Jeg var temmelig forvirret det meste af tiden. Så gik det op for mig, at det nok var meningen. Digtene ændrer hele tiden form, tager afveje (ang. vejtemaet) og gentages med få variationer, så det føles som om, det hele kører i ring. Passende nok, eftersom Andkjær Olsen bruger rundkørslen som gennemgående metafor. Måske for det moderne samfund, hvor alt kan revurderes og reformuleres via sprog og politik, måske for forbrugerismen og kapitalismen der låser individet fast i en trædemølle af valg og perspektiver, der bedøver evnen til handling.
Digtene vil gerne forklare en masse (“på den måde”), men straks omforklares eller modforklares den foregående forklaring, og man finder ud af, at intet rigtigt kan forklares. Alt er tvetydigt. Sproget kan definere alle slags versioner af virkeligheden, vi kan forestille os. Der findes ikke blot én vej, der er altid en udvej. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af Ægteskabet mellem Vejen og Udvejen.
Jeg øver mig stadig i at læse digte. Ursula andkjær olsen digter derudad i høj fart med reklamer og ordsprog og vendinger der smadres og sættes sammen på ny.
Det er utrolig svært at beskrive "Ægteskabet mellem vejen og udvejen"s læseoplevelse bedre end Lars Bukdahl har gjort på den bageste inderflap af bogen: Som at blive kørt over igen og igen af en fint spindende italiensk sportsvogn. Udover at jeg nok må rette det til sporvogn! For omend U.A.O.s poetiske håndværk absolut er på højde med italiensk mekanik så er der et fuldstændigt fravær af sportsvognens selvfedme, der er ikke snerten af show. I stedet gemmer der sig en ukuelig arbejdsomhed og undseelighed men også HUMOR og belezza grande overalt i "Ægteskabet mellem vejen og udvejen".
U.A.O. formår at forene (eller kausalt anvende? jeg kan ikke blive sikker, måske det er begge dele) undersøgelser af sproget med undersøgelser af eksistens, hun gør det til to sider af samme sag (meget misundelsesværdigt) og hun gør det xxxxtremt yndefuldt. Det føles som om der er en enorm tillid i digtene. Selvom de er stringente og på mange måder hyperkomponerede og strukturerede (fx ved at insistere på udvalgte og uendeligt tilbagekommende sætningskonstruktioner eller vendinger) læses de som om de er intuitivt fremskrevne. Måske især fordi nogle passager ganske enkelt virker bedre eller mere interessante end andre føles digtene tillidsfulde. I de mindre interessante stod det klart at jeg ikke var meget tillid værd, mit hoved gik straks igang med at skrive bogens nekrolog: det var så det, nu er så desværre kun formen tilbage, indholdet er rindet ud men fred være med det, jeg nød det så længe det varede... Men så KRAFTEDEME pludseligt, langsomt, myreflittigt vender hun skuden og væver det lille eksperiment ind i bogens store tapet af indsigt og filosofi. Det må være sådan det ser ud altid at lande på benene, krydser fingre for at U.A.O. har 9 liv.
Den bog er simpelthen fantastisk! Ursula Andkjær Olsen digter modent og har en fantastisk beherskelse af det danske sprog. Det var en stor fornøjelse at læse "Ægteskabet mellem vejen og udvejen"!