Status Updates From Dit zou allemaal van jou ku...

Da hun hører Sonja udtale ordet Atlanterhavet trækker Barbaras bryst sig sammen. Hun snapper lidt efter vejret og binder en meget stram knude på en pose med bær.

Det virker rigtig, hvad den britiske klatrer og forfatter Robert Magdalene skriver om det menneskelige højdeparadoks: det både ophøjer det individuelle sind og sletter det. De, der rejser til bjergtoppe, er halvt forelsket i sig selv og halvt forelsket i glemsel.

Første og anden del af bogen, samt pigernes barndom, er passeret og nu er Barbara blevet bogens udgangspunkt for familien. Jeg fornemmer mellem linjerne at hendes opfattelse af hendes opvækst og af sin familie måske har ubevidst præget min opfattelse, eller jeg begynder at forstå at hun måske er forfatteren selv? Det her giver ikke så møg mening, men de samme minder kan vel huskes forskelligt