Min nye bog er ved de sidste rettelser og skal snart igennem en gang korrektur. I den anledning afsløre jeg herved Prologen for den nye historie:

PROLOG

3. december, 1999

Mergelø – Danmark

”Orkanen er nu nået over Storebælt, med kurs mod Bornholm. Vindstød på op mod 200 kilometer i timen, river tage af huse, vælter træer og elmaster og forsager mange trafikuheld. Alle broer er lukket, de fleste færger og flyruter ligger også stille. Og politiet i Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster og Sjælland advarer folk mod at gå udenfor.” startede Janni Brixen TV-avisen med.

Karl sad behageligt i tronen, som han plejede at kalde sin trofaste lænestol. Alligevel var det ikke uden en utrygfølelse i kroppen, som havde intet at gøre med den bløde stol han sad i. Mens han ventede på sin aftenkaffe, sendte han vinduet et blik. Regn og blade fløj gennem luften, som flygtigt blev oplyst af lampen der stod tændt ude på verandaen. Godt to hundred meter væk tegnede silhuetten af Hansens hus sig, som næsten gik i et med den mørke baggrund. Vinduerne i stuen var tændt, hvilket var at forvente. Normalt ville Hansen og hans kone være til bridge hos Anne og Torben Pedersen som boede på den anden side af øen, men ikke i dette stormvejr.

Kirsten baksede med porcelænskopperne ude i køkkenet. Blandet med orkanens raseri blev det snart ældende 26 tommer fjernsyns højtalere sat på en prøve. Inden i sig selv bandede han over det gamle skrammel, ikke at han nogensinde ville indrømme det, men det gjorde han. Han havde været jaloux lige siden Hansen havde kommet kørerne med et spritnyt TV, som endda var fladskærms-TV, bag på traileren. Tro til traditionen var Karl og Kirsten blevet inviteret over til kaffe i dagligstuen, den selvsamme dag det nye husalter var blevet installeret. Ikke kun var det helt fladt, men billedet var bedre og lyden var god. Hansen pralede højlydt, men det eneste Karl kommenterede på var kaffen som var ganske udmærket. Indeni var han en krudttønde der var ved at eksplodere. Karl skruede op for lyden, mens han sendte en bemærkning i Kirstens retning.

                      ”Prøv dog for pokker at være stille, kvindemenneske. Nyhederne er startet nu.”

                      ”Her er TV-avisen på en stormfuld fredag, godaften. Et af de steder som er hårdest ramt af orkanen, det er Lolland-Falster og i Rødbyhavn forsøger vores rapporter…” forsatte Janni Brixen, mens Kirsten forsøgte at overdøve hende med sine egne kommentarer.

                      ”Ja-ja, jeg skal nok. Men kaffen laver jo ikke sig selv, vel gamle?” En lille kvinde på tooghalvtreds år kom til syne i døren. Hendes ansigt var efterhånden præget af et par genkendelige rynker, men hendes hår havde bibeholdt sin stærke mørkebrune farve, hvilket var mere end hvad man kunne sige om Karls grå højtindet isse. I sine hænder bar hun en bakke med to kaffekopper, en sukkerskål og en kande kaffe som fyldte stuen med en behagelig og velkendt duft.

                      ”Nej det er jo det som jeg har dig for, kvinde.” Der var en kærlig tone i beskeden, som blev modtaget med det samme smil han var faldet for otteogtyve år forinden, til et svendegilde.

”otteogfyrre meter i sekundet, sagde de i avisen.” sagde han lavmælt mens han skænkede kaffe til dem begge, alt imens Kirsten satte sig i sofaen som stod ved siden af den bløde trone. ”Vi er åbenbart hårdest ramt. Ingen busser eller noget som helst.”

                      ”Du havde vel heller ikke planer om at tage en bustur nu?” spurgte Kirsten kvikt, mens hun fandt sit strikketøj frem. ”Det er da også et værre blæsevejr.”

                      ”Orkan.” rettede Karl.

                      ”Ja undskyld, orkan så da. Hvad er forskellen i det hele taget? Det blæser jo; begge dele.”

                      ”Vær nu stille, kvindemenneske. Jeg forsøger at høre det her.” afbrød Karl lidt irriteret. Han elskede Kirsten, men hun kunne snakke i en evighed, og ikke altid på de rette tidspunkter. Kirsten tog ikke note af det. Hun så stille med mens hun påbegyndte sit strikketøj, som efter planen en dag skulle ende med en sweater til Karl. Målene var dog allerede fire år gamle så hun skulle helt sikkert lægge ekstra masker til hvis der skulle være håb om at han skulle kunne passe den, når den en gang blev færdig. Hvis den nogensinde blev færdig. Karl tog kaffekoppen op på maven og satte behageligt fødderne op på sin skammel, som hørte til lænestolen.

                      Der gik ikke mere end et par minutter før telefonen ringede, og Karl bandede.

                      ”Kan man da for helvede ikke få lov til at se nyhederne uden folk ringer konstant og hele tiden.” Kirsten stoppede ham i sin bevægelse, i det hun var hurtigere oppe på benene end ham selv.

                      ”Gamle hidsigprop. Bliv dog siddende, jeg tager den. Så kan du se dine nyheder i fred.” afsluttede hun med et kvikt smil. Karl valgte ikke at svare, men lænede sig blot tilbage og så videre mens Kirsten gik tilbage til køkkenet. Det havde været Karl som havde insisteret på at telefonen skulle forblive bandlyst fra stuen. Det var et forstyrrende element for hans fjernsyn, som var hans faste holdepunkt. En måde at starte morgen på såvel som at afslutte aftenen. Ingen undtagelser.  

                      Grafikken for vejret kom på skærmen, som tydeligt viste orkanen i en rød nuance omgivet af et blåt felt som indikeret hvor der blot var tale om storm. Mergelø, som er en halvø forbundet med det nordlige Lolland, vest for Fejø og stik nord for Utterslev, var placeret midt i det røde område.

                      ”Luk døren for pokker!” krævede Karl fra sin lædertrone, da Kirstens stemme formåede at rejse helt ind i dagligstuen. Han lyttede ikke til hvad hun sagde, men forstod blot at hun stadig var i røret med hvem end der ringede efter klokken 21:05 på en stormfuld aften. Hun svarede ikke, og lukkede heller ikke døren, men til Karls tilfredsstilles blev hun stille.

Orkanen udenfor rasede videre, og Karl kunne høre at taget fra hans veranda kæmpede for at holde sig på plads. Han havde tænkt at forstærke det gamle tag med et par brædder, men havde i sidste ende ment at nyhederne sikkert havde overdrevet da de advarede om orkan. Nu fortrød han sin beslutning om at lade være. Ikke at han heller ville indrømme det hvis nogen spurgte ham direkte. Han kiggede igen ud ad vinduet og konstaterede at billederne i fjernsynet af væltet biler og træer ikke bare var en overdrivelse.

Det var i virkeligheden en århundredets orkan.

De skrigende vindstød kunne mærkes i hele huset, så voldsomt at selv lysekronen ved spisebordet raslede hver gang at der kom et pust. Den usikker følelse sad stadig i kroppen på ham, især mens han kiggede ud i mørket. Huset virkede pludselig ikke så stabilt længere som det ellers altid havde gjort, og Kirstens stilhed var også blevet en ubehagelighed fremfor en redning fra støj og plaprer.

                      ”Kirsten?” kaldte han ud i køkkenet. Han hørte hendes stemme igen, men det var stadig ikke et svar til ham, men til telefonen. Et øjeblik efter hørte han røret blive lagt på.

                      ”Hvem var det?” spurgte han. Kirsten stod i døråbningen og kiggede på ham, uden at sige noget som helst. ”Kirsten?” hendes ansigt var mørkt og udtrykket i hendes øjne mindede Karl om den ubehagelig følelse han havde i hele sin egen krop. Hun kan også mærke noget. Det er ikke stormen, det er noget andet. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg ved hun også kan føle det.  

                      ”De…” hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Karls hjerte satte først farten gevaldigt ned. Hendes øjne var våde, men ikke af sorg. Det var frygt de øjne gemte på, så intens at den med det samme smittede af på Karl, hvis hjerte tog til i fart ved hendes næste ord. ”De har virkelig gjort det, Karl. Det… Det er tid.”

                      Ingen af dem sagde noget. Den eneste lyd var fjernsynet som forsatte med at vise billeder af væltede træer og hustage med store huller i, og den nådesløse vind som herskede på den anden side af huset. Ingen af dem turde så meget som at trække vejret.

”Vi anbefaler at alle bliver inde døre.” forklarede en politichef i fjernsynet.

Karl sad blot, mens Kirsten blev stående og de kiggede på hinanden i et øjeblik som trak sig ud i en uendelighed. Huset gjorde et ryk med et kraftfuldt orkanstød, som fik både Karl og Kirsten til at hoppe i takt.

                      ”Vi må væk, Karl.” hendes stemme var ikke længere sløv og lavmælt, men desperat.

                      ”Vi kan ikke tage af sted i det vejr. Alt er spærret.” Karl sprang op af tronen og spildte kaffe over både gulv, bord og hans elskede stol. ”Hvem var det som var i telefonen?” Han ænsede ikke at hans elskede stol ville få pletter når kaffen tørrede ind.

                      ”Vi kan ikke blive her, Karl. De kommer.”

                      ”Kirsten. Hvem ringede?” Kirsten var allerede på vej op på første sal med en taske i hånden. ”Kirsten?!” Karl løb efter hende. Hun var allerede i gang med at smide tilfældigt tøj ned i tasken da han kom ind på deres soveværelse. ”Kirsten, hvem ringede?” prøvede han beroligende. Men hun var alt for oprørt til at kunne svare afslappet, så det endte med en halv råben i højt tempo.

                      ”Det var Jytte.”

                      ”Hvad er der sket?” Kirsten pakkede videre og skulle til at tage tasken og bane sig vej forbi ham. ”Kirsten!” han spærrede vejen for hende med armen.

                      ”Det var Jytte, Karl.” tårerne sprang frem på hendes kinder, mens hun endeligt så på ham med opgivende øjne. Karl vidste godt hvad hun ville sige, men havde brug for at høre det for at tro det. ”Det var Jytte.” snøftede hun igen, mens Karl forsøgte at lægge armene omkring hende. Hun tog et skridt tilbage. ”De fik fat i John. De trak ham ud i gården, og… Hun skreg, Karl. De tog ham med, og så kom de tilbage og tog hende. De kommer i aften, Karl.” Orkanen rykkede endnu en gang i huset. Kirsten banede sig vej forbi ham mens hun sagde mere for sig selv end til ham.

                      ”De kommer i stormen.”

                      Karl måtte støtte sig op ad dørkarmen for ikke at vælte. Han havde kendt John i længere tid end han havde kendt Kirsten. Det var hans svendegilde der havde ledt til Karls og Kirstens ægteskab. Det var endda John som havde introduceret dem til hinanden. Karl havde levet hele sit liv på Mergelø, og hans far før ham, og hans far før ham, men Kirsten kom fra Lolland. Horslunde for at være præcis. Hun kendte John igennem Jytte, og som så mange andre tilfældigheder endte det med at Karl og Kirsten så hinanden i øjnene første gang til Johns svendegilde for ottetyve år siden.

                      ”Karl!” kaldte hun nede fra stueetagen af. Han trak sig ud af sine tanker og løb ned af trappen hvor Kirsten allerede stod med støvler og jakke på. Han hoppede selv i noget overtøj og begav sig ud i den ubønhørlige orkan som rev i deres tøj og ansigter da de forlod det skælvende hus. Kaos, var den eneste tanke Karl kunne mønstre. Kirsten var forrest, stærkt forfulgt af Karl som tog en hånd op for ansigtet for at beskytte det mod blæsten og skidt der hvirvlede vildt omkring dem. Lyset i Hansens hus var stadig tændt, men der var ingen tid at spilde. Kirsten kæmpede for at komme frem mod bilen som holdt i indkørslen idet en tagsten fløj af deres tag og landede lige ved siden af hendes venstre ben. Hun skreg af skræk, og tog sig til benet.

                      ”Er du okay?” Karls stemme druknede næsten i larmen af orkanen, som forsat sendte voldsomme vindstød imod dem der gjorde det svært at holde balancen. Der er ingen måde hvorpå verandaen kan holde til det her i længden nåede han at tænke før det gik op for ham hvor ligegyldig den tanke var nu. De kommer i stormen, det var det som Kirsten havde sagt, og stormen var her, så det ville de også snart være. Der var en smule blod på Kirstens sko, men hun valgte at ignorere det og skyndte sig videre mod bilen. Flere tagsten rev sig løs, men med mere held end forstand nåede de bilen uden flere skrammer og satte sig ind i den.

                      ”Skynd dig, Karl.” Kirsten smækkede døren så hårdt at det lød som om den skulle til at falde af sine hængsler. Karl stak nøglen i med en rystende hånd og drejede. Bilen knurrede og hostede, men der skete ingenting.

                      ”Prøv igen. Skynd dig for pokker.”

                      ”Fandens.” Karl prøvede igen men uden held.

                      ”Giv den noget ssschooker”

                      Karl trak i chokeren for at give bilen en opstartshjælp. Den knurrede og hostede igen, men der skete ikke mere end det. Bilen var ældre end TV’et, men den havde trods alt aldrig fejlet dem før. Han prøvede igen, men resultatet var det samme. De kiggede på hinanden, mens bilen rykkede sig voldsomt af endnu et orkanstød. Der var både en forståelse af situationen og en fortvivles at spore i Kirstens øjne. Der lød et brag fra bilens bagrude og de begge skreg i panik. Tagstenen lå på bagsædet og vinden banede sig vej ind i bilens kabine gennem den smadret bagrude. Bilen ville ikke starte. Ganske vist var den gammel, delvist rusten, og sjældent fyldt for mere end halvtreds kroners benzin ad gangen, men alligevel var der kun en åbenlys grund til at den ikke ville starte, i hvert fald i Karls eget hoved. Han prøvede motoren en sidste gang.

                      ”Sabotage!” Bandede Karl mens han slog i rattet. Han kiggede sig omkring i afmagt idet han så lyset fra nabohuset.

”Hansen.” nøjedes Karl med at sige i det de begge sprang ud af bilen og satte kurs med Anders og Ida Hansens hus. Der var lidt over to hundred meter, som virkede mere som to kilometer i den voldsomme vind. De gik side om side med hænderne foran ansigterne for at kunne se mellem deres fingre med bukkede hoveder. Træerne omkring huset knagede højlydt under det enorme pres de var udsat for. Karl tog fat i Kirstens hånd i et forsøg på at kunne blive sammen i mørket, imens de kæmpede en hård kamp for at komme sikkert fremad. Pludselig blev Karl stoppet af Kirstens hånd som nægtede at rykke sig længere. Han kiggede tilbage på hende og så at hun stod og stirrede ud i mørket som var hun fanget i trance. Han fulgte hendes blik og så til sin rædsel en pige stå med flagrende kjole midt på vejen ned til deres hus. Hendes mørke hår fløj rundt omkring hovedet på hende, som fik det næsten til at se levende ud.

”Lillian?” råbte Karl, men hun svarede ikke. ”Umuligt…” mumlede han for sig selv. Pigen reagerede ikke, men stod bare og kiggede på dem. Kirsten derimod blev vækket fra sin trance og tussede højlydt af Karl.

                      ”Stille Karl. Vi må væk.” hun satte fart mod nabohuset igen, mens hun trak Karl med sig.

”Det var Lillian, Kirsten.” Han sendte igen pigen et blik, som nu pegede mod dem mens hun råbte noget han ikke kunne høre over vindens støj. Lige før han drejede hovedet væk, så han flere skikkelser bag hende som kom frem fra mørket af.

”Sludder” Råbte Kirsten. Forpustet fulgte han Kirsten i retning af Hansens hus, i håb om at kunne søge tilflugt. De løb alt hvad de kunne, mens de hørte råb ikke langt bag sig, og træer der klagede over orkanens kræfter omkring dem. Det var som at hele verden truede dem på livet, fra alle retninger. De nåede døren og bankede på, men der var intet svar. Karl prøvede dørhåndtaget, men døren var låst fra indersiden af. Stemmerne bag dem kom tættere på, så Kirsten trak ham med rundt om huset.

                      ”Bagdøren.” kaldte hun, mens hun løb alt hun kunne. Et voldsomt vindstød bremsede deres hastige spring og halvdelen af et træ flækkede af sin stamme og landede foran dem. Det landede kun en halv meter fra dem. Instinktivt kiggede de begge op mod træet og der så de nået der fik dem begge til at glemme stemmerne bag dem, som stadig nærmerede sig hurtigere end de havde løbet. Nu stod de begge og kiggede målløse og forfærdet på træerne foran dem, hvis grene beklagede sig mere højlydt end de andre træers. De spændte reb deltog i larmen af vindstød og knagende træer. Kirsten skreg og Karls ben gav op i frygt, så han sank sammen i knæ. Stemmerne var nu lige bag dem, men de ænsede dem ikke. For i træerne så de blot Anders, og Ida Hansen, hænge som to kludedukker som svajede frem og tilbage i vinden, mens deres udspilede øjne afslørede deres sidste frygtsomme tanker da de indså hvad der skulle blive af dem. Kirsten faldt om i en pøl af blod som stammede fra et hul i hendes hoved.

Det var Lillian, dette er jeg sikker på. Et kort åndedræt efter blev al ting sort for Karl.