Amalie

“Dit blik er en panisk panorering hen over vores naboer. Du smiler på en måde, der skal være imødekommende, men det ser uhyggeligt ud, denne pludseligt vandrette bevægelse hen over dit ansigt. Din tavshed udpeger alle vores ord, der synker sammen i en rodet bunke foran tomheden. Sætningerne omkring dig går langsomt i stå. I alt, hvad du foretager dig, findes en alvor, og du er forvirret over samtalerne. Du er ude af stand til at snakke om smutveje, og når du alligevel forsøger, bliver der underligt stille. Det lyder som en imitation, når du taler med folk, der ikke interesserer dig. Dit blik bliver langsomt tomt, du nikker og prøver, du keder dig, og nu falder du snart i søvn. Du udbyder ingen service ud over din oprigtighed, men den vil de ikke have, ikke i dag. De vil have mine glitrende spørgsmål og skinnende smalltalk. Du har ikke sans for ligegyldigheder, derfor er du undertiden sat uden for verden, placeret midt i din egen forvirring og ensomhed. Du tror, at der er en hemmelig kode, og du forsøger at bryde den. Du tror, at der findes et særligt sprog, du ikke kan tale, som alle vi andre taler, men tro mig, min elskede, det er kun, fordi du ikke kan forestille dig, hvor ligegyldige ting mennesker siger til hinanden.”
― Stine Pilgaard, Lejlighedssange