Noatun

by William Heinesen

Noatun er en socialrealistisk kollektivroman, der skildrer en flok fattige bønder og fiskeres forsøg på at skabe sig en ny og selvstændig tilværelse ved at slå sig ned i den øde Dødemandsdal. Dalen er et lille stykke goldt, stenet klippekyst ved det barske Atlanterhav, og nybyggerne må kæmpe mod stærke naturkræfter i form af havets vælde og vinterens strenghed. Gruppen møder dog ikke blot modstand fra den voldsomme færøske natur, men også fra bl.a. kongsbonden Sigvard, religiøse sekter og den spanske syge. Gennem deres ukuelige slid og slæb lykkes det dem dog at forvandle Dødemandsdalen til en levedygtig bygd, der får navnet Noatun, og et nyt fyrtårn bliver symbolet på deres kamp og sejr.

Please This audiobook is in Danish.

Genres: Fiction

241 pages, Paperback

First published January 1, 1938

About the author

William Heinesen is the best-known writer that the Faroe Islands have produced. He wrote mainly in Danish, but all of his books, which are set in the Faroe Islands, have been translated into his native Faroese. When Heinesen heard rumours that he was to win the Nobel Prize he requested that his nomination be withdrawn, discussing his choice to write in Danish with a mixture of bitterness and regret: "Faroese was at one time held in low regard - it's fair to say that the language was kept down. For all that, Faroese has generated remarkable literature, and it would have been right to award the Nobel Prize to an author who had written in Faroese. If I were given the prize, then a Danish writer would have got it, and Faroese literary endeavours would have been dealt a heavy blow". He died aged 91.

Reviews

[Hans Peter Madsen]

Stor litteratur. Heinesen interesserer sig for sine personer og deres miljø. Storslået i både sprog og ambition.

Samtidig er det sjovt, hvor amatøragtigt plottet er (set ud fra en kedelig Hollywoodmodel-agtig synsvinkel). Der kastes den ene plotline ud efter den anden uden bid; helt skør er især en skattejægerplottråd, som introduceres tidligt og vendes tilbage til igen og igen, blot for at løbe ud i sandet og blive glemt. En uskolet fortællekunst — talent og menneskekundskab frem for skematik.

[Magpie · Rating 5 out of 5]

They've got the cow after all 🥺

[Su · Rating 5 out of 5]

Unwirtlich, lebensfeindlich und doch Heimat: das sind die Färöerinseln für ihre Einwohner und Einwohnerinnen in der ersten Hälfte des 20. Jahrhunderts. Da sie in der Stadt keine Zukunft sehen, beschließt eine kleine Gruppe Menschen, in den vormals als "Dødmansdal" bekannten, entlegenen Landstreifen, den die neuen Einwohner*innen hoffnungsvoll "Noatun" nennen, Schiffsplatz - Sitz des Meeresgottes in der Nordischen Mythologie, um ihm eine positivere Konnotation zu verleihen, zu ziehen. Doch gleich zu Beginn gibt es ein Unglück und die Menschen sind sich unsicher, ob ihr neuer Wohnort ein Überleben möglich macht. Schließlich ist es die Gemeinschaft, die sie doch an eine sicherere Zukunft glauben lässt.

Der färingische Autor William Heinesen lebte von 1900 bis 1991, Noatun war sein zweiter Roman, der 1938 erschien. Doch der Stil ist zeitlos, auf gewaltige Art und Weise veranschaulicht er uns das harsche Leben auf den Inseln im Atlantik, die Landschaft scheint - wie bei vielen nordischen Werken - die zentrale Rolle zu spielen, sie prägt das Überleben und die Menschen, gibt ihnen einen eigenen, rohen Charakter, wobei die Gemeinschaft immer im Mittelpunkt steht. Und vielleicht ist das auch, was den Roman von der Gegenwartsliteratur abgrenzt, denn nicht das Individuum steht im Mittelpunkt, sondern das gemeinsame Überleben.

Die Geschichte Noatuns wird in Form eines Kollektivromans erzählt - ein literarische Gattung, die ich bislang noch nicht bewusst kannte. Dabei stehen nicht einzelne Charaktere im Mittelpunkt, sondern immer wieder wechseln sich die Personen ab, über die erzählt wird. Wir kommen ihnen dabei niemals nah, die Sprache und der Umgang miteinander ist roh, aber trotzdem lässt sich auch Herzlichkeit und Wärme für die Gemeinschaft, füreinander herauskennen, sehr stark sogar. Erstaunlich offen und mitfühlig zeigen sie sich gegenüber Menschen, egal welche mutmaßlichen Fehler sie mitbringen: ob die Ehefrau, die sich aus ihrem ehelichen Korsett löst, oder der Verbrecher, dessen wahren Kern die Dorfgemeinschaft sieht, die Frau, die einer Geisteskrankheit anheim fällt oder der ausgenutzte Nichtsnutz, der trotzdem viel beizusteuern hat. Dass das nicht jedem gefällt und die Gemeinschaft mit erheblichen Widerstand von Außen rechnen muss, ist fast schon klar. Da wundert das Urteil der anderen nicht: "Es ist ein allzu hartes und armes Leben, ein solches Leben kann die Menschen nur hart und sonderbar machen und abgestumpft, [...], nicht wahr, sie werden anders als andere Menschen... anders als die guten alten Färinger, die unser Land aufgebaut und unsere Kultur bewahrt haben..." (S. 271) Doch die Unterstellung geht zu weit, denn Glaube und Tradition sind auch Werte, die die Noatuner prägen, sehr sogar - und trotzdem sind sie offen für das Anderssein, eine Stärke, die die Gemeinschaft nicht nur solidarischer, sondern auch für die Leser*innen anziehend macht.

Mein Fazit: Noatun ist ein wunderschöner Roman aus den späten 1930er Jahren, der Einblick gibt in die harsche Lebenswelt der Färöer Inseln, der uns aber auch zeigt, wie wichtig Gemeinschaft und Offenheit sind, um ein Überleben in der Wildheit der unberechenbaren Natur zu garantieren. Sprachlich bewegt er sich im typischen nordischen Stil, der uns viel Atmosphäre und Rohheit bietet und ist ein absoluter Lesegenuss für alle, die das zu schätzen wissen.

[Bodil Sixhøj · Rating 5 out of 5]

Noatun er det forskønnende ord for Dødemandsdalen, hvor en lille flok mennesker, der hidtil havde levet et usikkert og fattigt liv, nu har fået lov til at slå sig ned for om muligt at etablere sig som bønder. De første år er hårde og fyldt af modgang og hårdt arbejde. Mændene er fra forår til efterår ude at fiske på købmandens båd. Den sparsomme løn dækker kun lige afdrag på gæld og det lille forbrug, som familierne i mellemtiden har haft derhjemme. Niels Peter er kernen i den lille flok, en hårdt arbejdende og pligtopfyldende mand. Han er gift med Sunneva, hvis far og bror, Gamle Angelund og Bernhard, bor hos dem og deres børn. Sinklar er ligeledes en trofast og arbejdsom mand, der bor alene på bådehusets loft. Samson og hans kone Tilda, unge Sara og hendes mand, Oluf, der omkommer under fiskeriet. Og endelig er der den fallerede købmand Ole Ørnberg og hans kone. Den lille flok kommer ud for stenskred, snestorme, manglende fangst og mangelsygdomme. Ole Ørnberg ender med at flygte ud af landet for stjålne midler, mens den druknede Olufs bror Frederik dukker op og lever i synd med enken, den unge Sara. Tilda stikker af fra bygden med Saras penge for huset. Og så bliver Frederik, der ellers havde penge og var til velsignelse for Noatun, arresteret for mord i England, hvor han var flygtet fra. Også bonden og hans fårehyrde er efter noatuningerne, så snart de får færten af en smule held hos dem. Hvis ikke de anklages for at stjæle får, bliver de da mistænkt for på alle måder at ville fravriste bonden et udbytte, han iøvrigt ikke havde arbejdet for.
Trods modgangen, sygdom og andre ulykker lykkes det dog de flittige, arbejdsomme og ikke mindst nøjsomme folk at få sig fastere etableret. Ved romanens slutning, hvor flokken har mistet flere men også blevet forøget med tre nye børn og en håndfuld nye tilflyttere, sidder de i så god en situation som ingensinde før. Niels Peter køber en ko, og han har samtidig tjent godt ved at arbejde med byggeriet af et nyt fyr, som nu bliver hans arbejdsplads med en fast indtægt. Man bestyrkes i en tro på, at hårdt arbejde, sammenhold og ordentlighed i alle forhold lønner sig og giver en stabilitet i tilværelsen.
Det er en dejlig roman, hvor man lever sig ind i disse fattige menneskers liv og glædes med dem, når tingene lykkes. William Heinesen har et godt blik for menneskers indbyrdes forhold og for, hvordan en mand som Niels Peter uden at bruge mange ord bliver en agtet og respektabel mand, også uden for sin egen kreds. Dejligt sprog, krydret med engelske udtryk, når det drejer sig om søfolk, som jo var den tids globalister. Romanen indeholder en del færøske ord og begreber for især ting og fænomener i naturen, men man fornemmer, hvad de betyder.