Maria Johansen

“Jeg gjorde alt for at skubbe Sofia væk fra mig, jeg følte ikke at jeg fortjente hende. Jeg kunne ikke være noget for hende længere, jeg kunne ikke være en mand for hende længere, jeg kunne ikke være en elsker for hende længere, jeg kunne ikke være en fortrolig for hende længere, jeg kunne ikke være hendes ligeværdige længere. Jeg var ingenting, og hun var alt, hun fortjente bedre. Mit selvhad var dybt, vedvarende og akkompagneret af bølger af skam.”
― Jamal Bendahman, Ash-Shaheed [Vidnet]

“Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn.

Du ser, hvor galt det er fat med mig.

M.”
― Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Havbrevene

“Min mors ønsker er simple, men de er ikke til forhandling. Hun oplever dem som nødvendigheder. Lige nu er hun nødt til at have en kop kaffe. Det vil ikke være muligt at komme uden om dette ønske, som hun kalder et behov, før hun holder kruset med den dampende varme væske i sin hånd og fører det op til munden.”
― Vivian Gornick, Voldsomme bånd

“Der er ikke mange positioner for en kvinde, som mener noget, andet end vred strigle.”
― Leonora Christina Skov