Pernille Eybye's Blog
January 1, 2016
Forfatterstatus 2015 - året der gik
Januar
28. december 2014 følte jeg, at jeg var helt færdig med Blodets bånd 9 – Skæbnebånd. Og jeg åbnede straks dokumentet med mit næste projekt – mit bind i mit og Carina Evytts fælles fantasyprojekt.
De første par uger af januar brugte jeg så på – sådan føltes det i det mindste – at rende hysterisk rundt om mig selv, fordi jeg ikke følte historien og personerne. Efter flere år med BB-crewet bliver man lidt forvænt, og jeg var måske særligt bekymret, fordi jeg jo havde indgået et samarbejde med Carina.
7. januar havde jeg fået skrevet de første 12 famlende sider, og Carina og jeg havde i fællesskab skabt en ny person, som skulle vise sig at få enorm stor betydning for hele historien.
Den 30. januar var der 42 sider i mit dokument, hvilket var helt vildt imponerende. Især fordi jeg jo brugte et par uger på at rende i de der desperate cirkler og så senere en uge på at læse bøger (noget jeg gør alt for sjældent).
Februar
Jeg aner ikke, hvad jeg lavede i februar ud over at have fødselsdag. Men ellers har jeg vel skrevet ;)
Marts
Denne måned bød på Fantasyfestival i Esbjerg. Det var den første messe, der fik skrivebuddierne så langt mod vest, at det krævede en overnatning hjemme hos mig. Det betød, at jeg påbegyndte et større Bluffnummer, hvor huset blev ryddet op og gjort rent, og mine personlige noter til Projektet blev vendt om på en opslagstavle, så skrivebuddierne ikke kom til at vide mere end de skulle.
Det var en skøn messe, og Carina og jeg fik mulighed for at brainstorme noget mere på vores historie.
Den 11. marts rundede jeg de første 100 sider af min historie. Ikke at det betød at mine personer var kommet af sted på eventyr endnu!
April
Carina begyndte sin roman i vores fællesprojekt i 2014, mens jeg stadig skrev på BB9. Derfor havde hun et godt forspring, og hun skød på, at hendes roman ville ende på 350 wordsider. Det, syntes jeg, lød af meget, men jeg måtte jo forsøge at nå cirka samme antal. I april måned var jeg kun 50 sider fra at indhente Carina, da det gik op for os, at vi næsten havde skrevet samme antal ord. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når hun havde skrevet 50 sider mere end jeg?
Først her gik det op for os, at vi skrev med hver vores skrifttype. Eller … vi vidste det godt … vi havde bare ikke skænket det en tanke, hvor stor betydning det faktisk havde for sidelængden. Da jeg ændrede min skrifttype til Carinas, steg sideantallet eksplosivt, og pludselig havde jeg kun 90 sider til at afslutte historien på. Det gav så en hel ny type panik.
Måneden bød også på manuspleje af BB9, så jeg måtte forlade Projektet for at godkende rettelser, omformulere og argumentere.
Biblioteksafgiften blev offentliggjort, og jeg skrev et indlæg om, hvad biblioteksafgiften betyder for mig.
Maj
Jeg fik skrevet den allersidste bagsidetekst til Blodets Bånd-serien, og jeg modtog mine frieksemplarer af De små monstre.
Samtidig skrev jeg stadig videre på min roman, og Carina og jeg kunne se, at vi havde forskellige ”problemer”. Mine gik på hvordan jeg skaffede en kam til filtret hår og undgik at mine personer blev solskoldet, mens Carina stillede følgende spørgsmål: "Hvis en svampeart lyser op i mørke med et svagt, grønt lys, og dette lys brydes i en diamantklinge, hvad farver vil refleksionerne så have? Nuancer af grøn, en smule gul og en smule blå? Eller ...?"
Juni
Jeg kunne afsløre forsiden til BB9, hvor Zan sidder og smiler skævt ud til beskueren.
Jeg passerede de 350 sider i Times New Roman – med Carinas foretrukne skrifttype blev det til mange flere sider. Jeg forventede at være færdig om 50-60 sider, men da jeg en uge senere var oppe på 400 sider, havde jeg kun 10 sider at afslutte historien i, hvis jeg skulle holde mig til de forventede 50-60 sider ekstra.
Juli
Carina blev færdig med første udkast af sin roman. Jeg var også næsten færdig … der var bare et par huller, en masse kommentarer, ting der skulle tjekkes, rettes, beskæres …
Carina kom på besøg hjemme hos mig og overnattede en enkelt nat. Vi brugte tiden på at brainstorme og planlægge mere detaljeret på vores videre historie, samt tegne en skitse over landet Perina, hvor historien foregår. Der blev drukket en del colaer og ædt Kitkat, samt trukket ukrudt op på min terrasse. Vi fik også diskuteret, hvordan man egentlig udtaler Perina.
Da måneden næsten var forbi, var jeg også næsten færdig med min roman. Efter 7 måneder havde jeg 173.000 ord fordelt på 418 sider i Times new roman. Faktisk startede jeg med mange flere, men med Carinas hjælp fik jeg trimmet historien rigtig mange sider kortere.
Okay, helt færdig var jeg ikke, for den skulle genlæses, og der skulle flyttes kommaer.
August
I starten af måneden skrev jeg de to første ord, som påbegynder bind 3 i mit og Carinas Projekt. Det var på sin vis lidt snyd, da Carina gav mig ordene, men man skal jo starte et sted.
Måneden bød også på underskrevet kontrakt på min roman i Projektet – jeg kan ikke afsløre nogen titel endnu, da jeg ikke er sikker på, at den nuværende bliver den endelige.
Jeg fik en kat, Walde, som til tider besværliggjorde skrivningen – fx når han fik placeret sig sådan på skødet, at jeg holdt hans hoved med min ene hånd.
September
Jeg blev inviteret til at komme til Aalborg for at holde foredrag for fantasy-interesserede børn og unge. Arrangementet var lavet i samarbejde med Aalborg bibliotek og Nota, der leverer bøger til folk med læsevanskeligheder. Mit sidste foredrag lå helt tilbage i 2014 ved Bogforum, så jeg brugte en del tid på at banke rust af mit Foredrags-jeg, før jeg drog af sted mod Aalborg.
Jeg startede på en ny roman, som jeg tænkte, jeg kunne skrive på, når Carina skrev på bind 3 eller hvis det hele gik lidt sejt. Desværre nåede jeg ikke så langt med VMV-historien – det blev til to sider – men jeg har ikke opgivet den endnu.
I stedet hev jeg en gammel påbegyndt letlæsningsserie ud af gemmerne. For nogle år siden skrev jeg de to første bind i fantasyserien – hver bog var på omkring 15 wordssider. Jeg var dog ikke tilfreds med dem, så da jeg tog historien op igen, omskrev jeg dem, så i stedet for 3. person datid blev det til jeg-person nutid. Og bindene blev lidt længere, så de nu var omkring 20-22 sider.
I løbet af resten af 2015 skrev jeg bind 3, sprang det jeg regner med skal være bind 4 over og skrev det meste af bind 5 og 6 (som var tænkt som et bind oprindeligt).
Oktober
Måneden bød på Herlufsholm Fantasymesse. Desværre fik jeg ikke skrevet noget blogindlæg om det, så hvis nogen gerne vil læse mere om de to dage, sender jeg jer lige over til min skrivebuddie Louise Haibergs blog. Del 1 og del 2.
Jeg fik mine frieksemplarer af Skæbnebånd, og for at fejre det og min kat, Walde, afholdt jeg en jegharfåetkatkonkurrencebb9.
November
November måned var en måned med mange foredrag (for mig i det mindste). Jeg var på Børnescenen på Bogforum, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd serien. Jeg fik ikke skrevet et indlæg om Bogforum, så hvis du gerne vil læse om de to dage, sender jeg dig lige videre til min skrivebuddie Anika Eibes blog.
Del 1 og Del 2.
En lille uge senere drog jeg til Holstebro for at fortælle en flok unge forfatterspirer om min vej til at blive forfatter. En del af foredragets emne var fortællestemme, hvilket gjorde, at jeg inden da, forfulgte skrivebuddies og bibliotekar-kollega for at høre deres bud på, hvilken stemme jeg egentlig har.
Det tredje og sidste foredrag var for omkring 100 børn og unge. Det var det største antal tilhører, jeg har prøvet at stå foran, men det gik fint, og de var både vældig stille og vældig dygtige til at stille spørgsmål … efter at jeg udlovede en bog til det bedste spørgsmål ;)
BB9 – Skæbnebånd – fik en lektørudtalelse, og den var heldigvis rigtig god.
December
Jeg arbejder som bibliotekar, og hvert år kan man komme til forskellige foredrag, hvor der bliver fremhævet gode bøger fra året, som er gået. Den viden kan vi så bruge i vores egen formidling på bibliotekerne.
En kollega havde været på "Årets nye børnelitteratur" med Steffen larsen, der er anmelder på Politiken. Og hun fortalte, at han - blandt de mange børnebøger - også havde nævnt De små monstre! Han fortalte åbenbart om Toms arm, der faldt af.
Jeg anskaffede mig endnu en kat, Christa, som gerne ville være med til at sætte sin pote på min historie.
De små monstre blev oversat til tyske e-bøger, og monstrene fik navneforandring til Otto, Willi og Fritz.
I slutningen af december fik Carina skrivefeber, og hun speedskrev tre kapitler på 4 dage. Jeg måtte forsøge at følge med og fik skrevet to kapitler på to dage. Bind 3 nåede op på 169 sider i Palatino Linotype.
Ved siden af Carinas skrivefeber forsøgte jeg at udnytte juleferien og skrive videre på min påbegyndte letlæsningsserie.
I løbet af 2015 fik jeg:
• skrevet min bog i Projektet
• påbegyndt bind 3 sammen med Carina
• omskrevet to bøger i min letlæsningserie og næsten skrevet tre andre bind (der er nogle huller her og der)
• udgivet Skæbnebånd
• udgivet fem bøger i serien De små monstre (forhåbentligt kommer der flere)
• skrevet 16 blogindlæg *suk*
2016 ...
Jeg krydser fingre, for at Carina og jeg får skrevet bind 3 færdig. Måske også påbegyndt bind 4.
Jeg regner med at skrive videre på min læselet fantasyserie, forhåbentligt får jeg skrevet endnu en Merlin bog og ...
Ja, hvem ved? Jeg må se, hvad 2016 bringer!
28. december 2014 følte jeg, at jeg var helt færdig med Blodets bånd 9 – Skæbnebånd. Og jeg åbnede straks dokumentet med mit næste projekt – mit bind i mit og Carina Evytts fælles fantasyprojekt.
De første par uger af januar brugte jeg så på – sådan føltes det i det mindste – at rende hysterisk rundt om mig selv, fordi jeg ikke følte historien og personerne. Efter flere år med BB-crewet bliver man lidt forvænt, og jeg var måske særligt bekymret, fordi jeg jo havde indgået et samarbejde med Carina.
7. januar havde jeg fået skrevet de første 12 famlende sider, og Carina og jeg havde i fællesskab skabt en ny person, som skulle vise sig at få enorm stor betydning for hele historien.
Den 30. januar var der 42 sider i mit dokument, hvilket var helt vildt imponerende. Især fordi jeg jo brugte et par uger på at rende i de der desperate cirkler og så senere en uge på at læse bøger (noget jeg gør alt for sjældent).
Februar
Jeg aner ikke, hvad jeg lavede i februar ud over at have fødselsdag. Men ellers har jeg vel skrevet ;)
Marts
Denne måned bød på Fantasyfestival i Esbjerg. Det var den første messe, der fik skrivebuddierne så langt mod vest, at det krævede en overnatning hjemme hos mig. Det betød, at jeg påbegyndte et større Bluffnummer, hvor huset blev ryddet op og gjort rent, og mine personlige noter til Projektet blev vendt om på en opslagstavle, så skrivebuddierne ikke kom til at vide mere end de skulle.
Det var en skøn messe, og Carina og jeg fik mulighed for at brainstorme noget mere på vores historie.
Den 11. marts rundede jeg de første 100 sider af min historie. Ikke at det betød at mine personer var kommet af sted på eventyr endnu!
April
Carina begyndte sin roman i vores fællesprojekt i 2014, mens jeg stadig skrev på BB9. Derfor havde hun et godt forspring, og hun skød på, at hendes roman ville ende på 350 wordsider. Det, syntes jeg, lød af meget, men jeg måtte jo forsøge at nå cirka samme antal. I april måned var jeg kun 50 sider fra at indhente Carina, da det gik op for os, at vi næsten havde skrevet samme antal ord. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når hun havde skrevet 50 sider mere end jeg?
Først her gik det op for os, at vi skrev med hver vores skrifttype. Eller … vi vidste det godt … vi havde bare ikke skænket det en tanke, hvor stor betydning det faktisk havde for sidelængden. Da jeg ændrede min skrifttype til Carinas, steg sideantallet eksplosivt, og pludselig havde jeg kun 90 sider til at afslutte historien på. Det gav så en hel ny type panik.
Måneden bød også på manuspleje af BB9, så jeg måtte forlade Projektet for at godkende rettelser, omformulere og argumentere.
Biblioteksafgiften blev offentliggjort, og jeg skrev et indlæg om, hvad biblioteksafgiften betyder for mig.
Maj
Jeg fik skrevet den allersidste bagsidetekst til Blodets Bånd-serien, og jeg modtog mine frieksemplarer af De små monstre.
Samtidig skrev jeg stadig videre på min roman, og Carina og jeg kunne se, at vi havde forskellige ”problemer”. Mine gik på hvordan jeg skaffede en kam til filtret hår og undgik at mine personer blev solskoldet, mens Carina stillede følgende spørgsmål: "Hvis en svampeart lyser op i mørke med et svagt, grønt lys, og dette lys brydes i en diamantklinge, hvad farver vil refleksionerne så have? Nuancer af grøn, en smule gul og en smule blå? Eller ...?"
JuniJeg kunne afsløre forsiden til BB9, hvor Zan sidder og smiler skævt ud til beskueren.
Jeg passerede de 350 sider i Times New Roman – med Carinas foretrukne skrifttype blev det til mange flere sider. Jeg forventede at være færdig om 50-60 sider, men da jeg en uge senere var oppe på 400 sider, havde jeg kun 10 sider at afslutte historien i, hvis jeg skulle holde mig til de forventede 50-60 sider ekstra.
Juli
Carina blev færdig med første udkast af sin roman. Jeg var også næsten færdig … der var bare et par huller, en masse kommentarer, ting der skulle tjekkes, rettes, beskæres …
Carina kom på besøg hjemme hos mig og overnattede en enkelt nat. Vi brugte tiden på at brainstorme og planlægge mere detaljeret på vores videre historie, samt tegne en skitse over landet Perina, hvor historien foregår. Der blev drukket en del colaer og ædt Kitkat, samt trukket ukrudt op på min terrasse. Vi fik også diskuteret, hvordan man egentlig udtaler Perina.
Da måneden næsten var forbi, var jeg også næsten færdig med min roman. Efter 7 måneder havde jeg 173.000 ord fordelt på 418 sider i Times new roman. Faktisk startede jeg med mange flere, men med Carinas hjælp fik jeg trimmet historien rigtig mange sider kortere.
Okay, helt færdig var jeg ikke, for den skulle genlæses, og der skulle flyttes kommaer.
August
I starten af måneden skrev jeg de to første ord, som påbegynder bind 3 i mit og Carinas Projekt. Det var på sin vis lidt snyd, da Carina gav mig ordene, men man skal jo starte et sted.Måneden bød også på underskrevet kontrakt på min roman i Projektet – jeg kan ikke afsløre nogen titel endnu, da jeg ikke er sikker på, at den nuværende bliver den endelige.
Jeg fik en kat, Walde, som til tider besværliggjorde skrivningen – fx når han fik placeret sig sådan på skødet, at jeg holdt hans hoved med min ene hånd.
September
Jeg blev inviteret til at komme til Aalborg for at holde foredrag for fantasy-interesserede børn og unge. Arrangementet var lavet i samarbejde med Aalborg bibliotek og Nota, der leverer bøger til folk med læsevanskeligheder. Mit sidste foredrag lå helt tilbage i 2014 ved Bogforum, så jeg brugte en del tid på at banke rust af mit Foredrags-jeg, før jeg drog af sted mod Aalborg.
Jeg startede på en ny roman, som jeg tænkte, jeg kunne skrive på, når Carina skrev på bind 3 eller hvis det hele gik lidt sejt. Desværre nåede jeg ikke så langt med VMV-historien – det blev til to sider – men jeg har ikke opgivet den endnu.
I stedet hev jeg en gammel påbegyndt letlæsningsserie ud af gemmerne. For nogle år siden skrev jeg de to første bind i fantasyserien – hver bog var på omkring 15 wordssider. Jeg var dog ikke tilfreds med dem, så da jeg tog historien op igen, omskrev jeg dem, så i stedet for 3. person datid blev det til jeg-person nutid. Og bindene blev lidt længere, så de nu var omkring 20-22 sider.
I løbet af resten af 2015 skrev jeg bind 3, sprang det jeg regner med skal være bind 4 over og skrev det meste af bind 5 og 6 (som var tænkt som et bind oprindeligt).
Oktober
Måneden bød på Herlufsholm Fantasymesse. Desværre fik jeg ikke skrevet noget blogindlæg om det, så hvis nogen gerne vil læse mere om de to dage, sender jeg jer lige over til min skrivebuddie Louise Haibergs blog. Del 1 og del 2.
Jeg fik mine frieksemplarer af Skæbnebånd, og for at fejre det og min kat, Walde, afholdt jeg en jegharfåetkatkonkurrencebb9.
November
November måned var en måned med mange foredrag (for mig i det mindste). Jeg var på Børnescenen på Bogforum, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd serien. Jeg fik ikke skrevet et indlæg om Bogforum, så hvis du gerne vil læse om de to dage, sender jeg dig lige videre til min skrivebuddie Anika Eibes blog.
Del 1 og Del 2.
En lille uge senere drog jeg til Holstebro for at fortælle en flok unge forfatterspirer om min vej til at blive forfatter. En del af foredragets emne var fortællestemme, hvilket gjorde, at jeg inden da, forfulgte skrivebuddies og bibliotekar-kollega for at høre deres bud på, hvilken stemme jeg egentlig har.
Det tredje og sidste foredrag var for omkring 100 børn og unge. Det var det største antal tilhører, jeg har prøvet at stå foran, men det gik fint, og de var både vældig stille og vældig dygtige til at stille spørgsmål … efter at jeg udlovede en bog til det bedste spørgsmål ;)BB9 – Skæbnebånd – fik en lektørudtalelse, og den var heldigvis rigtig god.
December
Jeg arbejder som bibliotekar, og hvert år kan man komme til forskellige foredrag, hvor der bliver fremhævet gode bøger fra året, som er gået. Den viden kan vi så bruge i vores egen formidling på bibliotekerne.
En kollega havde været på "Årets nye børnelitteratur" med Steffen larsen, der er anmelder på Politiken. Og hun fortalte, at han - blandt de mange børnebøger - også havde nævnt De små monstre! Han fortalte åbenbart om Toms arm, der faldt af.
Jeg anskaffede mig endnu en kat, Christa, som gerne ville være med til at sætte sin pote på min historie.
De små monstre blev oversat til tyske e-bøger, og monstrene fik navneforandring til Otto, Willi og Fritz.I slutningen af december fik Carina skrivefeber, og hun speedskrev tre kapitler på 4 dage. Jeg måtte forsøge at følge med og fik skrevet to kapitler på to dage. Bind 3 nåede op på 169 sider i Palatino Linotype.
Ved siden af Carinas skrivefeber forsøgte jeg at udnytte juleferien og skrive videre på min påbegyndte letlæsningsserie.
I løbet af 2015 fik jeg:
• skrevet min bog i Projektet
• påbegyndt bind 3 sammen med Carina
• omskrevet to bøger i min letlæsningserie og næsten skrevet tre andre bind (der er nogle huller her og der)
• udgivet Skæbnebånd
• udgivet fem bøger i serien De små monstre (forhåbentligt kommer der flere)
• skrevet 16 blogindlæg *suk*
2016 ...
Jeg krydser fingre, for at Carina og jeg får skrevet bind 3 færdig. Måske også påbegyndt bind 4.
Jeg regner med at skrive videre på min læselet fantasyserie, forhåbentligt får jeg skrevet endnu en Merlin bog og ...
Ja, hvem ved? Jeg må se, hvad 2016 bringer!
Forfatterstatus 2015 - udgivelserne
2015 blev året, hvor jeg afsluttede min Blodets Bånd serie med Skæbnebånd.
Zan er godt tilfreds med at pryde det sidste bind.
Og Carina Evytt og mine 5 monsterbøger om Tom, Bob og Dan udkom. Det er letlæsningsbøger, så der er omkring 11 linjer pr. bog. Altså, meget korte historier, men Carina og jeg morede os vældigt med at skrive dem.
Senere på året blev bøgerne oversat til tysk. Dog kun som e-bøger, men hey! Min første oversættelse!
Zan er godt tilfreds med at pryde det sidste bind.
Og Carina Evytt og mine 5 monsterbøger om Tom, Bob og Dan udkom. Det er letlæsningsbøger, så der er omkring 11 linjer pr. bog. Altså, meget korte historier, men Carina og jeg morede os vældigt med at skrive dem.
Senere på året blev bøgerne oversat til tysk. Dog kun som e-bøger, men hey! Min første oversættelse!
December 27, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #8 Komma eller ej før ´for´?
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Komma eller ej før ´for´?
Kommatering er et område, der har været ekstremt meget debat om de seneste år. Først var der det grammatiske komma, så det nye komma, og nu er vi vist nok gået tilbage til det grammatiske komma bare med nogle undtagelser for de oprindelige regler. Eller noget i den stil.
Personligt blander jeg mig overhovedet ikke i andres kommaer, medmindre kommaet eller manglen på samme virker forvirrende eller decideret meningsforstyrrende for læseren. Et enkelt sted hvor der nemt kan opstå sådan en forvirring er før ordet ´for´, hvilket skyldes at ordet har forskellige betydninger/funktioner.
Slår man op i nudansk ordbog er der ikke mindre end 7 forskellige latinske betegnelser for ordets forskellige betydninger, men jeg har kun én vigtig regel:
Altid komma før ´for´, hvis det – uden at ændre sætningen - kan erstattes med ´fordi´.
Forklaringen på den regel ligger egentlig i de mange betydninger af ordet, for (bemærk komma) i de fleste situationer læser man bare hen over ordet uden pause.
Eksempelvis:
Han besluttede sig for at gå en tur.
Hun gik ud for at handle.
Komma før for(di)
I de situationer hvor ´for´ kan erstattes af ´fordi´ bør der dog være en pause, og hvis den ikke indikeres, snubler rytmen, og læseren tvinges til at begynde forfra. Irriterende og unødvendigt.
Eksempelvis:
Han gik ud, for(di) han trængte til frisk luft.
Hun så mod himlen, for(di) hun hørte torden.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Komma eller ej før ´for´?
Kommatering er et område, der har været ekstremt meget debat om de seneste år. Først var der det grammatiske komma, så det nye komma, og nu er vi vist nok gået tilbage til det grammatiske komma bare med nogle undtagelser for de oprindelige regler. Eller noget i den stil.
Personligt blander jeg mig overhovedet ikke i andres kommaer, medmindre kommaet eller manglen på samme virker forvirrende eller decideret meningsforstyrrende for læseren. Et enkelt sted hvor der nemt kan opstå sådan en forvirring er før ordet ´for´, hvilket skyldes at ordet har forskellige betydninger/funktioner.
Slår man op i nudansk ordbog er der ikke mindre end 7 forskellige latinske betegnelser for ordets forskellige betydninger, men jeg har kun én vigtig regel:
Altid komma før ´for´, hvis det – uden at ændre sætningen - kan erstattes med ´fordi´.
Forklaringen på den regel ligger egentlig i de mange betydninger af ordet, for (bemærk komma) i de fleste situationer læser man bare hen over ordet uden pause.
Eksempelvis:
Han besluttede sig for at gå en tur.
Hun gik ud for at handle.
Komma før for(di)
I de situationer hvor ´for´ kan erstattes af ´fordi´ bør der dog være en pause, og hvis den ikke indikeres, snubler rytmen, og læseren tvinges til at begynde forfra. Irriterende og unødvendigt.
Eksempelvis:
Han gik ud, for(di) han trængte til frisk luft.
Hun så mod himlen, for(di) hun hørte torden.
December 18, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #7 Hvornår bruger man hans/hendes og hvornår sin/sit?
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Hvornår bruger man hans/hendes og hvornår sin/sit?
Dette er et af de punkter, jeg selv har problemer med når jeg skriver, men hvor fejl til gengæld – som regel – springer i øjnene, når jeg læser. I forbindelse med at jeg skriver dette, har jeg været på jagt efter oplysninger om emnet, både i retskrivningsordbogen og på Dansk Sprognævns hjemmeside (DSN.dk), men man må sige at de holder oplysningerne tæt til kroppen, og jeg måtte faktisk opgive overhovedet at finde emnet. Muligvis fordi jeg ikke kender den latinske betegnelse, men det er jeg nok ikke den eneste forfatter, der ikke gør.
Her må I i hvert fald nøjes med min egen – måske ufuldendte – huskeregel:
Hvis genstandsledet tilhører grundleddet, skal det være sin/sit.
Eksempelvis:
Ib og Bo kom op at skændes. Ib (grundled) tog sin hat (genstandsled) og gik.
Hvis jeg her havde skrevet ´hans´ i stedet for ´sin´, ville de to gutter have endnu et emne at skændes om, for så var det nemlig Bos hat som Ib tog, da han gik.
Ejefald i grundleddet skal være hans/hendes.
Eksempelvis:
Ib (grundled) og hans far (grundled) kom op at skændes.
Og endelig er der kombinationerne:
Ib tog sin fars hat og gik.
Her tilhører hatten jo ikke Ib (grundleddet), men faren gør, og genstandsleddet er ikke kun hatten, men ´fars hat´. Derfor skal det være ´sin´.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Hvornår bruger man hans/hendes og hvornår sin/sit?
Dette er et af de punkter, jeg selv har problemer med når jeg skriver, men hvor fejl til gengæld – som regel – springer i øjnene, når jeg læser. I forbindelse med at jeg skriver dette, har jeg været på jagt efter oplysninger om emnet, både i retskrivningsordbogen og på Dansk Sprognævns hjemmeside (DSN.dk), men man må sige at de holder oplysningerne tæt til kroppen, og jeg måtte faktisk opgive overhovedet at finde emnet. Muligvis fordi jeg ikke kender den latinske betegnelse, men det er jeg nok ikke den eneste forfatter, der ikke gør.
Her må I i hvert fald nøjes med min egen – måske ufuldendte – huskeregel:
Hvis genstandsledet tilhører grundleddet, skal det være sin/sit.
Eksempelvis:
Ib og Bo kom op at skændes. Ib (grundled) tog sin hat (genstandsled) og gik.
Hvis jeg her havde skrevet ´hans´ i stedet for ´sin´, ville de to gutter have endnu et emne at skændes om, for så var det nemlig Bos hat som Ib tog, da han gik.
Ejefald i grundleddet skal være hans/hendes.
Eksempelvis:
Ib (grundled) og hans far (grundled) kom op at skændes.
Og endelig er der kombinationerne:
Ib tog sin fars hat og gik.
Her tilhører hatten jo ikke Ib (grundleddet), men faren gør, og genstandsleddet er ikke kun hatten, men ´fars hat´. Derfor skal det være ´sin´.
November 24, 2015
Backstage på Blodets Bånd serien #3 Kassies navnesøster og nattesyner
Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.
(Kassie - vampyren der drømmer)
Navne og nattesyner
(Her er en blanding af mine overvejelser/tanker (markeret med fed) og Kassie der "taler".)
Alle vampyrer får et nyt navn når de genfødes (eller hvad de nu kalder det). Det er deres skaber som navngiver dem. Bess gav mig navnet Kassandra. Alle kalder mig Kassie. Kassandra, min navnesøster, forudså Trojas fald, men ingen troede på hende og hun blev stemplet som sindssyg (skal lige tjekke rigtigheden af de udsagn). Jeg føler mig lidt for nært beslægtet med hende på det punkt.
Tænker nemlig at Kassie har syner om natten.
Vampyrer sover selvfølgelig ikke, men vi har alligevel brug for en form for hvile. Vi går ind i en nærmest meditativ tilstand, hvor vi ikke er til stede med vores bevidste sind. Og det er så her at hun ”drømmer/ser syner” – lidt på samme måde som ved søvn.
Der må så være udslag i min søvn, for jeg drømmer. Noget andre vampyrer ikke gør. På en måde føler jeg heller ikke det er drømme. I så fald er det vågne drømme. Det er mere syner som er så livagtige, at jeg i al min idiotiske blufærdighed flere gange er vågnet op i en T-shirt fordi ingen af mine natlige besøgende skulle se mig nøgen.
(de der syner er nok vigtige på en eller anden måde. Måske er hun lidt synsk – eller ser måske personer fra den fortid hun ikke kan huske? Det tænker hun måske ogå selv, altså, at de er skyggerne fra det liv hun ikke kan huske)
(Meget betryggende at se, hvor meget styr på en historie en forfatter kan have, ikke? Det ene øjeblik slynger en fiktiv karakter ud, at hun har sære syner om natten. Det næste overvejer forfatteren, at synerne nok er vigtige på en eller anden måde ;)
November 9, 2015
Backstage på Blodets Bånd serien #2 Kassie og hendes søstre
Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.
(Anastasia på forsiden af bind 7 - første gang omtalt som lidt af en vamp)
Kassie og hendes søstre
(Her er nogle af de første tanker, jeg havde om Kassies søstre.)
Hun bor sammen med tre andre vampyr-kvinder. Den ene er den som har forvandlet dem alle. Hun er nærmest en mor for dem, mens de andre to er som søstre for Kassie.
Jeg tror ”moderen” hedder Bess. Hvad de andre to hedder, ved jeg ikke.
Jeg tænker at den ene søster faktisk er lidt ”vamp” – altså, sexet og fræk
Den anden er den der ser yngst ud, selvom hun sikkert er myndig. Hun ser bare yngre ud. Det er lidt hendes problem. Hun kan selvfølgelig godt få arbejde, men det er nemmest at få arbejde som om hun er teenager – altså, en umyndig teenager. Må være træls at have det sådan for altid. Hun har måske alternative indtægter – forfatter måske?
”Moderen” er nok den alvorlige. Hende der bestemmer
(Kassie valgte så lige at indkaste en bemærkning omkring, at hun er den yngste og så noget om et hierarki)
Jeg er den sidste der blev forvandlet, også selvom søster (Jeg markerede "søster" med fed, fordi jeg ikke vidste, hvad hun skulle hedde - det blev så Wendy) ser yngre ud. Det stiller mig faktisk nederst i hierarkiet.
(Jeg tog så over med mine overvejelser omkring det hierarki)
Forestiller mig at der er et hierarki. Måske er der en form for regler? Ikke at man måske blindt skal adlyde sin skaber eller hvad? Er der nogle bånd måske?
Bess har forvandlet de tre piger. Hun har ikke slået dem ihjel men har taget sig af dem efter at andre har efterladt dem i en tilstand hvor de kun kunne dø
Jeg tænker faktisk at Kassie bliver fundet i en flod? Som om hun på den måde er sluppet væk fra sine overfaldsmænd
(At skrive kan føles som at forsøge at lægge et puslespil uden at kende motivet. "Jeg tror måske, hun er fundet i en flod" smider jeg ud. Og ja, det endte hun så med at blive :)
September 23, 2015
Backstage på Blodets Bånd serien #1 Hyænedrenge og en wicca
Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.
Hyænedrengene og en wicca
(Det her er det første jeg skrev om de fyre, som senere blev til hyænedrengene - og så en helt særlig wicca):
Jeg har en ide om at hun skal møde en wicca - altså en heks, men med rigtige magiske egenskaber.
Jeg forestiller mig at hun render i armene på et par vampyrjægere – som ikke rigtigt er vampyrjægere. Den ene har måske en bedstefar som var det og det er hans grej de bruger. Det lykkes dem at fange hende og sadistiske som de er, slæber de hende med ud i skoven hvor de lænker hende så hun kan blive svitse af solen
Jeg ved ikke hvor hun har været men hun er måske på vej hjem da hun kan lugte blod og beslutter at undersøge det
(Lige under det afsnit påbegyndte jeg scenen, hvor Kassie møder fyrene): "Der var blod og der var meget af det."
(Ni linjer blev det til, så havde jeg lige endnu et personlig notatet til mig selv):
Det bliver til en kamp – aner ikke hvordan de vinder, men det gør de. Under kampen kan hun nok godt mærke at de ikke virker som trænede vampyrjægere – de har nok ikke den der barriere i deres sind. De snakker nok også sammen – måske først bagefter da de har taget på hende – og hun forstår at de ikke er trænede vampyrjæger men bare en par drenge der har fundet ud af at der findes en anden verden og i dumhed og overmod skal prøve kræfter imod den. Hun tænker at hun godt ved hun ikke lige er i den bedste situation, men mener alligevel at de er heldige at de mødte hende og ikke en anden vampyr som måske er knap så diskret som hun og hendes familie. Plus at hun ved at hvis de fortsætter vil det koste dem livet – selv trænede vampyrjægere dør ofte.
(Efterfulgt af mere kamp og en "tur ud i skoven", som slutter med at Kassie sætter tænderne i en kanin :)
Backstage på Blodets Bånd serien #1
Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.
Hyænedrengene og en wicca
Det her er det første jeg skrev om de fyre, som senere blev til hyænedrengene (og så en helt særlig wicca):
Jeg har en ide om at hun skal møde en wicca - altså en heks, men med rigtige magiske egenskaber.
Jeg forestiller mig at hun render i armene på et par vampyrjægere – som ikke rigtigt er vampyrjægere. Den ene har måske en bedstefar som var det og det er hans grej de bruger. Det lykkes dem at fange hende og sadistiske som de er, slæber de hende med ud i skoven hvor de lænker hende så hun kan blive svitse af solen
Jeg ved ikke hvor hun har været men hun er måske på vej hjem da hun kan lugte blod og beslutter at undersøge det
Lige under det afsnit påbegyndte jeg scenen, hvor Kassie møder fyrene: "Der var blod og der var meget af det."
Ni linjer blev det til, så havde jeg lige endnu et personlig notatet til mig selv:
Det bliver til en kamp – aner ikke hvordan de vinder, men det gør de. Under kampen kan hun nok godt mærke at de ikke virker som trænede vampyrjægere – de har nok ikke den der barriere i deres sind. De snakker nok også sammen – måske først bagefter da de har taget på hende – og hun forstår at de ikke er trænede vampyrjæger men bare en par drenge der har fundet ud af at der findes en anden verden og i dumhed og overmod skal prøve kræfter imod den. Hun tænker at hun godt ved hun ikke lige er i den bedste situation, men mener alligevel at de er heldige at de mødte hende og ikke en anden vampyr som måske er knap så diskret som hun og hendes familie. Plus at hun ved at hvis de fortsætter vil det koste dem livet – selv trænede vampyrjægere dør ofte.
Efterfulgt af mere kamp og en "tur ud i skoven", som slutter med at Kassie sætter tænderne i en kanin :)
May 31, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #6 Tegnsætning omkring direkte tale
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.
Tegnsætning omkring direkte tale
Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?
Først og fremmest det nemme:
Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.
Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´
Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”
Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:
Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.
Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.
Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.
Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.
Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”
Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.
Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.
Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”
Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.
Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:
Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.
Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.
Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”
Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.
Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”
Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.
Tegnsætning omkring direkte tale
Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?
Først og fremmest det nemme:
Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.
Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´
Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”
Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:
Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.
Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.
Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.
Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.
Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”
Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.
Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.
Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”
Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.
Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:
Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.
Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.
Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”
Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.
Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”
Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.
May 8, 2015
Skrivetip: Skab din hovedperson
Personer vs. Handling
Så … hvordan opbygger man gode Personer til at vandre rundt i ens fiktive indre miljø?
Godt spørgsmål. Jeg er knap nok sikker på, jeg ved hvordan, men lad mig prøve at komme med nogle tips.
En ide kan starte på forskellige måder. Den KAN jo faktisk starte med, at man pludselig har besøg af en Person, som er så interessant, at man gerne vil skrive om dem. Så allerede der ved man noget om Personen, for … hvorfor skulle man have lyst til at skrive om dem, hvis ikke der var noget, som satte gang i ens fantasi?
Andre gange er det mere historien i sig selv, der skaber behovet for en Person, som man så skal ud og kigge efter.
For mit eget vedkommende tror jeg oftest, at mine ideer starter med Historien frem for Personen. Fx ”Pige ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave” (Mission: Drømmeprins), ”Pige er blevet myrdet og vil have Dreng til at finde ud af hvem der gjorde det” (For foden af trappen), ”Dreng drømmer om forsvundet Pige” (I Pandoras æske).
Andre gange kommer Personen og Handlingen nærmest hånd i hånd. Kassie fra Blodets Bånd-serien kom ikke svansende fiks og færdig, men hun hviskede mig i øret, og hendes stemme som fortalte, at hun ikke havde planer om at leve evigt, var med til at skabe hende som Person.
Hvad har du brug for?
Når mine ideer starter med Handlingen, tager jeg – nok ubevidst – udgangspunkt i, hvilket behov jeg har. Ens Personer påvirker Handlingen, og Handlingen påvirker Personerne. Hvis jeg har brug for en, der kan ”sparke røv” nærmest fra side 1, skal jeg måske ikke vælge en personlighed, som hellere vil krybe ned under gulvbrædderne end at sige noget højt i en større gruppe af mennesker.
Man må fornemme, hvad man har behov for. Hvilke tanker og følelser skal Personen have om sig selv? Hvilken personlighed vil få Personen til at reagere på den rigtige måde i vigtige scener? Scener som fører Handlingen videre?
Forfattere skriver på forskellige måder. Nogen ønsker ikke at vide, hvor historien skal ende, så de kaster sig ud i historien sammen med Personen og ser, hvordan det hele udvikler sig. Jeg vil så gerne vide, hvor jeg er på vej hen, og det påvirker min måde at planlægge og skrive på.
Når skakbrikken skal flyttes …
At skrive er lidt som at spille skak (hvilket jeg ikke gør, men jeg vil da tro, at det er sådan). Man må forudse sine træk. Hvis man flytter en brik på en bestemt måde … så vil trækket påvirke ens muligheder fremover. Og man kan ikke pludselig springe mange træk tilbage for at lave et om – ikke hvis det har store konsekvenser for historien. I så fald skal man nok acceptere omskrivning.
Det gælder både Handling og Personer.
Forskellige personlighedstyper giver forskellige muligheder på spillepladen ligesom skakbrikkerne. Nogle kan kun bevæge sig diagonalt på brættet, andre må tage to skridt frem og et til siden – her taler jeg altså om skakbrikkerne, men det samme gør sig gældende med Personerne. En Bonde kan altså ikke bevæge sig som en Dronning.
Følg Personens regler
I min vampyrserie ”Blodets Bånd” har jeg en del seje karakterer. De er lidt mere badass, fordi de er vampyrer og har oplevet mere end andre. Altså har jeg nogle muligheder med dem, som jeg ikke har med Menneskelig Teenagedreng (som i det her tilfælde hedder Leo).
Leo er en fin fyr. Sjov og omsorgsfuld og bestemt ikke fej, men han ER altså menneskelig, og når han pludselig befinder sig i en verden, hvor han er omgivet af væsner, som er hurtigere og stærkere – og i flere tilfælde – mere ondskabsfulde end ham … man kan ikke forvente, at Leo sparker røv på samme måde som vampyrerne Kassie, Anastasia og Viking.
Man må ganske enkelt følge reglerne for den Person man har skabt. Det betyder ikke, at Personerne ikke kan ændre sig, men man skal gøre det troværdigt. Det betyder heller ikke, at Personerne ikke kan indeholde ”modsætninger”. Den Stille Pige kan jo sagtens være den med den groveste humor, og Den Store Stærke Fyr er måske den, som sætter sig ned og græder i en krisesituation.
Personens ”stemme”
Prøv at forestille dig, hvordan din persons indre stemme er. Hvordan tænker og føler de? Hvad er deres kerne? Hvad er deres motivation?
Da jeg gik i gang med Blodets Bånd serien vidste jeg, at jeg skulle have en familie af kvindelige vampyrer, men hvor mange og hvordan skulle de være som Personer? Til at begynde med vidste jeg endnu ikke så meget om den overordnede historie at jeg anede, hvor mange jeg ville få behov for, så jeg måtte vælge og endte med Hovedpersonen Kassie og hendes tre søstre (og så måtte jeg bare krydse fingre for at der ikke var for mange eller for få).
Da jeg ret tidligt i historien præsenterede både Kassie og de tre søstre for læseren, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre dem forskellige for at lette adskillelsen af dem i læserens hoved.
Det resulterede i moderlige og alvorlige Bess, drømmende, kunstneriske og lidt flyvske Wendy og festglade og humoristiske Anastasia. Det er ganske få ord til at beskrive dem, men det giver noget at fokusere på, når man lader dem handle og tale. Anastasia endte med at få en synsvinkel, og hun er sjov, men også benhård når det er nødvendigt. Efterhånden som historien skrider frem, bliver situationen mere alvorlig, men Anastasia mister ikke sin humoristiske tone – den bliver bare en anelse mere dyster.
Anastasia har en humoristisk tone, mens fx Junior er meget sanselig og næsten poetisk i sin oplevelse af omgivelserne. Deres grundlæggende personlighed farver deres måde at fortæller på.
Personens bagage
Vi bærer alle sammen rundt på noget bagage. For nogle er det bare en lille rygsæk og andre har en monster-kuffert på slæb.
Din Person behøver ikke at have en traumatisk barndom, men vær klar over om vedkommende slæber rundt på noget, som påvirker dem i særlig grad her og nu – i deres historie som du vil fortælle. Har du BRUG for at de har en bagage?
Gennemsnitlig Almindelig Pige har måske ikke noget særligt at bære på, men det kan jo også være at hendes mor døde, da hun var lille eller hun blev mobbet.
Luna i ”I månens skygge” mistede sin far til familie-forbandelsen, og det har påvirket hende og fået hende til at tage nogle valg omkring sit liv og fremtid. Kassie kan ikke huske sin fortid som menneske, men selvom hun måske ikke kender vægten af sin bagage … så er den der jo. Den påvirker hende og får hende til at handle på bestemte måder.
Kend din Persons bagage. Du kan også bruge den imod dem. Jeg brugte Bess’ til at sætte hende ud af spillet på, da jeg var nødt til at reducere Kassies allierede.
Når Personerne vil bestemme
I de fleste tilfælde føler jeg, at det er mig som bestemmer og former Personerne som jeg vil have dem. Men det er sket, at jeg har måttet makke ret.
Menneskelige Leo – ham den søde, flinke fyr … min oprindelige tanke for ham var, at han skulle være bare en anelse mere badass. Ikke vampyr-badass, men trods alt menneskelig-badass.
Jeg nåede så aldrig i nærheden af at få ham til at agere sådan. Fra det øjeblik han mødte Kassie, vidste han, at han ville have hende, og han spillede ingen spil med hende. Her var ikke noget med at være ”varm og kold” og skifte mening. Og han var heller ikke ”hård” i sin personlighed.
Leo insisterede på at være en Sød Fyr og det havde indflydelse på hele serien. Havde han været mere hård, ville det have ændret på nogle ting, men jeg er faktisk glad for, at han insisterede på at være den han er. Der er så mange badass-typer i BB-serien, så for mig var det rart og forfriskende at have Leo som han var. Og hans kamp og udvikling var interessant at følge.
Så nogle gange bør man måske bare lytte til Personen og ikke forsøge at gøre en Bonde til en Konge. I en historie kan den lille brik gøre den største forskel.
Kort og Godt
For at opsummere:
Hvilken type Person har du brug for? (Skal Hun kaste sig direkte ud i problemløsningen uden at blinke eller skal Hun lige modne og vokse med opgaven først?).
Kend din Persons:
stemme (”Livet er skønt!”/”Åh, fuck you, life!”).motivation (”Jeg vil beskytte min familie!”/”Jeg vil finde morderen”)bagage
Følg Personens regler – og hvis du afviger fra, hvad læseren forventer: Så gør det troværdigt.
Så … hvordan opbygger man gode Personer til at vandre rundt i ens fiktive indre miljø?Godt spørgsmål. Jeg er knap nok sikker på, jeg ved hvordan, men lad mig prøve at komme med nogle tips.
En ide kan starte på forskellige måder. Den KAN jo faktisk starte med, at man pludselig har besøg af en Person, som er så interessant, at man gerne vil skrive om dem. Så allerede der ved man noget om Personen, for … hvorfor skulle man have lyst til at skrive om dem, hvis ikke der var noget, som satte gang i ens fantasi?
Andre gange er det mere historien i sig selv, der skaber behovet for en Person, som man så skal ud og kigge efter.
For mit eget vedkommende tror jeg oftest, at mine ideer starter med Historien frem for Personen. Fx ”Pige ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave” (Mission: Drømmeprins), ”Pige er blevet myrdet og vil have Dreng til at finde ud af hvem der gjorde det” (For foden af trappen), ”Dreng drømmer om forsvundet Pige” (I Pandoras æske).
Andre gange kommer Personen og Handlingen nærmest hånd i hånd. Kassie fra Blodets Bånd-serien kom ikke svansende fiks og færdig, men hun hviskede mig i øret, og hendes stemme som fortalte, at hun ikke havde planer om at leve evigt, var med til at skabe hende som Person.
Hvad har du brug for?
Når mine ideer starter med Handlingen, tager jeg – nok ubevidst – udgangspunkt i, hvilket behov jeg har. Ens Personer påvirker Handlingen, og Handlingen påvirker Personerne. Hvis jeg har brug for en, der kan ”sparke røv” nærmest fra side 1, skal jeg måske ikke vælge en personlighed, som hellere vil krybe ned under gulvbrædderne end at sige noget højt i en større gruppe af mennesker.
Man må fornemme, hvad man har behov for. Hvilke tanker og følelser skal Personen have om sig selv? Hvilken personlighed vil få Personen til at reagere på den rigtige måde i vigtige scener? Scener som fører Handlingen videre?
Forfattere skriver på forskellige måder. Nogen ønsker ikke at vide, hvor historien skal ende, så de kaster sig ud i historien sammen med Personen og ser, hvordan det hele udvikler sig. Jeg vil så gerne vide, hvor jeg er på vej hen, og det påvirker min måde at planlægge og skrive på.
Når skakbrikken skal flyttes …
At skrive er lidt som at spille skak (hvilket jeg ikke gør, men jeg vil da tro, at det er sådan). Man må forudse sine træk. Hvis man flytter en brik på en bestemt måde … så vil trækket påvirke ens muligheder fremover. Og man kan ikke pludselig springe mange træk tilbage for at lave et om – ikke hvis det har store konsekvenser for historien. I så fald skal man nok acceptere omskrivning.
Det gælder både Handling og Personer.
Forskellige personlighedstyper giver forskellige muligheder på spillepladen ligesom skakbrikkerne. Nogle kan kun bevæge sig diagonalt på brættet, andre må tage to skridt frem og et til siden – her taler jeg altså om skakbrikkerne, men det samme gør sig gældende med Personerne. En Bonde kan altså ikke bevæge sig som en Dronning.
Følg Personens regler
I min vampyrserie ”Blodets Bånd” har jeg en del seje karakterer. De er lidt mere badass, fordi de er vampyrer og har oplevet mere end andre. Altså har jeg nogle muligheder med dem, som jeg ikke har med Menneskelig Teenagedreng (som i det her tilfælde hedder Leo).
Leo er en fin fyr. Sjov og omsorgsfuld og bestemt ikke fej, men han ER altså menneskelig, og når han pludselig befinder sig i en verden, hvor han er omgivet af væsner, som er hurtigere og stærkere – og i flere tilfælde – mere ondskabsfulde end ham … man kan ikke forvente, at Leo sparker røv på samme måde som vampyrerne Kassie, Anastasia og Viking.
Man må ganske enkelt følge reglerne for den Person man har skabt. Det betyder ikke, at Personerne ikke kan ændre sig, men man skal gøre det troværdigt. Det betyder heller ikke, at Personerne ikke kan indeholde ”modsætninger”. Den Stille Pige kan jo sagtens være den med den groveste humor, og Den Store Stærke Fyr er måske den, som sætter sig ned og græder i en krisesituation.
Personens ”stemme”
Prøv at forestille dig, hvordan din persons indre stemme er. Hvordan tænker og føler de? Hvad er deres kerne? Hvad er deres motivation?
Da jeg gik i gang med Blodets Bånd serien vidste jeg, at jeg skulle have en familie af kvindelige vampyrer, men hvor mange og hvordan skulle de være som Personer? Til at begynde med vidste jeg endnu ikke så meget om den overordnede historie at jeg anede, hvor mange jeg ville få behov for, så jeg måtte vælge og endte med Hovedpersonen Kassie og hendes tre søstre (og så måtte jeg bare krydse fingre for at der ikke var for mange eller for få).
Da jeg ret tidligt i historien præsenterede både Kassie og de tre søstre for læseren, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre dem forskellige for at lette adskillelsen af dem i læserens hoved.
Det resulterede i moderlige og alvorlige Bess, drømmende, kunstneriske og lidt flyvske Wendy og festglade og humoristiske Anastasia. Det er ganske få ord til at beskrive dem, men det giver noget at fokusere på, når man lader dem handle og tale. Anastasia endte med at få en synsvinkel, og hun er sjov, men også benhård når det er nødvendigt. Efterhånden som historien skrider frem, bliver situationen mere alvorlig, men Anastasia mister ikke sin humoristiske tone – den bliver bare en anelse mere dyster.
Anastasia har en humoristisk tone, mens fx Junior er meget sanselig og næsten poetisk i sin oplevelse af omgivelserne. Deres grundlæggende personlighed farver deres måde at fortæller på.
Personens bagage
Vi bærer alle sammen rundt på noget bagage. For nogle er det bare en lille rygsæk og andre har en monster-kuffert på slæb.
Din Person behøver ikke at have en traumatisk barndom, men vær klar over om vedkommende slæber rundt på noget, som påvirker dem i særlig grad her og nu – i deres historie som du vil fortælle. Har du BRUG for at de har en bagage?
Gennemsnitlig Almindelig Pige har måske ikke noget særligt at bære på, men det kan jo også være at hendes mor døde, da hun var lille eller hun blev mobbet.
Luna i ”I månens skygge” mistede sin far til familie-forbandelsen, og det har påvirket hende og fået hende til at tage nogle valg omkring sit liv og fremtid. Kassie kan ikke huske sin fortid som menneske, men selvom hun måske ikke kender vægten af sin bagage … så er den der jo. Den påvirker hende og får hende til at handle på bestemte måder.
Kend din Persons bagage. Du kan også bruge den imod dem. Jeg brugte Bess’ til at sætte hende ud af spillet på, da jeg var nødt til at reducere Kassies allierede.
Når Personerne vil bestemme
I de fleste tilfælde føler jeg, at det er mig som bestemmer og former Personerne som jeg vil have dem. Men det er sket, at jeg har måttet makke ret.
Menneskelige Leo – ham den søde, flinke fyr … min oprindelige tanke for ham var, at han skulle være bare en anelse mere badass. Ikke vampyr-badass, men trods alt menneskelig-badass.
Jeg nåede så aldrig i nærheden af at få ham til at agere sådan. Fra det øjeblik han mødte Kassie, vidste han, at han ville have hende, og han spillede ingen spil med hende. Her var ikke noget med at være ”varm og kold” og skifte mening. Og han var heller ikke ”hård” i sin personlighed.
Leo insisterede på at være en Sød Fyr og det havde indflydelse på hele serien. Havde han været mere hård, ville det have ændret på nogle ting, men jeg er faktisk glad for, at han insisterede på at være den han er. Der er så mange badass-typer i BB-serien, så for mig var det rart og forfriskende at have Leo som han var. Og hans kamp og udvikling var interessant at følge.
Så nogle gange bør man måske bare lytte til Personen og ikke forsøge at gøre en Bonde til en Konge. I en historie kan den lille brik gøre den største forskel.
Kort og Godt
For at opsummere:
Hvilken type Person har du brug for? (Skal Hun kaste sig direkte ud i problemløsningen uden at blinke eller skal Hun lige modne og vokse med opgaven først?).
Kend din Persons:
stemme (”Livet er skønt!”/”Åh, fuck you, life!”).motivation (”Jeg vil beskytte min familie!”/”Jeg vil finde morderen”)bagage
Følg Personens regler – og hvis du afviger fra, hvad læseren forventer: Så gør det troværdigt.
