Elisabeth Froholdt

“Han var neurotisk i forhold til forbrugerisme, autoriteter, parforhold, penge of familie. Han var med andre ord neurotisk i forhold til den brutalitet, hvormed samfundet opretholder sig selv og knægter menneskene. I forhold til arkitekturen, i forhold til bureaukratiet, han var neurotisk, fordi man havde afskaffet ordet til fordel for tallet, han var neurotisk, fordi man havde prioriteret bilernes hastighed fremfor gågængernes gangart, og fordi man havde ladet maskiner bestemme over menneskene, som skulle betjene maskinerne, han var neurotisk på grund a de love, der determinerede vore vaner, på grund af de fængelsesstraffe, vi udmåler, han var neurotisk på grund af det hemmeligholdelsessystem, vi tyr til for at forhindre inormationer og viden i at komme til almen nytte, han var neurotisk, fordi strisserne sagde “du” til alle dem med mørk hund, han var neurotisk i forhold til den underdanighed, der udvises af ham, der venter på drikkepenge, og den vulgære ironi, der lægges for dagen, hvis der alligevel ikke bliver givet nogen drikkepenge og på grund af bombardementerne over Haiphong og på grund af Rolls Roycer til 40 millioner”
― Suzanne Brøgger, Creme fraiche

“I dette nye bourgeoisi var alle mændene rige og alle kvinderne smukke, det var det, der var meningen med dem, og hele tiden den sorte hånd og de hvide bløde barme, og man behøvede jo ikke at være profet for at se, at en dag så holder den sorte hånd ikke en likørflaske, men et gevær”
― Suzanne Brøgger, Creme fraiche

“Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ikke lide at ligge i min seng på femte sal og høre folks liv nede på gaden. Jeg kan hverken lide at høre, hvordan de råber til hinanden, eller hvordan de elsker hinanden, men om sommeren, hvis det virkelig er sommer, er alternativet en varm, søvnløs stilhed, og hvis man endelig falder i søvn, bliver man vækket for tidligt igen af morgensol. I Mathias' lejlighed kunne man åbne vinduerne uden at lukke andre menneskers liv ind, fordi han havde gårdareal på begge sider af sin lejlighed, og man kunne trække tunge gardiner for. Hvordan skal jeg sige det... der var stille, og man kunne trække vejret. Det var også rart at blive holdt om.”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre

“Hvis jeg virkelig anstrenger mig, kan jeg huske, hvordan jeg som barn troede, at alle ville forelske sig gengældt og uigengældt, men fælles for forelskelserne ville være en intensitet, og vi ville alle komme til at råbe og græde, og det ville være stumpt og hårdt, men det var også bare sådan, det var at være i live. Hvis nogen dengang havde forsøgt at fortælle mig, at man på et tidspunkt bliver for træt til de her ting, at man bliver for tyndslidt og følelsesløs, at man kommer til at leve udspændt mellem angsten for ikke at mærke noget og frygten for at føle det hele, så ville jeg have grint og sagt: "Sådan bliver det ikke for mig”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre