Cecilie Birkshøj's Blog

Indledning Den danske forestilling om ghettoen er udsprunget af en lang historie med adskillelse af befolkningsgrupper og kulturel segregering. Ghettoen eksisterer i den kollektive bevidsthed, som et udtryk for et fattigt område med socialt udsatte og kriminalitet. Intet dansk boligområde er dog bygget med ghetto som målsætning. Tværtimod er det resultatet af en utilsigtet klasseopdeling, …

Fortsæt med at læse "Velkommen til Nordsjællands elite – Om overklassens ghettomiljø i Smukke dreng af Charlotte Fischer"

Indledning Den europæiske genopdagelse af Amerika medførte adskillige bosættelser, da kolonimagterne valfartede til det nye kontinent i håbet om at forbedre tilværelsen på baggrund af områdets mange ressourcer. Af samme grund blev det areal, der i dag er kendt som Canada, hurtigt en del af magtkampen mellem England og Frankrig. Som resultat af syvårskrigen blev …

Fortsæt med at læse "Den kartografiske vold mod sprog og identitet i Margaret Atwood’s Surfacing"

Indledning Naturen har altid været vores omdrejningspunkt, hvad enten mennesket har dyrket naturen som en gud eller behandlet den som en ressource. Derfor virker det også kun som en selvfølge, at naturen spiller en rolle i menneskets fortælling om verden og om sig selv. Den utopiske forestilling om moderjord møder i moderne tid en faretruende …

Fortsæt med at læse "Økologiske processer og økofeminisme i The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood"

Elsker du YA realisme? Så har jeg gode nyheder!

Charlotte Fischer, Christina Bonde og jeg har nemlig slået os sammen og lavet det (måske) ultimative meet & greet!

🌸Få signeret dine bøger, nye som gamle!
❄️Få fingrene i vores nyeste udgivelser!
✨Haps en LÆKKER goodiebag med hjem!

Det sker alt sammen lørdag den 6. november på Tellerups stand til Bogforum.

Find linket til vores event her

Ses vi?

//Anmelder eksemplar tilsendt af forlaget Kiss me goodnight, Olympia er en hudløst ærlig beretning om et skæbnesvangert valg, der ændrede en kvindes tilværelse. Bogen beretter om forfatterens egen nysgerrighed, der førte hende ind i et S/M-univers, der hurtigt eskalerede til psykisk terror og fysiske overgreb, der intet havde med seksualitet at gøre. Hvor overgrebsmanden i …

Fortsæt med at læse "Kiss me good night, Olympia af Vibeke Marie Hoff"

Folk kommenterer ofte på mit sprog. Både på skrift og i tale. Jeg får at vide, jeg lyder voksen, hvis ikke ligefrem gammeldags. I sådan en grad at flere undervisere gennem tiden har undret sig over, hvor jeg får det fra. Det er let at skyde skylden på de mange fagbøger, jeg kværnede igennem allerede …

Fortsæt med at læse "Young-Adults og modent sprog"

Jeg har længe ventet spændt på, ikke bare at se forsiden, men også til at dele den med jer. Jeg håber at i er lige så vilde med den som jeg er, for jeg kan næsten ikke få armene ned. Sæt kryds i kalenderen den 22. april, hvor min ungdomsroman udkommer hos Tellerup!

Når det kommer til selve Bogforum, så må jeg desværre indrømme at det var en skuffende oplevelse i år. Selve universet og formatet var som altid umådeligt fedt, men sammenlignet med tidligere år, blev jeg efterladt med at indtryk af, at der ikke rigtig var styr på tingene.

På Bella Center bygger de om, hvilket der også skal være plads til. Desværre prægede ombygningen bare den generelle oplevelse, da alle stande og scener virkede rodede placeret og til tider decideret adskilte fra lignende relevante udstillere. På trods af at børnebogforum i år var enormt, hvilket kun er dejligt, så fandt man fra tid til anden ensomme stande med bøger til små børn blandt aviser og forlag for niche digte.

Kaoset, som ombygningen resulterede i, fik det til at føles som om, der var alt for mange mennesker. Overraskende nok var der mere ro og knap så hektisk stemning på Børnebogforum, hvis lydniveau ellers plejer at være præget af den unge aldersgruppe. Det er som det er. Ombygningen kan arrangører ikke gøre så meget ved, men uden at have forstand på emnet, tænker jeg at problemerne kunne være løst mere effektivt.

Særligt de massive kødannelser ved indgangen tog toppen af begejstringen, for hvad end man havde billet eller ej, var køen lørdag formiddag så lang, at nogle ventede i mere end 40 minutter på at komme ind. Når man så endelig kom igennem køen vendte alt på hovedet. Jeg er bestemt et vanedyr og min stedssans er ligeledes horribel. Af samme grund havde jeg downloaded Bogforum-appen da den havde et kort. Desværre virkede appen langt fra hensigtsmæssigt. Når alting bliver flyttet og kortfunktionen ikke oplyser navnene på de forskellige stande, så er “søg efter udstiller”-funktionen ikke en bønne værd. Det var muligt at se hvad udstillerenes stande hed, men komplet håbløst at finde ud af, hvor denne stand befandt sig på kortet.

Alt i alt virkede Bogforum 2019 til at være baseret mere på held end forstand, hvilket er en skam, da jeg uden tvivl er kæmpe stor fan af konceptet. Jeg håber at de til næste år er færdige med at bygge om, så danmarks største bogmesse igen kan fremstå struktureret og overskuelig.

En nyhed

Der skete dog noget, som gjorde dette års Bogforum helt specielt. Efter et møde med forlaget Tellerup kan jeg løfte sløret for, at jeg til næste år ikke vil figurere som presse, men derimod som forfatter. Jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet, og kan næsten ikke vente med at se, hvor det fører hen.

[image error]

I gymnasiet lærte vi om de forskellige appelformer, som bruges til at overbevise en læserskare. På det tidspunkt virkede det som relevant viden. Noget jeg rent faktisk kunne bruge i fremtiden. Det har sidenhen vist sig at være en illusion. Gang på gang har verdenens ledere bevist, at hverken patos, etos eller logos nytter noget. Viser jeg følelser, så er jeg en hysterisk kælling, som ikke ved noget om livet. Videnskabsmænd bliver akkrediteret. Fakta er ikke længere noget universelt. Alligevel vil jeg slynge noget på bordet, som måske de færreste er klar over: Litteraturen lyver ikke.

Det er ikke første gang, at en generations råb efter handling er blevet ignoreret. En tilsvarende bølge fandtes i 1700-tallet. Til de knap så historiekyndige, så er dette altså inden industrialiseringen. Allerede inden man påbegyndte projektet, vidste man at afskovningen ville skabe problemer i fremtiden. Men denne fjerne fremtid var ikke en, de følte et ansvar for.

Tilbage i slutningen af 1800-tallet og frem til starten af 1900-tallet var der i Europa en grøn bølge. En kæmpe protest, som blev overhørt og derefter hurtigt fortrængt fra den kollektive hukommelse. En tilsvarende økobølge kom igen i 1970’erne. Problematikken var den samme som tidligere, men i stedet for at fortsætte de tidligere strømninger, startede man blot forfra. Denne bevægelse er dog endnu så ny, at den ikke er fortrængt. I stedet for at lytte til budskabet, forkastede man problemstillingen og dømte dens tilhængere som lalleglade hippier. Lyder det bekendt? Hver generation tvinges til at starte forfra i klimakampen, fordi den gang på gang latterliggøres og fortrænges. Min generation bliver kaldt klimatosser. Vi har valgt at tage det til os, for der er ingen skam i at være tosset med det klima, som understøtter vores eksistens.

Alle disse bevægelser har sat tydelige spor i litteraturen, men åbenbart ikke tydelige nok. Utallige romaner sætter menneskets forhold til naturen i fokus, men sjældent med noget egentligt resultat. Science fiction er forblevet en genre på linje med fantasy. Formentlig fordi vi nægter at erkende, at disse mange dystopiske fremtider, meget snart kan blive vores egen.

Jeg er ikke hellig. Jeg er en del af problemet. Men jeg er en 21-årig litterat, og det er begrænset, hvad jeg kan stille op. Hvis vrede læserbreve og alarmerende debatindlæg gjorde en forskel, så var klimakrisen løst for længst. Alligevel skriver jeg, for selvom nogen har det fint med tomme løfter og halvhjertede løsninger, så er jeg nødt til at gøre bare ét eller andet. Jeg skriver ikke i håb om, at det ændrer noget. Jeg er for længst stoppet med at håbe, for hvis 300 års klimakamp ikke har gjort en forskel, så ved jeg snart ikke, hvad der gør.

Klimakampen er nået dertil, hvor vi hellere vil udskamme en 16-årig pige, for at have aspergers, end at lytte til hendes budskab. For det er langt lettere at mobbe hende, end at tage hende seriøst. For et år siden sad hun alene foran det svenske parlament. I dag strejker ca. 1,4 millioner skoleelever og studerende for klimaet i over 2000 byer i mere end 100 forskellige lande på alle kontinenter, selv Antarktis. Aldrig har klimakampen været så organiseret og struktureret, som den er i dag, og med lidt held, så er det lige netop det, der ender med at gøre forskellen.

Min generations budskab er det samme, som det var for 300 år siden: ”I want you to act as if our house is on fire. Because it is.” Det er alment kendt, at vores generation er den sidste, der kan nå at forhindre de mest fatale følger, men de fleste af os er for unge til at stemme, eller for unge til at blive taget seriøst. Så vi råber op, og det er der ingen, som kan bebrejde os for. Det er op til politikerne at lytte, og hvis de nægter, så vil vi råbe højere. For selvom science-fiction uden tvivl er en populær genre, så nægter vi at acceptere dystopien. Vi nægter at lade os reducere. Vi nægter at lade os fortrænge.

[image error]Irene har været så flink at sende mig et eksemplar af hendes debutudgivelse. En stærk digtsamling på under hundrede sider, som er lige til at tage med i tasken. På digtsamlingens bagside finder man følgende tekst:

“I Irene Paaby Sidenius´ digte bevæger skriften sig i tid, historie, erfaring, erindring. Ved rejsens begyndelse opstår digtet om sko med følgende fragmenter om barndom, trapper, dyr, om lyst og smerte, kærlighed og død, de selvmodsigelser skriften ikke bøjer sig for.

vi sidder mellem duer

din arm varmen fra

din arm imod min

gennem tøjets

lette stof


vi taler om det vi ser

træerne duerne flyver op

om trappen


jeg tegner og skriver den

jeg skriver trappen træet

byen kirken hvor vi gik ind

jeg skriver et træ  

Irene Paaby Sidenius, f. 1941, debuterer med digtsamlingen Jeg skriver et træ.

Har studeret arkitektur, billedkunst, religion og analytisk psykologi.

Digtsamlingen Jeg skriver et træ er redigeret af Mikael Josephsen, modtager af kulturprisen i Svendborg 2016 og Danske skønlitterære forfatteres Hæderspris 2018.”

Alt dette lyder ikke bare godt. Det er godt. For Jeg skriver et træ er en utrolig vedkommende digtsamling, som varmt kan anbefales til alle, som elsker at læse indenfor den genre. Gennemsyret af manglende tegnsætning, et fravær af versaler og ikke mindst et væld af fascinerende enjambementer skaber en moderne og modernistisk digtsamling. Man skal dog ikke lade sig skræmme af den manglende form, for hvert et digt er fyldt til kanten med mening og fortolkningsmuligheder.

Samlingen er fyldt med stærke litterære virkemidler, der vidner om digterens sprogbevidsthed, i det der skabes et metapoetisk tidsbillede. Samlingen handler om alt og intet på samme tid. Krig og efterkrigstid tematiseres elegant uden at det bliver omklamrende. Undertitlen Eksistensmeddelelser kunne ikke være mere rammende. Irene har skrevet et træ, og uanset hvad man vælger at lægge i de ord, så er det noget, der sætter tankerne i gang.