3. marts, 2018

København – Danmark

                             Flammer fra stearinlys kastede dansende skygger på de grå betonvægge. Den eneste lyd i lokalet stammede fra manden, som havde placeret sig selv i midten af rummet. Han var iført en mørkeblå kåbe med en fin guldkant. Den slags som traditionelt blev brugt til ritualer i Taro-ordenen. Hans rå ældre stemme bølgede gennem det ellers tomme lokale. Han messede en besværgelse på et ældgammelt gudsforladt sprog, som kunne række gennem tid og rum, og skære sig gennem selv de mest magtfuldes krop og sind. Gulvet var dækket af magtfulde symboler, som trak energi fra luften omkring sig. Et stort symbol på gulvet, malet med blod fra en uskyldig hjemløs, som bestod af en takket cirkel med fem forskudte linjer tegnet igennem sig, begyndte at skinne med en klar lilla farve. Først svagt, men hurtigt blev lyset skarpere. Troldmanden kunne mærke luften ændre sig. Umuligt for de utrænede at føle, men for ham var det som at stå midt i et stormvejr. Mikroskopiske vibrationer som sprang frem og tilbage mellem objekter, næsten som lyn mellem himmel og jord, bredte sig igennem hele lokalet. Temperaturen ændrede sig konstant, fra kold til varm og tilbage igen. Han åbnede sine øjne og så sig selv svæve gennem tid og rum. Lokalet omkring ham forsvandt, og han befandt sig pludselig i en sort intethed. Han kunne gå rundt i mørket, men der var ingen forskel på, om han gik mod øst eller vest. Det eneste, der var at finde, var den evige mørke tomhed. Selv underlaget var så mørkt, at han følte, han gik rundt ude i den tomme luft.

Et skrig tog hans opmærksomhed. Det var skræmt og feminint.

                             Han så en blind kvinde for sig. Hendes lokker gyldne og hendes ansigt smukt, men med et trist udtryk. Om hendes håndled var der et par stærke jernkæder, som gjorde at hun kun kunne bevæge sig sparsomt. Nøglen hang om hendes hals, men det var som om, hun ikke selv havde opdaget den endnu. På trods af at hendes øjne intet kunne se, kiggede hun sig konstant over skuldrene. En skygge kredsede omkring hende, men et enkelt lys blev ved med at holde skyggen på afstand. Skyggen og lyset var fanget i et uendeligt paradoks, uden lyset var der intet til at kaste en skygge, og uden skyggen var der ingen grund til, at lyset skulle blive der for at holde kvinden sikker. Kvinden synes ikke at ænse lyset, men var konstant opmærksom på den lumre skyggeskabning, der cirklede omkring hende. Hun ænsede heller ikke troldmanden eller sine tomme omgivelser, men forsatte blot med at holde øje med den mørke skabning. Det var som at kigge ind i kvindens dybeste frygt og følelser.

                             Troldmanden forsatte videre, og kvinden forsvandt bag ham, som blev hun forvandlet til røg. For sig så han i stedet et vildt bæst bryde sig vej igennem en dyb skov. Det lignede lidt en bjørn, men det var alt for stort, og benene var for lange. Væsenets tunge poter efterlod sig et frossent spor af blod i en dyb hvid sne. Længere inde igennem træerne kunne troldmanden ane en mand, som sad fredeligt og slappede af på en græsmark. Omkring manden stod to kvinder og en mand, alle med lyst hår. Der var også to børn, en dreng og en pige, som delte visse træk med den fredsommelige mand. De samme grå øjne, det lyse hår og den markante kæbe. Bæstet løb i retning af græsmarken, men uanset hvor langt bæstet løb, forblev den fredsommelige mand lige fjern. Fra tid til anden kunne troldmanden ane en mørk skikkelse gå mellem træerne, men før han nåede at få et ordentligt blik, var den allerede væk igen. Han kunne kun nå at ane skyggen af et bevinget monster med lange horn, som stak ud af panden.

                             Igen lod troldmanden sig selv forsætte og så nu endnu en kvinde for sig. Denne kvinde havde visse træk til fælles med den første. Det samme gyldne hår og de samme grå øjne. Hun var yngre, og hendes øjne var ikke blinde. Hun kiggede sig omkring i vildskab med opspærrede og opmærksomme øjne. Denne kvinde var allerede ødelagt. Hendes lange lokker hang ned over hendes ansigt. Hun sad på et blegt trægulv, hendes hænder dryppede med blod og tjære. Over alt omkring hende afslørede et flakkende lys flere og flere døde sjæle, som sad og stirrede tomt ud i luften. De sad alle i en rundkreds omkring hende. De rørte sig ikke, de sad blot som statuer. Selvom de sad ubevægeligt, skulle der dog ikke mere end et glimt til, før han kunne konstatere, at de var levende døde. Der var så mange – både kvinder og mænd og børn. Nogen af dem var frygteligt deforme med groteske lemmer eller vansirede ansigter. Kvinden skreg og skreg, imens hun prøvede at skrubbe sine hænder i sin hvide kjole, men de var umulige at rengøre. Bag hende stod en mørk skygge og pulserede som et levende mørke. Et øjeblik stod han og nød synet. Det havde taget sin tid, men det havde været ventetiden værd. En af de legendariske Stone medlemmer var faldet. Han gik helt hen til hende og knipsede med fingrene så tæt på hendes ansigt, at han næsten ville have rørt hende, havde det været muligt. Hun stoppede sine febrilske bevægelser og stirrede direkte ind i hans øjne med et skræmt og mørkt ansigt. Han koncentrerede sine tanker og med et blev hans krop let som en fjer. Lettere endnu mens han svævede ud af sin krop, som stod fastfrosset i den samme position, som da hans sind forlod den. Han cirklede rundt om kvinden som en formløs vind. Hun mærkede hans nærvær og forsøgte at holde ham ude, men det var allerede for sent. Han trængte ind i hendes krop, og så nu verden gennem kvindens øjne. Den var sløret og utydelig, som når man lige er vågnet fra en afbrudt søvn. Værelset, han stod i, var varmt og duftede af træværk og papir. En kvinde stod foran ham med et forvirret udtryk. Han lavede en armbevægelse med sin tynde feminine arm, og kvinden foran ham kollapsede på stedet. Et skrig lød som et ekko fra fortiden, mens blod bredte sig på gulvet. Den varme væske klistrede sig til hans kjole og hans fingre, da han dyppede dem i blodet for at bruge det som maling. Der var råb, og nogen kaldte kroppens navn.

                             ”Sara.” Navnet lød som hans eget, eller som mindet af en anden. Han kunne ikke beslutte sig. Da døren i rummet fløj op, og mørke silhuetter stod og kiggede på med forskræmte øjne, lod manden igen sit sind blive til luft og strøg gennem lokalet og tilbage til mørket. Kvinden sad i mørket og skreg, og ænsede ham ikke, mens hans sind strøg gennem intetheden omkring hende og tilbage til sin egen krop. Han trak vejret dybt, da hans lunger var hans egne igen. Han følte sig udmattet og forpustet, mens kvinden sad og skreg og skreg som forpint. Med trætte knæ rejste han sig, mens han så kvinden an et stykke tid.                              Med et smil på læben forlod han den skrigende kvinde og forsatte. Han fandt et lys i mørket, inde i lyset stod en mand, men det var umuligt at se ham ordentligt for sig. Det var som at kigge ind i en magt, som var stærkere end solen. Omkring den lysende mand stod tre mindre lys. De små lys falmede langsomt, da et mørke krøb ind over dem, som en tåge der ruller over en eng på en kold vintermorgen. Deres flammer sendte lysstråler og varme i retning af manden i midten. Mandens lys syntes pludselig at svigte, hvor et andet tog over i styrke. Lyset blev skarpere, og manden blev tvunget til at kigge bort. Ritualet gjorde holdt, og troldmanden fandt sig selv i den mørke kælder igen. Det lilla lys fra gulvet havde lagt sig, og skyggerne på væggene syntes ikke længere at danse som før. Manden tog kåben af, hang den på en bøjle og forlod lokalet. Han følte sig udmattet og svækket. Det var snart tid til næste fase.