Sune Reitz's Blog

Vaner er et produkt af forbindelser i hjernen. De forbindelser, som vi bruger ofte forstærkes og kan ende i vaner, mens andre, som ikke bruges, kan visne bort og forsvinde.

Jeg ved, uden at vide det, hvordan jeg cykler. Det er en vane. Jeg gør det bare. Men at afvænne sig med at cykle er slet ikke nemt. Destin fra SmarterEveryDay.com lærte sig selv at cykle på en omvendt cykel, hvor styret drejede modsat end normalt. Det tog ham otte måneder at lære sig denne nye vane.

Det samme gør vi hver eneste gang, hvor vi introducerer nye idéer i en organisation. Nogle er lette og ligetil, man kan kalde dem for aha-oplevelser, hvor alting går op i en højere enhed, mens andre tager tid og tilvænning. At skabe (gode) vaner er ikke ligetil. Det er hårdt arbejde. Det er som at betræde nye stier i Amazonas jungle, hvor ingen før har sat sine fødder. Første gang er det svært, anden gang (meget) lidt lettere, men efter tusinde gange, så det netop blevet en vane.

Vi skal derfor ikke rynke på næsen af dem i organisationen, som vi ikke synes er omstillingsparate. For det er de ganske givet. Det tager dog bare tid. Menneske er og bliver et vanedyr. Og et flokdyr. Så derfor er det vigtigst, at nogen går forrest og baner vejen.

Det er hjælperytteren, som tager det tunge slæb, så det bliver nemmere for alle de andre. Og gør dem til en succes.

Vi har alle været der. Elendige stand-ups, som blev brugt på alt og ingenting, på samme tid. Men hvad kan vi gøre for at få mere ud af det mest centrale element i scrum? Jeg har seks ting, som du skal være opmærksom på.

I – Mødet er forsinket
Vi står der, størstedelen af teamet, og vi venter på, at de resterende teammedlemmer dukker op. Allerede der skaber vi idé om, at mødet er ligegyldigt. Mødet er timeboxed, og eventuelle forsinkelser vil påvirke dine teammedlemmers andre gøremål, hvis mødet skrider i den anden ende. Derfor skal mødet holdes til og indenfor tiden.

II – Een person leder mødet
Et af de mest centrale elementer i agil udvikling er at øge selvledende teams. Et problem med de fleste gruppedynamikker er, at det ofte bliver en enkelte person, ofte Scrum Master-rollen, som kommer til at lede daily stand-ups. Mødet er alles møde, og skal derfor ikke ledes af den samme hver gang. Lad det gå på omgang.

III – Daily stand-up som planlægningsmøde
Mødet er ikke et diskussionsforum eller planlægningsmøde, hvorfor det ikke skal bruges til at diskutere, indføre nye ideer eller ændre i eksisterende planer. Problemer, som kræver mere opmærksomhed, bør tages udenfor dette forum. Spild ikke tiden ved at diskutere løsninger. Dette kan gøres efter mødet.

IV – Daily stand-up som statusopdateringsplatform til lederne
Mødet er ikke en afrapportering til lederen og/eller Scrum Masteren. Mødet er til for at fortælle om fremdrift på opgaver og (vigtigst) fremhævelse af evt. problemer, som forhindrer selvsamme fremdrift.

V – Der bliver ikke lyttet, kun talt
Af og til er nogle teammedlemmer så målrettede i deres egen opgaveløsning, at de kun lytter til sig selv. Daily stand-ups er ikke for den enkelte, men for teamet som helhed. Hvis du har et problem, så er det teamets problem. Vi skal lytte og hjælpe, hvor vi kan.

VI – Følg altid samme mønster.
Sidst, men ikke mindst, så er det vigtigt, at mødet forløber efter samme mønster hver gang. Det gør mødet trygt, og vi kommer hurtigere frem til sagens kerne. Mødet er timeboxed. Brug det fornuftigt.

 Fake it till you make it!

Sætningen er en floskel. Men den er fortsat aktuel, især når det kommer til at afprøve nye idéer.

Når du sidder i en udviklingssituation, er hypoteser og fast helt fundamentalt. Du skal nemlig ikke spilde tiden med at udvikle noget, der ikke giver værdi i det lange løb. Du skal fake it!

Hvis dit produkt tager et halvt år at bygge, og 90 % skal være færdigbygget før det kan testes, så vil det tage knap fem en halv måned førend du kan finde ud af, om du har ramt rigtigt eller forkert. Det er er dyrt, ikke smart og giver ingen mening.

Men der skal typisk ikke særlig megen effort til, før du kan teste dit produkt, og det er typisk lettere at bygge end du måske tror. Nogle teorier foreskriver, at du kan bygge en prototype og teste den på blot to dage. To dage! Den har kostet dig ganske lidt og derfor, hvis den fejler, er den ikke dyrt at smide ud.

Derfor er test af en facade vejen frem. Hvis du eksempelvis skal udvikle en webshop, så kan du teste den via PowerPoint- eller Keynote-slides med aktive knapper. Det samme kan lade sig gøre, hvis du skal udvikle en afstemningsrapport for dine forretningspartnere. Den faglige korrekthed i data kan ikke testes via en facadebaseret prototype, men du kan få testet om brugerfladen er som kunden ønsker.

Du kan selvfølgelig sagtens bygge en mere realistisk prototype, men det vil tage meget mere tid, og derved længere tid før du finder ud af, om du er på rette vej. Men lad os være ærlige – ikke alle idéer er vinderidéer. Uanset om du løber en risiko med en fed idé, og du er bare ikke sikker på dit produkt, så er det bedre at finde ud af om idéen virker så tidligt som muligt. At spilde tid på forkerte ting er no go.

Frit fortolket over udviklingsgrafer fra Sprint (2016) af Jake Knapp et al., s. 167

 

The product owner represents the product’s stakeholders and the voice of the customer; and is accountable for ensuring that the team delivers value to the business. The product owner defines the product in customer-centric terms (typically user stories), adds them to the product backlog, and prioritizes them based on importance and dependencies. Scrum teams should have one product owner. This role should not be combined with that of the scrum master. The product owner should focus on the business side of product development and spend the majority of their time liaising with stakeholders and should not dictate how the team reaches a technical solution.

Ovenstående er taget fra Wikipedia, og uddraget viser, at der er mange facetter i Product Owner’ens rolle. Jeg vil i det følgende fokusere på tre delelementer, nemlig PO’en som vidensbank, allestedsnærværende og beslutningstager.

Vidensbank

Først og fremmest er Product Owner’en en vidensbank, hvor al viden om et given produkt skal være forankret. PO’en kan ikke træffe beslutninger uden, at det er gjort på et videnbaseret grundlag. Derfor bør en Product Owner være ekspert inden for et (del)produkt. Det er såmænd helt i orden for PO’en at bede hjælp fra forretningseksperter ved komplekse beslutninger, men som vidensbank for informationer skal Product Owner’en sammen med sine tekniske eksperter (fx applikationsarkitekter) have tilstrækkelig viden til de fleste daglige beslutninger, så man ikke forsinker produktudviklingen unødigt.

Viden på ekspertniveau er ligeledes vigtigt for at støtte det agile udviklingsteam, da medlemmerne højest sandsynligt vil have spørgsmål til de enkelte forretningsbehov under et udviklingsforløb. Derfor er det vigtigt, at Product Owner’en opbygger tiltrækkelig viden om det produkt, som virksomheden eller organisationen ønsker – eller kende til de forretningseksperter, som kan svare på disse spørgsmål. Bred og dyb viden er essentiel for, at PO’en kan prioritere de enkelte features op mod hinanden.

Allestedsnærværende

Product Owner’en skal være allestedsnærværende, slet og ret. Det tager tid. En masse tid. I en verden, hvor produkter udvikler sig med lynets hast og hvor kravene til samme ændrer sig endnu hurtigere, da er det vigtigt, at PO’en til alle tider er tilgængelig for at indsamle viden og træffe afgørelser på tværs af organisationen.

Ofte er virksomheder og organisationer, der er kun lige er begyndt på en agile transformation, alt for optimistiske i forbindelse med, hvor meget tid der kræves af Product Owner’en under udviklingen af et produkt. Viden er key og viden tager tid.

Beslutningstager

Hver eneste dag er der hundredevis af beslutninger for en Product Owner. Det er alt lige fra godkendelse af små ændringer til fastsættelse af prioriteter for de forskellige forretningsmål. Det er vigtigt, at PO’en kan træffe de rette afgørelser. Hvis der er for store ændringer, som kan kræve godkendelse fra en given sponsor(gruppen) eller en anden instans i organisationen, så skal disse inddrages, men Product Owner’en skal i de fleste tilfælde have beføjelse til at træffe beslutninger selvstændigt.

Product Owner’en er ikke en traditionel projektleder, der sikrer, at faste krav opfyldes i fast plan og fast budget. PO’en skal kunne træffe beslutninger om produktet i tide – og når det er relevant.

The post Hvad er en Product Owner? appeared first on Sune Reitz.

Siden er under udvikling. Første indlæg kommer snarest.

The post Loading … appeared first on Sune Reitz.

Skovsøer og stillehav

Mit blik er fyldt med

marker, enge og fortryllende skovsøer,

mens du ligger i azurblåt vand langt herfra

og fylder stille på havet.

Med hovedet vendt mod nordvest,

ser du mod Amager og mig,

mens jeg ser sydover mod dig.

Jeg tæller stjernerne og drømmer mig
tværs over oceaner og foranderlige landskaber,
jeg aldrig før har set,
og der ligger du i det måneklare lys –
Jeg kaster mig i bølgerne øst for byen,
flyder med flaskepost
og støder mod kysten nær dig,
jeg begraver dig i ømme kys og faste kram,
i blide berøringer og oplever en nærhed,
jeg aldrig før har følt.

The post Skovsøer og stillehav appeared first on Sune Reitz.

Da vi endelig er stået op,

sidder vi længe blandt sofaens puder,

vi sludder længe om himlen og vindretningen,

om skyerne og solen,

som står lavt over bygningen til højre,

du smiler stadig, nu siddende roligt,

og jeg smiler mest, indeni.

The post Vi sidder længe appeared first on Sune Reitz.

børMine øjne ruller stille og roligt nedover mit News Feed på Facebook. Der er alt det sædvanelige; billeder af katte, kager og børn. Og det er som altid gabende kedeligt. Men sidstnævnte har igennem de seneste år ændret markant karakter fra putte-nuttede “se lige hvor meget mad Lukas har i ansigtet”-billeder til statusopdateringer om Vita-Marias og Willy-Dylans vanvittige og vidtgående bedrifter. Mit News Feed er forvandlet til dansekonkurrencer og fodboldmedaljer. Og forældrene poster i et væk statusopdateringer og billeder af deres børn uden at tænke over konsekvenserne.

Der er sket en ændring; børn er ikke længere noget man alene får for reproduktionens skyld. Børn er derimod blevet et produkt af den moderne forældres selv-branding. Som forældre er du ikke bedre end dit barns bedrifter. Som forældre er du ikke bedre end dit barns tøj. Som forældre er du ikke bedre end dit barns popularitet. Har du spurgt dig selv, om dit barn er bloggervenligt? Gør dit barn sig godt på Instagram, med eller uden filter?

De børn, som vokser i dag op, skal hele tiden forsøge at tilpasse sig til en postmoderne X Factor-verden, hvor de konstant er online. De er med få klik fra forældrenes fingre på Facebook, Instagram og YouTube, de ligger på Pinterest og diverse selv-brandingblogs. Børn er blevet private væsner i en offentlig onlineverden, hvor det at dele privatlivets glæder og sorger er blevet det mest naturlige i verden. I værste fald er hele barnets liv dokumenteret online. Og internettet glemmer aldrig.

Engang for længe siden var privatlivet en ukrænkelig menneskeret, hvor man selv kunne bestemme, hvad man ville dele med hr. og fru Jensen på den anden side af gaden. Sådan er det ikke længere. Intet er helligt, og i dag vokser børn op med en gennemsigtighed, som vi aldrig har kendt magen. Alt fra røde barnenumser til bumsede tweenagers florerer overalt på de sociale medier.

Og i dag er det ikke længere nok bare at være forældre. Man skal være den bedste forældre, som nogensinde har eksisteret, og det hele skal dokumenteres på de sociale medier og på blogs. Ellers er det aldrig sket. Men børn bliver ladt i stikken i forældrenes forsøg på selv-hævdelse og selv-branding, da de ikke selv er herre over, hvad der bliver delt med hvem og i hvilken sammenhæng. Børn har ingen ret over deres privatliv, og de fungerer på mange måde som små reality stjerner i en verden, som forældrene har bygget op. Helt uden at vide det, bliver børn bedømt af hungrende læsere, som bare vil have mere og mere. Og forældrene giver hele tiden en lidt større luns af et privatliv, som ikke kun er deres eget, men i lige så høj grad deres børns.

Jeg er frygter, at man taber en generation på gulvet grundet denne selvforherligelse, som forældrene er igang med. Jeg frygter, at bloggerbørnene er igang med at udvikle en vrangforestilling af det perfekte liv – et liv som kun fungerer hvis det har været igennem en billedredigerings-app inden det kan uploades til Instagram. Og mest af alt frygter jeg, at vi kun har set toppen af isbjerget.

The post Børn er blevet selv-branding appeared first on Sune Reitz.

Da jeg vågnede næste formiddag,

lå hun hensvøbt i dynen til venstre for mig.

Hendes ben var dækket af den lette dyne,

mens ryggen buede elegant i den frie luft.

Jeg rørte nænsomt dens bløde kurve,

kyssede modermærket.

Jeg rejste mig og gik på toilettet.

Hun lå smilende da jeg kom tilbage.

The post Formiddagsstemning appeared first on Sune Reitz.

Dagpengereform, moderne kontanthjælpsloft og en fattigdomsgrænse som er forsvundet som dug for solen. Venstre-regeringen har endnu ikke siddet på magtens jerntrone i et halvt år, men allerede nu har de udrettet og ændret mere end den tidligere regering gjorde på en hel valgperiode. Men det er langtfra ændringer til det bedre.

Vi skal vende hver en krone, og vi skal spænde livremmen ind. Det er sparetider! Sådan gjalder det ud over det ganske land. Men hvem betaler prisen? Det gør de nyuddannede, de fattige og børnene. Beskæftigelsesministeren mener, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har skabt et dagpengesystem, som ikke blot motiverer for større beskæftigelse i befolkningen, men også sikrer trygheden. Og det lyder jo ganske godt, ikke? Men hvor er jobbene? Hvor er den famøse tryghed?

Hvis ikke politikerne i almindelighed og regeringen i særdeleshed snart ser på dét samfundet, som omgiver dem, og samtidig indser realiteterne, er jeg alvorlig bange for, at vi ender midt i Kaspar Colling Nielsens dystopiske roman om Den danske borgerkrig 2018-24. Du ryster på hovedet. En borgerkrig i Danmark? Det sker jo aldrig, siger du. Nej, det sker ikke så længe, at vi har et vist niveau af sikkerhedsnet under befolkningen. Men netop sikkerhedsnettet er regeringen ved at lave huller i. Og flere og flere falder hele tiden igennem og lander hårdt på jorden.

Venstre-regeringen er ved at gøre op med en 82 år gammel politik, som har fungeret lige siden Kanslergadeforliget i 1933. I starten af 1930’erne var ledigheden på over 30 %. Strejker, uroligheder og folkeopstand tvang de ansvarshavende politikere til handling. Og med et stort forlig tværs over Folketinget blev der sikret ro, orden og ikke mindst tryghed. Det blev en af grundstene i den forestående tilblivelse af velfærdsstaten.

Hvis politikerne fjerner sikkerhedsnettet, så risikerer vi ikke blot en befolkning, der i værste instans må gå fra hus og hjem. Vi risikerer en borgeropstand, som vi aldrig har set magen i et skandinavisk land. Hvis vi fjerner sikkerhedsnettet, tager vi maden ud af munden på befolkningen. Og hvis det sker, så kan selv de mest almindelige frikadelledanskere blive så desperate, at selv ikke jeg tør gisne om følgerne.

Jeg ved, at dette er et skrækscenarie. Men jeg er alvorlig bange for, at vi egentlig ikke er længere væk end, at Kaspar Colling Nielsens bog ikke blot er fiktion, men måske endda en forudsigelse af begivenhedernes gang.

The post Er jeg med i en Kaspar Colling Nielsen-roman? appeared first on Sune Reitz.