Maria Johansen

“Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn.

Du ser, hvor galt det er fat med mig.

M.”
― Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Havbrevene

“Jeg gjorde alt for at skubbe Sofia væk fra mig, jeg følte ikke at jeg fortjente hende. Jeg kunne ikke være noget for hende længere, jeg kunne ikke være en mand for hende længere, jeg kunne ikke være en elsker for hende længere, jeg kunne ikke være en fortrolig for hende længere, jeg kunne ikke være hendes ligeværdige længere. Jeg var ingenting, og hun var alt, hun fortjente bedre. Mit selvhad var dybt, vedvarende og akkompagneret af bølger af skam.”
― Jamal Bendahman, Ash-Shaheed [Vidnet]

“Voksne venter på i morgen, bevæger sig i en nutid bag hvilken der er i går eller i forgårs eller højst sidste uge: Resten vil de ikke tænke på. Børn kender ikke betydningen af i går, af i forgårs eller sågar af i morgen, alt er lige nu; gaden er den, døråbningen er den, trapperne er dem, det er mor, det er far, det er dagen, det er natten.”
― Elena Ferrante, My Brilliant Friend

“Jeg er bange for ægteskabskontrakter og indelukket mødelokaleluft. Bange for flekstid og det første påtagede smil. Bange for, at det frie liv er slut, for fastansættelse, pensionsordning, spa-weekender i maj. Bange for livets gang, måske.”
― Simon Strauss, Sieben Nächte