I find his enthusiasm to tell about the Gods and their deeds charming, because he knows how to awaken the reader's interest in them. Each of the stories that Erik hears adds more fascination to the fantasy world, because they reveal what has happened to the Gods and explain why things are the way they are.
I have to admit that I found myself surprised by the amount of stories and legends found in this novel. The author has somehow managed to spice the story with them in a way that allows readers to absorb new information as the story unfolds. Among other things, the readers get to read about such fascinating things as Vikings who have fallen in battle, Odin's deeds and Heimdal's journeys. I found these stories entertaining and fresh.
This novel has a satisfying amount of details. For example, the author writes about The Yggdrasil, The World Tree, which is a magnificent tree, the branches of which stretch across the world. He also pays attention to such things as Viking warriors and Valkyries. What's perhaps most noticeable of the story is that it encompasses a wide range of information about the Gods and their lives.
The prose is easy to read and younger readers will enjoy reading the clear and well-constructed sentences. This kind of prose fits the story well.
This novel has several illustrations, which add a lot of atmosphere to it. These illustrations represent scenes from the story.
In my honest opinion, Lars-Henrik Olsen's Erik and the Gods: Journey to Valhalla is a charmingly old-fashioned fantasy adventure novel that is worth reading. It's one of the best examples of children's fantasy fiction that can wholeheartedly be recommended to readers of all ages, because its contents will appeal to many readers regardless of their age or gender (although the primary target audience of this novel is children and young adults, it will also be of interest to adult readers).
If you're interested in Norse mythology and legends, you're in for a treat when you begin to read this novel, because it offers a real smorgasboard of gods, giants, monsters, wolves, serpents, dragons, heroism, treachery, adventure and action to fantasy readers. If you're new to Norse mythology and are not familiar with the Norse Gods, you'll find yourself mesmerised by the story, because it's a fantastic and wonderfully original introduction to Norse mythology.
I think it's possible that there may be readers out there who have come to know Norse mythology via modern superhero films. If you're such a reader and find Norse mythology intriguing, I strongly urge you to take a look at this novel, because it offers you a far more detailed and comprehensive look at what Norse mythology is and what it entails than any films.
I give this novel strong four stars on the scale from one to five stars, because I enjoyed the story and found it intriguing.
Lars-Henrik Olsen's Erik and the Gods: Journey to Valhalla is a delightfully entertaining novel filled with plenty of action and adventure. When you allow yourself to be charmed by it, you'll find yourself having a wonderful time. It's a first-rate fantasy adventure for readers who want to read something fresh and original.
My final words are:
This novel is good fantasy entertainment for readers of all ages!
I don't remember too much of the book series other than I love it so fucking much. It taught me a lot about norse mythology and is like the Danish Percy Jackson.
Its story is very captivating and taught younger me to remember that there are always two sides to everything.
I have read this book so many times now, and I still love it. Normally I'll reread a book perhaps 2 or 3 times, but this one... It is wonderful. Simply wonderful.
En god histore tilsat de kendte fortællinger fra den nordiske mytologi.
Da drengen Erik under et tordenvejr møder guden Tor bliver det begyndelsen på et begivenhedsrigt eventyr for ham. Erik tager med Tor til Asgård og her lærere han guderne og deres historier at kende.
Sammen med Tors datter Trud tager Erik afsted til Jotumheim for at finde den forsvundne Idun og hendes gulne æbler.
Bogen er en fin introduktion til Asetroen for læsere i alderen ca. 10-14 år. Som voksen læser kendte jeg de fleste af fortællingerne om guderne og jætterne i forvejen, og bogen kunne derfor til tider godt savne lidt egentlig handling.
Trud og Erik bliver på deres rejse meget tiltrukket af hinanden. Dette er en fin lille kærlighedshistorie, som dog ville have passet bedre ind i fortællingen hvis Erik havde været et par år ældre.
Erik gennemgår en troværdig udvikling igennem fortællingen. Han bliver mere sikker på sig selv og egne evner, både ud i kamp men også kløgt.
Alt i alt en god bog som jeg kan anbefale som læsning på mellemtrinnet.
Jeg er overrasket over, hvor sexistisk og mandschauvenistisk denne bog er. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil læse den højt for mine børn. Man kan mærke hvordan forfatteren har haft en lystig tilgang til Trud, og det virker helt forkert om en 14 årig pige. Og om hvordan Odin voldtager kvinder. Ikke fedt.
Det er vel en 15-16 år siden jeg første gang læste denne bog, og elskede den fra ende til anden. Stor var glæden, da jeg fandt den i den lokale boghandel. Oveni købet i "ny udgave, som er totalt revideret, gennemskrevet og med nye afsnit, som løfter sproget, så læseoplevelsen er endnu stærkere!" (fra bagsiden). Forventningerne var derfor høje, da jeg gik igang. Historien er, som jeg huskede det, både levende, informativ og humoristisk. Erik og Truds rejse gennem Asgård, underverdenen og Jotunheim er medrivende, og de gamle gudesagn, som Lars Henrik Olsen har strøet om sig med rund hånd, tilføjer en solid ballast til det let tilgængelige plot.
MEN! Gennemredigeret er den ingenlunde. Det er heller ikke Høst & Søn, der står bag udgivelsen som tidligere, men i stedet gopubli.sh. Det er et forlag jeg ikke er stødt på før, og det lader ikke til at de helt har styr på sideopsætningen i denne udgivelse. Paragraffer er delt op på må og få, og slåfejl er ikke blevet rettet. Selvom det ikke burde kunne ødelægge en god historie, så virker det forstyrrende. Synd og skam, for den bør læses af alle børn og unge. Bare ikke i denne udgave.
The first book I ever read, and the one that kick-started my love for books. I was around 11 - 12 years old. I don't really want to read it again and risk ruining my memory of it. I loved this book as a child and think I would have rated this one 5 stars back then. Oh well.
Jeg er lige pt et kæmpe spørgsmålstegn. Jeg havde fået af vide at denne bog ville høre under "ungdumslitteratur". Altså bøger for børn og pre-teens. Og det har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i. Jeg kan sagtens se at der er mange træk ved bogen, der gør den yderst velvalgt til at være ungdomslitteratur, men så igen, der er også mange ting, der gør at jeg måske ikke lige ville placere den der. Blandt andet de mange historier om den nordiske mytologi, der popper op her og der og alle vegne, og som jeg til sidst fandt ret kedelige. Nogen af dem var vigtige, men jeg føler bare at det kunne have været gjort på en langt mere spændende måde, hvor man ikke allerede var lang i masken da de ville begynde på "endnu" en historie. Noget andet var, hvad sker der for Erik og Trud? Der er flere gange steder, hvor det hintes ret kraftigt, at her hygger de på en ret voksen måde, midt om natten, nøgne under varme skindtæpper... For det tredje, mange af myterne var ret brutale og omhandlede uretfærdige handlinger og uønskede (i hvert fald fra pigens side) graviditeter. Jeg sidder lidt tilbage med en dårlig smag i munden, med medlidenhed over for Vale, Loke og alle mulige andre jeg ikke kan huske navnet på, men som er blevet behandlet ret dårligt. Og så for det fjerde. Alle de navne! Jeg har aldrig været så glad for et register, der holdt styr på navne for mig sådan så jeg ikke var helt tabt bag en vogn. Men det er også noget, der gør at jeg lidt stiller spørgsmålstegn ved om denne bog er egnet til kategorien "ungdomslitteratur". Jeg fandt den i hvert fald til tider svær, ikke fordi sproget var svært, men fordi der er så meget at holde styr på - hvor man enten skal slå meget op eller ignorere det og bare nyde bogen. For noget helt andet, jeg har så mange spørgsmål til den slutning. Blandt andet; hvad skete der med Tjalfe? Bliver der rettet op på nogen af alle uretfærdighederne? Hvad betød den slutning med Trud og Erik helt præcist, og hvad var det for nogle kryptiske svar på spørgsmål, man overhovedet ikke hørte? Ender Erik med at blive i Asgård? Eller er det ting jeg skal læse mig frem til i 2'eren? I ved hvor I kan finde mig, på vej til at jagte den næste bog om Erik og hans eventyr, sådan så jeg kan få nogle svar!... Det kunne selvfølgelig også godt tænkes at jeg bare opdigter min egen slutning og svar på spørgsmålene. Who really knows?
Levede i de her bøger da jeg var en lille en. Man kan læse så meget man vil om nordisk mytologi i diverse lærebøger, men igennem dem her fik jeg et mere personligt forhold til den del af vores historie.
Pros: this is a fantastic anthology of Norse legend, dressed up as a regular adventure story. It features Erik, son-of-man, who is summoned by the Æsir to retrieve Idun and her stolen apples.
Cons (depending on your taste): it's heavy on graphic violence (my 7-year-old was surprised and delighted when Thor smashed a Jotun's face in with a hammer), and leans into some traditional gender tropes: women as a) wise and beautiful maidens, b) protective-but-still-beautiful mamas, c) demanding vixens, or d) monstrous hags. In keeping with this theme, menfolk like Thor are depicted as brutish but kind-hearted philanderers, who maintain their place in the patriarchy with feats of cunning and bravery. It’s faithful to the source material, sure, but don’t expect the nuanced storytelling of The Song of Achilles.
TL;DR: This was our first dive into myths and legends. I'm keen to expand 7yo's cultural horizons—beyond Minecraft and the Graeco-Roman classics we all know. This book did surprisingly well! Erik’s journey served as a great anchor, and meeting the Norse gods through his eyes was a blast. My son particularly enjoyed the weird and monstrous beasts, epic feats of strength and trickery, horse cuddles, and Norse origin stories - he was also fascinated by Yggdrasil, Utgard-Loki, Odin's missing Eye, Midgard, and the Norse concept of Earth. The differences between the Thor in this story and the one he knows from DC/Marvel were also clear, and I got the impression he was doing a lot of head-cannon to connect the two.
The book was interesting because it introduced me to norse mythology, and I did enjoy it in some parts, but otherwise it was too childish for my taste (which is quite childish, so me saying this is something!).
I still feel his telling of the nordic myths was very rushed, and I didn't get a feel for the character of any of the Gods and Jotuns aside maybe from Thor and Loki.
Min bror læste Erik Menneskesøn for mig da jeg var omkring 10 år gammel. Jeg husker det som en fantastisk bog med humor og alvor i en perfekt blanding. Det var også en god måde at få lært om nordisk mytologi på.