Jeg var temmelig forvirret det meste af tiden. Så gik det op for mig, at det nok var meningen. Digtene ændrer hele tiden form, tager afveje (ang. vejtemaet) og gentages med få variationer, så det føles som om, det hele kører i ring. Passende nok, eftersom Andkjær Olsen bruger rundkørslen som gennemgående metafor. Måske for det moderne samfund, hvor alt kan revurderes og reformuleres via sprog og politik, måske for forbrugerismen og kapitalismen der låser individet fast i en trædemølle af valg og perspektiver, der bedøver evnen til handling.
Digtene vil gerne forklare en masse (“på den måde”), men straks omforklares eller modforklares den foregående forklaring, og man finder ud af, at intet rigtigt kan forklares. Alt er tvetydigt. Sproget kan definere alle slags versioner af virkeligheden, vi kan forestille os. Der findes ikke blot én vej, der er altid en udvej.
Det var i hvert fald det, jeg fik ud af Ægteskabet mellem Vejen og Udvejen.