11. januar, 1877

Stone Island – England

Vindens gysende skrig skød gennem nattens mørke. Sara lå i sin seng og kiggede ud gennem vinduet, som vendte ud mod den lille skov nær palæet. Med en uhyggelig lyd slog regnen voldsomt ind mod ruden i takt med den vilde blæst. I månens blege lys kunne Sara se skovens træer ruske og kaste skræmmende skygger op på væggen modsat hendes seng. Det lignede næsten, at træerne kæmpede imod hinanden. Sara kunne ikke undgå at komme til at tænke på uhyrer og monstre, når hun kiggede på skyggerne., Så hun trak dynen helt op omkring ørerne, så kun toppen af hendes hoved stak ud over kanten. Den smule lys, der var i værelset, stammede fra en blanding af månelyset og et par olielamper, som var tændt på deres laveste blus. Kun lige nok til at holde værelset varmt. Hun ville allerhelst undgå at se ud i skyggerne igen af frygt for at se noget uhyggeligt, men samtidig var synet hendes eneste forsvar. Så kunne hun i det mindste se, hvis en trold eller en vampyr skulle få lyst til at snige sig ind ad vinduet og ind på hendes værelse.

Vinden lavede en skrigende lyd, som startede udenfor, men syntes at slutte indenfor. Sara mente, hun så en skygge røre på sig. Hun blev så bange, at hun gemte sig helt under dynen og valgte at sætte sin tillid til sin hørelse fremfor sit syn. Pludselige hørte hun en lyd, som lød endnu mere uhyggelig end regnen og vinden. Det var en klokke, som slog i det fjerne. Hun syntes, hun havde hørt den lyd før, men kunne ikke huske hvornår eller hvor. Det mindede om et mareridt, som nægtede at forsvinde fra dybet af hendes sind. Lyden skar igennem tordenskraldene, som hærgede på den anden side af ruden. Hun vovede at kigge ud fra dynen, men i samme øjeblik delte himlen sig i to. Værelset blev lyst helt op af et lyn, som var så tæt på, at hun ikke en gang nåede at tælle til ét, før det buldrede højlydt fra tordenskraldet. Saras lille krop hoppede i chok, mens hun gispede. Et lille bord i den anden ende af hendes værelse væltede med et brag, og endnu et lyn glimtede.

Sara sprang ud af sengen med et hvin og løb så hurtigt hendes små, seks år gamle ben kunne bære hende, ned af gangen til naboværelset på venstre hånd. Hun åbnede døren og skyndte sig ind, men sengen, hvor hendes far burde ligge i, stod tom. Igen hørte hun den uhyggelige klokke, og endnu et tordenskrald fik huset til at ryste. Sara løb igen ud på gangen og videre ind på det næste værelse, hvor Elza lå og sov som en sten.

”Elzaaaa…” Vrælede hun desperat.

”Sara?” Mumlede Elza søvndrukken, mens hun satte sig langsomt op i sengen og gned sine øjne.

”Jeg er bange! Der er et spøgelse på mit værelse.”

Elza kiggede overbærende på sin lillesøster, som stod og græd, og rystede af skræk, og tilbød så en plads i sengen. Sara puttede sig helt ind til sin storesøster på ti år, som lagde armene om hende og nussede hendes hår, mens hun sang en stille godnat sang for hende. Lyden af regn, torden og klokker blev pludselig mindre og mindre uhyggelige, og til sidst faldt Sara i søvn.