What do you think?
Rate this book
Radiator #3
Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen
Dette sidste bind af Sonnergaards novelletrilogi, som indledtes i 1997 med Radiator og i 2000 fulgtes op af Sidste søndag i oktober. Bogen er et af de første forsøg på at tage pulsen på 2000´erne. Det handler om flygtningen og hendes kæreste, som aldrig skulle have stolet på myndighederne; om misbrugeren, der opsøger sin fortid; om studenten, der flygter til Berlin og bliver suget ind i et univers af rædsel og mystik. Det handler om yuppiernes beruselse over endelig at slippe for alt hippielortet og solidaritetspisset. Om dem, der befinder sig på den rigtige side af 700.000 i årsindtægt; den succesrige reklamemand, der tromler sig vej gennem tilværelsen; om karriere, taktik og intriger; om isolation og afstumpethed, og inspirationen kunne nemt være hentet blandt typer som Peter Brixtofte, Klaus Riskær Pedersen, Rasmus Trads og Peter Linck. Den sonnegaardske sans for forskellige miljøers særegne omgangstone og spilleregler fornægter sig ikke i dette nye terræn.
265 pages, Paperback
First published January 1, 2003
2 people are currently reading
65 people want to read
About the author
Jan Sonnergaard
22 books16 followersJan Sonnergaard (born 15 August 1963) was a Danish author who wrote three short story-collections each dealing with one social layer of the Danish society around the late 1990s
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 10 of 10 reviews
April 7, 2013
Sonnergaard besidder en eminent evne til at indfange de absolut dystre måder, som menneskelige relationer kan udvikle sig på. Således tager novellerne læseren på en rædselstur ind i bl.a. kæresteforhold og venskaber, hvor fremmedgjortheden dominerer, det indbyrdes magtforhold er skævt eller hvor medmennesket, den anden, mest af alt bruges som redskab til tilfredsstillelses af egne behov, fremfor som menneske i sin egen ret. At flere af fortællingerne udspiller sig i Københavns nordlige forstæder, gør blot gyset endnu mere påtrængende for denne læser. Bestemt ikke en hyggebog, men kan varmt anbefales.
April 21, 2025
Novellesamlingen "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen" er sidste bind i en trilogi, som Jan Sonnergaard skrev i hhv. 1997, 2000 og 2003, hvoraf hans debutbog "Radiator" er den mest kendte. Det er først nu, 22 år efter udgivelsen, at jeg læser "Jeg er stadig bange for...". Og sikke en oplevelse! Jeg har hidtil været allermest begejstret for Sonnergaards sidste novellesamling: "Otte opbyggelige fortællinger om mad og kærlighed og fremmede byer", men nu kan jeg se, at navnlig "Jeg er stadig bange for..." er en værdig forløber for denne. Faktisk rummer "Jeg er stadig bange for..." en hel del af det, som gør "Otte opbyggelige fortællinger..." så fantastisk.
Vi har al den overflod, som mange af novelle-karaktererne vælter sig i, og som gør dem grænseoverskridende hinsides godt og ondt. Samtidig er flere af novellerne skrevet efter, at noget voldsomt er indtruffet, sådan at fortællingen rummer en suspense om, hvad det katastrofale vil blive - uden dog at det skrevne er en form for terapi omkring det hændte. Det skrevne er nemlig også hinsides terapi og pædagogik.
De tre novellesamlinger er beskrevet som en opdeling i underklassen (Radiator), middelklassen (Sidste søndag i oktober) og overklassen (Jeg er stadig bange for). Hvis det skulle holde, kunne man nærmest se Sonnergaard som muse for Per Flys filmtrilogi, som udkom forskudt ift. Sonnergaards - ca. tre år senere for hver af udgivelserne. Der er nok ikke tvivl om, at Sonnergaard har inspireret Fly ift. at have fortællinger om samfundets øvre og nedre lag - ikke mindst fra underklassen i en tid, hvor meget skønlitteratur og film handlede om den øvre middelklasse. MEN opdelingen holder ikke helt for Sonnergaards vedkommende. Dels fordi "Sidste søndag i oktober" ikke så klart handler om middelklassen, og dels fordi "Jeg er stadig bange for" ikke kun handler om overklassen, men mere handler om at gå linen ud på en måde som skader både én selv og andre.
"Jeg er stadig bange for" er stærk og ubehagelig på samme tid. Titelnovellen er 15 år forud for den excess, som beskrives i den norske TV-serie Exit. I titelnovellen handler det om at være medløber og vidne til en helt grænseløs person, som får festen til at ske, stofferne til at rulle og de prostituerede til at gøre hvad som helst. Mest med fokus på alt det, der skete i rusen, men også med det bagtæppe af, at nogle af dem, der var indblandet i det - herunder jeg'et - på en eller anden måde mange år senere har brug for at se tilbage på det, der hændte, sammen. Og spise sammen for at mindes. Et måltid, vi dog ikke rigtigt hører om.
En anden stærk novelle er "Vi skriver 1995... og det bliver endnu bedre" som spidder reklamebureaumiljøet og er fortalt af en tekstforfatter (måske nærmere en tekstforfatter og strategisk planner). Jeg-fortælleren er godt på vej op i reklameverdenen, han har haft en del succes'er og har også succes på kærestefronten ved at have en kvinde, som andre på bureauet er misundelig over. Jeg-fortælleren er drevet af at være en succes og opnå anerkendelse og misundelse fra andre, og i sidste ende også at kunne være magtfulde og styre andre, hvor ikke mindst det at kunne nedværdige dem, som kommer i vejen for hans vej og ego, er hans modus operandi. Altså sammen fortalt fra jeg'ets perspektiv.
En trejde stærk novelle hedder "Sara" og handler om en mandlig jeg-fortæller, der af uransagelige grunde får lov at leje en kæmpe herskabslejlighed i København, og som bliver betaget af en kvinde, som viser sig at være hans underbo. Det udvikler sig til en forelskelseshistorie om det at være betaget, men hvor fortællingen så tager et twist ganske pludseligt. Faktisk lidt på samme måde, som en forelskelseshistorie tager et twist i Sonnergaards "Otte opbyggelige fortællinger..."
Endelig er der den fænomenale afsluttende ghost story (sjovt at Sonnergaard igen bruger lån fra spøgelsesgenren som en afsluttende novelle i en samling; ligesom i Radiator). Hovedhistorien handler om en mandlig studerende (igen fortalt i jeg-form), som tager alene til Berlin for at studere på Ferie Universitet. Han kastes ud i svære bøger (enten den filosofiske vej med Kant, eller den litterærteoretiske vej over Kant med Lyotard og de Man) og modsatrettede professorer fra hver sin uddannelse; men hvor det mere og mere kommer til at handle om det helt særlige STED, som den studerende indlogerer sig på. Et sted med fortidens spøgelser - bl.a. fordi husene på vejen alle blev bygget af nazisterne for at de store i partiet kunne lade deres koner og børn bo et kønt sted under krigen, men hvor familierne alle endte med at begå kollektivt selvmord i husene før russiske og vestlige soldater nåede frem i krigens sidste tid. Det bliver et STED, hvor jeg'et bliver konfronteret med sig selv, og svæver rundt i solitær amoklæsning, amokdruk og amokkonfrontationer (men med hvad?!). Samtidig med at hele historien har en ramme, hvor historien er sat ind i et brev til et du, som har været noget for jeg'et, og som jeg'et på en eller anden måde har været påvirket af og måske søgt væk fra.
Vi har al den overflod, som mange af novelle-karaktererne vælter sig i, og som gør dem grænseoverskridende hinsides godt og ondt. Samtidig er flere af novellerne skrevet efter, at noget voldsomt er indtruffet, sådan at fortællingen rummer en suspense om, hvad det katastrofale vil blive - uden dog at det skrevne er en form for terapi omkring det hændte. Det skrevne er nemlig også hinsides terapi og pædagogik.
De tre novellesamlinger er beskrevet som en opdeling i underklassen (Radiator), middelklassen (Sidste søndag i oktober) og overklassen (Jeg er stadig bange for). Hvis det skulle holde, kunne man nærmest se Sonnergaard som muse for Per Flys filmtrilogi, som udkom forskudt ift. Sonnergaards - ca. tre år senere for hver af udgivelserne. Der er nok ikke tvivl om, at Sonnergaard har inspireret Fly ift. at have fortællinger om samfundets øvre og nedre lag - ikke mindst fra underklassen i en tid, hvor meget skønlitteratur og film handlede om den øvre middelklasse. MEN opdelingen holder ikke helt for Sonnergaards vedkommende. Dels fordi "Sidste søndag i oktober" ikke så klart handler om middelklassen, og dels fordi "Jeg er stadig bange for" ikke kun handler om overklassen, men mere handler om at gå linen ud på en måde som skader både én selv og andre.
"Jeg er stadig bange for" er stærk og ubehagelig på samme tid. Titelnovellen er 15 år forud for den excess, som beskrives i den norske TV-serie Exit. I titelnovellen handler det om at være medløber og vidne til en helt grænseløs person, som får festen til at ske, stofferne til at rulle og de prostituerede til at gøre hvad som helst. Mest med fokus på alt det, der skete i rusen, men også med det bagtæppe af, at nogle af dem, der var indblandet i det - herunder jeg'et - på en eller anden måde mange år senere har brug for at se tilbage på det, der hændte, sammen. Og spise sammen for at mindes. Et måltid, vi dog ikke rigtigt hører om.
En anden stærk novelle er "Vi skriver 1995... og det bliver endnu bedre" som spidder reklamebureaumiljøet og er fortalt af en tekstforfatter (måske nærmere en tekstforfatter og strategisk planner). Jeg-fortælleren er godt på vej op i reklameverdenen, han har haft en del succes'er og har også succes på kærestefronten ved at have en kvinde, som andre på bureauet er misundelig over. Jeg-fortælleren er drevet af at være en succes og opnå anerkendelse og misundelse fra andre, og i sidste ende også at kunne være magtfulde og styre andre, hvor ikke mindst det at kunne nedværdige dem, som kommer i vejen for hans vej og ego, er hans modus operandi. Altså sammen fortalt fra jeg'ets perspektiv.
En trejde stærk novelle hedder "Sara" og handler om en mandlig jeg-fortæller, der af uransagelige grunde får lov at leje en kæmpe herskabslejlighed i København, og som bliver betaget af en kvinde, som viser sig at være hans underbo. Det udvikler sig til en forelskelseshistorie om det at være betaget, men hvor fortællingen så tager et twist ganske pludseligt. Faktisk lidt på samme måde, som en forelskelseshistorie tager et twist i Sonnergaards "Otte opbyggelige fortællinger..."
Endelig er der den fænomenale afsluttende ghost story (sjovt at Sonnergaard igen bruger lån fra spøgelsesgenren som en afsluttende novelle i en samling; ligesom i Radiator). Hovedhistorien handler om en mandlig studerende (igen fortalt i jeg-form), som tager alene til Berlin for at studere på Ferie Universitet. Han kastes ud i svære bøger (enten den filosofiske vej med Kant, eller den litterærteoretiske vej over Kant med Lyotard og de Man) og modsatrettede professorer fra hver sin uddannelse; men hvor det mere og mere kommer til at handle om det helt særlige STED, som den studerende indlogerer sig på. Et sted med fortidens spøgelser - bl.a. fordi husene på vejen alle blev bygget af nazisterne for at de store i partiet kunne lade deres koner og børn bo et kønt sted under krigen, men hvor familierne alle endte med at begå kollektivt selvmord i husene før russiske og vestlige soldater nåede frem i krigens sidste tid. Det bliver et STED, hvor jeg'et bliver konfronteret med sig selv, og svæver rundt i solitær amoklæsning, amokdruk og amokkonfrontationer (men med hvad?!). Samtidig med at hele historien har en ramme, hvor historien er sat ind i et brev til et du, som har været noget for jeg'et, og som jeg'et på en eller anden måde har været påvirket af og måske søgt væk fra.
January 14, 2018
Jeg elsker Sonnergaards måde at skrive på - især om overklassen. Hvor overfladisk det hele er, får han skrevet i et humoristisk sprog, hvilket får mig til at tænke på, hvor latterligt det hele indimellem kan være...
En god triologi, hvor man ihvertfald ikke er i tvivl om, hvem hovedpersonerner er!
En god triologi, hvor man ihvertfald ikke er i tvivl om, hvem hovedpersonerner er!
February 19, 2025
Fremragende, dystre og makabre noveller. Sonnergaard skriver virkelig flot. Novellerne er jo af natur korte, som gør at de dog aldrig kommer helt og aldeles under huden
December 25, 2025
Vanvittig bog på alle måder. Sindssygt intens og virkelig skræmmende. Jeg tror den er særligt skræmmende for mig fordi jeg netop kan huske 00’ernes vanvittighed.
July 18, 2012
Man går aldrig galt med Jan, men denne bog gik aldrig rigtig ind under huden på mig. DEr var mange billeder og mange scener, som jeg kunne forholde mig til, og det er godt skrevet. Men bogen fangede mig ikke, det var som om jeg ikke blev bidt. Jeg købte den, og fik mindre end jeg forventede. Men i bund og grund en dygtig bog, der afslutter en rigtig god triologi.
January 9, 2017
Let læst, men kedelig, forudsigelig og ligegyldig. Hurtigt glemt. Novellen Blackout var dog glimrende.
February 11, 2018
some of his stories just jumps over my head, but his story building is great.
December 28, 2016
Sooooo weird like soooo weird but maybe good maybe bad?
March 20, 2012
4 stjerner pga. Blackout novellen. Den er fed.
Displaying 1 - 10 of 10 reviews