Bjørn Rasmussen

“Er vi pynt. Er vi det parfumerede julehjerte, har vi en stemme. Jeg kan ikke holde sammen på det længere, kære. Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør. Du skriver ikke til mig, hvorfor, jeg kan ikke undvære dig, skal jeg det. Tænker du det her: Du hænger ikke sammen. Eller: Du er fatal, du er i lommen på dig selv, og lommen er fake, eller den er syet til, vi kan ikke tale sammen længere. Nu taler jeg altså alligevel, følger du med i krimien om søndagen. Vi ser den i pejsestuen på afdelingen, jeg kan godt lide at tænke på, at to millioner mennesker ser nøjagtig det samme som mig, plottet interesserer mig ikke, jeg kan ikke følge med, men jeg henfalder gladeligt i den uforpligtende kollektivitet af blikke, isolerede flokdyr, kan der være fire millioner fedtede øjne i en brønd, det kommer an på, hvor dyb brønden er.”
― Bjørn Rasmussen, Pynt