Danny H.L. Nielsen's Blog

Min nye bog er ved de sidste rettelser og skal snart igennem en gang korrektur. I den anledning afsløre jeg herved Prologen for den nye historie:

PROLOG

3. december, 1999

Mergelø – Danmark

”Orkanen er nu nået over Storebælt, med kurs mod Bornholm. Vindstød på op mod 200 kilometer i timen, river tage af huse, vælter træer og elmaster og forsager mange trafikuheld. Alle broer er lukket, de fleste færger og flyruter ligger også stille. Og politiet i Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster og Sjælland advarer folk mod at gå udenfor.” startede Janni Brixen TV-avisen med.

Karl sad behageligt i tronen, som han plejede at kalde sin trofaste lænestol. Alligevel var det ikke uden en utrygfølelse i kroppen, som havde intet at gøre med den bløde stol han sad i. Mens han ventede på sin aftenkaffe, sendte han vinduet et blik. Regn og blade fløj gennem luften, som flygtigt blev oplyst af lampen der stod tændt ude på verandaen. Godt to hundred meter væk tegnede silhuetten af Hansens hus sig, som næsten gik i et med den mørke baggrund. Vinduerne i stuen var tændt, hvilket var at forvente. Normalt ville Hansen og hans kone være til bridge hos Anne og Torben Pedersen som boede på den anden side af øen, men ikke i dette stormvejr.

Kirsten baksede med porcelænskopperne ude i køkkenet. Blandet med orkanens raseri blev det snart ældende 26 tommer fjernsyns højtalere sat på en prøve. Inden i sig selv bandede han over det gamle skrammel, ikke at han nogensinde ville indrømme det, men det gjorde han. Han havde været jaloux lige siden Hansen havde kommet kørerne med et spritnyt TV, som endda var fladskærms-TV, bag på traileren. Tro til traditionen var Karl og Kirsten blevet inviteret over til kaffe i dagligstuen, den selvsamme dag det nye husalter var blevet installeret. Ikke kun var det helt fladt, men billedet var bedre og lyden var god. Hansen pralede højlydt, men det eneste Karl kommenterede på var kaffen som var ganske udmærket. Indeni var han en krudttønde der var ved at eksplodere. Karl skruede op for lyden, mens han sendte en bemærkning i Kirstens retning.

                      ”Prøv dog for pokker at være stille, kvindemenneske. Nyhederne er startet nu.”

                      ”Her er TV-avisen på en stormfuld fredag, godaften. Et af de steder som er hårdest ramt af orkanen, det er Lolland-Falster og i Rødbyhavn forsøger vores rapporter…” forsatte Janni Brixen, mens Kirsten forsøgte at overdøve hende med sine egne kommentarer.

                      ”Ja-ja, jeg skal nok. Men kaffen laver jo ikke sig selv, vel gamle?” En lille kvinde på tooghalvtreds år kom til syne i døren. Hendes ansigt var efterhånden præget af et par genkendelige rynker, men hendes hår havde bibeholdt sin stærke mørkebrune farve, hvilket var mere end hvad man kunne sige om Karls grå højtindet isse. I sine hænder bar hun en bakke med to kaffekopper, en sukkerskål og en kande kaffe som fyldte stuen med en behagelig og velkendt duft.

                      ”Nej det er jo det som jeg har dig for, kvinde.” Der var en kærlig tone i beskeden, som blev modtaget med det samme smil han var faldet for otteogtyve år forinden, til et svendegilde.

”otteogfyrre meter i sekundet, sagde de i avisen.” sagde han lavmælt mens han skænkede kaffe til dem begge, alt imens Kirsten satte sig i sofaen som stod ved siden af den bløde trone. ”Vi er åbenbart hårdest ramt. Ingen busser eller noget som helst.”

                      ”Du havde vel heller ikke planer om at tage en bustur nu?” spurgte Kirsten kvikt, mens hun fandt sit strikketøj frem. ”Det er da også et værre blæsevejr.”

                      ”Orkan.” rettede Karl.

                      ”Ja undskyld, orkan så da. Hvad er forskellen i det hele taget? Det blæser jo; begge dele.”

                      ”Vær nu stille, kvindemenneske. Jeg forsøger at høre det her.” afbrød Karl lidt irriteret. Han elskede Kirsten, men hun kunne snakke i en evighed, og ikke altid på de rette tidspunkter. Kirsten tog ikke note af det. Hun så stille med mens hun påbegyndte sit strikketøj, som efter planen en dag skulle ende med en sweater til Karl. Målene var dog allerede fire år gamle så hun skulle helt sikkert lægge ekstra masker til hvis der skulle være håb om at han skulle kunne passe den, når den en gang blev færdig. Hvis den nogensinde blev færdig. Karl tog kaffekoppen op på maven og satte behageligt fødderne op på sin skammel, som hørte til lænestolen.

                      Der gik ikke mere end et par minutter før telefonen ringede, og Karl bandede.

                      ”Kan man da for helvede ikke få lov til at se nyhederne uden folk ringer konstant og hele tiden.” Kirsten stoppede ham i sin bevægelse, i det hun var hurtigere oppe på benene end ham selv.

                      ”Gamle hidsigprop. Bliv dog siddende, jeg tager den. Så kan du se dine nyheder i fred.” afsluttede hun med et kvikt smil. Karl valgte ikke at svare, men lænede sig blot tilbage og så videre mens Kirsten gik tilbage til køkkenet. Det havde været Karl som havde insisteret på at telefonen skulle forblive bandlyst fra stuen. Det var et forstyrrende element for hans fjernsyn, som var hans faste holdepunkt. En måde at starte morgen på såvel som at afslutte aftenen. Ingen undtagelser.  

                      Grafikken for vejret kom på skærmen, som tydeligt viste orkanen i en rød nuance omgivet af et blåt felt som indikeret hvor der blot var tale om storm. Mergelø, som er en halvø forbundet med det nordlige Lolland, vest for Fejø og stik nord for Utterslev, var placeret midt i det røde område.

                      ”Luk døren for pokker!” krævede Karl fra sin lædertrone, da Kirstens stemme formåede at rejse helt ind i dagligstuen. Han lyttede ikke til hvad hun sagde, men forstod blot at hun stadig var i røret med hvem end der ringede efter klokken 21:05 på en stormfuld aften. Hun svarede ikke, og lukkede heller ikke døren, men til Karls tilfredsstilles blev hun stille.

Orkanen udenfor rasede videre, og Karl kunne høre at taget fra hans veranda kæmpede for at holde sig på plads. Han havde tænkt at forstærke det gamle tag med et par brædder, men havde i sidste ende ment at nyhederne sikkert havde overdrevet da de advarede om orkan. Nu fortrød han sin beslutning om at lade være. Ikke at han heller ville indrømme det hvis nogen spurgte ham direkte. Han kiggede igen ud ad vinduet og konstaterede at billederne i fjernsynet af væltet biler og træer ikke bare var en overdrivelse.

Det var i virkeligheden en århundredets orkan.

De skrigende vindstød kunne mærkes i hele huset, så voldsomt at selv lysekronen ved spisebordet raslede hver gang at der kom et pust. Den usikker følelse sad stadig i kroppen på ham, især mens han kiggede ud i mørket. Huset virkede pludselig ikke så stabilt længere som det ellers altid havde gjort, og Kirstens stilhed var også blevet en ubehagelighed fremfor en redning fra støj og plaprer.

                      ”Kirsten?” kaldte han ud i køkkenet. Han hørte hendes stemme igen, men det var stadig ikke et svar til ham, men til telefonen. Et øjeblik efter hørte han røret blive lagt på.

                      ”Hvem var det?” spurgte han. Kirsten stod i døråbningen og kiggede på ham, uden at sige noget som helst. ”Kirsten?” hendes ansigt var mørkt og udtrykket i hendes øjne mindede Karl om den ubehagelig følelse han havde i hele sin egen krop. Hun kan også mærke noget. Det er ikke stormen, det er noget andet. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg ved hun også kan føle det.  

                      ”De…” hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Karls hjerte satte først farten gevaldigt ned. Hendes øjne var våde, men ikke af sorg. Det var frygt de øjne gemte på, så intens at den med det samme smittede af på Karl, hvis hjerte tog til i fart ved hendes næste ord. ”De har virkelig gjort det, Karl. Det… Det er tid.”

                      Ingen af dem sagde noget. Den eneste lyd var fjernsynet som forsatte med at vise billeder af væltede træer og hustage med store huller i, og den nådesløse vind som herskede på den anden side af huset. Ingen af dem turde så meget som at trække vejret.

”Vi anbefaler at alle bliver inde døre.” forklarede en politichef i fjernsynet.

Karl sad blot, mens Kirsten blev stående og de kiggede på hinanden i et øjeblik som trak sig ud i en uendelighed. Huset gjorde et ryk med et kraftfuldt orkanstød, som fik både Karl og Kirsten til at hoppe i takt.

                      ”Vi må væk, Karl.” hendes stemme var ikke længere sløv og lavmælt, men desperat.

                      ”Vi kan ikke tage af sted i det vejr. Alt er spærret.” Karl sprang op af tronen og spildte kaffe over både gulv, bord og hans elskede stol. ”Hvem var det som var i telefonen?” Han ænsede ikke at hans elskede stol ville få pletter når kaffen tørrede ind.

                      ”Vi kan ikke blive her, Karl. De kommer.”

                      ”Kirsten. Hvem ringede?” Kirsten var allerede på vej op på første sal med en taske i hånden. ”Kirsten?!” Karl løb efter hende. Hun var allerede i gang med at smide tilfældigt tøj ned i tasken da han kom ind på deres soveværelse. ”Kirsten, hvem ringede?” prøvede han beroligende. Men hun var alt for oprørt til at kunne svare afslappet, så det endte med en halv råben i højt tempo.

                      ”Det var Jytte.”

                      ”Hvad er der sket?” Kirsten pakkede videre og skulle til at tage tasken og bane sig vej forbi ham. ”Kirsten!” han spærrede vejen for hende med armen.

                      ”Det var Jytte, Karl.” tårerne sprang frem på hendes kinder, mens hun endeligt så på ham med opgivende øjne. Karl vidste godt hvad hun ville sige, men havde brug for at høre det for at tro det. ”Det var Jytte.” snøftede hun igen, mens Karl forsøgte at lægge armene omkring hende. Hun tog et skridt tilbage. ”De fik fat i John. De trak ham ud i gården, og… Hun skreg, Karl. De tog ham med, og så kom de tilbage og tog hende. De kommer i aften, Karl.” Orkanen rykkede endnu en gang i huset. Kirsten banede sig vej forbi ham mens hun sagde mere for sig selv end til ham.

                      ”De kommer i stormen.”

                      Karl måtte støtte sig op ad dørkarmen for ikke at vælte. Han havde kendt John i længere tid end han havde kendt Kirsten. Det var hans svendegilde der havde ledt til Karls og Kirstens ægteskab. Det var endda John som havde introduceret dem til hinanden. Karl havde levet hele sit liv på Mergelø, og hans far før ham, og hans far før ham, men Kirsten kom fra Lolland. Horslunde for at være præcis. Hun kendte John igennem Jytte, og som så mange andre tilfældigheder endte det med at Karl og Kirsten så hinanden i øjnene første gang til Johns svendegilde for ottetyve år siden.

                      ”Karl!” kaldte hun nede fra stueetagen af. Han trak sig ud af sine tanker og løb ned af trappen hvor Kirsten allerede stod med støvler og jakke på. Han hoppede selv i noget overtøj og begav sig ud i den ubønhørlige orkan som rev i deres tøj og ansigter da de forlod det skælvende hus. Kaos, var den eneste tanke Karl kunne mønstre. Kirsten var forrest, stærkt forfulgt af Karl som tog en hånd op for ansigtet for at beskytte det mod blæsten og skidt der hvirvlede vildt omkring dem. Lyset i Hansens hus var stadig tændt, men der var ingen tid at spilde. Kirsten kæmpede for at komme frem mod bilen som holdt i indkørslen idet en tagsten fløj af deres tag og landede lige ved siden af hendes venstre ben. Hun skreg af skræk, og tog sig til benet.

                      ”Er du okay?” Karls stemme druknede næsten i larmen af orkanen, som forsat sendte voldsomme vindstød imod dem der gjorde det svært at holde balancen. Der er ingen måde hvorpå verandaen kan holde til det her i længden nåede han at tænke før det gik op for ham hvor ligegyldig den tanke var nu. De kommer i stormen, det var det som Kirsten havde sagt, og stormen var her, så det ville de også snart være. Der var en smule blod på Kirstens sko, men hun valgte at ignorere det og skyndte sig videre mod bilen. Flere tagsten rev sig løs, men med mere held end forstand nåede de bilen uden flere skrammer og satte sig ind i den.

                      ”Skynd dig, Karl.” Kirsten smækkede døren så hårdt at det lød som om den skulle til at falde af sine hængsler. Karl stak nøglen i med en rystende hånd og drejede. Bilen knurrede og hostede, men der skete ingenting.

                      ”Prøv igen. Skynd dig for pokker.”

                      ”Fandens.” Karl prøvede igen men uden held.

                      ”Giv den noget ssschooker”

                      Karl trak i chokeren for at give bilen en opstartshjælp. Den knurrede og hostede igen, men der skete ikke mere end det. Bilen var ældre end TV’et, men den havde trods alt aldrig fejlet dem før. Han prøvede igen, men resultatet var det samme. De kiggede på hinanden, mens bilen rykkede sig voldsomt af endnu et orkanstød. Der var både en forståelse af situationen og en fortvivles at spore i Kirstens øjne. Der lød et brag fra bilens bagrude og de begge skreg i panik. Tagstenen lå på bagsædet og vinden banede sig vej ind i bilens kabine gennem den smadret bagrude. Bilen ville ikke starte. Ganske vist var den gammel, delvist rusten, og sjældent fyldt for mere end halvtreds kroners benzin ad gangen, men alligevel var der kun en åbenlys grund til at den ikke ville starte, i hvert fald i Karls eget hoved. Han prøvede motoren en sidste gang.

                      ”Sabotage!” Bandede Karl mens han slog i rattet. Han kiggede sig omkring i afmagt idet han så lyset fra nabohuset.

”Hansen.” nøjedes Karl med at sige i det de begge sprang ud af bilen og satte kurs med Anders og Ida Hansens hus. Der var lidt over to hundred meter, som virkede mere som to kilometer i den voldsomme vind. De gik side om side med hænderne foran ansigterne for at kunne se mellem deres fingre med bukkede hoveder. Træerne omkring huset knagede højlydt under det enorme pres de var udsat for. Karl tog fat i Kirstens hånd i et forsøg på at kunne blive sammen i mørket, imens de kæmpede en hård kamp for at komme sikkert fremad. Pludselig blev Karl stoppet af Kirstens hånd som nægtede at rykke sig længere. Han kiggede tilbage på hende og så at hun stod og stirrede ud i mørket som var hun fanget i trance. Han fulgte hendes blik og så til sin rædsel en pige stå med flagrende kjole midt på vejen ned til deres hus. Hendes mørke hår fløj rundt omkring hovedet på hende, som fik det næsten til at se levende ud.

”Lillian?” råbte Karl, men hun svarede ikke. ”Umuligt…” mumlede han for sig selv. Pigen reagerede ikke, men stod bare og kiggede på dem. Kirsten derimod blev vækket fra sin trance og tussede højlydt af Karl.

                      ”Stille Karl. Vi må væk.” hun satte fart mod nabohuset igen, mens hun trak Karl med sig.

”Det var Lillian, Kirsten.” Han sendte igen pigen et blik, som nu pegede mod dem mens hun råbte noget han ikke kunne høre over vindens støj. Lige før han drejede hovedet væk, så han flere skikkelser bag hende som kom frem fra mørket af.

”Sludder” Råbte Kirsten. Forpustet fulgte han Kirsten i retning af Hansens hus, i håb om at kunne søge tilflugt. De løb alt hvad de kunne, mens de hørte råb ikke langt bag sig, og træer der klagede over orkanens kræfter omkring dem. Det var som at hele verden truede dem på livet, fra alle retninger. De nåede døren og bankede på, men der var intet svar. Karl prøvede dørhåndtaget, men døren var låst fra indersiden af. Stemmerne bag dem kom tættere på, så Kirsten trak ham med rundt om huset.

                      ”Bagdøren.” kaldte hun, mens hun løb alt hun kunne. Et voldsomt vindstød bremsede deres hastige spring og halvdelen af et træ flækkede af sin stamme og landede foran dem. Det landede kun en halv meter fra dem. Instinktivt kiggede de begge op mod træet og der så de nået der fik dem begge til at glemme stemmerne bag dem, som stadig nærmerede sig hurtigere end de havde løbet. Nu stod de begge og kiggede målløse og forfærdet på træerne foran dem, hvis grene beklagede sig mere højlydt end de andre træers. De spændte reb deltog i larmen af vindstød og knagende træer. Kirsten skreg og Karls ben gav op i frygt, så han sank sammen i knæ. Stemmerne var nu lige bag dem, men de ænsede dem ikke. For i træerne så de blot Anders, og Ida Hansen, hænge som to kludedukker som svajede frem og tilbage i vinden, mens deres udspilede øjne afslørede deres sidste frygtsomme tanker da de indså hvad der skulle blive af dem. Kirsten faldt om i en pøl af blod som stammede fra et hul i hendes hoved.

Det var Lillian, dette er jeg sikker på. Et kort åndedræt efter blev al ting sort for Karl.

25. marts, 2019

Stone Island – England

                             Howard efterlod resterne af Graywick bag sig. Såret på hans side, han havde fået i kampen mod den falske præst, havde ikke været synderlig slemt, og han havde nemt helet det med sine kræfter. Marcus var ganske vist den med de største talenter indenfor området at omstrukturere mennesker, specifikt sig selv, men han var stukket af, før Howard kunne nå at bede ham om hjælp. Howards evner var alsidige og mangfoldige. Han havde gennemskuet metoder til at bruge skyggen til de andre verdener til at teleportere fra et sted til et andet, og han havde stor magt inden for den fysiske verden. Han kunne bruge energien i verden omkring ham som fangarme, som han kunne gribe fat om ting og mennesker med. Udover det havde han mange skjulte talenter, som han havde udviklet over de mange år, han havde rejst rundt mellem verdenerne. Marcus derimod var simpel, både som person og som troldmand. Hans evner var dog ikke mindre imponerende af den grund. Howard misundende ikke sin bror for meget, men hans evne til ubegrænset at skifte form og til at heale sig selv var uden lige. Mest misundende Howard ham for hans tilsyneladende mangel på forståelse overfor sine egne evner. Lige så naturligt det var for Marcus at bruge sin krop, lige så naturligt var det for ham at bruge sine kræfter. Taro-energierne var en videnskab, og præcis som forskere, der har fundet forskellige anvendelser med de samme elementer, var praktikerne af Taro-energierne lige så mangfoldige. Elzas kræfter var et mysterium for Howard. På samme måde som han selv, var hun i stand til at bruge energien som en forlængelse af sig selv, men hun havde også en sær evne til at se ind i folks sind på, som ellers ville kræve stor koncentration for Howard. Udover det havde Howard altid haft på fornemmelsen, at Elza skjulte et potentiale som aldrig havde vist sig.
Det var en følelse, han fik, når hun så igennem ham på den måde, som hun kunne. Sara, derimod, var et andet væsen. Hun var alsidig som sin søster, men hendes magt over andres sind var formidabel og forfærdelig. Der var ikke det, hun ikke kunne tvinge folk til, og i processen brændte hun deres indre organer op, så der ikke var andet tilbage end forkullet aske.

Howards tanker blev afbrudt af billeder af kvæstede hovedløse lig, som lå spredt udover græsset tæt ved Graywick. Det eneste, der var tilbage af byen nu, var en tom spøgelsesby, som befandt sig i den nordvestlige del af England. Med opgaven fuldført satte han kursen mod Stone Island. Turen hjem var langsommelig og begivenhedsløs, men den havde givet rig plads til minder og refleksion.

Der var gået to år nu. To år siden hans søskende og han selv var sluppet fri af deres pinefulde lænker, som Xeroth Xadarian havde pålagt dem. Et mørkt og ondt væsen fra en anden verden som på mesterlig vis havde infiltreret deres sind. Xeroth stammede fra en anden verden, som blandt andet var kendt som Kryznakh. I den verden havde Xeroth været prins, og ved kongens død var tronen gået til hans bror, Yggra. Det huede ikke Xeroth, og derfor forsøgte han sig med et kup, men det mislykkedes. Xeroths oprør skulle vise sig at koste ham dyrt. Efter flere årtiers pinsler var han undsluppet sit fængsel og pålagde landet en forfærdelig forbandelse, som dræbte naturen og sløvede sindet af Kryznakhs indbyggere, indtil de ikke var andet end voldelige tomme skaller. Samtidig i 1878 på Stone Island uden for Englands kyst havde Howard overtalt sine søskende til at udføre et ritual, der var designet til at give dem ufattelige kræfter. De var dog kun børn dengang og anede knapt nok, hvad de foretog sig. Det hele endte skidt. De brugte en gammel Taro-klokke, som var lig den, han lige havde ødelagt i Graywick til at svække membranen mellem verdenerne, og det var der, at Xeroth så sin chance. Med et mestertræk delte han sit eget sind og drev ind i de fire børn, og igennem mere end hundrede år holdt han dem i live og forsøgte at overtage deres kroppe totalt, i håb om at kunne bruge dem som redskaber til at få sin endelige hævn. Howard havde vandret Kryznakhs golde sletter i årtier, før han fandt noget brugbart i kampen mod den mørke prins. Han fandt til sidst vogteren Venron den Gamle, som guidede ham i hans krig mod en, indtil da, usynlig fjende i Venrons bibliotek, som var et fortryllet tårn, der indeholdt al historie om Kryznakh. Endeløse haller fyldt med dokumenter, optegnelser, kort og stamtavler. Der var historier om gamle krige og alliancer, fortællinger om lokale helte og ledere, og der var optegnelser over kriminelle og deres gerninger og straffe. Der var dokumenter om selv de mindst betydelige skabninger i verden, fra den dag de trak deres første åndedræt til deres sidste. Hvert dokument og optegnelse skabte sig selv som tiden gik, og tårnet stod upåvirket af tidens slid. Venron havde peget Howard i den rigtige retning, og med hans hjælp havde Howard lært sin fjendes sande navn og natur. Indtil da havde Stone-børnene blot regnet med, at deres egne sind var blevet korrupte af ritualet, Howard havde overtalt dem til. Howard fik med meget besvær samlet sine søskende. For de var spredt for alle vinde, og Howard rejste gennem tid og rum for at finde svar, så han fik aldrig mulighed for at have kontakt med dem alle på samme tidspunkt. Sammen fik de kastet Xeroth bort. Alt sammen gjort muligt fordi de stod sammen, og fordi de havde stenen. Howard kiggede på den sorte sten, der sad for enden af hans stok, som tjente som hans instrument og våben. Uden han havde tænkt over det, sad han og fumlede med den mellem sine hænder. Han kørte fingrene over overfladen og mærkede de mange kanter og vinkler i den. Det havde en beroligende effekt på ham, som han ikke helt kunne forklare, hvis han blev spurgt.

Efter han stod af færgen til Stone Island, så han frem til at sætte sig i en lænestol og meditere ved flammerne i pejsen, i hvad der havde været hans fars yndlings rum, ’det lille bibliotek’ som han havde kaldt det for. Howard havde endnu ikke set så meget som skyggen af Marcus, siden de skiltes i Graywick, men hvis han kendte ham ret, så var han allerede ankommet. Det tog ikke Marcus mange timer at rejse i form af en ørn eller et prægtigt havdyr, som kunne svømme langs kysten. Hans brors forvandlinger var ikke nær så mægtige, som da han var besat af Xeroth, men de var frivillige og varieret i forhold til det bestialske væsen, som havde været hans form under Xeroths indflydelse. Ikke desto mindre var hans forvandlinger bestemt en formidabel egenskab. Det var ikke en uhørt egenskab, men en særdeles sjælden en af slagsen. At forme muskler og knogler var en kompliceret affære. Igen kunne Howard føle misundelsen snige sig ind over sin brors egenskab, som han desuden ikke forstod, hvordan Marcus kunne håndtere. Marcus kunne knapt nok løfte en bog fra et bord med Taro-kræfterne, men at skifte form var intet problem for ham. Derimod var han ikke så misundelig, som han var frustreret over sin brors temperament, som var knapt så varieret som hans mange former. Der skulle ikke meget til, før Howards bror tabte sig selv til et vildt og blodtørstigt raserianfald. Sådan havde det altid været. Siden de var helt små, kunne Howard huske, hvordan Marcus altid blev vred og voldsom, hvis tingene ikke formede sig efter hans hoved. Han var den ældste, og derfor mente han, at han skulle komme i første række.

                             Howard gik forbi den lille sø. Bagved den kunne han se, hvad der var tilbage af ruinerne på klippeafsatsen, som hang ensomt ud over havet. Han fordømte det sted for evig tid. Det var der, at han og hans søskende havde påkaldt Xeroth fra en anden verden, og det selvsamme sted hvor de havde forvist ham, og i samme hug havde lukket knudepunktet til de andre verdener. En strategi de havde praktiseret lige siden, for at sikre sig at Xeroth aldrig kunne vende tilbage. Det eneste problem var mængden af knudepunkter, samt de fleste blev benyttet af grådige troldmænd. De fleste var medlemmer af Taro-ordenen, som var en ældgammel orden af troldmænd og hekse, som strakte sig helt tilbage til middelalderen. Måske endda tidligere end det. Flere gange havde Howards og Marcus’ vej krydset de hensynsløse troldmænd, og gang på gang var det endt med blodspild. Det var ikke en opgave Howard nød, men den var nødvendig. Marcus derimod lod til at nyde at holde sig i gang på den måde. At dræbe var det, han kendte bedst til. Det var det erhverv, han havde haft i mere end hundrede år. Der var stort set ikke den større krig, som Marcus ikke havde deltaget i. Det var den kunst, han kendte til, og det var det, som han unægteligt var god til. Grunden, til at det endte med at være nødvendigt, var både, fordi de skulle lukke knudepunkterne, for at holde Xeroth afskåret fra denne verden, men også fordi så mange af troldmændene og heksene misbrugte deres kræfter, som præsten i Graywick.  De typiske årsager var magt, penge og kontrol – en række ting Howard havde udviklet en vis foragt over for i løbet af de sidste to år.

                             Da han nåede gennem skoven på Stone Island, kunne han se Stone palæet. Som altid rejste den enorme bygning sig i landskabet som et bjerg af mursten og glas. Da de var flyttet ind i det for to år siden, var det stort set faldet fra hinanden, men Howard havde betalt i dyre domme for at få stedet renoveret. Efter at familien havde været væk fra øen i mere end 130 år, var den ellers berømte formue forsvundet. Stone familien havde altid været velhavende. I gamle dage havde hans far handlet med antikviteter, hvilket betød, at Stone Island var som et skattekammer. Det havde ikke taget lang tid at genoprette formuen med de mange værdigenstande, der lå i kælderen. Alt, der kunne restaureres, var blevet det, hvilket inkluderede et nyt hegn, ny port, nye vinduer, tag og istandsættelse af de ydre vægge, samt visse indre rum havde fået en gennemgang. Og det var, udover den komplette elinstallation, som gjorde det muligt at holde huset varmt og lyst uden brug af de gamle olielamper og pejse, som tidligere havde været den primære varme og lyskilde. Han havde også fået ansat en række tjenestefolk. Der var to gartnere, en butler, to rengøringsfolk, en kok og to andre tjenestefolk, som udfyldte alle roller imellem dem. De boede alle sammen i den vestlige del af palæet, hvor tjenestefolk havde boet lige siden hans bedstefars tid. På trods af maling, finpudsning og den fornyede belysning var både øen og palæet, som han huskede det fra gammel tid, da ham og hans søskende løb rundt i de uendelige gange og legede gemmeleg, eller når de løb gennem skoven og legede, at de var eventyrere som fandt skjulte skatte, ofte i form af fugleæg og grankogler. Der var mange gode minder på øen, men også en række mørke og dystre minder, som aldrig ville forsvinde. Klokken som ringede, mens havet kogte, vinden skreg, og jorden rystede. Hans fars blod der spildte på gulvet, mens han sank i knæ. Marcus’ blodige arm som trak sig ud af hans bryst, idet han sprang ud ad vinduet og forlod Stone Island. Indtil Howard havde fundet ham og genforenet familien. Conrads gamle gård, som Howard allerede havde passeret, havde han dog ladet rive ned. I stedet for havde han opført en blomsterhave, hvor huset havde stået til minde om de folk, der engang havde holdt liv i gården. Howard havde mange gode minder om de stilfærdige bønder, som havde passet gården. Det havde dog mest været Sara, som havde tilbragt tid med den lille familie, men Howard havde også sin del af minder om hjemmebagt citronkage og duften af friskbrygget the. Howard forlod de gamle minder og gik gennem porten til palæet. Indgangen duftede af nyudsprungne roser, som stammede fra friske rosenhække, der dannede en sti op til den nymalede hoveddør.

                             Da Howard gik ind i hallen, blev han mødt af den nye butler, Andrew Bailey. Han stammede fra en lang linje af tjenestefolk, som havde tjent Englands elite i seks generationer.

                             ”Goddag Andrew”. Howard tog sin lange grå trenchcoat af; farven passede til hans dybe grå øjne.

                             ”Velkommen hjem, Hr. Stone.” Butleren, en mand først i sine fyrrere med kort sort hår, gik mod ham for at tage imod hans jakke. Howard overrakte sin jakke og løsnede sit slips, som skjulte sig halvt bagved hans sølvgrå vest. Sin stok beholdt han dog. Howard åndede lettet op over at endelig være hjemme, og skulle til at sætte kurs mod første sal, da butleren henvendte sig til ham.

                             ”Frk. Elza venter dem i haven, sir.” Butleren vente sig om med tøjet og forsvandt gennem en af de mange døre, der ledte ind og ud af hallen. Howard ændrede sin kurs og satte mod haven, som befandt sig i den østlige side af palæet. Der var et stort drivhus fyldt med eksotiske planter, som krævede ekstra kærlighed for at vokse. Der var planter fra hele verden; det var næsten som at tage på en lille jordomrejse at gå gennem drivhuset. Der var tre forskellige citrontræer, eukalyptus, to oliventræer, en række forskellige kødædende planter, orkideer i alle farver og former, samt en masse andre frugter, bær, grøntsager og blomster fra de fjerneste kanter af verden. Howard lod de mange dufte lege med hans sanser et øjeblik, før han forlod drivhuset og gik ud i haven. Solen var fremme, og kun få skyer dekorerede himlen over hans hoved. I midten af haven stod en kæmpe rødbøg, stolt og rank. Trækronen dannede en næsten perfekt naturlig halvkugle, som strakte sig over 12 meter i diameter, og 20 i højden. Det var som en halvkugle af blodrøde flammer, der glinsede i solen. Under det prægtige træ sad hans storesøster Elza på en stol ved et lille cirkulært hvidt havebord. Hendes lyse lange hår hang løst ned ad hendes ryg og forenede sig med hendes hvide kjole. Der var allerede sat the frem til ham.

                             På trods af at Howard nærmede sig næsten lydløst i det bløde grønne græs, var hans søster alligevel den første til at tale.

                             ”Velkommen hjem, kære bror.” Hun drejede hovedet og sendte ham et smil, før hun tog en tår af sin the. Hendes blinde øjne så lige igennem ham, som var han lavet af tåge. På bordet lå der et spil kort. Kortene så større ud end normale spillekort.

                             ”Søster!” Howard gik helt hen til bordet og betragtede hende. Hun så fredfyldt ud, hvilket altid hjalp på Howards humør. Der var dog også noget i hendes mimik og stemme, der afslørede en sorg, som lå dybt gemt. Som en torn der havde gravet sig så dybt ind, at den skulle skæres ud med en kniv. Howard kom et øjeblik til at tænke på Sara, og mærkede selv tornen, som også pressede ham.

                             ”Hvordan har du det?”

                             ”Fint, men jeg er mere interesseret i dig. Kom, sæt dig ned. Jeg har allerede snakket med Marcus, han har fortalt mig det hele.” Howard satte sig som instrueret.

                             ”Det hele? Så han har allerede været her?”

                             ”Ja, det hele. Men jeg vil alligevel gerne høre det fra dig af også. Hvis du vil være så venlig?” Hendes blik fangede noget ude i intetheden. Howard fik en underlig fornemmelse af, at der var visse ting, som hans søster kunne se. Ting han ikke kunne. Han slugte en klump i halsen før han talte.

                             ”Der er ikke meget at fortælle. Vi stoppede en gal troldmand, og fik lukket endnu et knudepunkt. Snart vil vi være sikre. Det lover jeg.”

                             ”Fortæl mig det hele, Howard.” Elza tog endnu en tår af sin the. Hendes venstre hånd holdt hun på underkoppen for at kunne finde den igen. Howard kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hun kun fik sat koppen ned med en del besvær. Selv efter to år i blindhed var hun stadig plaget af dagligdags problemer. Hun havde mistet synet, da hun havde skabt stenen, han igen fandt imellem sine hænder. Han lagde stokken fra sig, da han selv opdagede det. Howard tog selv en tår af sin the. Varmen fra den velsmagende drik føltes rart i hans indre. Som en lindrende eliksir der beroligede hans sind, eller var det noget andet, som lettede hans hjerte.

                             ”Har Andrew sørget godt for dig?”

                             ”Hold op med at tale uden om, Howard. Jeg er godt klar over det med indbyggerne. Marcus slukkede deres lys.” Howard var overrasket over hendes direkte måde at håndtere det på. Hun fortrak ikke en mine, da hun udtalte ordene.

                             ”Slukkede deres lys.” Howard rykkede sig i sædet, som pludselig føltes ubehageligt.
                              ”Var det Marcus’ måde at sige det på?” Elza tog endnu en tår af sin the, hendes øjne fandt hans blik med en unaturlig sikkerhed. “Det var en fejl. Jeg skulle ikke have taget ham med.”

                             ”En fejl? Og hvordan ville du så have klaret en så formidabel fjende som den gale præst, og hele byens befolkning på en og samme tid?” Elza vendte ansigtet mod den blide vind. “Selv den mægtige Howard Stone har sine begrænsninger.” Howard betragtede sin stok, som stod op ad bordet. Han så ind i den perfekte overflade på den sorte sten, som dekorerede enden af den. 

                             ”Selv på trods af stenen du bærer rundt på.” Howard kiggede forbløffet på sin søster. Han prøvede at beslutte sig, om hun muligvis kunne se, men hendes blik holdt sig fastlåst ud i et tomt sted hinsides denne verden.

                             ”Jeg ville have fundet en anden måde. Han gik for vidt, Elza. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Xeroth er forvist, men det er, som om han aldrig rigtig forlod os.” Elza lod sine hænder famle over bordet, indtil hun ramte Howards. Hun tog hans hænder i sine egne og gav dem et klem.

                             ”Vi har stadig brug for hinanden. Marcus og dig har også brug for hinanden. Ja, Marcus kan være svær at styre, men du må også indrømme, at på sin egen måde har han ret. Vi kan ikke tillade, at verden bliver bekendt med magi, troldmænd, andre verdener og uhyrer. Den er ikke klar til det, Howard. Verden er ikke klar, og måske bliver den det aldrig. Desuden så har vi også De Vise at bekymre os om. Jeg er bange for, at dette korstog kan ende galt, hvis vi ikke er mere forsigtige.”

                             ”Hvad mener du?”

                             ”Howard. Tror du, at Taro-ordenen vil blive ved med at tillade, at deres medlemmer forsvinder og bliver dræbt af den såkaldte troldmandsjæger? Det er kun et spørgsmål om tid, før de gør gengæld. De Vise finder sig ikke i hvad som helst. Vi har brug for alle i familien. Kun sammen er vi stærke. Det var sammen, vi stod mod Xeroth, og kun sammen kunne vi besejre ham.” Howard tog sin søsters ord ind. Der var visdom i dem. De Vise var lederne af Taro-ordenen. De mægtigste troldkarle i verden, hvis man skulle tro historierne. Howard kiggede nærmere på kortene, som lå på bordet. Det var en stak tarotkort. Normalt reserveret til plattenslagere der udgav sig for at være spåkoner eller medier, som kunne komme i kontakt med de døde. Et simpelt trick som også var kendt som ’cold reading’, en teknik hvor den formodede clairvoyant fik folk til at fortælle alverdens ting om sig selv og deres døde slægtninge, og samtidig overbevise dem om, at det ikke stammede fra dem selv. Howard havde set dette flere gange i løbet af årene. Han hadede den slags folk. De brugte al deres tid på at narre folk for deres penge, og samtidig give dem falske forhåbninger om fremtiden og fortiden. 

                             ”Træk to kort,” sagde Elza pludseligt. Som om hun kunne fornemme, hvor hans blik og tanker var henne. Med én lang bevægelse lagde hun kortene ud i en vifte foran sig.

                             ”Jeg ved ikke, Elza. Je-”

                             ”Jeg ved udmærket godt, du ikke tror på det, Howard. Men for min skyld, tag to.”

                             ”Udmærket.” Howard skulle til at trække det første i en hurtig bevægelse, da hans søster standsede ham med en løftet hånd.

”Forsigtigt, Howard. Tag dig tid. Tænk, træk vejret. Føl dit kort, tro på det” Howard gav det en chance, og han lod hænderne glide hen over kortene i en rolig bevægelse. Pludselig kunne han mærke noget. En følelse, en slags fornemmelse af en kurs. Han trak kortet og lagde det med billedsiden opad. Det første kort forestillede et tårn. Foran tårnet stod en vagt, Howard kunne ikke beslutte sig for, om vagten sørgede for, at ingen kom ind i tårnet, eller om vagten var stationeret der for, at ingen forlod tårnet. Det næste kort, han trak, forestillede en ung kvinde, som sad på en græseng. Jomfruen stod der på kortet under billedet. Kvinden på kortet virkede trist. I baggrunden stod der et træ, i skyggen af det stod en mandlig figur og gemte sig. Howard kiggede på Elza, som nu stirrede direkte ind i hans øjne.

                             ”Marcus tog ind til fastlandet. Hver så venlig at hente ham hjem igen. Jeg bliver rastløs af at være her alene. Du kan finde ham i Folkestone.” Howard rejste sig for at gå. Han skulle til at sige farvel, da Elza talte igen.

                             ”Hils Sara fra mig. Det er lang tid siden, du sidst har besøgt hende. Hun har brug for dig, Howard. Og du har brug for hende.”

”Hvad med kortene?” Spurgte han.

”Tårnet og jomfruen… Hvad mener du selv Howard?”

”Sara?”

”Hvem ellers?” Svarede hun roligt.

”Og hvad så med figuren i baggrunden?” Spurgte han med en lidt irriteret stemme.

”Baggrunden?” spurgte hun undrende. Howard kiggede ned på kortene igen, og figuren i baggrunden på jomfruens kort var væk. ”Bare glem det.” Svarede han. Hun nikkede og tog en tår af sin te. Howard sagde ikke mere, før han tog sin stok og forlod Elza ved havebordet.

3. marts, 2018

København – Danmark

                             Flammer fra stearinlys kastede dansende skygger på de grå betonvægge. Den eneste lyd i lokalet stammede fra manden, som havde placeret sig selv i midten af rummet. Han var iført en mørkeblå kåbe med en fin guldkant. Den slags som traditionelt blev brugt til ritualer i Taro-ordenen. Hans rå ældre stemme bølgede gennem det ellers tomme lokale. Han messede en besværgelse på et ældgammelt gudsforladt sprog, som kunne række gennem tid og rum, og skære sig gennem selv de mest magtfuldes krop og sind. Gulvet var dækket af magtfulde symboler, som trak energi fra luften omkring sig. Et stort symbol på gulvet, malet med blod fra en uskyldig hjemløs, som bestod af en takket cirkel med fem forskudte linjer tegnet igennem sig, begyndte at skinne med en klar lilla farve. Først svagt, men hurtigt blev lyset skarpere. Troldmanden kunne mærke luften ændre sig. Umuligt for de utrænede at føle, men for ham var det som at stå midt i et stormvejr. Mikroskopiske vibrationer som sprang frem og tilbage mellem objekter, næsten som lyn mellem himmel og jord, bredte sig igennem hele lokalet. Temperaturen ændrede sig konstant, fra kold til varm og tilbage igen. Han åbnede sine øjne og så sig selv svæve gennem tid og rum. Lokalet omkring ham forsvandt, og han befandt sig pludselig i en sort intethed. Han kunne gå rundt i mørket, men der var ingen forskel på, om han gik mod øst eller vest. Det eneste, der var at finde, var den evige mørke tomhed. Selv underlaget var så mørkt, at han følte, han gik rundt ude i den tomme luft.

Et skrig tog hans opmærksomhed. Det var skræmt og feminint.

                             Han så en blind kvinde for sig. Hendes lokker gyldne og hendes ansigt smukt, men med et trist udtryk. Om hendes håndled var der et par stærke jernkæder, som gjorde at hun kun kunne bevæge sig sparsomt. Nøglen hang om hendes hals, men det var som om, hun ikke selv havde opdaget den endnu. På trods af at hendes øjne intet kunne se, kiggede hun sig konstant over skuldrene. En skygge kredsede omkring hende, men et enkelt lys blev ved med at holde skyggen på afstand. Skyggen og lyset var fanget i et uendeligt paradoks, uden lyset var der intet til at kaste en skygge, og uden skyggen var der ingen grund til, at lyset skulle blive der for at holde kvinden sikker. Kvinden synes ikke at ænse lyset, men var konstant opmærksom på den lumre skyggeskabning, der cirklede omkring hende. Hun ænsede heller ikke troldmanden eller sine tomme omgivelser, men forsatte blot med at holde øje med den mørke skabning. Det var som at kigge ind i kvindens dybeste frygt og følelser.

                             Troldmanden forsatte videre, og kvinden forsvandt bag ham, som blev hun forvandlet til røg. For sig så han i stedet et vildt bæst bryde sig vej igennem en dyb skov. Det lignede lidt en bjørn, men det var alt for stort, og benene var for lange. Væsenets tunge poter efterlod sig et frossent spor af blod i en dyb hvid sne. Længere inde igennem træerne kunne troldmanden ane en mand, som sad fredeligt og slappede af på en græsmark. Omkring manden stod to kvinder og en mand, alle med lyst hår. Der var også to børn, en dreng og en pige, som delte visse træk med den fredsommelige mand. De samme grå øjne, det lyse hår og den markante kæbe. Bæstet løb i retning af græsmarken, men uanset hvor langt bæstet løb, forblev den fredsommelige mand lige fjern. Fra tid til anden kunne troldmanden ane en mørk skikkelse gå mellem træerne, men før han nåede at få et ordentligt blik, var den allerede væk igen. Han kunne kun nå at ane skyggen af et bevinget monster med lange horn, som stak ud af panden.

                             Igen lod troldmanden sig selv forsætte og så nu endnu en kvinde for sig. Denne kvinde havde visse træk til fælles med den første. Det samme gyldne hår og de samme grå øjne. Hun var yngre, og hendes øjne var ikke blinde. Hun kiggede sig omkring i vildskab med opspærrede og opmærksomme øjne. Denne kvinde var allerede ødelagt. Hendes lange lokker hang ned over hendes ansigt. Hun sad på et blegt trægulv, hendes hænder dryppede med blod og tjære. Over alt omkring hende afslørede et flakkende lys flere og flere døde sjæle, som sad og stirrede tomt ud i luften. De sad alle i en rundkreds omkring hende. De rørte sig ikke, de sad blot som statuer. Selvom de sad ubevægeligt, skulle der dog ikke mere end et glimt til, før han kunne konstatere, at de var levende døde. Der var så mange – både kvinder og mænd og børn. Nogen af dem var frygteligt deforme med groteske lemmer eller vansirede ansigter. Kvinden skreg og skreg, imens hun prøvede at skrubbe sine hænder i sin hvide kjole, men de var umulige at rengøre. Bag hende stod en mørk skygge og pulserede som et levende mørke. Et øjeblik stod han og nød synet. Det havde taget sin tid, men det havde været ventetiden værd. En af de legendariske Stone medlemmer var faldet. Han gik helt hen til hende og knipsede med fingrene så tæt på hendes ansigt, at han næsten ville have rørt hende, havde det været muligt. Hun stoppede sine febrilske bevægelser og stirrede direkte ind i hans øjne med et skræmt og mørkt ansigt. Han koncentrerede sine tanker og med et blev hans krop let som en fjer. Lettere endnu mens han svævede ud af sin krop, som stod fastfrosset i den samme position, som da hans sind forlod den. Han cirklede rundt om kvinden som en formløs vind. Hun mærkede hans nærvær og forsøgte at holde ham ude, men det var allerede for sent. Han trængte ind i hendes krop, og så nu verden gennem kvindens øjne. Den var sløret og utydelig, som når man lige er vågnet fra en afbrudt søvn. Værelset, han stod i, var varmt og duftede af træværk og papir. En kvinde stod foran ham med et forvirret udtryk. Han lavede en armbevægelse med sin tynde feminine arm, og kvinden foran ham kollapsede på stedet. Et skrig lød som et ekko fra fortiden, mens blod bredte sig på gulvet. Den varme væske klistrede sig til hans kjole og hans fingre, da han dyppede dem i blodet for at bruge det som maling. Der var råb, og nogen kaldte kroppens navn.

                             ”Sara.” Navnet lød som hans eget, eller som mindet af en anden. Han kunne ikke beslutte sig. Da døren i rummet fløj op, og mørke silhuetter stod og kiggede på med forskræmte øjne, lod manden igen sit sind blive til luft og strøg gennem lokalet og tilbage til mørket. Kvinden sad i mørket og skreg, og ænsede ham ikke, mens hans sind strøg gennem intetheden omkring hende og tilbage til sin egen krop. Han trak vejret dybt, da hans lunger var hans egne igen. Han følte sig udmattet og forpustet, mens kvinden sad og skreg og skreg som forpint. Med trætte knæ rejste han sig, mens han så kvinden an et stykke tid.                              Med et smil på læben forlod han den skrigende kvinde og forsatte. Han fandt et lys i mørket, inde i lyset stod en mand, men det var umuligt at se ham ordentligt for sig. Det var som at kigge ind i en magt, som var stærkere end solen. Omkring den lysende mand stod tre mindre lys. De små lys falmede langsomt, da et mørke krøb ind over dem, som en tåge der ruller over en eng på en kold vintermorgen. Deres flammer sendte lysstråler og varme i retning af manden i midten. Mandens lys syntes pludselig at svigte, hvor et andet tog over i styrke. Lyset blev skarpere, og manden blev tvunget til at kigge bort. Ritualet gjorde holdt, og troldmanden fandt sig selv i den mørke kælder igen. Det lilla lys fra gulvet havde lagt sig, og skyggerne på væggene syntes ikke længere at danse som før. Manden tog kåben af, hang den på en bøjle og forlod lokalet. Han følte sig udmattet og svækket. Det var snart tid til næste fase.

24. marts, 2019

Graywick – England

                             Solen sank stilfærdigt ned bag horisonten. De sidste solstråler gav skyerne et blodrødt skær, der hang over Graywick som en advarsel. Tegltagene på de tætpakkede bindingsværkshuse delte den samme belysning, som, sammen med den tætte tåge i de tomme gader, gav den engelske middelalderby et dystert udtryk.

Det var ved at være tid.

Howard observerede den sidste solstråle trække sig tilbage, i takt med at skyerne og tegltagene skiftede farve fra rød til henholdsvis grå og sort. Den eneste lyd var den milde brise, som slæbte sig igennem tomme brostensbelagte gader. I det samme at lyset var forsvundet, begyndte den lokale kirkeklokke at slå. Lyden gav genklang gennem de smalle gader og stræder. For et øjeblik skyllede en kaskade af dårlige minder igennem Howards sind. En lang række begivenheder som han allerhelst ville være foruden, men som for evigt var en del af ham og hans søskende. Han satte sig tættere på det snavsede vindue. Det var ikke en Taro-klokke, som slog an, men han kunne ikke undgå at blive mindet om alt det forfærdelige, en simpel klokke og nogle uvidende børn havde medført. Ved at vende og dreje den sorte sten, som sad for enden af hans stok, formåede Howard at ryste tankerne af sig igen. Fortid var fortid, det var nuet, som talte. I stedet fokuserede han på de mange mørke vinduer, som pyntede de skæve rækkehuse. Vinduerne var tomme, som de var det meste af døgnet. Til tider kiggede blege udtryksløse ansigter ud af glasset, men de forsvandt som regel hurtigt igen. I de to dage Howard havde siddet i skjul på et købmandsloft i en forladt butik og observeret folkene i byen, havde han set adskillige af dem forlade deres hjem, men sjældent hilste de på hinanden, eller talte til hinanden i det hele taget. De holdt sig for sig selv og lod til at holde fast i rammesatte rutiner. De tog af sted på deres daglige gøremål, men der var noget forkert ved det hele. Bagerens brød blev bagt men aldrig solgt. Fiskeren tog ud på vandet og vendte tomhændet tilbage. Mekanikeren arbejdede på den samme bil i timevis uden noget synlig resultat. Og sådan forsatte det. En endeløs cyklus uden formål eller ende. Der var ingen borgmester eller anden form for administration, og selvom byen havde kapacitet til godt to tusind mennesker, boede der ikke mere end et par hundrede i de forfaldne huse. Hvilket betød, at størstedelen af byen var som en spøgelsesby. Howard kunne ikke lade være med at tænke, at de var så godt som døde allerede. De levende døde af Graywick. En skidt fornemmelse skød gennem ham, og hårene rejste sig på hans nakke i takt med de dystre tanker. 

Der var dog en enkelt person, som skilte sig ud fra resten. Den lokale præst gik ofte fra hus til hus, komplet upåvirket at den foruroligende stemning, der havde taget hold i byen. Der var dog ingen tvivl i Howards sind om, at det ikke var en helt almindelig præst men blot en i forklædning. Når han gik forbi en af byens folk, vendte de ofte deres blikke mod ham, og nogen foldede endda deres hænder og strakte dem mod ham som en form for hilsen, eller som et tegn på respekt. Howard havde set lignende tilfælde før, men dette var i et større omfang end forventet. I bedste fald havde han håbet på, at byen blot levede sit stille liv uden en ide om de mystiske kræfter, der gemmer sig i de mørke hjørner af verden. Præsten måtte være en Taro-mager; en troldmand fra en ældgammel orden som brugte sine kræfter til at trællebinde byen, dem, som havde modstået præstens indflydelse, var uden tvivl blevet trukket ud af deres hjem i ly af natten for aldrig at se morgensolen igen. Formålet var endnu usikkert, men Howard gættede på det mest simple mål af alle; magt. Der fandtes et utal af ritualer og besværgelser, og selv Howard ville ikke kunne være i stand til at påstå, at han kunne så meget som halvdelen af dem, men han vidste, at visse ritualer krævede livskraft, hukommelse eller tankevirksomhed. Alt sammen ingredienser man kunne finde i det menneskelige krop og sind. Taro-ordenen havde ingen love omkring denne praktik, men den var generelt ikke anset. Ordenens eneste formål var at opnå indflydelse, magt og rigdom. De Vise ville gøre hvad som helst for at beholde deres magtstatus, så deres medlemmer fik stort set frit slag til at gøre, hvad de ville. Så længe det ikke var i strid med De Vises planer, hvad end det så måtte være. Generelt var De Vise et stort mysterium. Ingen vidste rigtig, hvem de var, eller hvad deres mål var men frygtet og respekteret, det var de alligevel. Som et uhyre i skabet, man bare ved er der, og derfor åbner man det aldrig i frygt for, hvad konsekvens det kunne medføre.

Præsten var ikke at se på de tågede gader, men som regel, når han ikke var på sin vandring i byen, befandt han sig i byens lokale kirke. Hver aften, når solen var gået ned, slog kirkens klokke an.
                             Da klokken havde slået et par slag, blev Howards opmærksomhed fanget af noget. Der var endelig aktivitet nede på gaden. Det snavsede vindue tillod ikke Howard at se detaljer, det var som at se skygger, der passerede igennem tid og rum. Endnu et minde strøg gennem hans sind fra hans rejser i den anden verden på den anden side af skyggen. Kryznakh, som det blev kaldt, var fyldt med skygger fra fortiden, og endda fremtiden på en og samme tid. En udfordring selv for de mest beherskede sind på kloden. Mange magere havde mistet forstanden efter blot et glimt af Kryznakhs sære tidslinje men ikke Howard Stone. Han var den rejsende, som havde trodset alle de odds, der var at trodse.

Rækkehusenes døre åbnede næsten i takt, og ud marcherede byens beboere. Selvom der ikke var mange mennesker tilbage i den lille by, var gaderne i dette øjeblik fyldte. Ingen sagde godaften til hinanden eller tilkendegav på anden måde, at der var andre i deres omgivelser end dem selv. Howard knugede stenen for enden af sin stok ind til brystet, hvilket gav ham en form for tryghed. På trods af tågen, som havde lagt sig tungt i den lille middelalderby, gik de alle sammen mod kirken, hvis klokke stadig slog an til samling. Deres gang var langsom men målrettet. Det var som en march af de levende døde. Nogen bar lanterner med levende lys, som kastede uhyggelige skygger i den tætte tåge. Deres ansigter var udsultede og deres tøj laset. Der var både mænd, kvinder, gamle, unge, ja selv børn gik med sløve skridt igennem gaderne for at nå op til kirken, som var placeret i byens absolutte centrum. Et klassisk design fra gammel tid. Det gjorde det muligt for alle at være lige tætte på Gud. Det var dog ikke ham, de var på vej for at møde denne aften.

Howard ventede, til lyset fra deres lanterner blot var små prikker i tågen, før han sneg sig ud fra sit gemmested. Han åbnede forsigtigt vinduet og gled ud på gaden ved først at hoppe ned på nogle trækasser. For en sikkerheds skyld kiggede han sig en ekstra gang omkring for at sikre sig, at der ikke var en, som havde forvildet sig rundt i tågen. Han ville helst ikke opdages, før hans mission var fuldført. Med byen tom for nysgerrige blikke kunne Howard bevæge sig frit igennem byens gader og ud på den anden side, som, han vidste, ville være tom, så længe byens folk var til samling i kirken.

                             Foruden sine egne fodtrin og lyden fra sin stok, som gav en ubehagelig genklang mellem brosten og skævegader, var Graywick et lydløst sted. Der var ingen fugle, som var vågne, eller rotter som løb tværs over vejen. Ingen vind som trak i de dårligt behandlede skodder eller butiksskilte, som hang med kæder ned fra træbjælkerne. Selv den milde brise fra før havde lagt sig fuldstændig. Gade efter gade var det samme. Selv kirkeklokken var holdt inde med at slå, da den sidste beboer var trådt ind igennem kirkens tunge egetræsdør. Howard vidste dog ikke, hvor lang tid han havde, da det lod til at variere, hvor lang tid de opholdt sig derinde. Men han vidste, at deres næste destination ville være den samme som hans egen, så han satte et godt tempo for ikke at støde ind i dem.

                             Da han kom til byens udkant, kunne han øjne nogle ældgamle ruiner, som lå et par hundrede meter fra det sidste hus i byen. Han kiggede omkring for at se efter en ørn eller ulv, men så intet. Hvilken form, Marcus havde taget, var ikke til at vide, men han vidste, han var derude et sted i skjul. Han nærmede sig hurtigt ruinerne. Det havde engang været et storslået kloster, hvor munke i gammel tid havde boet og udad til havde tilbedt Gud og spredt hans gode vilje og ord. Nu var der ikke meget tilbage af det mageløse stykke arkitektur, som i sig selv var en løgn. Munkene, klosteret, de kristne krucifikser var ikke meget andet end en facade. I virkeligheden havde munkene tilbedt helt andre kræfter. Kræfter ældre end tiden selv, som lå skjult i mørke verdener, fulde af had og ondskab. Munkenes foragtelige ritualer havde påvirket byen mere og mere, som tiden gik. Til at begynde med var det snak på den lokale kro, hvisken på gaden, og skulende blikke mod klosteret og dets beboere. Senere begyndte folk at høre historier om sære ritualer, og de hørte lyde derfra om natten, som rystede deres grundvold. Deres protester og bekymringer blev affejet af den lokale biskop. Det var først, da folk begyndte at forsvinde, at tingene for alvor eskalerede. Først var det et par lokale jægere eller fiskere, som på forklarlig vis var forsvundet som en del af deres profession. Snart var det dog familier, der vågnede op til deres børns tomme senge. Til sidst endte det hele med, at byen tog retfærdigheden i egen hånd og stormede klosteret. Det var en blodig affære, som havde udfoldet sig for flere hundrede år siden, men selv denne dag kunne Howard mærke ekkoet af de mange spildte liv, som havde farvet jorden rød. Nu bestod klosteret af en forfalden mur, der før i tiden havde omgivet hele området, hvilket havde tilladt en enkelt indgang. Nu var muren faldet sammen flere steder, hvilket havde åbnet op for et utal af indgange. Inde i midten lå selve kirken, men der var også et opholdsområde til de bosatte munke. Der havde været køkken, bad og små kamre, som husede en munk hver. Foruden det havde der været en smedje, en lille stald og en krypt, hvor de døde var blevet lagt ned for at hvile i mørket.

                             Den eneste bygning, der var noget tilbage af, var selve kirken. Resten var murbrokker og halve vægge, som stod og ventede på at falde sammen. Kirkens østlige side var faldet komplet sammen, men mod nord, syd og vest var den forholdsvis intakt. Howard gik ind og så sig omkring. Der var ikke noget inventar. Græs og ukrudt havde boret sig op igennem gulvet. Et stort træ havde banet sig vej gennem kirkegulvet – lige i midten. Det var et forvredet troldetræ, som snoede sig rundt om sin egen stamme, så det fik et unaturligt udseende. Med månelysets belysning lignede træet næsten en ond ånd, som ventede på, at en dødelig skulle komme forbi som et let bytte. De bladløse grene bredte sig ud som lange fingre, der var klar til at gribe fat i tåbelige vovehalse, som kom for tæt på. Resterne af et alter kunne anes bag træet, og ved dets side en balkon som biskoppen havde brugt som talerstol, som stadig var forholdsvis intakt.

Howard gik længere ind og prøvede at finde det, han søgte. Membranen mellem verdenerne var tynd her, han kunne føle det ved at mærke energien i området. Luften var som ladt med kosmiske kræfter, der strøg igennem det ødelagte lokale. Der var denne slags ladning overalt i verden, men der hvor dimensionerne mødes, og man kunne krydse fra en verden til en anden, var der altid sivet mere energi ud til denne verden. Han løftede sin stok op som en stav og lod energien flyde igennem sin krop og ud igennem stenen for enden. Stenen var den selvsamme, som han havde brugt mod Xeroth Xadarian blot to år før; den mørke prins, som havde besat og pint ham og hans tre søskende i godt 140 år. Resultatet af et mislykket forsøg på at forøge deres kræfter som børn. Alt sammen for at imponere deres far, Jonathan Stone. I stedet for endte de med at blive besat hver især af dele af Xeroths personlighed, og først efter næsten 140 år lykkedes det at sende ham tilbage til den verden, han kom fra, Kryznakh. En vind blæste gennem ruinerne, og stenen udsendte et lys. Først var det svagt, men det blev hurtigt skarpere og skarpere, indtil det hurtigt svandt ind igen og efterlod endnu engang Howard til mørket. Howard fornemmede vibrationer i luften, som ledte ham i en bestemt retning. Han fulgte fornemmelsen videre ind i kirken, mens han kiggede op mod loftet. Han kunne mærke, at han bevægede sig i den rigtige retning i forhold til sit mål. Til sidst fik han øje på det. Højt oppe under taget var der fri luft helt op til det højeste tårns spids. Kirkeklokken hang der stadig. Det var dog ikke nogen almindelig klokke. Det sorte metal og de bemærkelsesværdige mønstre på dens side, afslørede den med det samme. For den almindelige person ville det blot virke som en normal kirkeklokke, men Howard havde ingen tvivl. Det var en Taro-klokke, som hang over hans hoved. En magen til den som havde haft sin plads på en klippeafsats på Stone Island, og magen til dem han og hans bror havde brugt de sidste to år på at finde og destruere. Selv efter flere års forskning i klokkernes oprindelse kunne Howard stadig ikke finde ud af, hvor klokkerne stammede fra. Det var tydeligt, at de ikke kom fra denne verden, men hvilken verden, de så kom fra og hvorfor, var stadig et mysterium. Selv klokkernes sande navn var ukendt. Taro-ordenen havde blot taget patent på disse artefakter uden egentlig at have en ide om, hvad de i virkeligheden var. Som hans søskende og han selv havde erfaret, gjorde de det muligt at åbne portaler til andre verdener, men prisen var som regel stor.

For stor for Howard.

Taro-ordenen, som var en hemmelig orden af troldmænd, havde brugt klokkerne i årtusinder til at tilegne sig umådelige kræfter og magt over andre. Et misbrug som ordenen ikke så skævt til, men som havde ledt til mange folks lidelser igennem årene. Klokken her i Graywick havde været inaktiv i mange år, men det lod til at den lokale troldmand havde haft planer for byen et stykke tid.

                             Howard gjorde sig klar til et ritual som skulle uskadeliggøre klokken, og lukke membranen mellem verdenerne. Han stillede sig lige under klokken med sin stok i hånden og gjorde sig klar til at begynde. Han var stadig alene og han vidste at et sted ude i mørket holdt hans bror, Marcus, sig klar, i tilfælde af, at Howard skulle komme i knibe.

                             Klokken slog an, som svar på ritualet. Han måtte først åbne porten for at lukke den for evigt.

Dens rumlen fik ruinen til at ryste og skælve, og Howard gjorde sit for at holde sit sind i nuet og ikke i sin fortid, som var forpint af klokkens nådesløshed på Stone Island. Han forsatte ritualet, som bestod af meditation og en besværgelse, som blev udtalt på et sprog fra en anden verden. Howard messede, og klokken slog igen og igen. Det var kun et spørgsmål om tid, før byens folk og troldmanden ville storme op til ruinen, men ritualet kunne ikke fremskyndes. Over ruinen samlede skyerne sig til et tykt sort tæppe, og vinden blæste voldsomt omkring ham. Han åbnede øjnene og så den ene sære verden for sig efter den anden. Ved klokkens første slag var der en verden fuld af teknologi og vidunder. Det var som at se ind i en science-fiction-historie. Flyvende transportmidler i en by der lod til at strække sig ud over horisonten. Sære væsner på gaderne i alle former og skikkelser, som bar alle mulige forskellige slags elektronisk udstyr; svævende skærme foran deres kroppe, som hang frit ude i luften, uden tegn på fremdrift eller ophæng. Blinkende metalting som stak ud gennem deres rygge eller andre steder på deres kroppe, og ekstra lemmer i både solidt og fleksibelt materiale, som tillod væsnerne at bevæge sig ubesværet rundt på gaderne og endda op og ned ad bygninger som næsten så ud, som var de lavet af lys. Der lød endnu et slag; den sære højteknologiske verden forsvandt, og Howard så nu ind i en verden af mørke. Det eneste tegn på liv var hurtige skygger, som bevægede sig fra et sted til et andet, lydløst og forsigtigt. Klokken slog igen og igen, og for hver gang kunne Howard se ind til et nyt forunderligt eller forfærdeligt sted. Da klokken havde slået sit ottende slag, og skulle til sit niende og sidste, kunne Howard høre skrig og larm ikke langt fra sig.

Marcus var gået i gang. Howard havde tiltrukket sig opmærksomhed fra byens folk. Han ønskede blot, at Marcus ikke ville skade for mange, og ikke for voldsomt. Det var trods alt ikke beboernes egen skyld, men en grådig skrupelløs troldmands foragtelige handlinger der havde ledt til den situation, de befandt sig i nu. Lige før klokken slog sit niende slag, kunne Howard fornemme, at der var nogen i nærheden af ham. Et øjeblik så han en mørk dæmonisk skikkelse med lysende grønne øjne og horn i panden for sig, og det næste øjeblik fløj han gennem luften. Kastet gennem ruinen af en usynlig kraft. Howard smagte blod i munden, da han landede hårdt på en blanding af jord, sten og græs. Bag fra træet trådte en skikkelse frem iklædt en præstekjole. I hånden holdt han en læderindbundet bog.

                             ”Hvem tror du egentlig, at du er?” Udbrød præsten rasende, hans stemme lys og skinger. Han brugte sine kræfter til at løfte Howard fra jorden, så hans fødder ikke længere kunne nå et fæste. Howard kiggede manden i øjnene og så galskaben havde sat sit tegn.

                             ”Ved du overhovedet, hvad du har gang i?!” Spurgte manden foragteligt. Han strammede sit greb om Howard. Han kunne mærke en kraft overalt på sin krop. En kraft som prøvede at knuse hver en knogle i hans legeme. Vinden omkring dem forsatte med at rive i ruinen, og klokken buldrede over hovedet på dem. Luften føltes elektrisk af energi, som kom passerende fra andre verdener. Howard fik endelig overblik over situationen, og med lethed fik han brudt grebet om sig selv og lod sig stille dale ned på jorden igen. Præsten fik sådan et chok over Howards evne til så let at bryde hans greb, at han gispede. Han trak armene tilbage og kastede dem frem i Howards retning. Fra præstens hænder sprang et lyn frem, som forbandt sig direkte med Howards position. Da røgen lettede, og Howards krop var forsvundet, brød manden ud i latter. En sort plet var alt, der var tilbage.

                             Præsten gav sig til at le.

                             ”Sådan en andenrangs tåbe.” Fnøs han, lige før han et øjeblik stivnede.

                             ”Giv op, præst!” Howard havde en advarende tone i sin stemme. Præsten drejede rundt for at se, at Howard stod ovre ved den vestlige del af kirken. Han havde teleporteret sig selv, det øjeblik lynet skulle have ramt ham. Præsten svingede armene omkring sig i vildskab, idet han drejede omkring. En bølge af energi fulgte med i hans bevægelse, som var så voldsom, at den skubbede en forfalden mur omkuld. Den sluttede pludseligt ved Howard. Et usynligt skjold brød bølgen, og alt omkring Howard var stille, mens alt andet var som en storm. Luften omkring ham blev fyldt med lys og støv fra energien mellem de to kræfter. Præsten trampede i jorden i frustration.

                             ”Hvem fanden er du?”

Howard svarede ikke. Han pegede stokken i præstens retning, og lod præsten flyve gennem luften og ende i kollision med en væg. Præsten gispede og stønnede, men skyndte sig op på benene igen og lod endnu et lyn forlade sin krop. Energiladningen var så stor, at der, hvor lynet ramte, var der et mindre krater. Præsten gik i knæ af udmattelse, hans vildskab kostede ham hans udholdenhed. Han gispede efter vejret, og tunge perler af sved havde samlet sig på hans pande. Howard lagde en hånd på præstens ryg og lod ham flyve gennem luften endnu en gang. Endnu en gang havde Howard teleporteret i sidste øjeblik, før lynet ville have ramt ham.

                             ”Hvem er du?!” Skreg præsten igen, da han var kommet op og stå. Han blødte fra munden, og hans arm var tydeligt såret. Howard trådte frem i månelyset og valgte denne gang at svare manden.

                             ”Howard Stone.” Svaret kom med en autoritet, som satte sit mærke i præsten. Han var fyldt med skræk.

                             ”Troldmandsjægeren? Hvad vil du med mig? Jeg har ikke brudt nogen Taro-love. Dette er min ret!”

                             ”Du har ingen ret over disse mennesker. Dit lille show stopper her, præst.” Howard gav præsten endnu en flyvetur; denne gang voldsommere end de forrige. Præsten var stort set drænet for energi, og det var ikke andet end galskab og viljestyrke, der fik ham på benene igen.

                             ”Jeg har al ret!” Skreg han. Denne gang prøvede han ikke med et angreb. I stedet for svingede han armene ud i en cirkulær bevægelse og lod et skjold forme omkring ham selv. Han løftede derefter armene op mod klokken. Howard sendte en bølge af energi af sted, men den prellede af på skjoldet.

                             ”Jeg ser, at du har gjort den klar for mig”, grinede han med en gal latter. “Måske jeg skulle inkassere dusøren på dit hoved selv.” Præsten strakte en arm i vejret, og lod derefter klokken slå sit sidste slag. Et lys sprang frem bag ham, og for et øjeblik kunne Howard se ind i den fordømte verden, som var Kryznakh endnu en gang. Manden lod energien gennembore sin krop, og med et smertens skrig lod han sin krop transformere til en forfærdelig vanskabning. Hans højre side af kroppen voksede hurtigere end den venstre, og hans kød skiftede farve – fra hudfarvet til en lilla og rødlig nuance som hærdede sig selv, og blev hård som drageskæl. Hans højde blev ganget med tre, og da trolddommen var færdig, stod en frygtindgydende vederstyggelighed tilbage. Et bjerg af pulserende muskler, fordrejet og korrupt. Væsenet var foroverbøjet som en gorilla, men dens krop var ikke dækket af pels. I stedet for var den dækket af noget, som mindede mere om skæl, og dens øjne lyste rødt med had. Howard kunne mærke præstens nye kræfter i luften. De var kvælende. Lige så kvælende som den stank som bredte sig fra det unaturlige væsen, præsten var blevet til. Vederstyggelighedens ansigt var næsten skjult i en grotesk masse af kød og muskler, men visse træk trængte stadig igennem. Kirken skælvede, da monsteret tog et gevaldigt skridt, som udløste en bølge af rå energi. Howard måtte kæmpe mod med sine egne kræfter for ikke at blive kastet bagover. Han forsøgte sig med at sende en trykbølge mod væsenet, men det rykkede sig ikke en tomme. Selv med stenens kraft stod han over for en formidabel modstander. Med lynets hast udførte monsteret et par kraftfulde hop i et forsøg på at nedlægge afstanden mellem dem. Howard måtte bruge sine evner til at teleportere sig ud ad væsenets vej. Uhyret fløj gennem luften og stoppede ved en mur som næsten væltede, da han ramlede ind i den. Monsteret udstødte et brøl og hævede armene for at samle kræfter til en magtfuldt angreb, men Howard kæmpede imod. Han forsøgte sig med at gribe fat om uhyret, men det var for stærkt. Selv Howards magi blev blokeret, og væsenet brød hurtigt fri. Igen sprang det mod ham, men Howard undveg, dog kun lige med nød og næppe. En klo havde strejfet hans ribben, og Howard kunne føle sit tøj blive vådt af tyktflydende blod. Hans åndedræt blev besværet, og hans syn producerede dobbeltgængere. Howard skyndte at skjule sig bag ved træet uden for vederstyggelighedens synsvinkel. Den transformerede præst begyndte at kalde efter ham – i en hånende tone, mens Howard forsøgte at finde på en plan for at stoppe den gale skabning.

                             ”Kom frem, kom frem, lille troldmandsjager,” hånede præsten med en dyb latter. Hans stemme var blevet dybere og mere passende til hans nye krop. Han bevægede sig rundt i cirkler på alle fire som et dyr for at få øje på sin modstander.

                             ”Tror du virkelig på, at du kan besejre mig!? Jeg har drænet denne by for dens livskraft, og jeg har tæret på de andres verdener i månedsvis. Jeg er blevet mere mægtig end selv dig.” Uhyret lod tilfældige bølger af energi kaste ting omkring i alle retninger, i håb om at tvinge Howard ud af sit skjulested.

                             ”Vi burde slet ikke være fjender, men venner. Du har forrådt din egen slags, Howard Stone. Dig og dine fordømte søskende.” Monsteret blev utålmodigt. I sin vrede og frustration over Howards forsvindingsnummer rendte det frem og tilbage med mægtige skridt, som rystede kirkens ældgamle fundament. Støv og et par sten fra loftet faldt ned fra det gamle kirkeloft. Det stod i den samme ende som det gamle fordrejede træ, der stadig stod højt som en truende ond ånd.

                             ”Leder du efter mig?” Howard stod pludselig midt i lokalet. Han brugte sine evner til at løfte gamle murbrokker op i luften og kastede dem mod monsteret. Der var ikke megen effekt på den nærmest uskadelige hud. Monsteret stormede igen i Howards retning, og igen ramte det intet andet end luft. Da det stoppede op, var det kun for igen at mærke et angreb i ryggen, Howard var pludselig bag det. Monsteret sendte et lyn mod troldmandsjægeren. Lynet fik kirken til at ryste så voldsomt, at klokken, som hang over deres hoveder, slog et slag. Howard trådte frem fra en skygge, som det gamle træ kastede, og gav sig til at forberede en større besværgelse, men uhyret havde ikke i sinde at lade ham færdiggøre den. Med et kampskrig sprang det mod Howard, som forsvandt i den tomme luft. Pludselig kunne monsteret mærke træets spidse fingerlignende grene bore sig ind i dets krop. Det kastede sig omkring for at rive sig fri, men smerten gjorde det ubærligt. Træet strammede sit greb, indtil uhyret var fastlåst. Kirken rystede, og overalt omkring uhyret faldt der murbrokker og støv.

                             ”Kæmp mod mig! ” Skreg det med en gurglende stemme. Howard befandt sig ved kirkens indgang. Han fik træet til at stramme grebet endnu mere. Monsteret skreg i frustration og smerte. På trods af at det forvoldte uhyret voldsomme smerter, strakte han en arm mod Howard og sendte en lyskegle af energi imod ham, men Howard gjorde gengæld, og ved sammenstødet udsprang en gevaldig eksplosion af energi. Kraften var så voldsom, at kirkens loft faldt sammen og begravede skabningen under et bjerg af sten og afbrændt træ.

                             På trods af alt det slog uhyret sig alligevel vej op igennem murbrokkerne, og fik befriet sin overkrop. Skabningens ben lå stadig fastklemt og knust under de tunge murbrokker. Det blødte voldsomt, og var synligt skadet af det voldsomme angreb. Det så sig omkring i vildskab og fik øje på Howard.

                             ”Diiiiiig!” Skreg det mod troldmanden, som stod i en dyb kampstilling. Howard strakte en arm op mod luften, og monsteret så fortvivlet op. Himlen var sort af skyer, som roterede lige over den.

                             ”Det er slut, præst,” sagde Howard, idet han trak sin arm ned i en hastig bevægelse. Et lyn skød ned fra himlen. Det ramte sit mål. En eksplosion sprang frem, og støv hvirvlede op i alle retninger. Da støvet endelig lagde sig, var der ikke andet tilbage end stanken af monsterets forkullede krop.

Howard åndede lettet op, indtil det gik op for ham, at der stadig var larm i baggrunden. Marcus havde været i kamp med byens folk, men efter præstens død burde de være befriet fra hans trolddom. Han skyndte sig i lydens retning.

                             Da han kom frem, ønskede han, at han var blevet, hvor han var. Det var tydeligt på områdets tilstand at se, hvad der var sket. Lig lå sønderknuste sporadisk omkring i landskabet – nogen i flere dele. Kampen mellem byen og Marcus havde været en blodig en. Der var lig af mænd, kvinder, gamle mennesker. Howard så endda kroppen af et hovedløst barn, som lå sammenkrøllet i en busk. Hovedet var ingen steder at se. Tykt blod sivede stadig ud af den lille hals; det gled ned af trævler af kød og videre ned på jorden, som var gennemvædet af den røde væske. Howard fik øje på en lille gruppe mennesker, to kvinder, en mand og et barn, som kom løbende hen over et græsareal. De skreg, mens de flygtede over plænen, da en ørn fløj hen over marken.

                             ”Marcus! Vent!” Råbte Howard af sine lungers fulde kraft. Men før han nåede at gøre noget, greb ørnen fat i den ene kvindes skulder med sine stærke kløer. Blod sprøjtede fra hendes sår. Det eneste, der holdt hende på benene, var fuglens mægtige greb. Et øjeblik efter havde kløerne forvandlet sig til et kæbeparti på en bjørn, som bed kvindens skulder helt af, hvorefter den satte sig over de resterende mennesker. Den anden kvinde tog barnet op i favnen, mens manden hurtigt blev ned lagt af bjørnen. Howard var lamslået over vildskaben af Marcus’ angreb, men da han så bjørnen ændre skikkelse til et kattedyr og sætte i spring efter kvinden og barnet, lod Howard en bølge ramme dyret, og sende det ud af kurs. Støv blev kastet op i luften, hvilket gjorde det svært at se, hvad der foregik. Et pludseligt skrig og en lige så pludselig stilhed var alt Howard skulle bruge, for at vide han ikke havde reddet hverken kvinde eller barn. Howard gik hastigt over mod støvskyen, som snart lagde sig igen. Marcus kom gående frem fra mørket, hans lyse hår hang ned langs hans ansigt, der var vådt af sved og blod. Hans muskuløse overkrop var ligeledes hærget, såvel som den smule tøj han stadig havde på.

                             ”Marcus. Hvad er det, du gør? De var allerede befriet?! Præsten er død!” Råbte Howard.

                             ”Ja, nu er de i hvert fald.” Svarede Marcus henkastet tilbage. Han tog et lommetørklæde fra et lig til at tørre sit ansigt med. Det var en ung mand, som lå kvæstet på jorden. Tomme glasagtige øjne stirrede dødt ud i horisonten.

                             ”Der var ingen grund til at slå dem ihjel. Vi kom for at hjælpe dem, Marcus.” Howard sank i knæ, mens en tåre trillede ned ad hans kind.

                             ”Gjorde vi det?” Marcus rejste sig op og gik hurtigt hen imod Howard. ”For sidst vi snakkede om det her, så lukkede vi de her knudepunkter for at undgå, at Xeroth vender tilbage og indtager vores sind endnu en gang. Det er ikke Røde Kors eller Amnesty, husker du nok,” citerede han. Ordene var Howards egne blot få måneder tidligere. Marcus havde udtrykt sine bekymringer omkring deres mission.

                             ”Hvad nytte skal det gøre? Skal vi gå og passe på alle andre, mens vi prøver at forhindre, at vi selv bliver ofre?” De stod i det runde lokale på Stone Island. Regnen slog let mod ruderne.

                             ”Selvfølgelig skal vi ikke det, Marcus. Vi gør det her for at undgå, at Xeroth nogensinde kan komme tilbage og indtage vores sind. Dette er ikke Røde Kors eller Amnesty. Hvis der er nogen som står i vejen for os, så fjerner vi dem med alle de midler, vi har til rådighed.” Havde Howard svaret ham. Ord, som han nu måtte sluge som en ækel pille. Som et stædigt barn så nægtede han dog. 

                             ”Du er et vildt dyr, Marcus!” Howard fortrød ordene i det øjeblik, de forlod hans mund. Hvis Marcus var irriteret før, så var han decideret vred nu. Han krummede ryg og begyndte at gå frem og tilbage med hastige skridt, mens han tog sig til hovedet med den ene hånd.

                             ”Et vildt dyr?” Snerrede den store mand tilbage. ”Hvad hvis vi havde ladet en af dem leve, og han fortalte, hvad der var sket? Tror du, vi kan holde alting hemmeligt i en verden fuld af satellitter, mobiltelefoner og internet?” Marcus fnøs, mens han sagde det. “Hvordan tror du, verden ville have det, hvis de fandt ud af, hvad vi var i stand til? Der er en grund til, at Taro eksisterer, Howard.” Marcus kastede lommetørklædet skødesløst fra sig.

                             ”Du er naiv, hvis du tror, vi kan lade dem leve. Desuden så har vi befriet dem. De behøver ikke leve med skyldfølelse længere, vel?”

                             ”Marcus!” Howard vidste ikke helt, hvad han skulle sige. På sin egen måde havde hans bror ret. Hvis verden blev bekendt med Taro-orden, var det ikke til at forudse, hvilke konsekvenser det ville have.

                             ”Jeg er soldat, Howard. Det har jeg altid været – på grund af dig. Glem ikke det.” Med de ord forvandlede Marcus sig igen til en ørn, der fløj væk i en fart. Howard sukkede, mens han så sin bror forsvinde i horisonten. Igen måtte Howard selv finde vej hjem til Stone Island.

109 Sol, 22. Cyklus Før Ødelæggelsen

Skrighavet – Kryznakh

                             Skibet blev kastet voldsomt frem og tilbage af mægtige bølger, mens vinden rev og flåede i de mørkegrønne sejl, som bar den hvide Rh’hinal – et væsen som var en blanding af et menneske og en ørn, som også agerede som skibets mandskab. Havets overflade var sort og spejlblank. Fjernt kunne Juvar Stormslag høre nervepirrende lyde skære sig igennem vinden og bølgesprøjtene. Søslangerne, som havde deres hjem i det dybe ocean, lod deres flere meter lange kroppe springe fra bølge til bølge. Ved hvert spring udstødte de det skrækindjagende skrig, som havde tildelt havet sit navn, Skrighavet.

Juvar stod urokkeligt på det øverste dæk af Flammesjælen. Hans vinger var foldet sammen på ryggen, så de udgjorde en hvid og gylden kappe. Hans sølvdekorerede rustning glimtede i månelyset, mens han klappede rælingen på skibet i respekt for dets udholdenhed. Det var et ondsindet uvejr, de befandt sig i. Med stolthed betragtede han skibet, som målte hele 122 meter i længden og 22 meter i bredden. Langs siderne var der gjort plads til hele 212 kanoner, hvilket gjorde det til det største skib i hele den royale flåde. En sand perle i den royale flåde. Det var kongen, Yggra Xadarian, selv, som havde overrakt ham nøglen til skibet. Det var blot en symbolsk nøgle i guld, som hang om hans hals. Et tegn på at han nu var Kaptain over Flammesjælen, og derved kommandør over den største flåde der havde sejlet på havene de sidste to hundrede år. Antallet af skibe var kun overgået af Kaptain Kleew, piratkongen, som havde samlet de elleve klaner, før Brødrekrigen overhovedet var begyndt.

Juvar lod sit blik vandre over den mørke horisont. Regnen havde gennemvædet hans vinger, så de ville ikke komme til meget nytte, hvis de skulle ende i kamp. Vinden var for stærk, og fjerene for tyngede af vand til at kunne bruges. Hans blik startede mod vest, hvor han ikke kunne se meget andet end det urolige hav og oprindelsespunktet for stormen, som nu rev i hans sejl. Fem bjerge mod vest stak op gennem landskabet som et sæt tænder. De fik vindende til at samle sig og sætte kurs mod Skrighavet. Derfor kom vejret ikke som en overraskelse for Juvar og hans mandskab. Ikke desto mindre var det som et helvede for sømænd. Tovene, som holdt sejlene fast, begyndte at danse og vibrere voldsomt i den vilde blæst.

”Hejs sejlene! ” Skreg han med en stemme, som tilhørte en sand feltkommandør. Det var afgørende, at hans mandskab kunne høre selv hans mindste ordre, og hans stemme overdøvede sværdkampe, kanoner såvel som storme på midten af havet. Som han selv, var de alle også Rh’hinaler, de fleste mørkegrå og sorte, men der var et par enkelte hvide som ham selv, og som på hovedsejlet, og flaget over masten. Dog var han den eneste, som bar de gyldne fjer, som var en sjældenhed blandt sin race. En sjældenhed som ofte blev forbundet med enten guddommelige kærtegn eller forbandelse. I Juvars tilfælde var det første klart skinnet igennem.

”Vi kan ikke tillade stormen at rive vores sejl i stumper og stykker.” Han vendte sig mod en Rh’hinal, som stod nær ved. “Send besked til resten.” Uden spørgsmål eller beklagelse blev hans ordre udført til punkt og prikke. Rh’hinalen tændte en kanon, som pegede direkte op i luften. Et øjeblik efter farede en blå ildkugle op mod himlen. Den hang højt i luften et øjeblik, før den forsvandt. Straks efter begyndte sejlene på resten af flåden at folde sig sammen.

Juvar havde nøje udvalgt sit mandskab. De bestod af de modigste soldater. De fleste havde han kæmpet med før, nogen helt tilbage til begyndelsen af oprøret for 150 år siden. Dengang Xeroth Xadarian forrådte sin egen bror i et forsøg på at gribe magten og bestige tronen. Det havde næsten lykkedes ham dengang, men Juvar havde været del af kongens egne livvagter, da Xeroth slog til. Femogtyve havde de været i alt til at beskytte Yggra Xadarians liv, da Xeroth trængte ind i tronsalen. Kun tre overlevede kampen, og en af dem døde kort tid efter af sine sår. Det var dog kun en håndfuld af hans mænd, der havde været med fra starten af. Langt størstedelen var født ind i en verden af krig og ødelæggelse. Det eneste, de havde kendt til, var usikkerhed og had til en fjende, de kun havde kendt ved navn og fortælling. Xeroth var blevet en skrækhistorie, gamle koner fortalte de små og unge, når de havde lavet unoder. 

Juvar lod sit blik glide mod nord, hvor han langt fremme kunne spejde de sultne søslanger med sine altseende øjne. Skrigorme, som mandskabet kaldte dem, sprang mellem bølgerne. Deres skæl glimtede som diamanter mellem bølgesprøjt, mens deres pirrende skrig efterlod sig et ekko, der rejste langs havets overflade. Han gav ordre til styrmanden om at korrigere mod nordøst. Kom de for tæt på slangerne, ville de springe over skibets dæk og i forbifarten gribe fat i hans mandskab med deres altædende munde. Skibet navigerede smertefrit gennem det bølgende landskab. Roret blev assisteret af en række lange årer på hver side af skroget, der stak ud fra et af de lavere liggende dæk. Synkront hjalp årerne skibet med at holde sin kurs selv i de vilde bølger.

En stor bølge angreb skibet, hvilket fik det til at vippe som en gynge, nogen havde sparket til med en voldsom kraft. Juvar tog fat i rælingen, men så at to af hans yngre sømænd snublede på dækket. Skibet rokkede sig selv på plads, mens det forsøgte at lade vandet glide af sig. Den yngste, en grå fugl hvis vingespidser gled over i en hvid farve, trillede ned langs siden. Han kastede armene omkring sig for at gribe fat i noget, men hverken hånd eller klo fandt et mål, mens han gled tættere og tættere på kanten. Juvar sprang hurtigt ned fra topdækket, hvor han havde stået for at holde sit overblik, og ned på hoveddækket. Med lynets hast fik han fat i et reb og slynget en løkke omkring knægtens krop. Juvar trak til i sidste øjeblik, før fuglen ville have gledet udover kanten og endt i havet. På trods af det gyngende underlag og den stridige vind kom den unge fugl atter på benene. Han rakte en knyttet næve i vejret som et tegn på taknemmelighed og respekt for hans kaptajn. Juvar nikkede tilbage og klatrede igen op ad trappen til sin udkigspost. Hans blik fulgte nøje strømmen i vandet, som skibet brugte til sin fordel.

Der var stadig ingen tegn på fjender. En ting han var taknemmelig for. Vejret taget i betragtning var det næppe i deres favør at kæmpe i en storm. På den anden side var han ivrig efter at gribe omkring forrædernes nakke med sin klo og klemme til. Han klappede grebet på sit sværd, som hang ned langs hans venstre side. Juvar havde ingen kone, ingen børn, den eneste familie, han havde, var om bord på skibet i form af hans mænd og hans sværd. En soldats liv var simpelt, og det var sådan, han foretrak det.

”Se der!” Lød det fra en fugl, der pegede udover bagbords side. Flere af fuglene kiggede i den samme retning mens de skræppede og råbte i afmagt.

Et lyn sprang ned fra himlen som en issyl og gennemborede et af flådens skibe. Juvar så hjælpeløst til, da en af hans skibe i flåden stak i flammer. Masten var væltet i lynnedslaget, og skibet var allerede begyndt at overgive sig til bølgernes konstante angreb.

”Kaptain – skal vi sende nogle ud efter dem? ” Lød spørgsmålet fra den unge fugl, han et øjeblik før havde reddet fra at dele skæbne med de stakler i vandet. Juvar kunne se, at knægten var ivrig efter at springe i baljen for sine kampfæller.

”Nej.” Lød det til den unges fugls skuffelse.

”Meeen, vi kan stadig nå at redde nogen.” Protesterede en anden fugl, som stod klar ved siden af den grå med de hvide vingespidser.

”Nej.” Gentog Juvar. Hans øjne glimtede i raseri over at skulle gentage sin ordre. Skrig og råb om hjælp trængte gennem stormen og nåede Flammesjælens dæk. De to Rh’hinaler skulle til at protestere yderligere, da de pludselig blev afbrudt af en uhyggelig lyd. Juvar blev dog ikke overrasket, da han blot havde afventet den nervepirrende lyd, som stammede fra havets overflade. Lyden af skrig, og de var tæt på. Med de mange fugle i vandet som kæmpende sank til bunds, blev slangerne tiltrukket af den fede buffet, der stod klar til dem.

”Parader!” Hans stemme bragede igennem larmen. De to unge fugle opgav og sprang ned på dækket til de andre.

Skrigormene var her.

Dækket begyndte at kravle med fugle, der løsnede lemme på begge sider af skibet. De slog dem op en efter en, så de dannede en mur rundt om dækket. En af fuglene gled, idet han skulle hæve sin lem, og før han nåede at få fodfæstet tilbage, var han allerede væk. En lang sølvgrå krop, som var godt en halvmeter i diameter sprang fra en bølge, og med et skrig fra et tandfyldt gab greb den fat i sit bytte og forsvandt ud på den anden side af skibet.

”Op med de parader! Nu!” Skreg Juvar. Hullet blev hurtigt lukket. I et øjeblik var de i sikkerhed for søslangerne, men han vidste, at disse vande rummede større fjender end havdyr. Flere lyn slog ned i havoverfladen overalt omkring dem, og skrigormene kastede sig selv desperat ind i lemmene i håb om at bryde igennem. Larmen fra tordenbrag, den hvinende vind og de skrigene søslanger havde en terroriserende effekt. Hans mandskab forstærkede lemmene med deres egen vægt, mens de borede deres kløer ned i dækket for at stå bedre fast. Der var dog andet i luften end skrigormenes hyl. Juvar spejdede igen ud mod alle retninger usikker på, hvad han ledte efter.

”Der er noget ondt ved den storm.” Lød det fra fuglen ved siden af ham. Hans gamle ven, Heerande, kiggede med sit ene gode øje på ham, det andet var dækket til med en metalplade, som gik helt ned til hans korte næb. Heerande stod stolt med sine grå fjer, der næsten var farvet sorte af regnen, og kløerne boret ned i dækket, så han ikke behøvede at holde fast med hænderne. Han stod som en urokkelig statue.

”Jeg hader, når du ødelægger mit dæk.” Svarede kaptajnen køligt tilbage. “Desuden har det smittet af på mandskabet. Mit dæk ender med at være mere et net end et usselt plankegulv.” Juvar pegede ned mod mandskabet, som stadig stod med deres kløer plantet nede i dækket. En bølge slog mod siden af skibet, så hårdt at Juvar blev nød til at støtte sig til et reb for ikke at vælte. En dyb latter blev udløst hos den enøjede Rh’hinal.

”I det mindste står jeg fast.” Hans ansigt blev dog igen alvorligt og en anelse overtroisk. “Men jeg siger dig, Juvar. Der er noget ondt ved den her storm. Noget er på vej.” Juvar lod blikket spejde udover havet endnu en gang. Endnu en søslange forsøgte at fange et let bytte, men endte sin rejse fra bølgen med et bump mod de hejste lemme, hvilket kvalte dens skrig.

”Vi er stadig langt fra kysten. Xeroths lakajer kan ikke have opdaget os. Ikke endnu.” Heerande borede kløerne dybere ned i træet.

”Det er ikke oprørerne, jeg mener. Der er noget andet i luften.” Juvar overvejede Heerandes ord eftertænksomt. Efter at have kæmpet side om side med den grå fugl i mere end to hundrede år havde Juvar lært at stole på Heerandes intuition. Desuden havde Juvar følt noget selv, en uforklarlig fornemmelse af, at der gemte sig noget i dybet, borede sig længere og længere ind i hans sind. Heerande var blandt de tre overlevende ved slaget, der startede ’Brødrekrigen’, som den var kendt som. Metalpladen, der dækkede hans venstre øje, havde været prisen for, at han havde stået op mod selveste Xeroth i tvekamp. Xeroth havde overmandet den grå fugl, men kampen havde købt nok tid til at få Yggra i sikkerhed og få nedkæmpet Xeroths angrebsstyrke. Den mørke prins havde ikke haft andet valg end at flygte, men først efter han havde taget Heerandes øje, og næsten hans liv.

”Jeg kan også føle det. Som om luften er ladet med energi. Det føles som…”

”Som magi.” Afsluttede Heerande betænksomt. “Der er magi i luften, og jeg tvivler på, den er til vores gavn.”

Juvar svarede ikke.

Heerande kløede sig rundt om metalpladen.

”Udover den gamle er det kun Xeroth, som kan tøjle verdens skjulte energier. Det har inkvisitionen sørget for med deres renselse.”

”Der er stadig nogen derude. Vi har fået rapporter om enkelte praktiserende, som er blevet drevet i skjul eller til fjendens side på grund af de fanatikere. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår kongens intention, og grundlag…” Juvar færdiggjorde ikke sætningen, men tænkte for sig selv, at jagten og indkvarteringen af magiudøvere var en rystende beslutning. Det var sandt, at magi kunne tage mange forfærdelige former, men magien gemte også på smukke mirakler, som at helbrede de syge, sørge for at høsten voksede sig højt, eller beskytte folket mod fjender.

”Et fjols forsøger sig med et kup, og så skal alle straffes. Det er det rene vanvid. Nu er alt magi overladt til én vogter, der ikke engang har lov til at bruge det i kamp. Den gamle er blevet sat som en prinsesse i et tårn, og resten bliver myrdet i gaderne.” Heerandes skarpe tone var som taget ud af Juvars tanker, men han ville aldrig få sig selv til at tale skidt om sin konge. I stedet tav han og forsatte med at overvåge deres situation.   

I næste nu splittede himlen sig på midten. Et grønt lyn skar gennem en sort himmel og slog direkte ned i hoveddækket på Flammesjælen.

”Hvad trolddom er dette?” Først nu rørte den urokkelige Heerande på sig. Hans rustning var mørkere og tungere end Juvars, men den glimtede stadig i månelyset. Der var intet at se på dækket, ingen flammer. Intet andet end en tyk grøn røg som steg op fra det sted, hvor lynet havde slået ned.

”Status!” Råbte Juvar, men der var vild forvirring på dækket. Et par af fuglene var faldet om, andre tog sig til hovedet eller forsøgte at orientere sig. En dyb rumlen lød fra havets dyb. Som lyden fra et horn der blev blokeret af en tyk væg eller et stykke stof. Juvar og Heerandes blik mødtes.

”Xerothianer!” Råbte Juvar.

”Til våben!” Tilføjede Heerande, som havde forudset Juvars næste befaling. Juvar forsøgte at placere lyden, da den kom igen, men det var umuligt. Måske kom den et andet sted fra. Det eneste han kunne konstatere var, at den var tæt på. Han kiggede udover sin flåde på 150 skibe, som fulgte ham. Han gav et signal og en rød ildkugle blev skudt op i luften. En advarsel til resten af flåden om, at fjenden var nær. Røgen på dækket nægtede at fortage sig, det var stort set umuligt at se gennem den mørkegrønne farve. Der var dog stadig ingen tegn på flammer, hvilket var en god ting. En brand på et skib var det værste, der kunne ske. Søslangerne gjorde hold med deres nytteløse angreb og valgte i stedet af sætte kurs mod dybets evige mysterier. Kanonerne var ved at rulle frem bag skjulte låger på siden af skibet, da et brag, som ikke stammede fra et lynnedslag, pludselig bredte sig over havet. Midt i flådens formation begyndte flere skibe at gå til bunds, som var de blevet beskudt af en usynlig fjende. Juvar kiggede ud mod vandet og så flere skibe gå ned. Ingen fjender i syne, hverken mod øst, vest, nord eller syd. Heerande sprang ned på hoveddækket for at få styr på mandskabet, da der stadig herskede forvirring og kaos dernede. Juvar fangede sig selv i at sætte kløerne i dækket, da skibet gjorde et voldsomt ryk, som var det blevet ramt af noget stort og tungt. Han bandede over mærkerne, han havde efterladt i sit fine gulv, da han kiggede udover horisonten. Stadig mødte hans blik intet andet end den sorte linje, der skilte havet med himlen. Den tykke grønne tåge var stadig ikke taget af, hvilket gjorde det umuligt at se, hvad der foregik på hoveddækket. Heerande var i færd med at kommandere fuglene, som så småt var begyndt at klargøre kanonerne på hoveddækket. Flere af dem trak sværd og spyd og forsvandt derefter ind i den tykke tåge. Heerande råbte noget op til Juvar, men blev overdøvet af et brag, der stammede fra den grønne tåge. Adskillige fugle kom som kastet ud af røgen. Havde det ikke været for de hejste lemme, ville de fleste være slynget over bord og ud til de sultne søslanger, som var søgt længere ned i dybet. Dog ikke længere end de kunne nappe et let bytte i vandet. Endnu en gang rykkede skibet sig, og Juvar vendte sig mod sin styrmand.

”Hårdt til bagbord. Vend os om!” Styrmanden så forvirret ud, men stolede nok på sin Kaptain til at følge befalingen. Heerande kaldte igen, han stod nede på dækket, men der var for meget larm til, at Juvar kunne høre ham. Skibet drejede langsomt omkring. For langsomt.

”De kommer.” Udbrød han for sig selv.

”Kaptain?” Spurgte styrmanden, som stod ved siden af stadig i færd med at vende skibet.

”Få det skib omkring. Nu!” Juvar skulle selv til at overtage roret, da endnu et horn lød fra dybet af.

Pludselig skete der det han havde forudset blot et øjeblik forinden. Selvom det var umuligt så skete det. Fra havets overflade skød flere sorte konstruktioner frem. Skibe med sorte bannere krøb ud af havet, som var det havuhyrer, der kom op for at fortære den royale flåde. Tre skibe skød op nær Juvars, en hurtig kommando og en salve fra de mange kanoner sendte det ene fjendtlige skib til bunds lige så hurtigt, som det var blevet fremtryllet fra havets dyb. Vandet blev fyldt med Xeroths mørke skabninger, som havde ageret mandskab på de sorte skibe. Ulig den royale flåde, som bestod udelukkende af Rh’hinaler, bestod Xerothianerne af en blanding af store og små skabninger. Mange af dem var kommet til via sort magi og vanvittig videnskab. Små ranglede væsner med lange arme, der stak ud fra vilkårlige steder på deres kroppe, svingede sig mellem masterne, mens de kastede giftige spyd mod deres modstandere, hvis de kom ind for rækkevidde. Deres mørke skæld glimtede i månelyset. Større væsner af forskellige oprindelser stod på dækkene og skreg med en vanvittig blodtørst i deres grove og gurglende stemmer. Nogen med horn fra deres pander, og andre med lang pels der hang løst ned langs deres våde kroppe. De fleste bar lette rustninger, små skjolde og enten spyd, sværd eller køller. Andre havde fået smeltet metalplader ind i deres kroppe, hvilket gjorde dem mindst lige så skræmmende, som de var farlige. Hver eneste bevægelse, de foretog sig, sendte smerter gennem deres krop, men de havde lært at nyde smerten og bruge den som brændstof for deres raseri.

De to andre skibe drejede sig i position. Omkring dem var flåden brudt op. Flere skibe skød frem fra dybet. Der var færre end den royale flåde, men overraskelsesmomentet havde været til deres fordel. Xeroths mørke skabninger udstødte hadefulde kampråb mod den royale flåde, mens deres kanonkugler fløj gennem luften. Juvar fik i sidste øjeblik sin styrmand til at navigere uden om en slagside. I lynets lysglimt kunne de se hængte Rh’hinaler og andre gode skabninger, som dinglede fra masterne af fjendens skibe. En taktik den mørke prins, Xeroth, havde taget i brug for at afskrække sine fjender. Det virkede ikke på Juvar, som blot blev fyldt med et blodtørstigt had fremfor frygt. Han udstedte kommandoer, og med et mesterligt træk sank endnu en af fjendens skibe, men på bekostning af en af hans egne, som endte med at være blottet for et skib der kom til overfladen uden varsel. Dækket var stadig det rene kaos. Hans mandskab råbte og skreg, mens stadig flere blev slynget gennem luften og ind i de efterhånden medtagne lemme. Juvar skulle til at springe ned på dækket for at se, hvad der foregik, da han måtte beordre sin styrmand til igen at skifte kurs. Det var kun med meters afstand, at en af Xeroths skibe sejlede lige forbi hans eget. Xerothianerne havde intet problem med at ramponere direkte ind i et skib for at tage det med i faldet. Slaget rasede, og pludselig fandt Juvar sig selv ansigt til ansigt med Heerande.

”Vi har fundet noget.” Sagde den enøjede fugl hans stemme underligt nervøs. Der var normalt intet, der kunne ryste Heerande.

”Hvad er det?” Juvar følte ikke, han havde tid til meget andet end at styre slagets gang, men da Heerande trådte til side, blev han både forvirret og nysgerrig. Han så pludselig årsagen til kaosset på sit skibsdæk. Røgen havde endeligt fortaget sig, og nede på dækket stod et lille væsen omringet af hans egne sømænd. Det var ikke meget mere end halv størrelse af ham selv, men da en modig Rh’hinal sprang frem med sit sværd hævet over hovedet, strakte det lille kåbeklædte væsen en hånd frem og kastede Rh’hinalen til jorden. Det lille væsen besad en formidabel magt, men det var tydeligt fra måden, det bevægede sig på, at det var ved at blive træt og udmattet. Det tog et skridt, og pludselig tog det sig til sine venstre ribben, som var de brækkede.

Endnu en Rh’hinal fløj gennem luften, og det lille væsen faldt på knæ. Juvar sprang ned på dækket, og før det mystiske væsen kunne nå at gøre modstand, bredte han sine vinger og slog et slag så kraftigt, at vinden slog væsenet omkuld. En stok røg på jorden, for enden af den sad en sort sten. Juvar tog chancen, og med et par hurtige skridt lukkede han afstanden mellem sig selv og sin modstander, som var ved at genfinde sit fodfæste. Foran ham stod en lille sær skabning med et underligt lyserødt skind, der hverken bar fjer eller skæl. Det havde to ben, to arme, og en besynderlig beklædning, men ingen vinger eller hale. Ansigtet var halvt skjult af hætten på kåben, men da et lyn tegnede sig på himlen, kunne han se, at væsenet var såret. Rødt blod løb ned over ansigtet på den ene side. Gennem lyst hår, der hang ned fra den anden side, kunne Juvar se et par grå øjne, som syntes for et øjeblik at lyse, før de igen falmede og blev mørke i det lille væsens ansigt. Juvar havde tusind spørgsmål, men vidste ikke, hvor han skulle starte. Væsenet betragtede ham længe, før det til sidst faldt sammen på dækket.

Skibet rykkede sig, de var blevet ramt, men ikke slemt. Heerande stod pludselig ved siden af ham klar til at springe på det sære væsen, da Juvar afbrød hans bevægelse.

”Før den ned i arresten, og sørg for at den ikke kan komme ud.”

Juvar råbte endnu en kommando, og skibet drejede, uventet for fjenden, den modsatte retning. Fjendens næste salve ramte ved siden af for at finde dem selv stå parallelt med Flammesjælen. En fuld slagside sendte det mørke skib tilbage mod dybet 

”Vi må tage os af den der senere.” Det sære væsen blev ført væk, slaget måtte forsætte.

11. januar, 1877

Stone Island – England

Vindens gysende skrig skød gennem nattens mørke. Sara lå i sin seng og kiggede ud gennem vinduet, som vendte ud mod den lille skov nær palæet. Med en uhyggelig lyd slog regnen voldsomt ind mod ruden i takt med den vilde blæst. I månens blege lys kunne Sara se skovens træer ruske og kaste skræmmende skygger op på væggen modsat hendes seng. Det lignede næsten, at træerne kæmpede imod hinanden. Sara kunne ikke undgå at komme til at tænke på uhyrer og monstre, når hun kiggede på skyggerne., Så hun trak dynen helt op omkring ørerne, så kun toppen af hendes hoved stak ud over kanten. Den smule lys, der var i værelset, stammede fra en blanding af månelyset og et par olielamper, som var tændt på deres laveste blus. Kun lige nok til at holde værelset varmt. Hun ville allerhelst undgå at se ud i skyggerne igen af frygt for at se noget uhyggeligt, men samtidig var synet hendes eneste forsvar. Så kunne hun i det mindste se, hvis en trold eller en vampyr skulle få lyst til at snige sig ind ad vinduet og ind på hendes værelse.

Vinden lavede en skrigende lyd, som startede udenfor, men syntes at slutte indenfor. Sara mente, hun så en skygge røre på sig. Hun blev så bange, at hun gemte sig helt under dynen og valgte at sætte sin tillid til sin hørelse fremfor sit syn. Pludselige hørte hun en lyd, som lød endnu mere uhyggelig end regnen og vinden. Det var en klokke, som slog i det fjerne. Hun syntes, hun havde hørt den lyd før, men kunne ikke huske hvornår eller hvor. Det mindede om et mareridt, som nægtede at forsvinde fra dybet af hendes sind. Lyden skar igennem tordenskraldene, som hærgede på den anden side af ruden. Hun vovede at kigge ud fra dynen, men i samme øjeblik delte himlen sig i to. Værelset blev lyst helt op af et lyn, som var så tæt på, at hun ikke en gang nåede at tælle til ét, før det buldrede højlydt fra tordenskraldet. Saras lille krop hoppede i chok, mens hun gispede. Et lille bord i den anden ende af hendes værelse væltede med et brag, og endnu et lyn glimtede.

Sara sprang ud af sengen med et hvin og løb så hurtigt hendes små, seks år gamle ben kunne bære hende, ned af gangen til naboværelset på venstre hånd. Hun åbnede døren og skyndte sig ind, men sengen, hvor hendes far burde ligge i, stod tom. Igen hørte hun den uhyggelige klokke, og endnu et tordenskrald fik huset til at ryste. Sara løb igen ud på gangen og videre ind på det næste værelse, hvor Elza lå og sov som en sten.

”Elzaaaa…” Vrælede hun desperat.

”Sara?” Mumlede Elza søvndrukken, mens hun satte sig langsomt op i sengen og gned sine øjne.

”Jeg er bange! Der er et spøgelse på mit værelse.”

Elza kiggede overbærende på sin lillesøster, som stod og græd, og rystede af skræk, og tilbød så en plads i sengen. Sara puttede sig helt ind til sin storesøster på ti år, som lagde armene om hende og nussede hendes hår, mens hun sang en stille godnat sang for hende. Lyden af regn, torden og klokker blev pludselig mindre og mindre uhyggelige, og til sidst faldt Sara i søvn.

Han bliver nødt til at hjælpe mig, der er ingen andre som kan! Tænkte hun.

                             Elza var ved at blive desperat. Hun havde ventet på svar i flere uger, og hendes tålmodighed var ved at være opbrugt. Hun havde brugt måneder på at afkode sin faders noter, som hun havde taget med sig, før hun stak af fra øen. Meget kunne man sige om Jonathan Stone, men han var en metodisk mand og et geni. Hans forskning afslørede mange skjulte talenter, som Elza aldrig ville have drømt om i sine vildeste fantasier, men der var stadig meget af det, hun ikke kunne begribe. De eneste drømme, Elza havde disse dage, holdt hende vågen om natten, badet i sved, frygt og forfærdelig sorg.

                             Hvordan kunne Howard gøre det her imod os? Tænkte hun.

                             ”Disse drømme er på en eller anden måde forbundet med faders forskning.” sagde Elza sagte for sig selv. Hun gik hvileløst rundt i det lille byhus, som befandt sig midt i London, et sted, hvor Elza følte, hun kunne skjule sig for verden. Bare endnu et menneske i den endeløse jungle af huse, folk, hestevogne og handel. Overalt, hun trådte, lå der bøger og papirer spredt over gulvene og bordene. Da tavlerne begyndte at mangle plads til formler og diagrammer, havde kridt og kul fundet vej til rummets fire vægge, gulv og loft. Udenfor kunne Elza høre livet i London; heste og cykler, biler og folk. Alle sammen i hælene på hinanden. Hun havde lukket alle døre og skodder. Larmen forstyrrede bare hendes arbejde, og den havde kun fået hende til at føle sig mere ensom end nogensinde før. Udenfor var der mennesker med familier, mænd og koner, børn og elskende. Alle de ting, som Elza ikke længere besad.

                             Ting jeg aldrig kan få.

                             Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget; Paralle universer, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

                             Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

                             Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

                             Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. Brevet var ikke fra den tyske professor, så det havde ligget glemt og uåbnet i sin konvolut længe. Det bar dog et segl; et segl som Elza kendte alt for godt. Det var snart tredive år siden, hun havde set Howard, den aften i 1878, men alligevel havde han altid været i stand til at finde ud af, hvor hun befandt sig henne. I de sidste mange breve havde han tigget og bedt hende om at vende hjem, så han kunne hjælpe hende, men Howard kunne ikke hjælpe. Det var der ingen, som kunne.              

                             Kun én, og han svarede ikke på hendes bønner. Fem breve havde hun sendt, og ikke et eneste svar.

                             Jeg er alene. Jeg er alene i en verden fuld af mennesker og liv.

                             Elza blev igen fortvivlet, og mørket kryb ind på hendes sjæl. Hun satte sig ned, og besluttede sig endelig for at åbne brevet, som havde ligget uforstyrret i ugevis.

                             Hun begyndte at læse – det startede, som det plejede. Howard bad om tilgivelse og ønskede at hjælpe, men Elza vidste bedre end at stole på ham. Længere inde i brevet blev Elza dog alligevel fanget.

                             Det var ikke kun ondskab, som kom med ind i vores verden, Elza. Jeg har følt en forbindelse mellem dette sted og det andet. En forbindelse, som er håndgribelig, men ikke synlig. En forbindelse, som vi kan bruge til at bryde denne forbandelse. Hvis bare jeg havde faders noter.

                             Elza læste videre, men der stod intet om, hvor denne forbindelse kunne findes, eller hvad den faktisk kunne bruges til.

                             ”Spild af tid!” skreg Elza for de lukkede døre og vinduer, hvor kun lidt lys slap ind.

                             ”Forsvind fra mig! Vil du ikke nok bare forsvinde!?”

                             Mørket tætnedes omkring hende, og hun begyndte at miste kontrollen.

                             Er der virkelig intet, jeg kan stille op? Hendes tanker var dystre og sørgmodige.Papirerne i rummet begyndte at blafre omkring hende. I desperation betragtede hun de vilde noter på væggene: der må være noget. Et eller andet sted, må der være en forbindelse, hendes øjne flakkede. En stol væltede, og noter løftede sig fra deres plads. Hvis bare jeg havde faders noter, havde han skrevet. Lyset syntes at svinde bort, og gulvet under hende begyndte at skælve.

                             Vil du ikke nok lade mig være?

                             Hun mærkede et nærvær af noget mørkt, som klamrede sig til hendes eksistens. Hun søgte rundt i rummet, men fandt sig selv alene. Men følelsen blev værre. Elza kunne mærke energien i sin krop blive udløst, og endnu en stol væltede, mens flere dokumenter fløj rundt i lokalet.

                             ”Lad mig være! Jeg ønsker ikke at slå ihjel igen!” græd hun ud i lokalet, men fik intet svar. Mørket blev blot tættere, mens hun desperat forsøgte at finde svar på sine spørgsmål.

                             Hvis bare jeg havde faders noter, havde Howard skrevet. Men hvorfor? Hvad nytte ville Howard have af dem?

                             En dør faldt af sine hængsler, da karmen bukkede og bøjede sig som en fjeder, der blev presset sammen, mens sprækker tegnede sig langs væggene. Luften var så tæt, at hun knapt kunne trække vejret, og hun vidste, det kun var et spørgsmål om sekunder, før hun mistede kontrollen.

                             En famlende hånd greb et stykke papir. I sin håbløshed undersøgte Elza parpiret.

                             Pludselig lettede mørket sig, og Elza kunne let trække vejret igen. Noterne dalede ned på gulv og borde igen. ”Mørkets-materiale!” udbrød Elza lettet, hendes stemme gav genlyd i det store rum.

                             Far var genial! Elza lod sine øjne glide hen over væggene og gulvet, i søgen efter reference til mørkets-materiale. Hun huskede, at hendes fader havde nævnt det flere gange, men hun havde aldrig formået at sætte det i perspektiv.

                             Her! Det er alt sammen lige her!                             Elza fik en pludselig motivation, og begyndte at samle noter, nedskrive formler og diagrammer. Materialet er min vej væk herfra! Med det kan jeg endelig flygte. Med det kan jeg endelig få ro fra al den larm udenfor, alle de minder… Denne gang skulle han nok svare, denne gang ville hun få professoren til at forstå.

”Fred! Frederic”. En kvinde kaldte på ham igennem hans drømme. En kvinde han kendte godt. Hans assistent, Elizabeth; en fremragende bio-kemiker og en ung, smuk kvinde med grønne øjne og lange mørke krøller. Den eneste skønhed, udover videnskaben, som kunne fange Frederics interesse. ”Frederic, vågn op!” insisterede stemmen endnu mere bestemt end før. Han kiggede rundt, men kunne ikke se hende nogen steder i det mørke intet. Ikke andet end en smal skikkelse, omkranset af lys. Måske var det flammer? Det vidste han ikke.

                             ”Frederic, vågn op! Skynd dig!” stemmen tilhørte stadig hans assistent, men den lød filtreret, panisk og mekanisk. Frederik spærrede øjnene op. Den lille røde lampe på hans samtaleanlæg ved sengen lyste, igen hørte han Elizabeths stemme ”Frederic! Vågn op!”. Hurtigt sprang han ud af sengen og for hen til anlægget.

                             Han trykkede på knappen: ”Elizabeth? Hvad er der galt?”, hans hals var tør, han måtte have sovet i et par timer. Det var aldrig til at vide, hvad klokken var, når man var under jorden. Frederic var ikke engang sikker på, om det var nat eller dag.

                             Kan jeg have sovet for længe? Tænkte han. Det virkede som om, det blev sværere og sværere at holde styr på dagenes gang.

                             ”Frederic! Er du der? Hvor fanden er du?”

                             Tydeligvis kunne hun ikke høre ham, der måtte være endnu en fejl i systemet. Det bedste udstyr og personale som 2012 kunne tilbyde, og alligevel så virkede halvdelen af deres ting aldrig. Hele det her projekt var ikke andet end en lang række tekniske fejl og tragedier. Først alle de elektriske forstyrrelser og svigt, som den ene gang efter den anden kostede dem dyrebare data. Dørene åbnede og lukkede, som det passede dem. En af service folkene var blevet klemt i en af de store ståldøre, som havde lukket uden varsel og uden grund; endnu en teknisk fejl i systemet. Stemmen var tilbage. Hun var mere rolig, fattet, og klar i stemmen – og dog. Mere som om hun havde givet op.

                             ”Frederic, jeg ved ikke, om du kan høre mig.”

                             Pludselig lød det som om, at hun råbte væk fra mikrofonen, ”Charlie, hold ham nede!”.

                             ”Frederic, hvis du kan høre mig; det er sluppet løs. Vi kan ikke stoppe det, kontrolpanelet fungerer ikke herfra, du bliver nødt til at lave en lock-down, ste- NEJ! Charlie, spænd ham fast. NU!. NEEEEJ” stemmen forsvandt i et panisk skrig, som skar gennem knoglerne på Frederic. Lige så pludseligt som hendes stemme havde været der, var den væk igen.                            Frederic prøvede anlægget igen, men intet svar. Enten kunne hun ikke høre ham, eller, endnu værre, var hun ikke i stand til at svare.

                             Hvis det virkelig er sluppet løs, tænkte han, så var det sidste mest sandsynligt.

                             Med ét greb han sit armbåndsur og hoppede ud af den kompakte betonlejlighed kun iført sine grå pyjamasbukser, undertrøje og briller. Ikke et syn som Life Gardens personale var vant til at se. Han trykkede på en knap på uret, og et stopur gik i gang. Hvis det var sluppet løs i test-labyrinten, så havde han præcis 12 minutter fra udslippet. Det gav ham måske et sted mellem 6 og 8 minutter tilbage, alt efter hvor lang tid, han havde været om at vågne.

                             Gangen var stille. Der var grå døre på begge sider af gangen; alle sammen lejligheder som lignede hans egen. Det måtte stadig være nat. Ellers ville der være flere folk på gangen, medmindre han havde været længere tid om at vågne, end han havde regnet med. Han kunne kun håbe på det første. Han løb ned ad gangen. Hovedkontrolrummet var en gang til venstre, to til højre, og så lige ud for enden af gangen.

                             Skide bunker er bygget som en labyrint, tænkte han frustreret.

                             Mere end et dusin gange var Frederic faret vild i timevis i den labyrintagtige bunker. Han startede med at løbe ned ad gangen. Han tjekkede uret – der var gået 45 sekunder, da han var nået ned til første sving. Han drejede rundt og forsatte. Stadig var det stille. For stille. Der burde være nogen, der burde være en alarm, men den eneste lyd i den nervepirrende stilhed var lyden af hans forpustede åndedræt og hans hastige skridt. Hvis det var sluppet fri, skulle alarmen gå i hele bunkeren. Var det en fejl? En drøm? Eller endnu et teknisk problem at alarmen ikke var gået i gang? Han havde ikke tid til at tøve. Han kiggede igen på uret. Han havde brugt to minutter. Han lugtede klor. Ikke et godt tegn.

                             Pludselig hørte han en lyd bag en af dørene. Et skrig, uden sammenligning. Det lød kvindeligt, men det var bestemt ikke menneskeligt. Er det for sent? Frederic mærkede frygten krybe ind på ham. Skriget forsatte uden hold, ulideligt og pinefuldt, blev det ved og ved. Indtil der lød et pludseligt bump. Døren gav sig så voldsomt, at han var bange for, at hængslerne skulle knække. Tiden var knap. Han kunne mærke sin puls stige, sveden dryppede fra hans pande, og adrenalinen pumpede løs.

                             Frederic havde stadig tid. Han løb videre mod kontrolrummet. Han hørte flere lyde, den næste værre end den forrige. Nogle så abnorme, at Frederic ikke kunne relatere dem til noget kendt væsen. Insekter, knækkende knogler, skrig fra mennesker, dyr og andre langt værre ting. Alt blev kaos, og intet så ud, som det plejede. Væggene blev mørke og afbrændte. Overalt sprang flammer frem omkring ham, som slikkede loftet, og spredte sig på bart betongulv. Mellem dem, så han igen den lille, mørke, spinkle skikkelse omhyllet af brændende lys. Frederic vidste udmærket, hvad alt det her betød. Han drejede til højre første gang, så anden. Endelig kunne han se døren for enden af gangen. I den sidste etape, besluttede han at sprinte. Desværre kom hans egne ben i vejen og det næste, han blev konfronteret med, var smagen af blod i sin mund, og synet af rå beton under hans hænder.

                             Han skulle til at rejse sig igen, men han havde forvredet sin ankel. At løbe var ikke en mulighed længere. Han humpede af sted, så godt han kunne. Flammerne var stadig omkring ham, selv væggene var begyndt at bløde, og lyden af noget ondt, der forfulgte ham, blev mere og mere tydelig. Han kunne høre dets tunge, men hurtige skridt bag sig. Uden at kigge, humpede han videre. Han nåede døren, åbnede den og smækkede den med lås og slå efter sig. For et øjeblik havde han lukket galskaben ude, og rummet var stille. Stilheden sænkede sig langsomt om ham; indhyllede ham som et betryggende tæppe.               

                             For et øjeblik følte Frederic Emmerich sig sikker. Øjeblikket blev dog ødelagt af et hårdt bump, som ramte døren udenfor. Den var ganske vist en tyk ståldør, men lyden gik igennem ham med et sæt. Virkeligheden kom tilbage til ham og han fór hen til det store kontrolpanel. Med en næve ødelagde han glasset til nøglehullet, tog nøglen fra snoren han altid havde om halsen, stak den i hullet og drejede.

                             Alt blev stille.

                             Ondskaben, på den anden side af døren, var for et øjeblik sat tilfreds. Til venstre for ham var der et skab med forskellige kanyler, forbindinger, og andet førstehjælpsudstyr. Han tog en kanyle med blåt indhold og stak sig selv i låret. Så satte han sig ned i hjørnet af sin stål -og beton celle og lyttede. Han kunne høre den mekaniske lyd af ståldøre og den grusomme lyd af folk i panik og smerte. Han satte sig i fosterstilling og græd.                             Hvad har Sara dog gjort? Er dette virkelig prisen for videnskab? Han kiggede på uret, det stod på 11 minutter. Måske var det for sent. Han kunne kun håbe, og vente på hjælp.

En, To, Tre! På tre svang Marcus armen i en kraftfuld bue og slap granaten. Den fløj gennem luften, og landede perfekt nede i den tyske skyttegrav og gav et brag fra sig. I samme sekund var hele delingen på benene, op ad grøften, og helt hen til den desorienterede skyttegrav. De andre havde svært ved at følge med i Marcus’ tempo. Med fingeren i bund, åbnede Marcus ild. Hans Thompson rystede i hænderne på ham, mens han fejede det ene nazistsvin efter det andet ned. Marcus følte vreden bruse igennem sit varme blod. Som den første hoppede Marcus ned i fordybningen, mens han forsat åbnede ild, først i den ene retning, så den anden.

                             ”Stone!” råbte sergenten forgæves. ”Stone!” prøvede sergenten igen, men Marcus skiftede blot magasin og tømte det i de livsløse kroppe. Skiderikker, de tror de er noget! 

                             En hånd på hans skuldre tog hårdt fat ”STONE!” råbte sergenten lige ind i hovedet på Marcus. Med dyrisk fart og styrke vendte Marcus sig om og tog et jerngreb om sergentens hals. Sergentens fødder sparkede mod skyttegravens sider i håb om at finde fæste, mens hans mund gispede og spruttede.

                             Latterlige svækling! Tænkte Marcus, mens han holdt sergenten i en udstrakt arm. Den lille mands ansigt var blevet helt rødt, mens han hang og dinglede fra Marcus’ greb. Had og vrede flammede igennem Marcus’ grå øjne. Den store mand skar tænder og klemte til. Da nakken begyndte med at sige knækkende lyde, brød en anden stemme ind.

                             ”Marcus, slap af! Du slår ham ihjel!”

stemmen tilhørte Charles Conners. Marcus slap sergenten, som faldt bagover som en kludedukke, hvorefter han trak heftigt efter vejret.

                             ”Hvad pokker laver du, Stone?!” gispede sergenten, mens han holdt sig for halsen ”Jeg får dig stillet for en krigsret, meni-”           

                             Han stoppede brat med sit klageri, da Marcus vendte sine grå øjne mod ham og fangede sergentens blik.

                             ”Kom nu, vi fik de nazisvin”, sagde Charles beroligende. Marcus mærkede vreden svinde væk, og han begyndte at slappe af i sin anspændte krop. Han så sig omkring og fik øjnene op for de mange blodige lig, som lå hulter til bulter i skyttegraven. Der var ingen at tage til fange, ingen efterretning at opsnappe her. Marcus havde brug for en smøg.

                             ”Svin…”, gentog Marcus og spyttede på et af ligene.

                             Resten af skyttegraven var allerede blevet sikret, og de fik lov til at holde en kort pause, før de skulle videre. Krigen var langt fra slut endnu. Hitler sad stadig sikkert på sin trone i Berlin. De andre soldater var begyndt at tænde cigaretter, og småsnak spredte sig omkring dem. Ingen af dem nærmede sig Marcus og Charles.

                             Den store mand satte sig ned ved siden af den en del mindre, Conners. Charles kørte sine fingre igennem sit tykke brune hår.

                             ”For helvede Marcus, det var sgu intenst, det der. Er du okay?” spurgte Charles med et smil på læben. Marcus var ikke den eneste, som hadede sergent Dillinger. Alle vidste, at Dillinger ikke var andet end en rigmands søn, som legede krig for at springe op ad rangstigen.

                             ”Op i røven med ham. Han er ikke andet end en skide kujon alligevel.” vrissede Marcus. Jeg skulle have knækket nakken på det røvhul. Det var hans skyld, det hele var gået af lort til. Han havde ikke lyst til at tale mere om det; det ville bare gøre ham vred igen, Charles var heldigvis god til at læse Marcus, så han brød en cigaret pakke, stak en i munden og tilbød Marcus en. Den grå-øjede gigant tog imod tilbuddet.

                             Stanken af krig hang i luften; svovl, krudt, blod og forrådnelse lå som en kvælende tåge, der trængte ind i Marcus’ næsebor.

                             De sad lidt der i stilhed. Så kom Marcus i tanke om, at der var ankommet endnu et brev.

                             Hvordan fanden bliver han ved med at finde mig? Tænkte Marcus for sig selv. Han tog brevet frem. Det var stadig ikke blevet åbnet.

                             ”Er det endnu et fra din bror?” spurgte Charles forsigtigt. Marcus nikkede med et mørkt udtryk.

                             ””Har du tænkt dig at læse det, eller bare sidde og gnubbe det?” udbrød Charles. Marcus sad et øjeblik og betragtede konvolutten. Han åbnede den, tog brevet ud og begyndte at læse.

Kære Broder,

Startede det. Kære? Kære min røv, tænkte Marcus. Han tog et hvæs af cigaretten og læste videre.

Kom tilbage, Marcus.

Du kan ikke flygte fra det. Det har været med dig fra start til nu. Det har fulgt dig fra kontinent til kontinent, fra én krig til den næste.

Jeg har regnet det ud, Marcus, jeg ved, hvorfor du ikke kan flygte fra det. Det kommer indefra. Du kan lige så lidt flygte fra det, som du kan fra din fortid. Kom hjem. Kom hjem, så vi sammen kan rette den fejl, vi har begået.

Howard.

Marcus krøllede brevet sammen og stak det tilbage i lommen.

                             Det kommer indefra. Tænkte han. Fandens til pis, men måske havde han ret. Vreden havde været der hele tiden. Med ham, over alt han gik.Det var hans skide brors skyld. Howard, den svans. Det var alt sammen startet med ham. Det var dem alle sammen; Howard, Sara, Elza, deres far.

                             Far. Et øjeblik forlod Marcus Operation Market-Garden og vendte tilbage til Stone Palæet i 1879. Vreden havde overtaget; han råbte og skreg af sin far. Den gamle mands stemme var stort set kun en hvisken, ”Vi finder en løsning” lovede han, sammen med en masse andre løfter. Hans faders stemme gjorde ham kun mere rasende end før. ”Du forrådte os! Du forlod os, og se hvad det har gjort ved os!” Marcus’ krop var spændt, og han følte kontrollen over hans krop blive overtaget af andre kræfter. Hans fars svagelige krop nærmede sig, men før nogen af dem vidste af det, lå den spinkle mand i en pøl af sit eget blod. Marcus var i vildrede, og der var lyden af hastige fødder på den anden side af døren. Marcus sprang gennem vinduet, det knuste glas havde flænset hans arme og ben, og faldet var som at flyve igennem tomheden. Da han endelig kom til sig selv, flygtede han, væk fra huset, væk fra øen, væk fra alt. Siden den dag var han aldrig vendt tilbage. Der var intet for ham der længere – ikke andet end minder. Og Had.                              Marcus blev trukket tilbage til virkeligheden af en skrattende lyd fra radiomandens udstyr. Det var tid til at tage af sted igen.

John Harrow vågnede med et sæt.
Endnu en sær drøm. Han kunne stadig mærke vinden i sit ansigt og høre klokken for sine ører, men snart indså han, at det var klokken fra kirketårnet, som ringede til morgensamling. Fandens til idé at vække folk på den måde, tænkte Harrow foragteligt for sig selv. Og så på en søndag.
Han var badet i sved, men følte sig kold helt ind til benene. Han gned sine øjne og prøvede på at ryste drømmen fra sig, men den blev stadig siddende i ham. Det havde stået på i flere måneder, og han kunne efterhånden hver eneste detalje; børnene i en rundkreds, stormen og havet, palæet i baggrunden og det sære fort. Intet af det gav mening, men det var der lidt, som gjorde disse dage. Der var noget bekendt ved børnenes grå øjne og lyse hår. Vrøvl, ikke andet end en drøm insisterede Harrow for sig selv.

                             Han besluttede sig for at stå op. Hvis han faldt i søvn igen, ville drømmen sikkert alligevel vende tilbage. John boede i en lille lejlighed i London. Den var ikke noget prangende, men det var et hjem. Hans soveværelse ledte ud til en lille gang. Gangen førte ud til et badeværelse, en lille stue og et køkken. Stuen var lavet om til hans kontor.

                             Privatdetektiv, fandens til lortejob. Den samme tanke ramte ham hver eneste morgen, når han vågnede med tømmermænd. Den ene efter den anden gang var det mistænksomme mænd, der ville have deres koner udspioneret, eller mistænksomme kvinder der ville have fanget deres mænd på fersk gerning med bukserne nede. Før i tiden var John Harrow ofte blevet kaldt ind af politiet til at hjælpe med at opklare alverdens mysterier. Lige fra mordsager til kidnapninger, men det var før hans besøg på Skt. Claire. De sidste par år havde han næppe stået på deres liste over eksterne rådgivere. Foruden jaloux ægtefæller, blev John fra tid til anden også kontaktet af folk, som mente deres hjem var hjemsøgt eller forbandet. Harrow troede ikke på det paranormale, men hvis der var penge i det, så var det fint med ham. De fleste gange viste det sig alligevel bare at være en vind, der slap igennem en revne i loftet eller en mus, der boede under gulvet.

Harrow gik forbi køkkenet og ind på sit kontor for at lede efter noget morgenmad. Flasken var næsten tom, men der var da i det mindste nok til et glas eller to.

                             Endnu en lortedag, tænkte Harrow for sig selv. Gaderne udenfor var fulde af lyde og liv, Harrow smækkede vinduet i for at få stilhed til hans tømmermænd. Han havde en frygtelig hovedpine efter aftensmaden i går. Da han trådte tilbage fra vinduet, kunne han høre lyden af knust glas under sin fod. John kiggede ned og så det eneste billede, han stadig havde. Hvor blev I af? Tænkte han, da John tog fotografiet op og pillede det ud af dets ødelagte ramme. På billedet stod han med sin kone og sin søn på hver sin side. John betragtede det og følte en strøm af minder bruse igennem sit sind. Hans kones smil, og hans søns latter. Det blev for meget, og tårerne flød ned af hans kinder. Han greb flasken, men den var tom.

                             ”For helvede” vrissede Harrow for sig selv og gik målrettet mod døren. Flasken var lige så tomsom hans konto i banken. Han hev voldsomt i håndtaget, og foran ham stod en lille forskræmt knægt. Drengen havde fået et gevaldigt chok, da han var lige ved at skulle banke på døren, idet Harrow havde flået den op.

                             ”Hvem fanden er du?” spurgte Harrow hårdt.  Knægten tog det til sig, og John kunne se, han havde været for hård. Harrows sprog var særligt groft for en voksen mand i 1879.

                             ”Nå, hvad vil du?” sukkede John i en mere venlig tone. Drengen stak en hånd ud med et brev. Han sagde ikke noget. John tog brevet ud af hånden på ham og fandt en skilling frem til ham. Så snart mønten var blevet trykket i drengens hånd, forsvandt han ned af trappen og ud på den livlige gade.

                             John betragtede brevet.

Til

London – Stoney Lane 23

John Harrow

                             Det var skrevet med en fin fyldepen. John blev nysgerrig, gik tilbage indenfor og lukkede døren efter sig. Der var ingen afsender på. Han satte sig ned, tog en cigaret og åbnede brevet. Johns ansigt og sind blev mørkt, mens han læste linjerne.

Kære John,

Jeg ved, det er længe siden, og det piner mig, at vi ikke har haft mere kontakt. Dog piner det mig mere, at jeg ikke kan skrive til dig under bedre omstændigheder, end sidst vi mødtes – tværtimod.

John, der er ingen let måde at sige det på, men jeg er døende, og jeg har brug for din hjælp. Min tid er knap, og jeg frygter for min families skæbne. Jeg frygter, at mine børn har valgt en mørk sti, og jeg har for lidt tid til at hjælpe dem. Derfor beder jeg dig om at komme til Stone Island.

Alt er allerede arrangeret, du skal ikke tænke på penge til transport eller logi, jeg har vedlagt mere end rigeligt i konvolutten.

Jeg beder dig, John, kom og hjælp en gammel ven. Du er den eneste, som kan.

Nederst var brevet signeret:

Kærlig Hilsen,

Jonathan Stone

John havde ikke set Jonathan i flere år, og nu kaldte Jonathan på hjælp. På John Harrows hjælp.

                             Hvis Jonathan beder om hjælp, hvordan kan jeg så benægte ham? tænkte John, men Harrow tøvede et øjeblik. Men Stone Island er så langt væk, og jeg kan jo ikke bare efterlade det hele her. Jeg kan jo ikke bare lade det hele stå tomt Der kunne komme kunder. Harrow fnøs ved sin sidste tanke. Som om der kommer nogen kunder.

                             Han havde ikke lagt mærke til det før, men konvolutten var tung. Han vendte bunden i vejret, og en stor stak penge faldt ud.

                             Meget vel, besluttede Harrow.Efter alt hvad Jonathan Stone havde gjort for John Harrow, var det en let beslutning, penge eller ej. Han pakkede hurtigt sine ting og stormede ud ad døren, turen var lang, og tiden knap.