Mich Vraa

“Alle disse skæbner. Vi er så forgængelige, vi mennesker. Når vi er børn, skuer vi ind i evigheden; når vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndråber der falder i havet.”
― Mich Vraa, Faith

“Solitude. Ensomhed. Hvorfor hed det sådan? Da jeg så huset igen, tænkte jeg at forklaringen måske er ganske enkel. Solitude ligger ensomt på en bjergtop næsten så højt man kan komme, og har udsigt over havet til tre sider. Der er ingen naboer, kun skov, og skoven trænger sig på; træerne er begyndt at brede sig ind på den store gårdsplads mellem hovedbygningen, et smukt hus i to stokværk, og et fundament til en anden bygning, som ikke findes længere. Den er rimeligvis blæst bort i en orkan. En anden bygning tæt på selve huset er mere solid og rummer pulte som en skolestue, ja, det er en skolestue eller har været det engang. Døren mangler, og gulvet er dækket afløv og efterladenskaber fra dyr der har søgt ly derinde. Selve huset virker misligholdt, men ikke forfaldent.”
― Mich Vraa, Faith