”Fred! Frederic”. En kvinde kaldte på ham igennem hans drømme. En kvinde han kendte godt. Hans assistent, Elizabeth; en fremragende bio-kemiker og en ung, smuk kvinde med grønne øjne og lange mørke krøller. Den eneste skønhed, udover videnskaben, som kunne fange Frederics interesse. ”Frederic, vågn op!” insisterede stemmen endnu mere bestemt end før. Han kiggede rundt, men kunne ikke se hende nogen steder i det mørke intet. Ikke andet end en smal skikkelse, omkranset af lys. Måske var det flammer? Det vidste han ikke.

                             ”Frederic, vågn op! Skynd dig!” stemmen tilhørte stadig hans assistent, men den lød filtreret, panisk og mekanisk. Frederik spærrede øjnene op. Den lille røde lampe på hans samtaleanlæg ved sengen lyste, igen hørte han Elizabeths stemme ”Frederic! Vågn op!”. Hurtigt sprang han ud af sengen og for hen til anlægget.

                             Han trykkede på knappen: ”Elizabeth? Hvad er der galt?”, hans hals var tør, han måtte have sovet i et par timer. Det var aldrig til at vide, hvad klokken var, når man var under jorden. Frederic var ikke engang sikker på, om det var nat eller dag.

                             Kan jeg have sovet for længe? Tænkte han. Det virkede som om, det blev sværere og sværere at holde styr på dagenes gang.

                             ”Frederic! Er du der? Hvor fanden er du?”

                             Tydeligvis kunne hun ikke høre ham, der måtte være endnu en fejl i systemet. Det bedste udstyr og personale som 2012 kunne tilbyde, og alligevel så virkede halvdelen af deres ting aldrig. Hele det her projekt var ikke andet end en lang række tekniske fejl og tragedier. Først alle de elektriske forstyrrelser og svigt, som den ene gang efter den anden kostede dem dyrebare data. Dørene åbnede og lukkede, som det passede dem. En af service folkene var blevet klemt i en af de store ståldøre, som havde lukket uden varsel og uden grund; endnu en teknisk fejl i systemet. Stemmen var tilbage. Hun var mere rolig, fattet, og klar i stemmen – og dog. Mere som om hun havde givet op.

                             ”Frederic, jeg ved ikke, om du kan høre mig.”

                             Pludselig lød det som om, at hun råbte væk fra mikrofonen, ”Charlie, hold ham nede!”.

                             ”Frederic, hvis du kan høre mig; det er sluppet løs. Vi kan ikke stoppe det, kontrolpanelet fungerer ikke herfra, du bliver nødt til at lave en lock-down, ste- NEJ! Charlie, spænd ham fast. NU!. NEEEEJ” stemmen forsvandt i et panisk skrig, som skar gennem knoglerne på Frederic. Lige så pludseligt som hendes stemme havde været der, var den væk igen.                            Frederic prøvede anlægget igen, men intet svar. Enten kunne hun ikke høre ham, eller, endnu værre, var hun ikke i stand til at svare.

                             Hvis det virkelig er sluppet løs, tænkte han, så var det sidste mest sandsynligt.

                             Med ét greb han sit armbåndsur og hoppede ud af den kompakte betonlejlighed kun iført sine grå pyjamasbukser, undertrøje og briller. Ikke et syn som Life Gardens personale var vant til at se. Han trykkede på en knap på uret, og et stopur gik i gang. Hvis det var sluppet løs i test-labyrinten, så havde han præcis 12 minutter fra udslippet. Det gav ham måske et sted mellem 6 og 8 minutter tilbage, alt efter hvor lang tid, han havde været om at vågne.

                             Gangen var stille. Der var grå døre på begge sider af gangen; alle sammen lejligheder som lignede hans egen. Det måtte stadig være nat. Ellers ville der være flere folk på gangen, medmindre han havde været længere tid om at vågne, end han havde regnet med. Han kunne kun håbe på det første. Han løb ned ad gangen. Hovedkontrolrummet var en gang til venstre, to til højre, og så lige ud for enden af gangen.

                             Skide bunker er bygget som en labyrint, tænkte han frustreret.

                             Mere end et dusin gange var Frederic faret vild i timevis i den labyrintagtige bunker. Han startede med at løbe ned ad gangen. Han tjekkede uret – der var gået 45 sekunder, da han var nået ned til første sving. Han drejede rundt og forsatte. Stadig var det stille. For stille. Der burde være nogen, der burde være en alarm, men den eneste lyd i den nervepirrende stilhed var lyden af hans forpustede åndedræt og hans hastige skridt. Hvis det var sluppet fri, skulle alarmen gå i hele bunkeren. Var det en fejl? En drøm? Eller endnu et teknisk problem at alarmen ikke var gået i gang? Han havde ikke tid til at tøve. Han kiggede igen på uret. Han havde brugt to minutter. Han lugtede klor. Ikke et godt tegn.

                             Pludselig hørte han en lyd bag en af dørene. Et skrig, uden sammenligning. Det lød kvindeligt, men det var bestemt ikke menneskeligt. Er det for sent? Frederic mærkede frygten krybe ind på ham. Skriget forsatte uden hold, ulideligt og pinefuldt, blev det ved og ved. Indtil der lød et pludseligt bump. Døren gav sig så voldsomt, at han var bange for, at hængslerne skulle knække. Tiden var knap. Han kunne mærke sin puls stige, sveden dryppede fra hans pande, og adrenalinen pumpede løs.

                             Frederic havde stadig tid. Han løb videre mod kontrolrummet. Han hørte flere lyde, den næste værre end den forrige. Nogle så abnorme, at Frederic ikke kunne relatere dem til noget kendt væsen. Insekter, knækkende knogler, skrig fra mennesker, dyr og andre langt værre ting. Alt blev kaos, og intet så ud, som det plejede. Væggene blev mørke og afbrændte. Overalt sprang flammer frem omkring ham, som slikkede loftet, og spredte sig på bart betongulv. Mellem dem, så han igen den lille, mørke, spinkle skikkelse omhyllet af brændende lys. Frederic vidste udmærket, hvad alt det her betød. Han drejede til højre første gang, så anden. Endelig kunne han se døren for enden af gangen. I den sidste etape, besluttede han at sprinte. Desværre kom hans egne ben i vejen og det næste, han blev konfronteret med, var smagen af blod i sin mund, og synet af rå beton under hans hænder.

                             Han skulle til at rejse sig igen, men han havde forvredet sin ankel. At løbe var ikke en mulighed længere. Han humpede af sted, så godt han kunne. Flammerne var stadig omkring ham, selv væggene var begyndt at bløde, og lyden af noget ondt, der forfulgte ham, blev mere og mere tydelig. Han kunne høre dets tunge, men hurtige skridt bag sig. Uden at kigge, humpede han videre. Han nåede døren, åbnede den og smækkede den med lås og slå efter sig. For et øjeblik havde han lukket galskaben ude, og rummet var stille. Stilheden sænkede sig langsomt om ham; indhyllede ham som et betryggende tæppe.               

                             For et øjeblik følte Frederic Emmerich sig sikker. Øjeblikket blev dog ødelagt af et hårdt bump, som ramte døren udenfor. Den var ganske vist en tyk ståldør, men lyden gik igennem ham med et sæt. Virkeligheden kom tilbage til ham og han fór hen til det store kontrolpanel. Med en næve ødelagde han glasset til nøglehullet, tog nøglen fra snoren han altid havde om halsen, stak den i hullet og drejede.

                             Alt blev stille.

                             Ondskaben, på den anden side af døren, var for et øjeblik sat tilfreds. Til venstre for ham var der et skab med forskellige kanyler, forbindinger, og andet førstehjælpsudstyr. Han tog en kanyle med blåt indhold og stak sig selv i låret. Så satte han sig ned i hjørnet af sin stål -og beton celle og lyttede. Han kunne høre den mekaniske lyd af ståldøre og den grusomme lyd af folk i panik og smerte. Han satte sig i fosterstilling og græd.                             Hvad har Sara dog gjort? Er dette virkelig prisen for videnskab? Han kiggede på uret, det stod på 11 minutter. Måske var det for sent. Han kunne kun håbe, og vente på hjælp.