Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført. 80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge.
Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår. (Kilde, Forfatterweb)
Der er ikke så meget at sige faktisk. Han havde tanker ud over det sædvanlige, og hans hjerne løb løbsk med ham. Med så tænkende en hjerne, er det ikke overraskende hvordan hans historie endte.
Eminente digte, der fortæller historien om en vigtig person i dansk litteratur. Samtidigt et utroligt spændene forløb der udspiller sig i disse digte, der samtidigt viser hvordan et sind kan bevæge sig mere og mere ind i en psykotisk tilstand, og hvordan dette påvirker en forfatters syn på hans omverden og hans samtid. Utrolig spændene og lærerig bog.
MIN BIBEL!!! strunge jeg vil have dine ord tatoveret over alt på min krop og på indersiden af min hjerne. den her digtsamling snakker til mit inderste indre, når jeg har mest brug for det. tak tak tak, for at sætte ord på alt det jeg har haft svært ved at sætte ord på. jeg håber du får den her review oppe på den stjerne hvor du sidder med en smøg og kigger ned over byen.
Cirka 22 år efter at have købt Samlede Strunge og være begyndt på den, er det endelig lykkedes mig at læse den færdig. Er det i særdeleshed Strunges stil, der ikke siger mig noget, eller er prosadigte bare generelt ikke noget for mig? Jeg ved det ikke, for jeg har læst meget få af slagsen. Under alle omstændigheder fik jeg meget lidt ud af bogen - der er nogle gode formuleringer ind imellem, men bortset fra dem svingede min læseoplevelse mellem "Meh", "Fnis, hvor kikset" og "Aaaargh! Bliv nu færdig, bog!" Dog havde jeg det sjovt med at lave en løbende, løs statistik over, hvor mange af de første cirka 100 sider der indeholdt en eller flere former af ordet "øje" - for det var et komisk højt antal.
Rigtig mange fortalte mig om hvor fantastisk Strunges tekster er. Da jeg så endelig blev færdig med Samlede Strunge havde jeg haft så høje forventninger, at jeg bare blev skuffet. De første par samlinger var fantastiske ja! Men så mistede ham mig en del. Jeg må dog alligevel sige at der er noget vildt over at have læst hele et menneskes liv i digte. Wauw til det