Cirka 22 år efter at have købt Samlede Strunge og være begyndt på den, er det endelig lykkedes mig at læse den færdig. Er det i særdeleshed Strunges stil, der ikke siger mig noget, eller er prosadigte bare generelt ikke noget for mig? Jeg ved det ikke, for jeg har læst meget få af slagsen. Under alle omstændigheder fik jeg meget lidt ud af bogen - der er nogle gode formuleringer ind imellem, men bortset fra dem svingede min læseoplevelse mellem "Meh", "Fnis, hvor kikset" og "Aaaargh! Bliv nu færdig, bog!" Dog havde jeg det sjovt med at lave en løbende, løs statistik over, hvor mange af de første cirka 100 sider der indeholdt en eller flere former af ordet "øje" - for det var et komisk højt antal.