What do you think?
Rate this book
Stigninger og fald
Stigninger og fald er en skildring af en barndom på Mols i 1980erne. En lyrisk bevægelse gennem de landskaber, der både er naturens og sindets.
Et portræt af en familie, af en hjemstavn og af mødet med sproget. Barndommens steder og barndommens ord. Alt det, der former et menneske.
Pressen skriver:
»Debutanten Josefine Klougart har lagt et guldæg […] en ualmindelig smuk og sikker debutroman.«
– May Schack, Politiken
»Med denne fremragende debut demonstrerer Josefine Klougart et lysende talent for at forme præcise sansninger og kloge overvejelser i og med sproget. Hvad kan det ikke blive til i fremtiden?«
– Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
»Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset sølvtøj.«
– Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet
»Josefine Klougart behersker den altmodische naturlyriske prosa til perfektion, hendes sprogfornemmelse og skrivetalent er umiskendeligt, og hendes evne til at undvige begivenheder til fordel for sansninger, er med til at portrættere romanens jeg. […] Det giver en stemningsmættet og indtryksfuld prosa om alle de stigninger og fald, der udgør vores liv, og som opleves af en pige, der har barndommens åbenhed i behold.«
– Klaus Rothstein, Weekendavisen
Et portræt af en familie, af en hjemstavn og af mødet med sproget. Barndommens steder og barndommens ord. Alt det, der former et menneske.
Pressen skriver:
»Debutanten Josefine Klougart har lagt et guldæg […] en ualmindelig smuk og sikker debutroman.«
– May Schack, Politiken
»Med denne fremragende debut demonstrerer Josefine Klougart et lysende talent for at forme præcise sansninger og kloge overvejelser i og med sproget. Hvad kan det ikke blive til i fremtiden?«
– Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
»Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset sølvtøj.«
– Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet
»Josefine Klougart behersker den altmodische naturlyriske prosa til perfektion, hendes sprogfornemmelse og skrivetalent er umiskendeligt, og hendes evne til at undvige begivenheder til fordel for sansninger, er med til at portrættere romanens jeg. […] Det giver en stemningsmættet og indtryksfuld prosa om alle de stigninger og fald, der udgør vores liv, og som opleves af en pige, der har barndommens åbenhed i behold.«
– Klaus Rothstein, Weekendavisen
171 pages, Paperback
First published January 7, 2010
12 people are currently reading
196 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 13 of 14 reviews
July 13, 2016
Josefine Klougarts Stigninger og fald har for mig en helt særlig betydning. Det er svært at sige, hvori denne betydning ligger, men det er en bog, der har påvirket mig, og som jeg stadigt vender tilbage til.
Stigninger og fald udkom i 2010 og var Klougarts debut roman. Handlingen udspiller sig på Mols, hvorfra Klougart selv kommer. Fortælleren hedder da også Josefine, og derved leger Klougart med en form for autobiografisme. Klougarts sprog er noget helt særligt. Hun leger med et figurativt sprog, som underbygger handlingsplanet og bryder med genreforventningerne. Gennem den særlige brug af sproget sætter hun minderne i fokus samtidigt med, at der peges på det sproglige fokus i romanen. De sprogligt skabte billeder i Stigninger og fald virker da også mere fremtræden end det narrative plot. I forbindelse med opstillingen er der heller ikke tale om kapitler, men netop blot korte fortællinger omhandlende minder, der ikke er direkte forbundet. Herved afgrænses begivenhederne også og gøres til enkelte objekter, der kan undersøges og holdes ud fra personen. Klougart sætter en ramme for fortællingerne via hesten Molly, da romanen starter med dens ankomst og slutter med hesten dens afgang. Selvom begivenhederne er indrammet er der dog ikke tale om en fast struktur. Der er en begyndelse og en slutning, men midten forbliver udflydende og diffus. På den måde brydes der med de forventninger, der er til romangenren om at denne indeholder et fremadskridende forløb. Romanens handling, som udspiller sig gennem minderne og billederne, bliver gennem forskydningerne til en progressiv proces. Der er tale om en tankegang, der hele tiden er fremadskridende. På denne måde minder Klougart om Virginia Wolf, der er kendt for hendes særlige stream of consciousness - teknik. Herved flyttes den progression, som normalt knytter sig til romanens narrative forløb også til billedernes progression.
De ser hesten som en skygge i mine øjne, blanke af blæsten, og de er så optaget af mig, at de slet ikke ser hende; hvordan hun stavrer som et kid, en skamskudt hjort ud af traileren, ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne i dem, lagner, der rystes ud af vinduerne.
Billederne i romanen ligger sig ikke til eller peger på et enkelt udgangspunkt, men skabes gennem en serie af forskydninger. Derved bliver billedet i metaforerne ofte et udgangspunkt for et nyt billede, og der danner sig en form for billedkæder. Udgangspunktet bliver således abstrakt, og som man skal være opmærksom under læsningen for at følge med. En af udfordringerne er da også at finde den lighed, som forbinder billederne. Dette sammenhæng er nemlig af subjektiv art, da billederne netop skabes af minderne hos fortælleren. Billederne kan derved også ses som havende en erkendelsesmæssig funktion.
Billederne dukker uforudset op, når subjektet oplever en lighed, og dermed en erkendelse af denne lighed. Erkendelsen, som kan ses i billederne, er grundet det subjektive udgangspunkt heller ikke en form for overordnet erkendelse, men netop en subjektiverkendelse omkring et sammenhæng. Hverdagen, som skildres i romanen, gøres herigennem også æstetisk, da den gøres til billeder, og der åbnes op for nye sammenhæng via ikke-konventionelle perceptioner eller teknikker i disse subjektivt bestemte billeder af hverdagssituationer. Billederne kan gennem denne teknik også få læseren til at se verden på ny. Da, de ikke indeholder et særligt hierarki, kan de virke fremmedgørende. Det er gennem erkendelsesfunktionen også en roman, som kredser om barnets syn på verden omkring den og dets egen plads i denne verden.
Den konstante fremdrift i billederne skaber en uro i disse. Billederne i Klougarts univers er ligeledes kendetegnet ved ikke at rumme en idyllisering eller forskønnelse af hverdagen - eller i denne roman en forskønnelse af en barndom på landet. I stedet er billederne til tider ildevarslende og grimme og skaber en dyster stemning (dette kan også ses på forsiden af romanen). Dette via billedet med hesten, der først sammenlignes med et kid og siden en skamskudt hjort; en sammenligning, der skaber en bevægelse fra uskyld til smerte og død. Situationen med hesten, som ellers varsler en ny begyndelse, kommer til at forvarsle den afslutning, som senere finder sted. Altså er der allerede i starten opmærksomhed mod en afslutning af og et tab for barnet. Ligeledes rummer det hvide i hestens øjne en angst. Denne uro i værket, som får det til at dirrer, og lægger sig ofte til det forladte samt fraværet. Trods billedernes mængde er den verden, som viser sig i romanen heller ikke en verden, som er sanseligt tætvævet. I stedet for en tætvævet sanselig verden er der tale om et hullet og blafrende billedtæppe via billedernes forskydninger gennem de dannede billedkæder. Ligeledes virker billederne ikke altid forstærkende på det tilstedeværende. I stedet kan billedet pege på det, som ikke er at finde og kan således også optræde i en negationsform, som peger på fraværet:
Min stilhed er ikke den samme som min mors stilhed, den er ikke morgenens, den er ikke florlet, ikke skrøbelig, ikke engang øm. Den ligner ikke kinesisk porcelæn, ikke det mindste, ligner ikke bleg dekoreret asiatisk hud, origamisk foldet omkring den varme te.
Det, som ellers skulle danne en sammenligning, bliver en sammenligning med noget fraværende. Her er det en negation af stilhedens væsen, og der gøres fra jegets side et forsøg på at konkretisere noget ukonkret. Derved ses brugen af billedet som værende en måde at håndtere det uhåndterlige, blot gennem negation. Klougart benytter sig har af en form for omvendt metafor, da der ikke er tale om lighed. I stedet er det uligheden og fraværet, som dyrkes i billedet. Dog opstår der herved et billede af moderens stilhed, som gennem jegets negation gøres til et billede.
Handlingerne og billedernes forbindelse afspejles blandt andet via fokusset på ord og lister hos jeget. Dette fokus virker som en form for metakommentar på romanens stilistik, hvor netop listerne af billeder ses. Handlinger ses derved i det stilistiske, og konstateringen af listernes betydning kan således ses som værende af metatekstuelart.
Jeg skriver den ene liste efter den anden, den sorte kinabog skinner mellem de matte, røde hjørner, jeg har den med mig altid, jeg vil have den med mig altid.[...] lister er vigtige, ikke hvorfor de er det, men simpelthen at de er det.
Som det nok kan fornemmes af anmeldelsens længde, er jeg begejstret for Klougarts debuts sproglighed. Det er også et værk, jeg i forbindelse med mit studie har haft glæden af at dykke ned i. Det er dog ikke en bog for masserne eller en, som jeg ville tage med på stranden for at slappe af. Underholdningen hos denne type roman er ikke af den lette slags. Men holder man af godt og spændende sprog, bør man læse den. Den har en tilpas (kort) længde, så den ikke bliver for tung at komme igennem. Desuden er de lidt mere mørke sider af fortællingen med til at give billederne noget kant, og man bliver som læser vækket og til dels foruroliget.
Stigninger og fald udkom i 2010 og var Klougarts debut roman. Handlingen udspiller sig på Mols, hvorfra Klougart selv kommer. Fortælleren hedder da også Josefine, og derved leger Klougart med en form for autobiografisme. Klougarts sprog er noget helt særligt. Hun leger med et figurativt sprog, som underbygger handlingsplanet og bryder med genreforventningerne. Gennem den særlige brug af sproget sætter hun minderne i fokus samtidigt med, at der peges på det sproglige fokus i romanen. De sprogligt skabte billeder i Stigninger og fald virker da også mere fremtræden end det narrative plot. I forbindelse med opstillingen er der heller ikke tale om kapitler, men netop blot korte fortællinger omhandlende minder, der ikke er direkte forbundet. Herved afgrænses begivenhederne også og gøres til enkelte objekter, der kan undersøges og holdes ud fra personen. Klougart sætter en ramme for fortællingerne via hesten Molly, da romanen starter med dens ankomst og slutter med hesten dens afgang. Selvom begivenhederne er indrammet er der dog ikke tale om en fast struktur. Der er en begyndelse og en slutning, men midten forbliver udflydende og diffus. På den måde brydes der med de forventninger, der er til romangenren om at denne indeholder et fremadskridende forløb. Romanens handling, som udspiller sig gennem minderne og billederne, bliver gennem forskydningerne til en progressiv proces. Der er tale om en tankegang, der hele tiden er fremadskridende. På denne måde minder Klougart om Virginia Wolf, der er kendt for hendes særlige stream of consciousness - teknik. Herved flyttes den progression, som normalt knytter sig til romanens narrative forløb også til billedernes progression.
De ser hesten som en skygge i mine øjne, blanke af blæsten, og de er så optaget af mig, at de slet ikke ser hende; hvordan hun stavrer som et kid, en skamskudt hjort ud af traileren, ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne i dem, lagner, der rystes ud af vinduerne.
Billederne i romanen ligger sig ikke til eller peger på et enkelt udgangspunkt, men skabes gennem en serie af forskydninger. Derved bliver billedet i metaforerne ofte et udgangspunkt for et nyt billede, og der danner sig en form for billedkæder. Udgangspunktet bliver således abstrakt, og som man skal være opmærksom under læsningen for at følge med. En af udfordringerne er da også at finde den lighed, som forbinder billederne. Dette sammenhæng er nemlig af subjektiv art, da billederne netop skabes af minderne hos fortælleren. Billederne kan derved også ses som havende en erkendelsesmæssig funktion.
Billederne dukker uforudset op, når subjektet oplever en lighed, og dermed en erkendelse af denne lighed. Erkendelsen, som kan ses i billederne, er grundet det subjektive udgangspunkt heller ikke en form for overordnet erkendelse, men netop en subjektiverkendelse omkring et sammenhæng. Hverdagen, som skildres i romanen, gøres herigennem også æstetisk, da den gøres til billeder, og der åbnes op for nye sammenhæng via ikke-konventionelle perceptioner eller teknikker i disse subjektivt bestemte billeder af hverdagssituationer. Billederne kan gennem denne teknik også få læseren til at se verden på ny. Da, de ikke indeholder et særligt hierarki, kan de virke fremmedgørende. Det er gennem erkendelsesfunktionen også en roman, som kredser om barnets syn på verden omkring den og dets egen plads i denne verden.
Den konstante fremdrift i billederne skaber en uro i disse. Billederne i Klougarts univers er ligeledes kendetegnet ved ikke at rumme en idyllisering eller forskønnelse af hverdagen - eller i denne roman en forskønnelse af en barndom på landet. I stedet er billederne til tider ildevarslende og grimme og skaber en dyster stemning (dette kan også ses på forsiden af romanen). Dette via billedet med hesten, der først sammenlignes med et kid og siden en skamskudt hjort; en sammenligning, der skaber en bevægelse fra uskyld til smerte og død. Situationen med hesten, som ellers varsler en ny begyndelse, kommer til at forvarsle den afslutning, som senere finder sted. Altså er der allerede i starten opmærksomhed mod en afslutning af og et tab for barnet. Ligeledes rummer det hvide i hestens øjne en angst. Denne uro i værket, som får det til at dirrer, og lægger sig ofte til det forladte samt fraværet. Trods billedernes mængde er den verden, som viser sig i romanen heller ikke en verden, som er sanseligt tætvævet. I stedet for en tætvævet sanselig verden er der tale om et hullet og blafrende billedtæppe via billedernes forskydninger gennem de dannede billedkæder. Ligeledes virker billederne ikke altid forstærkende på det tilstedeværende. I stedet kan billedet pege på det, som ikke er at finde og kan således også optræde i en negationsform, som peger på fraværet:
Min stilhed er ikke den samme som min mors stilhed, den er ikke morgenens, den er ikke florlet, ikke skrøbelig, ikke engang øm. Den ligner ikke kinesisk porcelæn, ikke det mindste, ligner ikke bleg dekoreret asiatisk hud, origamisk foldet omkring den varme te.
Det, som ellers skulle danne en sammenligning, bliver en sammenligning med noget fraværende. Her er det en negation af stilhedens væsen, og der gøres fra jegets side et forsøg på at konkretisere noget ukonkret. Derved ses brugen af billedet som værende en måde at håndtere det uhåndterlige, blot gennem negation. Klougart benytter sig har af en form for omvendt metafor, da der ikke er tale om lighed. I stedet er det uligheden og fraværet, som dyrkes i billedet. Dog opstår der herved et billede af moderens stilhed, som gennem jegets negation gøres til et billede.
Handlingerne og billedernes forbindelse afspejles blandt andet via fokusset på ord og lister hos jeget. Dette fokus virker som en form for metakommentar på romanens stilistik, hvor netop listerne af billeder ses. Handlinger ses derved i det stilistiske, og konstateringen af listernes betydning kan således ses som værende af metatekstuelart.
Jeg skriver den ene liste efter den anden, den sorte kinabog skinner mellem de matte, røde hjørner, jeg har den med mig altid, jeg vil have den med mig altid.[...] lister er vigtige, ikke hvorfor de er det, men simpelthen at de er det.
Som det nok kan fornemmes af anmeldelsens længde, er jeg begejstret for Klougarts debuts sproglighed. Det er også et værk, jeg i forbindelse med mit studie har haft glæden af at dykke ned i. Det er dog ikke en bog for masserne eller en, som jeg ville tage med på stranden for at slappe af. Underholdningen hos denne type roman er ikke af den lette slags. Men holder man af godt og spændende sprog, bør man læse den. Den har en tilpas (kort) længde, så den ikke bliver for tung at komme igennem. Desuden er de lidt mere mørke sider af fortællingen med til at give billederne noget kant, og man bliver som læser vækket og til dels foruroliget.
June 2, 2018
Stigninger og fald (Rises and Falls or, less lyrically, Increases and Decreases) is Josefine Klougart's first novel, and the first novel of hers that I've read. It's part childhood memoir, part prose poem, part nouveau roman - the writing is exquisite. I was reminded of two of my favorite books, The Notebooks of Malte Laurids Brigge by Rilke and Tropisms by Sarraute. In some places maybe a bit too much - it sometimes seemed a bit derivative of that style, a bit too conscious of fitting lived experience into a stylistic template. Probably that's inevitable with a first novel.
I want to push back against the notion, mentioned in other reviews, that nothing happens in the book. There are deaths in the family, sickness, horrible accidents. There's her mother's mental illness and her father's love of food and his dejectedness when a hired cook messes up his carefully thought out menu. What's missing is maybe a bit of immediateness. But then the mediation - memory, language, senses, the child's lack of understanding - is to a large extent the point of it all.
Rating: 3.8
I want to push back against the notion, mentioned in other reviews, that nothing happens in the book. There are deaths in the family, sickness, horrible accidents. There's her mother's mental illness and her father's love of food and his dejectedness when a hired cook messes up his carefully thought out menu. What's missing is maybe a bit of immediateness. But then the mediation - memory, language, senses, the child's lack of understanding - is to a large extent the point of it all.
Rating: 3.8
December 31, 2022
En bok å avslutte året med. Det trygge, hesten, hjemmet, firkanten i sanden. På sitt beste er boken helt fantastisk: «Jeg er det spyttet som svelges, det blodet som synker til bunns som en stein i det øyet som er vannets, råken i februar, den kvalmen jeg får av ensomheten, når jeg ikke lenger kan snakke med noen om alt det blomstene kan snakke om, når man treffer dem med en fot på vei hjem, irritert, hva bakkene kan si, deres stigninger og fall.»
April 18, 2020
Denne boken klarte ikke helt å gripe meg. Forsåvidt poetisk og velskrevet, men en ikke altfor interessant oppvekstskildring. Jeg klarte aldri å lage meg bilder av verken mennesker eller omgivelser og fortellerstemmen ble aller mest en formidler av ord uten følelser og engasjement.
January 2, 2020
Fin skildring af et pigeliv på Mols
May 18, 2017
Terrible ... gave up half way. Didn't understand what this was all about!
June 29, 2014
Det er en meget speciel bog.
Man har det som om det hele bare er skrevet som en tankestrøm, hvilket for mig er meget forvirrende.
Hele historien er i konologisk rækkefølge, men man har svært ved at finde ud af hvor i tiden man er.
1980'erne - 1990'erne
Efter en anden læsning af bogen føler jeg at jeg forstå den bedre. sproget er fantastisk, og man kan virkelig leve sig ind i bogen. Det vigtigste er bare at man giver sig selv tid til at læse bogen og virkelig komme ned i sproget. Dette kan så betyde at man er nød til at læse den samme sætning en gang til for at få det hele med.
Man har det som om det hele bare er skrevet som en tankestrøm, hvilket for mig er meget forvirrende.
Hele historien er i konologisk rækkefølge, men man har svært ved at finde ud af hvor i tiden man er.
1980'erne - 1990'erne
Efter en anden læsning af bogen føler jeg at jeg forstå den bedre. sproget er fantastisk, og man kan virkelig leve sig ind i bogen. Det vigtigste er bare at man giver sig selv tid til at læse bogen og virkelig komme ned i sproget. Dette kan så betyde at man er nød til at læse den samme sætning en gang til for at få det hele med.
November 26, 2017
To me, this is a picture book. It consists of short chapters describing situations in an exquisitely beautiful and elaborate language. I am really impressed by that, by her memory of and sense of details. Never the less, after reading half of the book I felt a deep need for some kind of action, because nothing actually happens in the book. So I turned to a crime novel instead. I may take a little peace of Klougart's book once in a while, but to me, reading it feels like eating some very rich chocolate. I love it, but I get fed up.
July 14, 2020
Debutroman fra forfatteren som er født i 1985. Meget fine anmeldelser. Lyriske og poetiske fortællinger om barndommen på Mols. Smukt sprog (lidt ligesom anemoner i en skovbund - agtig - noget), men historierne interesserede mig ikke. Måske fordi jeg ikke er født på Mols.
October 1, 2014
Opløftende, i særdeleshed.
November 9, 2016
3,5
Glokalisering og medieøkologi - og den rumlige vending.
Spændende bog, men, for min del, ikke en der virkelig hænger ved.
Glokalisering og medieøkologi - og den rumlige vending.
Spændende bog, men, for min del, ikke en der virkelig hænger ved.
December 4, 2019
Brilliant
January 12, 2013
Bogen er fantastisk smuk, og jeg holdt meget af de familiære beskrivelser af barndommen.
Displaying 1 - 13 of 14 reviews