What do you think?
Rate this book
Ærø manifestet: Om længslen efter et andet familieliv
Da forfatter og journalist Maj My Humaidan bliver mor, oplever hun sin travle hverdag som ensom og udmattende. Hun savner et fællesskab, der ikke længere synes at eksistere, og samtidig føles det ofte forkert for hende at aflevere sine børn i institution - men hvad er alternativet?
Efter flere forsøg på kompromisser beslutter hun og hendes mand at melde deres fire børn ud af børnehave og skole, og sammen begynder de en ny tilværelse på en lille gård på Ærø. De smider vækkeuret ud, dyrker jorden og følger børnenes initiativer. I tre år lever de et liv med få midler og på kanten af samfundet. De finder en ny form for frihed og meningsfuldhed, men opdager også, hvor krævende det kan være at vælge bærende samfundsfortællinger fra og forsøge at træde sin egen sti.
ÆRØ MANIFESTET er en poetisk og normkritisk fortælling, der kaster et knivskarpt blik på de normer, som flertallet lever efter, selvom flere og flere mistrives. Gennem sin personlige fortælling maner Maj My Humaidan til mod og eftertanke og minder os om, at tiden er vores vigtigste ressource.
Efter flere forsøg på kompromisser beslutter hun og hendes mand at melde deres fire børn ud af børnehave og skole, og sammen begynder de en ny tilværelse på en lille gård på Ærø. De smider vækkeuret ud, dyrker jorden og følger børnenes initiativer. I tre år lever de et liv med få midler og på kanten af samfundet. De finder en ny form for frihed og meningsfuldhed, men opdager også, hvor krævende det kan være at vælge bærende samfundsfortællinger fra og forsøge at træde sin egen sti.
ÆRØ MANIFESTET er en poetisk og normkritisk fortælling, der kaster et knivskarpt blik på de normer, som flertallet lever efter, selvom flere og flere mistrives. Gennem sin personlige fortælling maner Maj My Humaidan til mod og eftertanke og minder os om, at tiden er vores vigtigste ressource.
240 pages, Paperback
First published April 14, 2023
28 people are currently reading
658 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 80 reviews
June 9, 2023
Jeg var nok ret (negativt) forudindtaget om den her bog fordi jeg ikke personligt køber ind på ideen om hjemmeskoling eller at opgøret med en travl hverdag ligger i den diametrale modsætning - groft sagt at trække stikket og blive selvforsynende langt væk fra byen. Men det er en utrolig nuanceret, sårbar og reflekteret bog, der meget præcist indkapsler tidsånden og det moderne forældreskab/moderskab.
July 18, 2023
Der gemmer sig helt sikkert nogle spændende idéer i bogen, men der er så mange gentagelser, overflødige beskrivelser og virkelig tåkrummende metaforer, at jeg simpelthen ikke kunne kæmpe mig igennem den - selv ikke som lydbog. Den tredjedel, som jeg nåede at høre af den, kunne snildt have været sammenfattet til et blogindlæg.
May 10, 2023
Havde ærligt håbet at jeg ikke kunne lide denne bog. Men den var desværre fantastisk velskrevet, ærlig, kompleks og nuanceret, og samtidig slående enkel. En utroligt rammende beskrivelse af forældreskabet, især moderskabet, i 2023.
November 14, 2023
Jeg savner nuancer og en klar argumentation og dokumentation. Forfatteren sætter sig angiveligt ind i, hvad tilknytning betyder, og hvordan forældre hjemmeskoler i andre lande, men hvorfor får vi ikke indsigt i de guldkorn, hun finder der?
Hun er imod "systemet", men anviser med sin praksis ikke efterlevelsesværdige alternativer. Er - firkantet udtrykt - tre års hjemmeskoling med trampolinhop og Anders And et værdifuldt og holdbart alternativ? Nå ja, der er også traveture ved vandet og varm kakao med boller, men jeg bliver ikke overbevist om, at det er vejen frem.
Bogen handler for mig at se mest om en kvindes ønske om at komme hjem, at høre til i verden og længslen efter, at børnene og familielivet skal indfri de behov.
Hun er imod "systemet", men anviser med sin praksis ikke efterlevelsesværdige alternativer. Er - firkantet udtrykt - tre års hjemmeskoling med trampolinhop og Anders And et værdifuldt og holdbart alternativ? Nå ja, der er også traveture ved vandet og varm kakao med boller, men jeg bliver ikke overbevist om, at det er vejen frem.
Bogen handler for mig at se mest om en kvindes ønske om at komme hjem, at høre til i verden og længslen efter, at børnene og familielivet skal indfri de behov.
July 17, 2023
Har sjældent læst noget så tåkrummende pinligt og dårligt før i mit liv. Utrolig banal og elendigt skrevet; LIX-tallet må være på minus 5. Den emmer af hvid privilegieblindhed og 1st world problems. Og virker tilmed sekterisk til tider. Måden landets skoler (som en hel institution) bliver beskrevet på, er helt igennem håbløs, nedladende og generaliserende.
April 26, 2023
Fin lytteoplevelse. På én gang meget fjern og meget relaterbar og mere nuanceret end jeg havde regnet med. Gode tanker, flot formidlet og vigtigst af alt tankevækkende
August 1, 2024
Højdepunktet i bogen er, da Humaidan erkender, at børn har brug for rutiner og struktur, og at hvis børn selv må vælge, hvad de vil, vil de gerne bare hoppe på trampolin hele dagen.
Der er mange udsagn fra forfatteren, som provokerer en uddannet underviser som mig selv. Bl.a. at hun har ingen tiltro til de uddannede personer, der arbejder i vuggestuer, børnehaver og grundskolen, og at hun tror, hun ved mere end dem, fordi hun har læst nogle bøger om hjemmeskoling og -pasning. Men det er sundt at blive provokeret.
Det, jeg tænker, man skal tage med sig, når man har læst denne bog, er, at man skal turde leve det liv, man gerne vil. Også selvom det går imod status quo. Derfor skal Humaidan også have ros for at turde gå imod strømmen.
Der er mange udsagn fra forfatteren, som provokerer en uddannet underviser som mig selv. Bl.a. at hun har ingen tiltro til de uddannede personer, der arbejder i vuggestuer, børnehaver og grundskolen, og at hun tror, hun ved mere end dem, fordi hun har læst nogle bøger om hjemmeskoling og -pasning. Men det er sundt at blive provokeret.
Det, jeg tænker, man skal tage med sig, når man har læst denne bog, er, at man skal turde leve det liv, man gerne vil. Også selvom det går imod status quo. Derfor skal Humaidan også have ros for at turde gå imod strømmen.
June 4, 2025
Jeg ville udvide min horisont og udfodre mit tankesæt med perspektiver på livet, jeg ikke ellers ville støde på. Gennem hele bogen synes jeg, at den var for flippet. Men så kulminerede det hele for mig hen imod slutningen. Det er så nuanceret og klogt, og jeg takker forfatteren for en meget velovervejet og ærlig bog.
Her er et uddrag, der virkelig ramte mig. Side 200-201:
"Måske er det ikke vigtigt, om man går i skole eller ej, men nærmere, hvilken energi man bliver mødt med både derhjemme og i skolen? Måske er det ikke vigtigt, om jeg sidder ved computeren eller har bagt boller til børnene, når de kommer hjem, men nærmere, om jeg ser dem i øjnene og tager mig tid til at lytte? Måske er det ikke vigtigt, om man går ned med stress eller dyrker yoga otte timer om ugen, om man spiser kød eller bønner, måske det er summen af det hele - det er altid summen af det hele - måske det vigtigste i sidste ende er, at vi griner, når noget er sjovt, og græder, når det gør ondt, måske det eneste, der betyder noget, er de øjne, vi ser det hele med. [...] Det er vigtigt, at vi tager stilling! Der er en pris ved at træde sin egen sti, men den er langt mindre end prisen, man betaler for at undertrykke sine drømme og gentage det, der er gjort 1.000 gange før, hvis det føles forkert. Det er et paradoks, men jeg er nødt til at placere mig i det: Jeg kan ikke planlægge en skid. Livet tager, hvad det vil, og giver mig det tilbage, som jeg er kommet for at få, om jeg føler mig klar eller ej."
Her er et uddrag, der virkelig ramte mig. Side 200-201:
"Måske er det ikke vigtigt, om man går i skole eller ej, men nærmere, hvilken energi man bliver mødt med både derhjemme og i skolen? Måske er det ikke vigtigt, om jeg sidder ved computeren eller har bagt boller til børnene, når de kommer hjem, men nærmere, om jeg ser dem i øjnene og tager mig tid til at lytte? Måske er det ikke vigtigt, om man går ned med stress eller dyrker yoga otte timer om ugen, om man spiser kød eller bønner, måske det er summen af det hele - det er altid summen af det hele - måske det vigtigste i sidste ende er, at vi griner, når noget er sjovt, og græder, når det gør ondt, måske det eneste, der betyder noget, er de øjne, vi ser det hele med. [...] Det er vigtigt, at vi tager stilling! Der er en pris ved at træde sin egen sti, men den er langt mindre end prisen, man betaler for at undertrykke sine drømme og gentage det, der er gjort 1.000 gange før, hvis det føles forkert. Det er et paradoks, men jeg er nødt til at placere mig i det: Jeg kan ikke planlægge en skid. Livet tager, hvad det vil, og giver mig det tilbage, som jeg er kommet for at få, om jeg føler mig klar eller ej."
July 18, 2023
Selve ideen bag bogen er ganske spændende, synes dog meget mere det bliver en personlig bog end et egentligt manifest. Mange af tankerne er velovervejede, men synes dog også ofte det bliver meget generaliserende og fordomsfuldt i en tankegang som egentlig skal handle om fællesskabet. Især ser jeg kritikken af institutioner som meget ensporet og fordi det ikke fungerer for Mai betyder det ikke at det ikke er fantastisk for andre børn. Hendes oprør er set mange gange før og jeg synes ikke der kommer nogle konkrete eksempler på hvordan samfundet kan gøres bedre, men mest af alt et fokus på at Mai har ekstremt mange privilegier både med venner, familie og så har hun et godt netværk, det er langt fra alle i Danmark som er så godt stillede og derfor kan udleve den drøm som hun, Kristian og børnene gør. Ud over det er jeg ved at være træt af at høre om hamsterhjulet, jeg arbejder selv som fabriksarbejder og det giver mening for mig selv om det også er opslidende, vi er ikke alle kreative mennesker som har mulighed for at arbejde med det man har lyst til. Og ja jeg har også børn, så kan sagtens sætte mig ind i Mais kritik af den strukturelle problematik der er, men hvad der er godt for hende er ikke nødvendigvis godt for alle.
October 23, 2023
Denne bog var utroligt meningsfuld for mig at læse. Jeg synes egentligt ikke, den var ekstremt godt skrevet, og jeg tror ikke, den er for alle, så derfor har jeg ikke givet den fem stjerner. Men for *mig* var den utroligt meningsfuld at læse. Den pointerede, hvad jeg har kunnet fornemme længe, men ikke helt har turde sætte ord på: at mit liv er mit. Jeg har lov at leve det, som det føles rigtigt for mig (og jeg vælger at ville gøre det i samråd med min familie). For mig handler det ikke om netop det med, hvordan man bedst opfordrer børn, men om at mærke efter, undersøge, *tage stilling* og så leve efter det.
March 22, 2025
Hørt som lydbog.
Velskrevet, poetisk og bestemt behagelig at lytte til. Jeg er endt med at betragte bogen som et stykke skønlitteratur eller et langt digt med fine beskrivelser af tanker om livet, og hvordan det leves bedst. Det er fint, og jeg synes, det fungerer godt.
Jeg kan ikke genkende forfatterens totale vildfarelse i, hvordan hverdagen for hendes børn skal opbygges, hvad der (vel nærmest sygeligt) optager hende i den forbindelse, og hvorfor hun er så totalt forhippet på ideen om hjemmedage. Grundlaget for hendes tanker ligger mig enormt fjernt, og jeg forbinder det først og fremmest med førsteverdens privilegerede totale navlepilleri.
Mest af alt handler hendes søgen om - som også indrømmet af Maj My - at livet som selvstændig voksen med småbørn kan være svært at finde sig til rette i. Jeg ser ikke grund til at melde sig ud af velfærdssamfundet af den årsag. Tværtimod kan velfærdssamfundet underbygge dit og dine børns behov på samme tid.
Livet skal leves, men livet skal vel også mærkes på godt og ondt - og for mit vedkommende kan alt ikke være en lang slumretur ned til stranden.
Velskrevet, poetisk og bestemt behagelig at lytte til. Jeg er endt med at betragte bogen som et stykke skønlitteratur eller et langt digt med fine beskrivelser af tanker om livet, og hvordan det leves bedst. Det er fint, og jeg synes, det fungerer godt.
Jeg kan ikke genkende forfatterens totale vildfarelse i, hvordan hverdagen for hendes børn skal opbygges, hvad der (vel nærmest sygeligt) optager hende i den forbindelse, og hvorfor hun er så totalt forhippet på ideen om hjemmedage. Grundlaget for hendes tanker ligger mig enormt fjernt, og jeg forbinder det først og fremmest med førsteverdens privilegerede totale navlepilleri.
Mest af alt handler hendes søgen om - som også indrømmet af Maj My - at livet som selvstændig voksen med småbørn kan være svært at finde sig til rette i. Jeg ser ikke grund til at melde sig ud af velfærdssamfundet af den årsag. Tværtimod kan velfærdssamfundet underbygge dit og dine børns behov på samme tid.
Livet skal leves, men livet skal vel også mærkes på godt og ondt - og for mit vedkommende kan alt ikke være en lang slumretur ned til stranden.
October 5, 2023
Stærk og givende. Perfekt til et lidt langsomt sabbatår
May 14, 2025
‘Ærø Manifestet’ tog landet med storm – eller rettere: Bogen skabte en storm.
Når jeg fortæller folk, at jeg er fra Ærø, er det nye svar blevet: “Aha ‘Ærø Manifestet’, har du læst den?” Det er lidt af en ændring og siger noget om, hvor langt bogen er noget ud i folks bevidsthed – for mange måske mere som et emne end en læseoplevelse.
Nu er svaret ja, jeg har læst den.
Men jeg læste ikke den bog, som jeg hører debatten omtale den som. Jeg læste den ikke som et manifest, jeg læste den ikke som en stædig kvindes skudsikre oprør – og slet ikke som noget, der havde det store med Ærø at gøre.
Maksimalt læste jeg den som et opråb, indkapslet i tvivl. Et biografisk forsøg på at finde sin plads i præstationssamfundet som et følsomt menneske – eller jo egentlig bare som et menneske, der forsøger at finde tilbage til sig selv og dets natur.
‘Ærø Manifestet’ vil jeg fastholde ikke er et manifest – knap nok et kampskrift. Det er ikke en opskrift på, hvordan vi bør indrette samfundet, omlægge familielivet eller tage næste skridt. Men det er første skridt mod enhver forandring: bevidstheden om, at noget er galt, at noget må ændres.
Hvordan det er blevet til diskursen, at Maj My Humaidan opfordrer alle til at melde sig ud af systemet, tage børnene ud af skolen og flytte til Ærø, ved jeg virkelig ikke.
Jeg oplevede ikke, at bogen på noget tidspunkt serverede det – eller nogen andet enkeltstående form – som løsningen. Og da slet ikke som den universelle eller rigtige vej for alle.
Tværtimod var det en fortælling om en enkelt familie, der forsøgte at udforske og afprøve, hvad der kunne bringe dem tættere på noget bæredygtigt for dem. Og en fortælling om, hvor svært det er, og hvordan man må prøve sig frem inden for ens begrænsninger – nærmest i blinde. For vi kan først mærke, hvad der er rigtigt og forkert for os, når vi står i det. I særdeleshed når vores oprindelige mavefornemmelse er svær at høre for travlhed, normer og burde.
Selvom bogen kun handler om ét menneske, der har turdet gå længere end de fleste, lød den for mig som et ekko.
Et ekko af den nye forældregeneration – unge forældre, der mangler deres landsby og skal præstere på alle parametre.
Mødre der bærer en usynlig byrde og et mental load, de ikke kan sætte ord på.
Splittelsen mellem behovet for hvile og den tillærte overbevisning om, at vi kun har værdi i kraft af vores produktivitet.
Alt sammen noget, der ikke kun gælder forældre, men har flettet sig ind på tværs af generationer og årgange, viser tænder i form af stigende psykisk mistrivsel. Mennesker og en jordklode, der er udbrændte, udpinte og ikke kan mere.
Den følelse ser, hører og mærker jeg overalt – gerne med opgivelse og håbløshed som følge. Men måske er det netop nu, hvor vi er blevet bevidste om den, at vi skal stoppe op og udforske, hvad der kan afhjælpe den. Hvad kan vi gøre?
Det er ikke, fordi vi alle skal følge samme vej. Og vi finder nok aldrig ikke svaret, hvis vi afkræver, at det skal være 100 % korrekt fra start.
Men vi kan jo forsøge at stille os åbne og nysgerrige, lytte og prøve os frem.
Der hvor ‘Ærø Manifestet’ slutter, er måske der, vi skal begynde:
med nærvær, refleksion, natur, kærlighed – og tid.
“de har ganske enkelt ikke tid til at spørge sig selv, om det er sådan, de ønsker, det skal være.”
4,5 ud af 5 stjerner
Når jeg fortæller folk, at jeg er fra Ærø, er det nye svar blevet: “Aha ‘Ærø Manifestet’, har du læst den?” Det er lidt af en ændring og siger noget om, hvor langt bogen er noget ud i folks bevidsthed – for mange måske mere som et emne end en læseoplevelse.
Nu er svaret ja, jeg har læst den.
Men jeg læste ikke den bog, som jeg hører debatten omtale den som. Jeg læste den ikke som et manifest, jeg læste den ikke som en stædig kvindes skudsikre oprør – og slet ikke som noget, der havde det store med Ærø at gøre.
Maksimalt læste jeg den som et opråb, indkapslet i tvivl. Et biografisk forsøg på at finde sin plads i præstationssamfundet som et følsomt menneske – eller jo egentlig bare som et menneske, der forsøger at finde tilbage til sig selv og dets natur.
‘Ærø Manifestet’ vil jeg fastholde ikke er et manifest – knap nok et kampskrift. Det er ikke en opskrift på, hvordan vi bør indrette samfundet, omlægge familielivet eller tage næste skridt. Men det er første skridt mod enhver forandring: bevidstheden om, at noget er galt, at noget må ændres.
Hvordan det er blevet til diskursen, at Maj My Humaidan opfordrer alle til at melde sig ud af systemet, tage børnene ud af skolen og flytte til Ærø, ved jeg virkelig ikke.
Jeg oplevede ikke, at bogen på noget tidspunkt serverede det – eller nogen andet enkeltstående form – som løsningen. Og da slet ikke som den universelle eller rigtige vej for alle.
Tværtimod var det en fortælling om en enkelt familie, der forsøgte at udforske og afprøve, hvad der kunne bringe dem tættere på noget bæredygtigt for dem. Og en fortælling om, hvor svært det er, og hvordan man må prøve sig frem inden for ens begrænsninger – nærmest i blinde. For vi kan først mærke, hvad der er rigtigt og forkert for os, når vi står i det. I særdeleshed når vores oprindelige mavefornemmelse er svær at høre for travlhed, normer og burde.
Selvom bogen kun handler om ét menneske, der har turdet gå længere end de fleste, lød den for mig som et ekko.
Et ekko af den nye forældregeneration – unge forældre, der mangler deres landsby og skal præstere på alle parametre.
Mødre der bærer en usynlig byrde og et mental load, de ikke kan sætte ord på.
Splittelsen mellem behovet for hvile og den tillærte overbevisning om, at vi kun har værdi i kraft af vores produktivitet.
Alt sammen noget, der ikke kun gælder forældre, men har flettet sig ind på tværs af generationer og årgange, viser tænder i form af stigende psykisk mistrivsel. Mennesker og en jordklode, der er udbrændte, udpinte og ikke kan mere.
Den følelse ser, hører og mærker jeg overalt – gerne med opgivelse og håbløshed som følge. Men måske er det netop nu, hvor vi er blevet bevidste om den, at vi skal stoppe op og udforske, hvad der kan afhjælpe den. Hvad kan vi gøre?
Det er ikke, fordi vi alle skal følge samme vej. Og vi finder nok aldrig ikke svaret, hvis vi afkræver, at det skal være 100 % korrekt fra start.
Men vi kan jo forsøge at stille os åbne og nysgerrige, lytte og prøve os frem.
Der hvor ‘Ærø Manifestet’ slutter, er måske der, vi skal begynde:
med nærvær, refleksion, natur, kærlighed – og tid.
“de har ganske enkelt ikke tid til at spørge sig selv, om det er sådan, de ønsker, det skal være.”
4,5 ud af 5 stjerner
August 29, 2024
Skøn læsning. Det er ikke sikkert, at jeg kunne sidde i samme rum som hverken forfatteren eller hendes børn, der lyder til at være ganske ustyrlige. Men jeg kunne læse hendes ord igen og igen. Og jeg drømmer mig p.t. væk til skovrige dale i Vejle og omegn og et vindblæst, sydfynsk øhav. Must-read for enhver - både med og uden børn.
January 22, 2025
Jeg var overrasket over bogen opbygning og hvordan jeg følger Majs tanker og følelsesliv gennem bogen. Jeg troede det ville være en gennemgang af et selvforsynende liv på Ærø, men jeg blev overrasket. Positivt. For det meste.
Jeg fik et par mavepustere på vejen, men det er virkelig også forfriskende at vi lige får rystet posen ift hvordan vi anskuer vores liv, vores hverdag, vores tid med vores børn, tid med os selv og alle de materielle goder, der forblænder det hele.
Læs bogen og få nogle virkelig vigtige og gode snakke med din partner, veninde eller hvem du ellers møder på din vej!
Jeg fik et par mavepustere på vejen, men det er virkelig også forfriskende at vi lige får rystet posen ift hvordan vi anskuer vores liv, vores hverdag, vores tid med vores børn, tid med os selv og alle de materielle goder, der forblænder det hele.
Læs bogen og få nogle virkelig vigtige og gode snakke med din partner, veninde eller hvem du ellers møder på din vej!
Read
October 17, 2024En virkelig tankevækkende læseoplevelse. Jeg kunne mærke, at jeg blev lidt provokeret i dele af bogen, og det er nok meget sundt. Den var velskrevet og nuanceret. Den ville have nydt godt af lidt mere forskning og fakta. Dens styrke og svaghed er, at den hviler 100 procent på forfatterens levede liv. Jeg er enig med Humaidan i meget af hendes analyse af familielivet i en kapitalistisk verden, men jeg er nok ikke helt ombord på hendes løsning. Men jeg blev udfordret og gjort klogere.
February 7, 2024
Maj beskriver meget rørende de tanker og følelser, der opstår omkring hjemmeskoling og det at skille sig ud fra samfundets normer og forventninger. Den satte klart nogle tanker i gang hos mig. Jeg synes dog, at de samme følelser bliver gentaget igen og igen, så jo længere hen jeg kom i bogen, jo mindre betaget var jeg desværre af den.
February 17, 2025
Maj Mys smukke erfaringer og dybe refleksioner lander på et ømt men perfekt tidspunkt. Hendes kritik af skolesystemet og hyldest til det nærværende og langsommelige rammer noget i mig. Ærø manifestet har sat tankerne i gang. Tak for et vigtigt værk
May 28, 2024
kolossal anbefaling til alle som synes at være godt sovset ind i en kultur, som måske har overgået sin udløbsdato 🤌🏼
June 28, 2025
En alternativ måde at leve på.
Read
April 18, 2024En meget spændende og tankevækkende bog, som tør udfordre den måde vi har konstrueret vores samfund på. Forfatteren er modig og viser, at man faktisk KAN tage et andet valg.
Dog synes jeg bogen blev lidt for fokuseret på individet og min egen lykke.
Dog synes jeg bogen blev lidt for fokuseret på individet og min egen lykke.
June 21, 2024
Jeg håbede på at jeg ikke kunne lide den, men syntes den var rigtig god. Synes det var dejligt at hun ikke havde en selvfed attitude omkring det og meldte ud når noget ikke fungerede. Det var mange gentagelser, men ja, åd den på to dage. 😄
September 19, 2023
En velskrevet og sårbar, omend noget navlepillende og privilegieblind, fortælling om forfatterens og hendes families personlig oprør mod vores moderne samfunds måde at beskue og indrette familielivet.
Jeg synes forfatteren præsenterer mange spændende og tankevækkende måder at indrette sig på som familie. Og selvom jeg ville ønske på familiens vegne, at alle deres idealistiske planer var "lykkedes" igennem årene, har det tydeligvis givet forfatteren meget stof til eftertanke, som hun heldigvis deler ud af til læseren i denne bog, og ikke holdt familien tilbage fra at fortsat at søge den bedste vej frem i livet for dem.
Hun reflekterer ærligt over både det gode og det mindre god ved at "trække stikket" og hjemmeskoling/pasning, men selvom hun berører det ganske kort, savnede jeg mere anerkendelse af, at mange af de valg hun og hendes mands træffer, simpelthen ikke kan lade sig gøre (pga. økonomi, uddannelse/karriere, personlighed, helbred mv.), eller bare ikke er det rigtige, for mange andre familier.
Jeg synes forfatteren præsenterer mange spændende og tankevækkende måder at indrette sig på som familie. Og selvom jeg ville ønske på familiens vegne, at alle deres idealistiske planer var "lykkedes" igennem årene, har det tydeligvis givet forfatteren meget stof til eftertanke, som hun heldigvis deler ud af til læseren i denne bog, og ikke holdt familien tilbage fra at fortsat at søge den bedste vej frem i livet for dem.
Hun reflekterer ærligt over både det gode og det mindre god ved at "trække stikket" og hjemmeskoling/pasning, men selvom hun berører det ganske kort, savnede jeg mere anerkendelse af, at mange af de valg hun og hendes mands træffer, simpelthen ikke kan lade sig gøre (pga. økonomi, uddannelse/karriere, personlighed, helbred mv.), eller bare ikke er det rigtige, for mange andre familier.
March 18, 2024
Hvad jeg troede, var en bog om hjemmeskoling og selvforsyning, vidste sig, at være en rejse ind i en kvindes ekstremt lave selvværd og hvordan hun, igennem små og store valg, finder en form for indre styrke og ro.
Det er forfærdeligt, at der går mennesker rundt og har det så dårligt og er så fokuserede på hvad andre tænker om dem, at de bliver nød til at melde sig ud af samfundet, for at finde ro. Men hvor er det så godt, at familien tog valget og gjorde det.
Altid spændende at læse noget fra nogen der vælger en anderledes livsstil end en selv.
Det er forfærdeligt, at der går mennesker rundt og har det så dårligt og er så fokuserede på hvad andre tænker om dem, at de bliver nød til at melde sig ud af samfundet, for at finde ro. Men hvor er det så godt, at familien tog valget og gjorde det.
Altid spændende at læse noget fra nogen der vælger en anderledes livsstil end en selv.
March 11, 2025
I Ærø Manifestet minder Maj My Humaidan mig om alt det, der er vigtigt, og alt det, jeg ofte glemmer i en travl hverdag. Jeg er meget rørt over hendes fine fortælling om nærvær, fællesskab, længsel og så meget mere. Et progressivt, vigtigt, nødvendigt og samtidig meget nuanceret manifest. Og så skriver Humaidan også bare virkelig indlevende og smukt. Inspirerende læsning, jeg har savnet at være SÅ grebet af en bog, at alt centrerede sig omkring den i et par dage. Jeg har allerede talt med flere om bogen, og om de tanker og debatter, den sætter igang. Jeg glæder mig til at læse "Blødt".
June 26, 2024
Altså, hun skriver godt. Ret godt faktisk.
Men det er ikke et manifest. Det er en dagbog med mere eller mindre (velskrevne) banale betragtninger af familielivet.
At nogen politikere har faret sådan i flint over denne bog, kan næsten kun afsløre at de faktisk ikke har læst den.
Tre stjerner for god litteratur. Ikke flere fordi den giver læseren et falskt indtryk af at skule læse noget stærkt og omvæltende.
Men det er ikke et manifest. Det er en dagbog med mere eller mindre (velskrevne) banale betragtninger af familielivet.
At nogen politikere har faret sådan i flint over denne bog, kan næsten kun afsløre at de faktisk ikke har læst den.
Tre stjerner for god litteratur. Ikke flere fordi den giver læseren et falskt indtryk af at skule læse noget stærkt og omvæltende.
September 29, 2024
Den får 4, fordi jeg synes den var tankevækkende, og jeg er glad for jeg har læst den. Men jeg synes ikke som sådan det er en god bog. Den er sat op som dagbog, så den fortællingen er tidstro, men hele vejen igennem var jeg egentlig lidt småforvirret. Man får familiens historie i store træk, men jeg mangler mellemregningerne. Den ene måned beslutter de at flytte til Ærø, den næste måned er de så lige pludselig flyttet dertil, så vil de til Vejle, så vil de have sommerhus på Ærø, så vil de det ene og de vil det andet, og det virker rodet og rodløst. Maj hjemmeskoler børnene, men man hører ikke meget om hvordan, de hopper mest på trampolin og går ture ved stranden. Hun tjener ingen penge, manden roder med musik på sit kontor, så hvad de egentlig lever af, finder man heller ikke rigtig ud af. Og Maj får egentlig det hele som hun gerne vil, for manden og børnene vil i udgangspunktet gerne de samme ting, som hun ønsker. De flytter landet rundt. Dropper ind og ud af skoler og institutioner. Alligevel virker hun gennemgående utålmodig, rastløs og lidt utilfreds. Måske er det en generel ting ved at vælge den type liv de har gjort, måske er det et personlighedstræk. Men jeg synes det var lidt træls, at bogen hele tiden veksler mellem, at noget er frygteligt galt og frustrerende og i næste måned fryd og gammen og solskin. Måske er det sådan det reelt er blevet oplevet, men det var en mærkelig læseoplevelse.
Jeg forventede ikke en opskrift på, hvordan man hjemmeskoler, eller en perfekt fortælling om, hvordan en børnefamilie dropper ud af hamsterhjulet og lever harmonisk, men jeg forventede nok at forstå forfatterens tanker, overvejelser og praktiske forhold lidt bedre.
Det er ikke et manifest, det er en dagbog om en, der ikke gider et 8-16 job, gerne vil være meget sammen med sine børn og bare elsker Ærø helt vildt meget. Det er rigtig fint. Læseren skal bare vide hvad man går ind til. Og det er vigtigt at holde sig for øje, at forfatteren er meget kategorisk især om sine holdninger til institutioner og samfundsindretning. Bogen er normkritisk, og jeg tror det er sundt med flere fortællinger af den slags. Bogen er bare ikke særligt nuanceret, og tager udelukkende udgangspunkt i, hvad der har været godt og rigtigt for hendes egen lille familie, ikke helt så meget hvad der fungerer for alle mulige andre.
Men det gode ved bogen er, at den giver rigtig meget stof til eftertanke og refleksion i fht at træde en anden sti end de fleste. Der er ingen tvivl om, at Maj og hendes familie har taget meget modige valg med risikoen for, at det kunne have konsekvenser. Men også med chancen for, at det kunne bringe noget rigtig godt med sig for deres børn, og det tror jeg det har gjort. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er en familie med rigtig meget kærlighed. Og jeg har stor respekt for mennesker, der tør leve liv, hvor de er tro mod sig selv. Så på den måde indbyder bogen til at man aktivt tager stilling til det liv man selv lever.
Citater fra bogen jeg godt kunne lide
- "Når man kaster alle skabeloner væk og indretter sit liv anderledes end flertallet, undgår man ikke at betale dummebøder i massevis. Og man betaler med sit liv, der bliver objekt for langt mere kritik end den norm, der ellers koster dyrt på så mange planer"
- "Intet af det vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra"
- "Det er vigtigt vi tager stilling. Der er en pris ved at træde sin egen sti, men den er langt mindre, end prisen man betaler for at undertrykke sine drømme, og gentage det der er gjort tusind gange før, hvis det føles forkert."
Jeg forventede ikke en opskrift på, hvordan man hjemmeskoler, eller en perfekt fortælling om, hvordan en børnefamilie dropper ud af hamsterhjulet og lever harmonisk, men jeg forventede nok at forstå forfatterens tanker, overvejelser og praktiske forhold lidt bedre.
Det er ikke et manifest, det er en dagbog om en, der ikke gider et 8-16 job, gerne vil være meget sammen med sine børn og bare elsker Ærø helt vildt meget. Det er rigtig fint. Læseren skal bare vide hvad man går ind til. Og det er vigtigt at holde sig for øje, at forfatteren er meget kategorisk især om sine holdninger til institutioner og samfundsindretning. Bogen er normkritisk, og jeg tror det er sundt med flere fortællinger af den slags. Bogen er bare ikke særligt nuanceret, og tager udelukkende udgangspunkt i, hvad der har været godt og rigtigt for hendes egen lille familie, ikke helt så meget hvad der fungerer for alle mulige andre.
Men det gode ved bogen er, at den giver rigtig meget stof til eftertanke og refleksion i fht at træde en anden sti end de fleste. Der er ingen tvivl om, at Maj og hendes familie har taget meget modige valg med risikoen for, at det kunne have konsekvenser. Men også med chancen for, at det kunne bringe noget rigtig godt med sig for deres børn, og det tror jeg det har gjort. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er en familie med rigtig meget kærlighed. Og jeg har stor respekt for mennesker, der tør leve liv, hvor de er tro mod sig selv. Så på den måde indbyder bogen til at man aktivt tager stilling til det liv man selv lever.
Citater fra bogen jeg godt kunne lide
- "Når man kaster alle skabeloner væk og indretter sit liv anderledes end flertallet, undgår man ikke at betale dummebøder i massevis. Og man betaler med sit liv, der bliver objekt for langt mere kritik end den norm, der ellers koster dyrt på så mange planer"
- "Intet af det vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra"
- "Det er vigtigt vi tager stilling. Der er en pris ved at træde sin egen sti, men den er langt mindre, end prisen man betaler for at undertrykke sine drømme, og gentage det der er gjort tusind gange før, hvis det føles forkert."
August 22, 2024
Maj My tør noget vigtigt.
Hun tør sige: ”Vi lever i en tid, hvor det mest bæredygtige, vi kan foretage os, er at prioritere vores egen trivsel og skrue ned for vores forbrug og produktivitet”. Det kræver øvelse, for ”vi er vokset op med den forståelse, at vores værdi afspejles i, hvor meget vi producerer, og hvor villige vi er til at ofre os for ’det kollektive’. Men den måde at leve på er ikke længere i balance, når de fleste af os har stress, og vores jordklode ikke kan holde til, at vi bliver ved med at forbruge så meget”.
Maj My tør stille spørgsmålet ”Hvad er egentlig det værste, der kan ske, hvis jeg siger mit job op?”. En tjekken ind med, hvad der er vigtigt for en selv og ens familie, frem for hvad normen siger. Et spørgsmål, jeg selv er glad for at stille og mange gange har gjort.
Maj My tør forholde sig til det danske skolesystem og det ensrettede pensum, som står i stedet for at lære på baggrund af motivation og interesse, og som gør, at initiativ, nysgerrighed og kreativitet forsvinder i ”samlebåndskultur med tidligere tests og belønningssmileys”. Jeg mindes min egen tid på Freinetskolen, hvor vi lavede egne skemaer hver mandag og fordybede os i det, vi havde lyst til. Hvor der var plads til at udfolde sig på flere forskellige planer og ikke kun bogligt, og hvor man ikke skulle passe ind i en boks eller køre i samme tempo alle sammen, men udfordres og udvikles lige dér, hvor man var.
Maj My tør tale om det svære i at tage vare på sig selv og prioritere egne behov, projekter og aktiviteter som kvinde, som mor. Hun tør tale om, hvor svært det er at ”sætte nydelse før ydelse”, bl.a. fordi kvinder ”hyldes for at ofre sig” for andre.
Maj My tør sige: ”Vis mig den norm i vores samtid, der ikke er opstået ud fra et ønske om at effektivisere den menneskelige skæbne med det mål at lægge flest muligt penge i statskassen…”
Denne bog er vigtig. Vi har brug for flere, der går imod ”plejer”, normer, hamsterhjul, præstationspres og konkurrenceræs, som tør eksperimentere med måden, vi indretter vores liv på, og som tør stille spørgsmålet: 'Hvad er egentlig vigtigt?'
Læs❤️❤️
Hun tør sige: ”Vi lever i en tid, hvor det mest bæredygtige, vi kan foretage os, er at prioritere vores egen trivsel og skrue ned for vores forbrug og produktivitet”. Det kræver øvelse, for ”vi er vokset op med den forståelse, at vores værdi afspejles i, hvor meget vi producerer, og hvor villige vi er til at ofre os for ’det kollektive’. Men den måde at leve på er ikke længere i balance, når de fleste af os har stress, og vores jordklode ikke kan holde til, at vi bliver ved med at forbruge så meget”.
Maj My tør stille spørgsmålet ”Hvad er egentlig det værste, der kan ske, hvis jeg siger mit job op?”. En tjekken ind med, hvad der er vigtigt for en selv og ens familie, frem for hvad normen siger. Et spørgsmål, jeg selv er glad for at stille og mange gange har gjort.
Maj My tør forholde sig til det danske skolesystem og det ensrettede pensum, som står i stedet for at lære på baggrund af motivation og interesse, og som gør, at initiativ, nysgerrighed og kreativitet forsvinder i ”samlebåndskultur med tidligere tests og belønningssmileys”. Jeg mindes min egen tid på Freinetskolen, hvor vi lavede egne skemaer hver mandag og fordybede os i det, vi havde lyst til. Hvor der var plads til at udfolde sig på flere forskellige planer og ikke kun bogligt, og hvor man ikke skulle passe ind i en boks eller køre i samme tempo alle sammen, men udfordres og udvikles lige dér, hvor man var.
Maj My tør tale om det svære i at tage vare på sig selv og prioritere egne behov, projekter og aktiviteter som kvinde, som mor. Hun tør tale om, hvor svært det er at ”sætte nydelse før ydelse”, bl.a. fordi kvinder ”hyldes for at ofre sig” for andre.
Maj My tør sige: ”Vis mig den norm i vores samtid, der ikke er opstået ud fra et ønske om at effektivisere den menneskelige skæbne med det mål at lægge flest muligt penge i statskassen…”
Denne bog er vigtig. Vi har brug for flere, der går imod ”plejer”, normer, hamsterhjul, præstationspres og konkurrenceræs, som tør eksperimentere med måden, vi indretter vores liv på, og som tør stille spørgsmålet: 'Hvad er egentlig vigtigt?'
Læs❤️❤️
February 27, 2025
Jeg havde hørt en del om denne bog inden jeg faldt over den på biblioteket og tænkte at jeg hellere måtte læse den selv. Mange er blevet provokeret af bogen og af Maj My Humaidans ideer. Men jeg undrer mig over hvorfor? Fordi hun er samfundskritisk og udfordrer normerne? Det er der vel så mange der gør. Jeg læser om en kvinde, der drømmer om at opdrage sine børn ud fra den kendte devise: “it takes a village to raise a child”. Hvorfor skal vi som forældre stå alene med hele ansvaret? Og hvorfor skal vi samtidig tvinges til at aflevere vores børn i institutioner, hvor vi ikke er velkomne til at deltage? Hvor er fællesskabet?
Jeg tænker at mange af os ind i mellem har savnet den der landsby. Lidt på samme måde som vi ser Frank og Kastanjegården eller Søren Vesters Have og drømmer os tilbage til en tid, hvor det naturlige og ægte betød noget. Så hvorfor elsker vi Bonderøven, men bliver provokeret af Maj My Humaidan? Jo nok fordi hun rammer os på et ømt punkt. Hun føler at det er forkert at aflevere sine børn i institutioner og så gør hun noget ved det. Hun forsøger at leve efter sine idealer. Og vi kan måske godt leve med at have opgivet haven og håndværket… men vi vil helst ikke mindes om at vi kunne gøre noget bedre i forhold til vores børn. Vi vil helst ikke mindes om at vi selv afleverer vores børn med en klump i maven nogle gange - for vi overlever jo i troen på, at det ikke kan være anderledes. Vi skal jo passe vores arbejde. Og børnene skal jo socialiseres.
Jeg har ikke selv nogen drøm om at leve som i Ærø manifestet, men jeg synes det er spændende når nogen tør udfordre normerne, så det var interessant læsning. Bogen er velskrevet og underholdende, med maleriske billeder så det er let at leve sig ind i Majs verden. Den er ærlig og man følger både op og nedture gennem et følsomt sind og jeg var hele tiden ret spændt på hvor historien egentlig ville ende. På øen eller i byen? I skole eller hjemme?
Jeg tænker at mange af os ind i mellem har savnet den der landsby. Lidt på samme måde som vi ser Frank og Kastanjegården eller Søren Vesters Have og drømmer os tilbage til en tid, hvor det naturlige og ægte betød noget. Så hvorfor elsker vi Bonderøven, men bliver provokeret af Maj My Humaidan? Jo nok fordi hun rammer os på et ømt punkt. Hun føler at det er forkert at aflevere sine børn i institutioner og så gør hun noget ved det. Hun forsøger at leve efter sine idealer. Og vi kan måske godt leve med at have opgivet haven og håndværket… men vi vil helst ikke mindes om at vi kunne gøre noget bedre i forhold til vores børn. Vi vil helst ikke mindes om at vi selv afleverer vores børn med en klump i maven nogle gange - for vi overlever jo i troen på, at det ikke kan være anderledes. Vi skal jo passe vores arbejde. Og børnene skal jo socialiseres.
Jeg har ikke selv nogen drøm om at leve som i Ærø manifestet, men jeg synes det er spændende når nogen tør udfordre normerne, så det var interessant læsning. Bogen er velskrevet og underholdende, med maleriske billeder så det er let at leve sig ind i Majs verden. Den er ærlig og man følger både op og nedture gennem et følsomt sind og jeg var hele tiden ret spændt på hvor historien egentlig ville ende. På øen eller i byen? I skole eller hjemme?
March 13, 2025
Jeg lod mig snyde af den offentlige (stærkt negative) omtale af denne bog. Jeg har aldrig haft det sådan som Maj My Humaidan har det i forhold til børn, længsel efter det langsomme liv, hjemmeskoling, etc., så jeg var nem at få med på den galej med, at hun var helt galt afmarcheret og komplet privilegieblind.
Men sagen er, at hun ikke advokerer for, at vi alle skal gøre (eller føle), som hun gør. Hun redegør åbent og hudløst ærligt for sine egne følelser i forhold til det at have børn. Det, at jeg ikke har haft de samme følelser, annullerer jo ikke hendes! Tværtimod er det spændende at lytte til hendes overvejelser.
Og hendes væsentligste pointer, som blev fuldstændig forbigået i den politiske snak om bogen, er, hvorfor vi alle sammen fortsætter med at drøne rundt i hamsterhjulet, når det både ødelægger kloden og gør os og vores børn stressede og syge. At forholde sig kritisk til den samfundsmodel, hvor alt drejer sig om vækst og BNP, er jo ikke lig med at flytte til Ærø. Det er bare lig med at være opmærksom på de valg, vi træffer – også dem der føles, som om de træffer sig selv. Og Humaidan nævner gentagne gange, at hun er bevidst om, hvor privilegeret hun er, at deres familie overhovedet har haft muligheden for at træde tilbage fra hamsterhjulet.
Jeg opdagede, at jeg havde taget fejl af hende, da hun talte ved en konference, jeg overværede sidste år. På det tidspunkt kom jeg fra det, men nu stødte jeg så på hende igen og hørte om hende fra en anden vinkel, og så fandt jeg endelig bogen frem og fik hørt den. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange andre forfattere, der af "visse typer" i medierne/det politiske liv er blevet læst, som Fanden læser Biblen – og hvis bøger, jeg så er gået glip af, fordi jeg er faldet i mediesuppen.
Hun har selv indtalt bogen, og det gør hun okay.
Men sagen er, at hun ikke advokerer for, at vi alle skal gøre (eller føle), som hun gør. Hun redegør åbent og hudløst ærligt for sine egne følelser i forhold til det at have børn. Det, at jeg ikke har haft de samme følelser, annullerer jo ikke hendes! Tværtimod er det spændende at lytte til hendes overvejelser.
Og hendes væsentligste pointer, som blev fuldstændig forbigået i den politiske snak om bogen, er, hvorfor vi alle sammen fortsætter med at drøne rundt i hamsterhjulet, når det både ødelægger kloden og gør os og vores børn stressede og syge. At forholde sig kritisk til den samfundsmodel, hvor alt drejer sig om vækst og BNP, er jo ikke lig med at flytte til Ærø. Det er bare lig med at være opmærksom på de valg, vi træffer – også dem der føles, som om de træffer sig selv. Og Humaidan nævner gentagne gange, at hun er bevidst om, hvor privilegeret hun er, at deres familie overhovedet har haft muligheden for at træde tilbage fra hamsterhjulet.
Jeg opdagede, at jeg havde taget fejl af hende, da hun talte ved en konference, jeg overværede sidste år. På det tidspunkt kom jeg fra det, men nu stødte jeg så på hende igen og hørte om hende fra en anden vinkel, og så fandt jeg endelig bogen frem og fik hørt den. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange andre forfattere, der af "visse typer" i medierne/det politiske liv er blevet læst, som Fanden læser Biblen – og hvis bøger, jeg så er gået glip af, fordi jeg er faldet i mediesuppen.
Hun har selv indtalt bogen, og det gør hun okay.
Displaying 1 - 30 of 80 reviews